≡ Menu

Jeg har lige hørt i radioen at der er nogle nye emojis på vej som skal vise at også kvinder kan være politibetjente osv.

Men … hvem er det egentlig der giver tegninger – tegninger! – køn? Er det tegneren, eller er det i virkeligheden seeren?

Er det tegneren eller seeren der forbinder langt hår og røde læber med kvinder og kort eller ingen hår med mænd?

Gør vi virkelig op med kønsstereotyper ved at sørge for at emojis har “køn” som vi så sørger for ser ud på en bestemt måde? Eller understreger vi dem bare på den måde?

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hold nu op, mand!

Skummel mand der gemmer sig

Jeg har før skrevet om det at få skumle opkald fordi (gætter jeg på) jeg skriver om emner som åbne forhold og nøgenhed. De opkald er heldigvis holdt op. Eller også opdager jeg dem ikke længere, fordi jeg kun besvarer opkald fra folk jeg kender eller kan se hvem er. Hurra for smartphone-apps.

Hvad der derimod er begyndt at irritere mig grænseløst, er Facebook-beskeder fra ukendte mænd. Jeg hører heldigvis ikke til dem der får tilsendt pikbilleder i tide og utide, men lige så irriteret jeg kunne forestille mig at blive over dem, bliver jeg over helt “uskyldige” beskeder som et “hej” eller “hej søde” i indbakken.

Jeg skal ikke kunne sige om nogle kvinder møder sådan et hej fra en de ikke kender, med åben nysgerrighed og glæde over interessen fra en fremmed, men jeg kender så vidt jeg ved, ikke nogen af dem. Jeg gør det i hvert fald ikke selv. Tværtimod bliver jeg øjeblikkeligt skeptisk og på vagt. De forvirrer og irriterer mig.

En populær efterfølger til “hej” og “hej søde” er “hvad laver du?”. Jeg ved ikke hvorfor jeg skulle have lyst til at fortælle det til en fremmed (som vel i øvrigt kan regne ud at jeg enten sidder ved min pc eller glor ned i min telefon på det tidspunkt hvor jeg modtager beskeden). Laver jeg noget jeg har lyst til at fortælle fremmede mennesker, skal jeg nok lave et offentligt Facebook-opslag eller et blogindlæg om det. Gør jeg ikke det, kan du roligt regne med at jeg ikke synes det rager dig hvad jeg laver.

Jeg gider i det hele taget ikke smalltalke på skrift med folk jeg ikke kender. Gjorde jeg det, ville jeg logge på en offentlig chat et sted.

Er det nøgenheden der trækker?

Nogle af de “helt uskyldige” beskeder jeg har fået, har jeg vist fået fordi jeg har skrevet om eller henvist til artikler om nøgenbadning. Det giver åbenbart anledning til at tro at jeg gerne fortæller helt fremmede mænd hvor jeg nøgenbader, i et ønske om at mødes med dem der.

Det ER naturligvis muligt at der ER tale om uskyldige beskeder fra generte mænd der synes jeg virker tryg at udforske naturismen med. Er du en af dem, så lad mig fortælle dig nu at det virker uendelig skummelt på en kvinde at få en besked fra en fremmed mand der som det første ytrer ønske om at mødes med hende nøgen. Og det uanset om hun er naturist eller ej.

Henvend dig til Danske Naturister hvis du ønsker at udforske naturismen trygt sammen med ligesindede. De er nogle virkelig søde mennesker, og du bliver helt sikkert taget varmt imod. Lad være med at skrive direkte til kvinder du ikke kender. Det er ubehageligt for dem, og selv om du skulle være den ene undtagelse blandt de skumle, så sætter det dig altså i kategori med dem uanset om det er retfærdigt eller ej.

Hvis du gerne vil i kontakt med en fremmed på Facebook

Skriftlig kommunikation giver andre muligheder end mundtlig. Du behøver ikke skrive “hej” og afvente et “hej” retur som hvis vi stod i en bar og kunne aflæse hinandens kropssprog. Faktisk er dét virkelig irriterende.

Finder du vedkommende interessant og vil gerne mødes, så skriv et pænt brev. Ligesom dengang man skrev breve i hånden. Præsenter dig. Fortæl hvorfor du er interesseret, og hvad du er interesseret i. Har du forventninger til et møde, så skriv dem. Vær bare ærlig. Er det sex, så lad være med at pakke det ind som noget andet. Er det noget andet, så skriv det. Så kan modtageren sige klart ja eller nej til det du har i tankerne. Det er virkelig rart. Og ærligt. Og viser integritet som er super attraktivt. Skriv for fanden hvad du vil, så modtageren ikke skal gætte og spilde sin tid.

Og er du en mand der skriver til en kvinde, så vid at du er oppe imod skumle kønsfæller med skjulte hensigter, og at vi kvinder (i hvert fald denne her) er virkelig trætte af pis.

Gør dig lidt umage, skriv grundigt, og skriv med det samme hvad din hensigt er. Eller bliv væk fra min indbakke.


P.S. Er du en af de dér mænd, gider du så ikke lige tjekke mandekursus.dk Du har brug for det, og det har kvinderne i dit liv også.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg har taget min (maskuline) kraft tilbage

Anima/Animus

For nylig delte jeg hvordan jeg følte at jeg befandt mig på et nulpunkt. En måneds tid senere fik (eller tog!) jeg min kraft tilbage, og jeg har lyst til at dele den proces med dig. Jeg fik nemlig rigtig mange “jeg har det på præcis samme måde”-tilbagemeldinger, så måske andre kan bruge det jeg har indset om mig selv, til noget.

Der skete to ting.

Skyggearbejde

Den ene var at jeg tilmeldte mig Pernille Melsteds Maj Makeover over temaet “Tag dit lys hjem” (som også er titlen på hendes nye bog der udkommer i dag). Jeg havde faktisk ikke råd, men det føltes bare som noget jeg skulle, og det er det jeg træffer beslutninger ud fra i mit liv, så den følelse lyttede jeg til.

Forløbet handlede om at se på hvilke lyse skygger (kaldes de inden for skyggearbejde – man kunne også sige positive egenskaber) man savnede at få kontakt til igen. Altså egenskaber man har “sat i skyggen” af en eller anden grund. Det kan være man har lagt låg på “fjollet” fordi man engang fik at vide at det var noget man ikke måtte være, men at man skulle være meget alvorlig for at blive elsket og accepteret. (Læs mere om skyggearbejde på Pernilles side – det er virkelig interessant.)

Her fik jeg især kigget på én egenskab jeg havde pakket langt væk: Jeg er vigtig! Vi taler ikke om “vigtig” som skældsord i betydningen “tror hun er finere end andre”, men om at min plads og mine behov er lige så vigtige som andres.

Jeg vidste godt jeg havde et problem med ikke at føle mig vigtig. En viis veninde havde også sagt det til mig for længe siden (og bliver i øvrigt ved at sige til mig at jeg bør danse flamenco for at få fat i min kraft og min vigtighed, så hvis du kender til et flamencohold i Korsør-området, så siger du lige til, ikk’?)

Nå, men en ting er hvad man godt ved, noget andet er at gøre noget ved det – eller vide hvad man overhovedet kan gøre. Og jeg er blevet ved at pakke det væk. Sjovt nok er det så også blevet ved at blive spejlet i mine omgivelser. Og nu blev jeg altså mindet om det igen igen under det her forløb.

Animus

Det andet der skete, var det der for alvor rykkede – eller bare gav det afgørende skub der fik balancen tilbage. Og det var direkte affødt af at jeg skrev det forrige indlæg om at være på nulpunktet.

En af mine nyhedsbrevlæsere inviterede mig på weekend.

Normalt siger jeg ikke ja til invitationer fra (stort set) fremmede mennesker, men her var bare et stort rungende JA inden i mig. Det var en der tidligere havde bedt om et råd fra mig og var taknemmelig for min hjælp som han gerne ville gengælde.

Jeg kunne mærke inden jeg tog af sted, at det her ville blive afgørende, men jeg anede ikke hvordan.

Jeg ankom en fredag og tog hjem igen søndag aften, og vi snakkede uafbrudt fra jeg kom til jeg tog hjem. Om ALT muligt. Ikke smalltalk om vind og vejr, men dybe snakke om barndom, kærlighed, parforhold, mænd, kvinder, børn, passion, arbejde og spiritualitet.

Vendepunktet i mig kom da jeg fortalte om en drøm jeg havde haft.

I drømmen havde jeg hed elskov med en (nu eks)kæreste, og midt i vores hede elskov, trak han sig pludselig væk. “Jeg skal lige ligge lidt her for mig selv, men du er velkommen til at fortsætte”, sagde han. Frustreret fortsatte jeg lidt, men så lagde jeg mig ind til ham og ventede ulykkeligt.

Jeg fortalte at min egen tolkning af drømmen var at det var sådan jeg havde oplevet nogle af mine parforhold. At mødes med en og ville alting sammen i stor passion, og pludselig trak kæresten sig (mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk) og lod mig alene med alle vores tidligere fælles ønsker og drømme. Og så kunne jeg enten fortsætte alene eller vente på at han “vendte tilbage”.

Min ven foreslog at drømmen i stedet kunne betyde at jeg havde spaltet min maskuline side fra. Det Jung kaldte “Animus“. Den vinkel havde jeg ikke set (og jeg kendte heller ikke begrebet). Det kunne også forklare hvorfor jeg i flere år igen og igen har drømt (om natten – ikke i vågen tilstand) at jeg blev genforenet med den (eks)kæreste. Det handlede slet ikke om ham – han var symbol for noget andet.

Næste morgen vågnede jeg af en ny drøm: Jeg stod som en stærk, smuk og feminin kvinde og blev holdt om livet af en stærk, grounded, maskulin mand. Med følelsen af “jeg har dig” og af at kunne folde mig ud og være stærk som kvinde pga. den maskuline kraft der holdt mig. Ikke som noget adskilt fra mig, men som en del af mig.

Jeg vågnede med den indsigt at jeg i årevis (altid?) har projiceret min maskuline side (der bl.a. indeholder handlekraft hvor den feminine side er modtagende) over i mænd. Når mine mænd så har trukket sig på den ene eller den anden måde, har jeg ikke anet hvad jeg skulle stille op. Jeg har kun haft det bløde, modtagende og afventende tilbage.

Op fra nulpunktet

Den morgen græd jeg da jeg fik øje på mig selv i spejlet. Lykketårer over hvor smuk jeg pludselig kunne se at jeg var i min helhed. Der var en følelse af at jeg er værd at passe på – fysisk og psykisk. “Jeg er vigtig” var på plads indeni.

Da jeg kom hjem, konstaterede jeg at min handlekraft og min passion var tilbage. Jeg kastede mig over opgaver der havde ligget længe, med præcis den lethed og selvfølgelighed jeg havde savnet dér på nulpunktet.

Jeg fik pludselig klaget over noget der havde generet mig længe, rykket for penge nogen havde skyldt mig længe, rykket for en tjeneste jeg var blevet lovet for længe siden. Alt sammen noget jeg ikke havde gjort tidligere for “jeg ville jo ikke være til besvær”. Der er nu en følelse inden i mig nu af “jeg gider simpelthen ikke mere bullshit”, og jeg elsker den!

Jeg føler mig mere hel nu end jeg har gjort i årevis. Og det uden en mand (eller flere) i mit liv.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
lille pige der keder sig

Jeg er blevet 44 i år, og det er åbenbart lige dér midtvejskrisen rammer. Jeg ved nu ikke om det lige er sådan en jeg er havnet i, men jeg har det sgu sært for tiden.

Når jeg tænker på det, lyder ordet “nulpunkt” hele tiden i mit hoved.

Jeg er flyttet. Jeg skal bygge et nyt netværk op. Jeg skal bygge mit firma op. Jeg har ingen kæreste. Min konto er tom. Min krop trænger til en reboot. Og jeg gider simpelthen ikke gøre noget ved nogen af delene. Jeg er ikke inspireret til en skid.

Jeg fungerer. Jeg arbejder. Jeg sender nyhedsbreve ud (som ikke er særlig inspirerende for tiden – undskyld). Jeg handler. Jeg spiser. Jeg sover. Jeg læser.

Jeg er ikke deprimeret. Det er ikke sådan. Jeg er bare. Og alt imens jeg gerne ville noget mere end bare at være, for det er satme kedeligt (og ligner mig ikke), så gider jeg ingenting. Og jeg har så rigeligt med værktøjer. Dem gider jeg bare heller ikke.

Det sjove der inspirerede mig til at skrive om det nu, er at jeg lige fik kigget nedover min blogside, og dér stod i et indlæg fra juli sidste år: “Og det føles som om denne her flytning handler om det. En nulstilling. På mange planer.”

Aha. Så måske er jeg simpelthen ikke færdig med at flytte. Og den flytning trak da også på alle måder tænder ud.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om det, for det føles ikke særlig fedt at råbe højt om, men nu gør jeg det alligevel fordi min erfaring er at når man er klar til at skrive eller tale højt om noget, så er det fordi man er på vej ud på den anden side af det. Så lad dette indlæg være en manifestation af dét.

Forleden vågnede jeg med denne her i hovedet – en sang jeg synes lyder forfærdeligt, og som derfor ikke er en jeg frivilligt tænker på, men jeg håber den kom ind i mit hoved fordi den havde et budskab til mig:

P.S. Medynk frabedes (det er trods alt bare et nulpunkt – jeg er ikke i minus). Fortællinger om hvad du selv har brugt til at få dig op fra et nulpunkt: Ja tak. Kærlige spark bagi: Ja tak.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvor kommer dit (negative) kropsselvbillede fra?

Jeg er meget enig med hende her:

Jeg fortalte for nylig i et interview til Femina (udkommer vist snart) at mit dårlige kropsselvbillede opstod via klassekammerater, veninder og slankekure derhjemme. Jeg kan på intet tidspunkt huske at jeg har haft det dårligt med min krop “af mig selv” – før der var andre der f.eks. tog fat i deres egne folder på maven og sagde noget grimt om dem, og jeg konkluderede at så måtte mine større folder jo være endnu grimmere. Eller at en veninde udbrød et stort gisp over hvor meget mine bryster hang.

Jeg husker ikke at jeg nogensinde har sammenlignet mig med kvinder i ugebladene. De påvirker sikkert også en på et mere underbevidst plan, men jeg tror vi helt almindelige mennesker påvirker hinanden meget mere.

 

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Arbejder du med stress i Korsør-området?

Jeg tilbyder kurser der gavner stress-ramte, i KorsørNogen har fortalt mig at stresscoaches, psykologer og andre der arbejder med stressramte, ofte mangler “noget at henvise til” som kan hjælpe deres klienter med helt konkret at slappe ordentligt af.

Forstået på den måde at de stressramte får at vide at det vil være godt for dem f.eks. at meditere, gå til yoga eller mindfulness, men at det ikke er en del af behandlerens/terapeutens egen behandlingspakke.

Jeg kan google mig til at nogle stresscoaches tilbyder mindfulness-forløb, så måske har “nogen” ikke helt ret, men der er åbenbart forskel på hvad stressramte får af tilbud, så dette indlæg må bare ramme dem det faktisk er relevant for.

For jeg har noget man kan henvise til hvis man gerne vil have en klient til at slappe ordentligt af!

Jeg holder de her Hemi-Sync-kurser som jeg i årenes løb har haft flere stressramte og andre i store livskriser på, og de har alle haft virkelig stor glæde af det. Nogle af dem har fortalt at de for første gang i flere år har mærket deres krop slappe helt af.

Og det var det “nogen” mente jeg burde fortælle folk der arbejder med stress professionelt. Så det gør jeg hermed.

Her er en kort video som fortæller og demonstrerer hvad Hemi-Sync er:

Er du interesseret i at vide mere, eller måske ligefrem interesseret i et samarbejde, så kontakt mig på anja@uforklarbar.dk

Du er selvfølgelig også velkommen til at tilmelde dig et kursus hvis du tænker at det er noget du selv kunne have brug for. Det folk har størst glæde af, er weekendworkshoppen som du kan læse om her: Få adgang til dit fulde potentiale med Hemi-Sync

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvor mange etiketter har vi egentlig brug for?

Jeg har lært et nyt ord i dag: Sapioseksuel. Det dækker over at man tænder mere på en persons intellekt end på vedkommendes fysik. Jeg troede bare det hed “at vi tænder på forskellige ting”.

Min første reaktion var at det da var fjollet. Men jeg skal vist være den sidste til at nedgøre andres behov for etiketter eftersom jeg selv smykker mig med en del af dem, f.eks. “polyamorøs“, “frivilligt barnløs”, “naturist“, “quirkyalone“, b-menneske og “introvert”.

Det har jeg så tænkt lidt over i dag. Og jeg er kommet frem til at jeg egentlig er glad for etiketter. Med dem kan man – hvis ellers folk ved hvad de betyder – ret hurtigt få forklaret andre en del om hvordan man fungerer.

Men mine har primært hjulpet mig med at føle mig okay på områder hvor jeg ellers følte mig forkert. Sapioseksuel er af samme grund ikke en etiket jeg kommer til at bruge – selvom den vist passer på mig. For hvad dét angår, har jeg altid syntes det var de andre der var underlige. 😉

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg har savnet dig!

Mit ovenlysvindue i Korsør

Jeg bor et dejligt sted med højt til loftet – og et fantastisk ovenlysvindue

Du godeste, det er snart et halvt år siden jeg har blogget her! Og jeg savner det – og dig der læser med. Så det her indlæg er dødkedeligt og kort. Det er bare for at fortælle at jeg lever endnu og har det godt.

Jeg er flyttet (igen) – denne gang til en permanent lejlighed. Jeg fandt stedet jeg gerne ville slå mig ned: Korsør! Det er langt fra København og langt fra (de fleste) venner og familie, men jeg ELSKER at bo her.

Det MÅ simpelthen blive det nye sort at slå sig ned her. Kom, for pokker! Jeg bor praktisk midt i en by med 5 minutter til alting, og samtidig er her helt stille. Nogle vil sige at Korsør er en død by, men så vil jeg sige at dens efterliv er pragtfuldt!

Jeg har ti minutters rolig gåtur ned til Storebælt med vidunderlig udsigt, og jeg glæder mig helt vildt til det bliver varmt nok til at sidde ved vandkanten med et glas vin og nyde aftenlyset og solnedgangen.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg er flyttet

Jeg sidder udenfor midt i den skønneste gård-idyl på Sydsjælland, nærmere betegnet Bonderup i Næstved. Her er knapt andre lyde end fuglefløjt, en sjælden bil på landevejen og brumbasser i stokroserne.

Mine katte sniger sig forsigtigt, men nysgerrigt rundt og undersøger det hele. De har boet inde i en lejlighed hele deres 8- og 11-årige liv. Her er fugle og insekter og blomster og træer. Og en hund. Intet af det har de mødt før. De ser ud til at nyde det.

Bøllemis møder Mishke

Jeg nyder det også. Jeg er kommet væk fra bylarmen og kan mærke mig selv igen. Det er en måned siden jeg flyttede, og et par uger er gået med at være på Monroe-instituttet i Virginia, så jeg er endnu ikke sådan rigtigt faldet på plads indeni, men jeg har følt mig hjemme her fra første dag.

Gården jeg bor på, er til salg, så jeg kan ikke blive boende her, og det var heller ikke meningen. Så jeg er altså stadig boligsøgende, men jeg har fået et pusterum til at finde ud af hvor jeg egentlig gerne vil bo. Har du et forslag, så sig endelig til. 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Ctrl + Alt + Delete

FlytterodJeg ligger i flytterod. Og når ens stue ser sådan her ud, er det virkelig svært at koncentrere sig om noget som helst fornuftigt. Mine firmaaktiviteter er stort set sat på hold bortset fra enkelte opgaver der kommer dryssende af sig selv. Jeg kan ikke engang tage mig sammen til noget så simpelt og dejligt som at sidde og hygge mig med en god bog.

Og der er vel ikke noget at sige til det, for der er hverken særlig hyggeligt eller inspirerende i mit hjem i disse dage.

Men flytterodet befinder sig ikke kun der. Det er også inden i mit hoved.

Jeg har det som om der skal trykkes på reset-knappen. Som en pc der er lige ved at gå helt i stå. Harddisken arbejder på højtryk for at løse de opgaver jeg sætter den til, og jeg kan hører at den kværner løs, men en genstart er nødvendig.

Og det føles som om denne her flytning handler om det. En nulstilling. På mange planer.

Den måde min intuition har hevet kraftigt i mig for at flytte mig på. Den måde den har insisteret på at jeg bestilte en tur til USA på. Den måde den har trukket mig ud på landet på. Den måde København pludselig virker kvælende på.

Der er halvanden uge til jeg flytter ud af den lejlighed jeg har boet i de sidste 12 år. Og der er tusind ting der skal ordnes inden da.

Jeg glæder mig til at lade mig synke ned i en stol i Bonderup og puste ud. Trykke Ctrl + Alt + Delete og stille og roligt starte op igen.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook