≡ Menu
lille pige der keder sig

Jeg er blevet 44 i år, og det er åbenbart lige dér midtvejskrisen rammer. Jeg ved nu ikke om det lige er sådan en jeg er havnet i, men jeg har det sgu sært for tiden.

Når jeg tænker på det, lyder ordet “nulpunkt” hele tiden i mit hoved.

Jeg er flyttet. Jeg skal bygge et nyt netværk op. Jeg skal bygge mit firma op. Jeg har ingen kæreste. Min konto er tom. Min krop trænger til en reboot. Og jeg gider simpelthen ikke gøre noget ved nogen af delene. Jeg er ikke inspireret til en skid.

Jeg fungerer. Jeg arbejder. Jeg sender nyhedsbreve ud (som ikke er særlig inspirerende for tiden – undskyld). Jeg handler. Jeg spiser. Jeg sover. Jeg læser.

Jeg er ikke deprimeret. Det er ikke sådan. Jeg er bare. Og alt imens jeg gerne ville noget mere end bare at være, for det er satme kedeligt (og ligner mig ikke), så gider jeg ingenting. Og jeg har så rigeligt med værktøjer. Dem gider jeg bare heller ikke.

Det sjove der inspirerede mig til at skrive om det nu, er at jeg lige fik kigget nedover min blogside, og dér stod i et indlæg fra juli sidste år: “Og det føles som om denne her flytning handler om det. En nulstilling. På mange planer.”

Aha. Så måske er jeg simpelthen ikke færdig med at flytte. Og den flytning trak da også på alle måder tænder ud.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om det, for det føles ikke særlig fedt at råbe højt om, men nu gør jeg det alligevel fordi min erfaring er at når man er klar til at skrive eller tale højt om noget, så er det fordi man er på vej ud på den anden side af det. Så lad dette indlæg være en manifestation af dét.

Forleden vågnede jeg med denne her i hovedet – en sang jeg synes lyder forfærdeligt, og som derfor ikke er en jeg frivilligt tænker på, men jeg håber den kom ind i mit hoved fordi den havde et budskab til mig:

P.S. Medynk frabedes (det er trods alt bare et nulpunkt – jeg er ikke i minus). Fortællinger om hvad du selv har brugt til at få dig op fra et nulpunkt: Ja tak. Kærlige spark bagi: Ja tak.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvor kommer dit (negative) kropsselvbillede fra?

Jeg er meget enig med hende her:

Jeg fortalte for nylig i et interview til Femina (udkommer vist snart) at mit dårlige kropsselvbillede opstod via klassekammerater, veninder og slankekure derhjemme. Jeg kan på intet tidspunkt huske at jeg har haft det dårligt med min krop “af mig selv” – før der var andre der f.eks. tog fat i deres egne folder på maven og sagde noget grimt om dem, og jeg konkluderede at så måtte mine større folder jo være endnu grimmere. Eller at en veninde udbrød et stort gisp over hvor meget mine bryster hang.

Jeg husker ikke at jeg nogensinde har sammenlignet mig med kvinder i ugebladene. De påvirker sikkert også en på et mere underbevidst plan, men jeg tror vi helt almindelige mennesker påvirker hinanden meget mere.

 

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Arbejder du med stress i Korsør-området?

Jeg tilbyder kurser der gavner stress-ramte, i KorsørNogen har fortalt mig at stresscoaches, psykologer og andre der arbejder med stressramte, ofte mangler “noget at henvise til” som kan hjælpe deres klienter med helt konkret at slappe ordentligt af.

Forstået på den måde at de stressramte får at vide at det vil være godt for dem f.eks. at meditere, gå til yoga eller mindfulness, men at det ikke er en del af behandlerens/terapeutens egen behandlingspakke.

Jeg kan google mig til at nogle stresscoaches tilbyder mindfulness-forløb, så måske har “nogen” ikke helt ret, men der er åbenbart forskel på hvad stressramte får af tilbud, så dette indlæg må bare ramme dem det faktisk er relevant for.

For jeg har noget man kan henvise til hvis man gerne vil have en klient til at slappe ordentligt af!

Jeg holder de her Hemi-Sync-kurser som jeg i årenes løb har haft flere stressramte og andre i store livskriser på, og de har alle haft virkelig stor glæde af det. Nogle af dem har fortalt at de for første gang i flere år har mærket deres krop slappe helt af.

Og det var det “nogen” mente jeg burde fortælle folk der arbejder med stress professionelt. Så det gør jeg hermed.

Her er en kort video som fortæller og demonstrerer hvad Hemi-Sync er:

Er du interesseret i at vide mere, eller måske ligefrem interesseret i et samarbejde, så kontakt mig på anja@uforklarbar.dk

Du er selvfølgelig også velkommen til at tilmelde dig et kursus hvis du tænker at det er noget du selv kunne have brug for. Det folk har størst glæde af, er weekendworkshoppen som du kan læse om her: Få adgang til dit fulde potentiale med Hemi-Sync

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvor mange etiketter har vi egentlig brug for?

Jeg har lært et nyt ord i dag: Sapioseksuel. Det dækker over at man tænder mere på en persons intellekt end på vedkommendes fysik. Jeg troede bare det hed “at vi tænder på forskellige ting”.

Min første reaktion var at det da var fjollet. Men jeg skal vist være den sidste til at nedgøre andres behov for etiketter eftersom jeg selv smykker mig med en del af dem, f.eks. “polyamorøs“, “frivilligt barnløs”, “naturist“, “quirkyalone“, b-menneske og “introvert”.

Det har jeg så tænkt lidt over i dag. Og jeg er kommet frem til at jeg egentlig er glad for etiketter. Med dem kan man – hvis ellers folk ved hvad de betyder – ret hurtigt få forklaret andre en del om hvordan man fungerer.

Men mine har primært hjulpet mig med at føle mig okay på områder hvor jeg ellers følte mig forkert. Sapioseksuel er af samme grund ikke en etiket jeg kommer til at bruge – selvom den vist passer på mig. For hvad dét angår, har jeg altid syntes det var de andre der var underlige. 😉

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg har savnet dig!

Mit ovenlysvindue i Korsør

Jeg bor et dejligt sted med højt til loftet – og et fantastisk ovenlysvindue

Du godeste, det er snart et halvt år siden jeg har blogget her! Og jeg savner det – og dig der læser med. Så det her indlæg er dødkedeligt og kort. Det er bare for at fortælle at jeg lever endnu og har det godt.

Jeg er flyttet (igen) – denne gang til en permanent lejlighed. Jeg fandt stedet jeg gerne ville slå mig ned: Korsør! Det er langt fra København og langt fra (de fleste) venner og familie, men jeg ELSKER at bo her.

Det MÅ simpelthen blive det nye sort at slå sig ned her. Kom, for pokker! Jeg bor praktisk midt i en by med 5 minutter til alting, og samtidig er her helt stille. Nogle vil sige at Korsør er en død by, men så vil jeg sige at dens efterliv er pragtfuldt!

Jeg har ti minutters rolig gåtur ned til Storebælt med vidunderlig udsigt, og jeg glæder mig helt vildt til det bliver varmt nok til at sidde ved vandkanten med et glas vin og nyde aftenlyset og solnedgangen.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg er flyttet

Jeg sidder udenfor midt i den skønneste gård-idyl på Sydsjælland, nærmere betegnet Bonderup i Næstved. Her er knapt andre lyde end fuglefløjt, en sjælden bil på landevejen og brumbasser i stokroserne.

Mine katte sniger sig forsigtigt, men nysgerrigt rundt og undersøger det hele. De har boet inde i en lejlighed hele deres 8- og 11-årige liv. Her er fugle og insekter og blomster og træer. Og en hund. Intet af det har de mødt før. De ser ud til at nyde det.

Bøllemis møder Mishke

Jeg nyder det også. Jeg er kommet væk fra bylarmen og kan mærke mig selv igen. Det er en måned siden jeg flyttede, og et par uger er gået med at være på Monroe-instituttet i Virginia, så jeg er endnu ikke sådan rigtigt faldet på plads indeni, men jeg har følt mig hjemme her fra første dag.

Gården jeg bor på, er til salg, så jeg kan ikke blive boende her, og det var heller ikke meningen. Så jeg er altså stadig boligsøgende, men jeg har fået et pusterum til at finde ud af hvor jeg egentlig gerne vil bo. Har du et forslag, så sig endelig til. 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Ctrl + Alt + Delete

FlytterodJeg ligger i flytterod. Og når ens stue ser sådan her ud, er det virkelig svært at koncentrere sig om noget som helst fornuftigt. Mine firmaaktiviteter er stort set sat på hold bortset fra enkelte opgaver der kommer dryssende af sig selv. Jeg kan ikke engang tage mig sammen til noget så simpelt og dejligt som at sidde og hygge mig med en god bog.

Og der er vel ikke noget at sige til det, for der er hverken særlig hyggeligt eller inspirerende i mit hjem i disse dage.

Men flytterodet befinder sig ikke kun der. Det er også inden i mit hoved.

Jeg har det som om der skal trykkes på reset-knappen. Som en pc der er lige ved at gå helt i stå. Harddisken arbejder på højtryk for at løse de opgaver jeg sætter den til, og jeg kan hører at den kværner løs, men en genstart er nødvendig.

Og det føles som om denne her flytning handler om det. En nulstilling. På mange planer.

Den måde min intuition har hevet kraftigt i mig for at flytte mig på. Den måde den har insisteret på at jeg bestilte en tur til USA på. Den måde den har trukket mig ud på landet på. Den måde København pludselig virker kvælende på.

Der er halvanden uge til jeg flytter ud af den lejlighed jeg har boet i de sidste 12 år. Og der er tusind ting der skal ordnes inden da.

Jeg glæder mig til at lade mig synke ned i en stol i Bonderup og puste ud. Trykke Ctrl + Alt + Delete og stille og roligt starte op igen.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Vemod midt i springet

I dag springer par mig i øjnene på Facebook. Par der fejrer et halvt livs kærlighed, par der skal hyggelige ting i aften, par der kigger på deres første hus, par der er på ferie. Og jeg fyldes af lige dele medglæde og vemod og misundelse.

Måske fordi jeg selv hænger midt i et spring ud i det uvisse. Og sådan et parforhold virker varmt og trygt. Jeg ved godt at det ikke altid er det, og at det er stjernestunderne jeg ser på Facebook, men lige i dag lyder historien i mit hoved at jeg ønsker mig sådan et forhold igen. Jeg har haft et par stykker af dem, men det er længe siden.

“Skal du ikke snart  have din egen kæreste,” spurgte min svigerinde sidst familien var samlet. Og hentydede til at jeg ganske vist har en kæreste, men jeg deler ham med en hel familie. Og det betyder at ferier ikke er mine. At bryllupsdage ikke er mine. At hyggeaftener sammen sjældent er mine. At årsdage og fødselsdage ikke er garantier for at skulle fejre noget sammen. Og at min familie altså ikke rigtig anerkender (ved? føler?) at jeg har en kæreste, for de kender ham ikke. Og jeg må være ærlig at sige at det af og til føles ensomt. At have en kæreste, men ikke noget parforhold.

Så der kan være mange grunde til at jeg – den evige quirkyalone der har det så glimrende i mit eget selskab – lige nu savner samliv.

Jeg er på vej ud på en rejse helt alene, føles det som. Selv om jeg ikke er mere alene end jeg plejer at være. Men det er første gang jeg skal flytte selv og derfor skal finde ud af alting selv. Ordne, bestille, sørge for, bede om, spørge, klare. Og jeg trænger til at nogen tager over indimellem.

Heldigvis er mit liv fuld af gode mennesker. Selv folk der er helt nye i mit liv, og som jeg derfor næsten ikke kender, stiller op med et “du siger bare til” og med biler og muskler og hjem og venlighed.

Jeg er dybt rørt over det.

Og så giver jeg mig selv lov til at pive lidt. Velvidende at det hele nok skal gå, og at det bare er lidt skræmmende at hoppe ud på det dybe vand. Som jo i virkeligheden ikke er så dybt endda.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Engang var jeg tryghedsnarkoman. Som barn var jeg bange for alt hvad der var nyt, og det varede til jeg kom langt op i 20’erne. Så mistede jeg for alvor fodfæstet første gang. Blev skilt, måtte rykke mig selv op med rode. Det gav lidt hår på brystet. Og et helt anderledes liv end jeg havde forestillet mig dengang jeg troede at livet handlede om at få job og hus og mand, fylde livet med fjernsyn, aftenskole, parmiddage og ferierejser og så blive gamle sammen.

Og så var det jeg med tiden opgav at (langtids)planlægge noget som helst i mit liv. Jeg opdagede at hvor jeg end troede jeg skulle hen, så viste livet mig en anden vej.

Alle de store spring jeg har taget i mit liv, har været ret pludselige. [click to continue…]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Har du et sted jeg må bo?

Jeg søger lejeboligI 2008 satte jeg min dejlige andelslejlighed til salg. Finanskrisen kom lige da jeg havde taget beslutningen, og den blev aldrig solgt. Fint, for jeg var kisteglad for at bo her, og det lod sig gøre at blive selv om jeg opsagde mit arbejde dengang og troede at jeg var nødt til at sælge. Nå, men krisen er åbenbart ovre nu, for lejligheden blev solgt i går. 🙂

Det betyder at jeg nu mangler et sted at bo fra d. 31/7  [OBS! Jeg har fundet noget midlertidigt og søger nu nedenstående fra omkring november), og jeg vil benytte min blog til at spørge dig der måtte falde over det her indlæg, om du mon har et sted jeg kan bo.

“Begrænsningerne” først så du hurtigt kan klikke væk hvis du ikke kan hjælpe mig (del dog gerne mit indlæg i så fald).

Økonomi: Jeg kan ikke give mere end 6500 kr. pr. måned inkl. forbrug.

Jeg kan ikke købe noget og søger altså kun lejebolig.

Jeg har to søde (inde)katte som jeg skal have med. Bonusinfo: Jeg får altid at vide af mine gæster at “ih, man kan slet ikke lugte at du har kat”.

Jeg har arbejde i København en dag om ugen, så en offentlig transporttid på over 2 timer dertil fra boligen er for lang. Økonomisk set er jeg også begrænset af at det bliver for dyrt hvis jeg bosætter mig uden for Sjælland. Så skal huslejen i hvert fald være temmelig billig. Jeg har ingen bil, så jeg er afhængig af det offentlige.

Jeg har ikke lyst til at leje et værelse hos nogen. Jeg har meget brug for mit private rum, og jeg vil både være en røvkedelig roommate og blive vanvittig af at have en selv.

Ønskerne

Lige nu er jeg sådan set åben for hvad som helst. Ikke fordi jeg ikke har ønsker, men fordi jeg slet ikke er sikker på at jeg ved hvor der er bedst at bo – hvordan ved man det når man ikke har været der? 🙂

Jeg drømmer om noget natur. Ikke noget jeg selv skal passe vildt meget (har ikke grønne fingre), men noget jeg kan gå ture i. Skov og strand, for eksempel.

Jeg drømmer om noget der er forholdsvis tæt på København. Som sagt er jeg villig til en afstand med offentlig transport på op til 2 timer, men jeg foretrækker den dog noget kortere.

Jeg drømmer om noget der er stort nok til at jeg kan holde mine workshops hjemme som jeg gør nu – dvs. et af rummene må gerne være i hvert fald 25 kvadratmeter.

Jeg drømmer vildt meget om noget der har separate erhvervslokaler. Aner ikke om det overhovedet er muligt inden for min økonomiske grænse, men nu handler det her jo om hvad jeg ønsker mig.

Og så drømmer jeg jo altså om at kunne have mine to katte med mig.

Om mig

Jeg er skidesød (siges det) og et roligt menneske. Jeg er ikkeryger. Jeg er 43 år og hverken har eller skal have børn. Jeg spiller ikke høj musik og holder yderst sjældent fest (vi taler hvert 5. år eller sådan noget). Jeg spiller tværfløjte, men ikke i timevis hver uge, og jeg har aldrig fået klager. Jeg er selvstændig speaker og underviser i en slags meditation, og så er jeg ansat en dag om ugen på Regnskabsskolen.

Skriv til mig på anja@efterlivet.dk hvis du kan hjælpe mig. Og hvis ikke du selv kan, er du meget velkommen til at dele mit opslag. 🙂 Af hjertet tak!

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook