≡ Menu

Hvor mange etiketter har vi egentlig brug for?

Jeg har lært et nyt ord i dag: Sapioseksuel. Det dækker over at man tænder mere på en persons intellekt end på vedkommendes fysik. Jeg troede bare det hed “at vi tænder på forskellige ting”.

Min første reaktion var at det da var fjollet. Men jeg skal vist være den sidste til at nedgøre andres behov for etiketter eftersom jeg selv smykker mig med en del af dem, f.eks. “polyamorøs“, “frivilligt barnløs”, “naturist“, “quirkyalone“, b-menneske og “introvert”.

Det har jeg så tænkt lidt over i dag. Og jeg er kommet frem til at jeg egentlig er glad for etiketter. Med dem kan man – hvis ellers folk ved hvad de betyder – ret hurtigt få forklaret andre en del om hvordan man fungerer.

Men mine har primært hjulpet mig med at føle mig okay på områder hvor jeg ellers følte mig forkert. Sapioseksuel er af samme grund ikke en etiket jeg kommer til at bruge – selvom den vist passer på mig. For hvad dét angår, har jeg altid syntes det var de andre der var underlige. 😉

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg har savnet dig!

Mit ovenlysvindue i Korsør

Jeg bor et dejligt sted med højt til loftet – og et fantastisk ovenlysvindue

Du godeste, det er snart et halvt år siden jeg har blogget her! Og jeg savner det – og dig der læser med. Så det her indlæg er dødkedeligt og kort. Det er bare for at fortælle at jeg lever endnu og har det godt.

Jeg er flyttet (igen) – denne gang til en permanent lejlighed. Jeg fandt stedet jeg gerne ville slå mig ned: Korsør! Det er langt fra København og langt fra (de fleste) venner og familie, men jeg ELSKER at bo her.

Det MÅ simpelthen blive det nye sort at slå sig ned her. Kom, for pokker! Jeg bor praktisk midt i en by med 5 minutter til alting, og samtidig er her helt stille. Nogle vil sige at Korsør er en død by, men så vil jeg sige at dens efterliv er pragtfuldt!

Jeg har ti minutters rolig gåtur ned til Storebælt med vidunderlig udsigt, og jeg glæder mig helt vildt til det bliver varmt nok til at sidde ved vandkanten med et glas vin og nyde aftenlyset og solnedgangen.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg er flyttet

Jeg sidder udenfor midt i den skønneste gård-idyl på Sydsjælland, nærmere betegnet Bonderup i Næstved. Her er knapt andre lyde end fuglefløjt, en sjælden bil på landevejen og brumbasser i stokroserne.

Mine katte sniger sig forsigtigt, men nysgerrigt rundt og undersøger det hele. De har boet inde i en lejlighed hele deres 8- og 11-årige liv. Her er fugle og insekter og blomster og træer. Og en hund. Intet af det har de mødt før. De ser ud til at nyde det.

Bøllemis møder Mishke

Jeg nyder det også. Jeg er kommet væk fra bylarmen og kan mærke mig selv igen. Det er en måned siden jeg flyttede, og et par uger er gået med at være på Monroe-instituttet i Virginia, så jeg er endnu ikke sådan rigtigt faldet på plads indeni, men jeg har følt mig hjemme her fra første dag.

Gården jeg bor på, er til salg, så jeg kan ikke blive boende her, og det var heller ikke meningen. Så jeg er altså stadig boligsøgende, men jeg har fået et pusterum til at finde ud af hvor jeg egentlig gerne vil bo. Har du et forslag, så sig endelig til. 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Ctrl + Alt + Delete

FlytterodJeg ligger i flytterod. Og når ens stue ser sådan her ud, er det virkelig svært at koncentrere sig om noget som helst fornuftigt. Mine firmaaktiviteter er stort set sat på hold bortset fra enkelte opgaver der kommer dryssende af sig selv. Jeg kan ikke engang tage mig sammen til noget så simpelt og dejligt som at sidde og hygge mig med en god bog.

Og der er vel ikke noget at sige til det, for der er hverken særlig hyggeligt eller inspirerende i mit hjem i disse dage.

Men flytterodet befinder sig ikke kun der. Det er også inden i mit hoved.

Jeg har det som om der skal trykkes på reset-knappen. Som en pc der er lige ved at gå helt i stå. Harddisken arbejder på højtryk for at løse de opgaver jeg sætter den til, og jeg kan hører at den kværner løs, men en genstart er nødvendig.

Og det føles som om denne her flytning handler om det. En nulstilling. På mange planer.

Den måde min intuition har hevet kraftigt i mig for at flytte mig på. Den måde den har insisteret på at jeg bestilte en tur til USA på. Den måde den har trukket mig ud på landet på. Den måde København pludselig virker kvælende på.

Der er halvanden uge til jeg flytter ud af den lejlighed jeg har boet i de sidste 12 år. Og der er tusind ting der skal ordnes inden da.

Jeg glæder mig til at lade mig synke ned i en stol i Bonderup og puste ud. Trykke Ctrl + Alt + Delete og stille og roligt starte op igen.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Vemod midt i springet

I dag springer par mig i øjnene på Facebook. Par der fejrer et halvt livs kærlighed, par der skal hyggelige ting i aften, par der kigger på deres første hus, par der er på ferie. Og jeg fyldes af lige dele medglæde og vemod og misundelse.

Måske fordi jeg selv hænger midt i et spring ud i det uvisse. Og sådan et parforhold virker varmt og trygt. Jeg ved godt at det ikke altid er det, og at det er stjernestunderne jeg ser på Facebook, men lige i dag lyder historien i mit hoved at jeg ønsker mig sådan et forhold igen. Jeg har haft et par stykker af dem, men det er længe siden.

“Skal du ikke snart  have din egen kæreste,” spurgte min svigerinde sidst familien var samlet. Og hentydede til at jeg ganske vist har en kæreste, men jeg deler ham med en hel familie. Og det betyder at ferier ikke er mine. At bryllupsdage ikke er mine. At hyggeaftener sammen sjældent er mine. At årsdage og fødselsdage ikke er garantier for at skulle fejre noget sammen. Og at min familie altså ikke rigtig anerkender (ved? føler?) at jeg har en kæreste, for de kender ham ikke. Og jeg må være ærlig at sige at det af og til føles ensomt. At have en kæreste, men ikke noget parforhold.

Så der kan være mange grunde til at jeg – den evige quirkyalone der har det så glimrende i mit eget selskab – lige nu savner samliv.

Jeg er på vej ud på en rejse helt alene, føles det som. Selv om jeg ikke er mere alene end jeg plejer at være. Men det er første gang jeg skal flytte selv og derfor skal finde ud af alting selv. Ordne, bestille, sørge for, bede om, spørge, klare. Og jeg trænger til at nogen tager over indimellem.

Heldigvis er mit liv fuld af gode mennesker. Selv folk der er helt nye i mit liv, og som jeg derfor næsten ikke kender, stiller op med et “du siger bare til” og med biler og muskler og hjem og venlighed.

Jeg er dybt rørt over det.

Og så giver jeg mig selv lov til at pive lidt. Velvidende at det hele nok skal gå, og at det bare er lidt skræmmende at hoppe ud på det dybe vand. Som jo i virkeligheden ikke er så dybt endda.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Engang var jeg tryghedsnarkoman. Som barn var jeg bange for alt hvad der var nyt, og det varede til jeg kom langt op i 20’erne. Så mistede jeg for alvor fodfæstet første gang. Blev skilt, måtte rykke mig selv op med rode. Det gav lidt hår på brystet. Og et helt anderledes liv end jeg havde forestillet mig dengang jeg troede at livet handlede om at få job og hus og mand, fylde livet med fjernsyn, aftenskole, parmiddage og ferierejser og så blive gamle sammen.

Og så var det jeg med tiden opgav at (langtids)planlægge noget som helst i mit liv. Jeg opdagede at hvor jeg end troede jeg skulle hen, så viste livet mig en anden vej.

Alle de store spring jeg har taget i mit liv, har været ret pludselige. [click to continue…]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Har du et sted jeg må bo?

Jeg søger lejeboligI 2008 satte jeg min dejlige andelslejlighed til salg. Finanskrisen kom lige da jeg havde taget beslutningen, og den blev aldrig solgt. Fint, for jeg var kisteglad for at bo her, og det lod sig gøre at blive selv om jeg opsagde mit arbejde dengang og troede at jeg var nødt til at sælge. Nå, men krisen er åbenbart ovre nu, for lejligheden blev solgt i går. 🙂

Det betyder at jeg nu mangler et sted at bo fra d. 31/7  [OBS! Jeg har fundet noget midlertidigt og søger nu nedenstående fra omkring november), og jeg vil benytte min blog til at spørge dig der måtte falde over det her indlæg, om du mon har et sted jeg kan bo.

“Begrænsningerne” først så du hurtigt kan klikke væk hvis du ikke kan hjælpe mig (del dog gerne mit indlæg i så fald).

Økonomi: Jeg kan ikke give mere end 6500 kr. pr. måned inkl. forbrug.

Jeg kan ikke købe noget og søger altså kun lejebolig.

Jeg har to søde (inde)katte som jeg skal have med. Bonusinfo: Jeg får altid at vide af mine gæster at “ih, man kan slet ikke lugte at du har kat”.

Jeg har arbejde i København en dag om ugen, så en offentlig transporttid på over 2 timer dertil fra boligen er for lang. Økonomisk set er jeg også begrænset af at det bliver for dyrt hvis jeg bosætter mig uden for Sjælland. Så skal huslejen i hvert fald være temmelig billig. Jeg har ingen bil, så jeg er afhængig af det offentlige.

Jeg har ikke lyst til at leje et værelse hos nogen. Jeg har meget brug for mit private rum, og jeg vil både være en røvkedelig roommate og blive vanvittig af at have en selv.

Ønskerne

Lige nu er jeg sådan set åben for hvad som helst. Ikke fordi jeg ikke har ønsker, men fordi jeg slet ikke er sikker på at jeg ved hvor der er bedst at bo – hvordan ved man det når man ikke har været der? 🙂

Jeg drømmer om noget natur. Ikke noget jeg selv skal passe vildt meget (har ikke grønne fingre), men noget jeg kan gå ture i. Skov og strand, for eksempel.

Jeg drømmer om noget der er forholdsvis tæt på København. Som sagt er jeg villig til en afstand med offentlig transport på op til 2 timer, men jeg foretrækker den dog noget kortere.

Jeg drømmer om noget der er stort nok til at jeg kan holde mine workshops hjemme som jeg gør nu – dvs. et af rummene må gerne være i hvert fald 25 kvadratmeter.

Jeg drømmer vildt meget om noget der har separate erhvervslokaler. Aner ikke om det overhovedet er muligt inden for min økonomiske grænse, men nu handler det her jo om hvad jeg ønsker mig.

Og så drømmer jeg jo altså om at kunne have mine to katte med mig.

Om mig

Jeg er skidesød (siges det) og et roligt menneske. Jeg er ikkeryger. Jeg er 43 år og hverken har eller skal have børn. Jeg spiller ikke høj musik og holder yderst sjældent fest (vi taler hvert 5. år eller sådan noget). Jeg spiller tværfløjte, men ikke i timevis hver uge, og jeg har aldrig fået klager. Jeg er selvstændig speaker og underviser i en slags meditation, og så er jeg ansat en dag om ugen på Regnskabsskolen.

Skriv til mig på anja@efterlivet.dk hvis du kan hjælpe mig. Og hvis ikke du selv kan, er du meget velkommen til at dele mit opslag. 🙂 Af hjertet tak!

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Har du plads til at mærke dig selv?

Ofte er det i sammenligningen med andre vi kan mærke hvem vi selv er. Det er både normalt og gavnligt at måle, sammenligne og vurdere sig selv i forhold til andre – til en vis grænse.

To ting kan dog være problematiske:

  • Hvis andre fylder – eller vi lader dem fylde – så meget at vi selv forsvinder.
  • Hvis vi altid dømmer andre dårligere eller bedre end os.

Jeg har aldrig haft en særlig stor selvtillid (men det hjælper på det). Og jeg kan stadig mærke at jeg har en tendens til at sætte mit lys under en skæppe – især hvis jeg sammenligner mig med andre. Typisk andre som (jeg synes) er mere tjekkede, mere selvsikre, mere karismatiske, mere udadvendte og mere velargumenterede.

Jeg er stille (sådan da), blød, introvert, følsom, skal mærke efter før jeg svarer på noget og har tit ikke andre argumenter end “det føles rigtigt” eller “jeg ved bare at det er sådan”.

Plads til at mærke sig selv

Og sådan noget kan man – når man sammenligner sig med det modsatte – slå sig selv oven i hovedet med. Det gør jeg dog ikke længere. Jeg har nemlig opdaget at det (også) er en fordel. [click to continue…]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Virker inspiration bedre end skræmmekampagner?

Jeg har en veninde der er veganer. Jeg bevæger mig også selv stærkt i den retning, men er der ikke helt endnu. Jeg ved ikke om jeg når dertil 100 %, men jeg vil gerne, for jeg har ikke noget som helst andet argument for at blive ved med at bidrage til udnyttelsen af dyr end at (noget af) det smager godt, og at det er bekvemt at blive ved fordi det nogle gange er besværligt at undgå.

Min veninde er journalist og arbejder bl.a. for Anima, og som en del af sit job må hun nogle gange sidde i dagevis og se på skrækkelige videoer af dyr der bliver voldsomt mishandlet. Med det job er det ikke så svært at lade være med at spise dem.

Hun skrev et rigtig fint og langt indlæg om hvad kødproduktion gør ved dyrene, miljøet og kloden, og i den forbindelse stødte jeg på den holdning at skræmmekampagner ikke hjælper noget – man skal hellere inspirere og oplyse om fordele som sundhed og gode smagsoplevelser. Skræmmekampagner gør bare at folk lukker øjnene eller ligefrem bliver trodsige. [click to continue…]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvilket køn føler du dig som?

Jeg så det her indlæg på Kvinde kend din krops Facebook-side:

(Og her er en artikel på dr.dk om Ehm)

Og det fik mig til at tænke.

Jeg tænker over om jeg nogensinde har “følt mig som en pige”. Og det synes jeg egentlig ikke jeg har. Jeg har heller ikke følt mig som en dreng. Jeg har bare følt mig som mig, og det er der så nogen der har fortalt mig er “pige”. Måske er kønnet slet ikke noget vi “er”, men noget vi “får på”. Og nogle mennesker er så fra fødslen så fintfølende at de tydeligt mærker at de ikke passer ned i de kasser nogen prøver at putte dem i. Eller hvad? Jeg synes det er interessant at tænke over.

Hvad ved vi overhovedet om hvordan det føles at være dreng eller pige – før nogen fortæller os det? Er køn noget der kan mærkes indeni, eller er det bare noget med hvordan vores krop ser ud?

Hvis du tænker efter, har du så nogensinde følt dig som et bestemt køn?

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook