≡ Menu

Vemod midt i springet

I dag springer par mig i øjnene på Facebook. Par der fejrer et halvt livs kærlighed, par der skal hyggelige ting i aften, par der kigger på deres første hus, par der er på ferie. Og jeg fyldes af lige dele medglæde og vemod og misundelse.

Måske fordi jeg selv hænger midt i et spring ud i det uvisse. Og sådan et parforhold virker varmt og trygt. Jeg ved godt at det ikke altid er det, og at det er stjernestunderne jeg ser på Facebook, men lige i dag lyder historien i mit hoved at jeg ønsker mig sådan et forhold igen. Jeg har haft et par stykker af dem, men det er længe siden.

“Skal du ikke snart  have din egen kæreste,” spurgte min svigerinde sidst familien var samlet. Og hentydede til at jeg ganske vist har en kæreste, men jeg deler ham med en hel familie. Og det betyder at ferier ikke er mine. At bryllupsdage ikke er mine. At hyggeaftener sammen sjældent er mine. At årsdage og fødselsdage ikke er garantier for at skulle fejre noget sammen. Og at min familie altså ikke rigtig anerkender (ved? føler?) at jeg har en kæreste, for de kender ham ikke. Og jeg må være ærlig at sige at det af og til føles ensomt. At have en kæreste, men ikke noget parforhold.

Så der kan være mange grunde til at jeg – den evige quirkyalone der har det så glimrende i mit eget selskab – lige nu savner samliv.

Jeg er på vej ud på en rejse helt alene, føles det som. Selv om jeg ikke er mere alene end jeg plejer at være. Men det er første gang jeg skal flytte selv og derfor skal finde ud af alting selv. Ordne, bestille, sørge for, bede om, spørge, klare. Og jeg trænger til at nogen tager over indimellem.

Heldigvis er mit liv fuld af gode mennesker. Selv folk der er helt nye i mit liv, og som jeg derfor næsten ikke kender, stiller op med et “du siger bare til” og med biler og muskler og hjem og venlighed.

Jeg er dybt rørt over det.

Og så giver jeg mig selv lov til at pive lidt. Velvidende at det hele nok skal gå, og at det bare er lidt skræmmende at hoppe ud på det dybe vand. Som jo i virkeligheden ikke er så dybt endda.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Engang var jeg tryghedsnarkoman. Som barn var jeg bange for alt hvad der var nyt, og det varede til jeg kom langt op i 20’erne. Så mistede jeg for alvor fodfæstet første gang. Blev skilt, måtte rykke mig selv op med rode. Det gav lidt hår på brystet. Og et helt anderledes liv end jeg havde forestillet mig dengang jeg troede at livet handlede om at få job og hus og mand, fylde livet med fjernsyn, aftenskole, parmiddage og ferierejser og så blive gamle sammen.

Og så var det jeg med tiden opgav at (langtids)planlægge noget som helst i mit liv. Jeg opdagede at hvor jeg end troede jeg skulle hen, så viste livet mig en anden vej.

Alle de store spring jeg har taget i mit liv, har været ret pludselige. [click to continue…]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Har du et sted jeg må bo?

Jeg søger lejeboligI 2008 satte jeg min dejlige andelslejlighed til salg. Finanskrisen kom lige da jeg havde taget beslutningen, og den blev aldrig solgt. Fint, for jeg var kisteglad for at bo her, og det lod sig gøre at blive selv om jeg opsagde mit arbejde dengang og troede at jeg var nødt til at sælge. Nå, men krisen er åbenbart ovre nu, for lejligheden blev solgt i går. 🙂

Det betyder at jeg nu mangler et sted at bo fra d. 31/7  [OBS! Jeg har fundet noget midlertidigt og søger nu nedenstående fra omkring november), og jeg vil benytte min blog til at spørge dig der måtte falde over det her indlæg, om du mon har et sted jeg kan bo.

“Begrænsningerne” først så du hurtigt kan klikke væk hvis du ikke kan hjælpe mig (del dog gerne mit indlæg i så fald).

Økonomi: Jeg kan ikke give mere end 6500 kr. pr. måned inkl. forbrug.

Jeg kan ikke købe noget og søger altså kun lejebolig.

Jeg har to søde (inde)katte som jeg skal have med. Bonusinfo: Jeg får altid at vide af mine gæster at “ih, man kan slet ikke lugte at du har kat”.

Jeg har arbejde i København en dag om ugen, så en offentlig transporttid på over 2 timer dertil fra boligen er for lang. Økonomisk set er jeg også begrænset af at det bliver for dyrt hvis jeg bosætter mig uden for Sjælland. Så skal huslejen i hvert fald være temmelig billig. Jeg har ingen bil, så jeg er afhængig af det offentlige.

Jeg har ikke lyst til at leje et værelse hos nogen. Jeg har meget brug for mit private rum, og jeg vil både være en røvkedelig roommate og blive vanvittig af at have en selv.

Ønskerne

Lige nu er jeg sådan set åben for hvad som helst. Ikke fordi jeg ikke har ønsker, men fordi jeg slet ikke er sikker på at jeg ved hvor der er bedst at bo – hvordan ved man det når man ikke har været der? 🙂

Jeg drømmer om noget natur. Ikke noget jeg selv skal passe vildt meget (har ikke grønne fingre), men noget jeg kan gå ture i. Skov og strand, for eksempel.

Jeg drømmer om noget der er forholdsvis tæt på København. Som sagt er jeg villig til en afstand med offentlig transport på op til 2 timer, men jeg foretrækker den dog noget kortere.

Jeg drømmer om noget der er stort nok til at jeg kan holde mine workshops hjemme som jeg gør nu – dvs. et af rummene må gerne være i hvert fald 25 kvadratmeter.

Jeg drømmer vildt meget om noget der har separate erhvervslokaler. Aner ikke om det overhovedet er muligt inden for min økonomiske grænse, men nu handler det her jo om hvad jeg ønsker mig.

Og så drømmer jeg jo altså om at kunne have mine to katte med mig.

Om mig

Jeg er skidesød (siges det) og et roligt menneske. Jeg er ikkeryger. Jeg er 43 år og hverken har eller skal have børn. Jeg spiller ikke høj musik og holder yderst sjældent fest (vi taler hvert 5. år eller sådan noget). Jeg spiller tværfløjte, men ikke i timevis hver uge, og jeg har aldrig fået klager. Jeg er selvstændig speaker og underviser i en slags meditation, og så er jeg ansat en dag om ugen på Regnskabsskolen.

Skriv til mig på anja@efterlivet.dk hvis du kan hjælpe mig. Og hvis ikke du selv kan, er du meget velkommen til at dele mit opslag. 🙂 Af hjertet tak!

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Har du plads til at mærke dig selv?

Ofte er det i sammenligningen med andre vi kan mærke hvem vi selv er. Det er både normalt og gavnligt at måle, sammenligne og vurdere sig selv i forhold til andre – til en vis grænse.

To ting kan dog være problematiske:

  • Hvis andre fylder – eller vi lader dem fylde – så meget at vi selv forsvinder.
  • Hvis vi altid dømmer andre dårligere eller bedre end os.

Jeg har aldrig haft en særlig stor selvtillid (men det hjælper på det). Og jeg kan stadig mærke at jeg har en tendens til at sætte mit lys under en skæppe – især hvis jeg sammenligner mig med andre. Typisk andre som (jeg synes) er mere tjekkede, mere selvsikre, mere karismatiske, mere udadvendte og mere velargumenterede.

Jeg er stille (sådan da), blød, introvert, følsom, skal mærke efter før jeg svarer på noget og har tit ikke andre argumenter end “det føles rigtigt” eller “jeg ved bare at det er sådan”.

Plads til at mærke sig selv

Og sådan noget kan man – når man sammenligner sig med det modsatte – slå sig selv oven i hovedet med. Det gør jeg dog ikke længere. Jeg har nemlig opdaget at det (også) er en fordel. [click to continue…]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Virker inspiration bedre end skræmmekampagner?

Jeg har en veninde der er veganer. Jeg bevæger mig også selv stærkt i den retning, men er der ikke helt endnu. Jeg ved ikke om jeg når dertil 100 %, men jeg vil gerne, for jeg har ikke noget som helst andet argument for at blive ved med at bidrage til udnyttelsen af dyr end at (noget af) det smager godt, og at det er bekvemt at blive ved fordi det nogle gange er besværligt at undgå.

Min veninde er journalist og arbejder bl.a. for Anima, og som en del af sit job må hun nogle gange sidde i dagevis og se på skrækkelige videoer af dyr der bliver voldsomt mishandlet. Med det job er det ikke så svært at lade være med at spise dem.

Hun skrev et rigtig fint og langt indlæg om hvad kødproduktion gør ved dyrene, miljøet og kloden, og i den forbindelse stødte jeg på den holdning at skræmmekampagner ikke hjælper noget – man skal hellere inspirere og oplyse om fordele som sundhed og gode smagsoplevelser. Skræmmekampagner gør bare at folk lukker øjnene eller ligefrem bliver trodsige. [click to continue…]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvilket køn føler du dig som?

Jeg så det her indlæg på Kvinde kend din krops Facebook-side:

(Og her er en artikel på dr.dk om Ehm)

Og det fik mig til at tænke.

Jeg tænker over om jeg nogensinde har “følt mig som en pige”. Og det synes jeg egentlig ikke jeg har. Jeg har heller ikke følt mig som en dreng. Jeg har bare følt mig som mig, og det er der så nogen der har fortalt mig er “pige”. Måske er kønnet slet ikke noget vi “er”, men noget vi “får på”. Og nogle mennesker er så fra fødslen så fintfølende at de tydeligt mærker at de ikke passer ned i de kasser nogen prøver at putte dem i. Eller hvad? Jeg synes det er interessant at tænke over.

Hvad ved vi overhovedet om hvordan det føles at være dreng eller pige – før nogen fortæller os det? Er køn noget der kan mærkes indeni, eller er det bare noget med hvordan vores krop ser ud?

Hvis du tænker efter, har du så nogensinde følt dig som et bestemt køn?

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Lad os da boykotte alle bøfhuse – og fiskerestauranter!

Jensen’s Bøfhus har lagt sag an mod Jensens Fiskerestaurant – og vundet. Det er åbenbart virkelig noget der kan få folk op af stolen. De boykotter nu bøfhusene eller chikanerer dem ved f.eks. at bestille bord og aldrig dukke op. (Altså lige indtil de har glemt sagen om 3 måneder og spiser der igen.) Og jeg kan såmænd godt forstå forargelsen.

Jeg har mere svært ved at forstå hvad der IKKE kan få folk op af stolen i samme grad. Hvad angår bøfhuse og fiskerestauranter. Men det er måske fordi det er noget der kræver lidt mere end bare at synes godt om en Facebook-side og vælge naborestauranten. Og derfor er det noget de fleste helst lukker øjnene for. Altså virkelig – helt bevidst. De vil! ikke! vide det!

Her er en udfordring til dig. Også dig der godt synes du ved det. Se filmen Earthlings. Og få øje på hvad der virkelig er at forarges over mht. bøffer og fisk.

Jeg ved godt de to ting ikke kan sammenlignes. Men det kan de alligevel derhen at den mest horrible af de to sager ikke får ret meget opmærksomhed. For den kræver at man tager personligt ansvar.

Som barn undrede jeg mig over ordet svineproduktion. “Jamen mor, man kan da ikke producere svin – det gør de vel selv??” Desværre må jeg som voksen sande at der virkelig er tale om dyrefabrikker. Og jeg skulle så blive 40 før det gik op for mig at det kun er mig (og en masse andre mig’er) der kan stoppe det, for så længe der er penge i det, er der åbenbart ingen politikere der gør.

Så hold nu op med at støtte det lort. Skær som minimum gevaldigt ned. Hvis du ser den film, bliver det faktisk ikke særlig svært.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg boller til højre og venstre – også med dyr!

… eller 😉 … det er i hvert fald en fordom jeg er blevet mødt med i denne uge inde på B.T.s Facebook-side efter at jeg blev interviewet til en artikel om at dele kæreste. Anledningen var at filmen En to tresomt havde premiere, og den handler om netop det.

Klamt

Jeg er ikke så rystet over at folk har fordomme – dem har jeg vel også nogle stykker af. Og jeg tager dem heller ikke personligt. Men altså … boller med dyr?? Fordi man deler kæreste med nogen?

Det var egentlig meningen jeg ville skrive et længere indlæg her om fordømmelse. Og noget med det sære i at kalde andres personlige livsvalg for klamme. Men jeg tror bare jeg lader skærmudsnittet tale for sig selv. Dem der har brug for at læse sådan et indlæg, finder aldrig vej til en blog som min alligevel.

Hvis du vil dine fordomme om polyamori til livs (eller måske have nogle af dem bekræftet?), så kig på polyamori.dk eller utroskab.org. Jeg lover at det tætteste jeg kommer på dyresex, er det her:

To frække misser fanget i en 69'er på min seng

To frække misser fanget i en 69’er på min seng

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Gi’r du op – eller flytter du dig bare?

Det slog mig i dag efter at have set en kommentar til denne artikel: Hvad hvis det ikke er os, den er gal med? at mange lider under en udbredt misforståelse. Nemlig den at noget kun er en succes hvis man når et bestemt slutresultat. Og at der overhovedet findes et rigtigt resultat af noget. Af livet.

Men livet er i evig bevægelse. Det er skideligegyldigt om du gennemfører, fuldender eller “når i mål” med noget som helst. Det vigtigste er at du springer ud, starter, lærer, fejler, falder, rejser dig, jubler, griner, gyser, elsker, raser, prøver, gør noget. At du går en vej der gør dig glad.

Men mange lader sig altså bremse af den vildfarelse at der er noget særligt de skal opnå. [click to continue…]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvad er det med mig og guitarfestivaler?

I aften starter Copenhagen Guitar Festival – en af de begivenheder jeg (sammen med Aarhus Guitar Festival i uge 42) glæder mig allermest til hvert år. Den åbenlyse grund er naturligvis at jeg er glad for klassisk guitar. Men der er faktisk også en langt dybere personlig grund til at de danske guitarfestivaler har en særlig plads i mit hjerte.

Det er i år 10 år siden jeg første gang var til Aarhus Guitar Festival. Den uge blev et vendepunkt i mit liv – og det handlede egentlig ikke så meget om musikken.

Jeg var nogle år forinden blevet kæreste med en dejlig mand som var bidt af klassik guitar. Jeg er selv vokset op med to (dog ikke klassisk) guitarspillende brødre, spiller jo selv fløjte og havde derfor lokket min kæreste til at støve sin gamle guitar af og spille duet med mig. Så jeg blev selv bidt af den spanske guitar, og der lød mange guitartoner i vores hjem altid. Vi meldte os ind i Dansk Guitar Selskab og kunne i medlemsbladet læse at der var denne her festival i Aarhus i uge 42. Min kæreste genkendte mange verdensnavne (jeg kendte ingen af dem), og vi besluttede at tage derover. Jeg kunne låne en lejlighed i centrum af byen, så det kostede os ikke mere end koncertbilletterne og transporten.

Der var det ved denne her dejlige kæreste at han havde én vane der fik mig til at krumme tæer: Han skulle altid tale med folk. Fremmede mennesker. Alle mennesker! Han var nysgerrig og snakkesalig. Jeg selv var på det tidspunkt ret reserveret og gad absolut ikke tale med de der mennesker. Hvad skulle jeg dog bruge dem til? De interesserede mig ikke. Og det var pinefuldt for mig at han altid skulle henvende sig til fremmede. Jeg fandt det faktisk en smule latterligt.

(Hvad jeg siden opdagede – og det var denne uge medvirkende til – var, at det i virkeligheden handlede om at jeg ikke troede at jeg på nogen måde kunne interessere andre mennesker. Hvad skulle dog interessere dem ved mig? Jeg var jo ikke noget særligt – og det var de vel så i grunden heller ikke.)

Så under denne her festivaluge fik jeg altså min sag for! For efter hver koncert var det sådan at dem der havde lyst, gik med arrangøren og musikerne på cafe og spiste og hyggede sig. Min kæreste og jeg havde besluttet at skrive en anmeldelse af festivalen til guitarselskabets blad. Så her var jo mulighed for at få interviews med stjernerne og tale med de øvrige festivalgæster. Han havde det som en fisk i vandet. Jeg var mest bange for at vi trængte os på.

Jeg husker tydeligt en af de første aftener hvor vi havnede ved et langbord over for to unge guitarister, og min kæreste indledte sin sædvanlige kontakt. Mine tanker ræsede derudad med hvor elendig jeg var til at tale med andre mennesker, hvor lidt de sagde mig, hvor reserveret jeg følte mig, hvor meget det undrede mig at han altid gad tale med folk osv. De her gutter var guitarstuderende i Norge, men kom fra Serbien. Min kæreste havde været kæreste med en serber tidligere, så han havde både besøgt landet og kunne nogle få ord – så de tre fik en fantastisk kontakt med det samme. Jeg var vist mest bare stille. [click to continue…]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook