≡ Menu

Desværre også mig. Og jo, der er forskel.

Det der med #metoo …

Jeg var selv hurtig til at rette mit eget Facebook-opslag fra “if all women …” til “everyone – no matter what sex!” fordi jeg sådan set syntes det var vigtigt at få fokus på alle seksuelle krænkelser – ikke kun dem der begås mod kvinder.

Men … den debat der siden er foregået om det, giver mig alligevel lyst til at påpege at der ER forskel.

Forestil dig denne her situation (jeg vælger noget her der er sket for mig selv, men jeg ved at andre kvinder har oplevet noget der ligner): Jeg sidder i en bus hjem en sen aften. Der sætter sig en mand ved siden af mig. Han er lidt beruset, tror jeg, men virker rar nok. Han starter med at give mig komplimenter, men de går efterhånden lidt for tæt på til at jeg kan tage dem med et overbærende smil. Han sætter sig også lidt for tæt ind til mig. Han truer mig ikke, men han spørger f.eks. om jeg er gift (hvilket min hjerne, der nu er på vagt, tolker som en undersøgelse af om jeg bor alene og altså går hjem til en tom lejlighed).

Der er ikke ret mange andre med bussen – alle glor fjernt ud af deres eget vindue. Min hjerne er som sagt begyndt at vurdere situationen som en smule truende. Jeg skal snart af, og jeg tænker over hvad jeg skal gøre hvis han nu står af samme sted. Skal jeg så gå en omvej hjem til jeg er sikker på at han ikke følger efter mig? Skal jeg hellere blive siddende til han er stået af, selv om det betyder at jeg skal vente længe på en ny bus retur? Og hvad hvis han så aldrig står af, og jeg så alligevel ender alene på en mørk gade med ham – nu langt hjemmefra? Heldigvis står han af stoppet før mig, og jeg slipper med skrækken.

Og det er netop skrækken der er forskellen.

Forestil dig den samme historie, men at jeg er en mand, og at det er en kvinde der sætter sig for tæt på i bussen en sen aften og stiller nærgående spørgsmål. Jeg forestiller mig – og ret mig gerne hvis jeg tager fejl, mand – at tanken om at hun kunne finde på at følge efter mig og voldtage mig, end ikke ville strejfe mig på turen hjem.

Vi kvinder (jeg tillader mig at generalisere fordi der er så få kvinder der ikke har oplevet noget lignende) går altid med den skræk for at noget der starter ret harmløst, faktisk udvikler sig til et voldeligt overgreb. Hvis ikke vi direkte føler skræk (det gør jeg heldigvis ikke selv så tit), så er vi i hvert fald i forhøjet alarmberedskab. Mange af os også helt uden en aktuel direkte trussel fra en mand, men bare fordi vi skal gå 200 meter alene hjem fra en bus i mørke. Fordi dét helt automatisk føles som en farlig situation for os.

Og det forstår man (åbenbart – kan jeg se på debatterne) ikke som mand. For truslen om seksuelle overgreb er ikke permanent indkodet i mænds hjerner.

Jeg synes også der skal fokus på vold og seksuelle overgreb mod mænd (lyt f.eks. til denne gode P1 Dokumentar). Det er pissevigtigt. Men hvad med om de fik – nej, tog! – deres eget hashtag og satte fokus på dét? (Eller stille og roligt påpegede det ved at bruge #metoo uden at gøre det til et led i en kønskamp – der står faktisk ikke noget i kvindernes opslag om at overgrebene skal være begået af mænd).

Jeg prøver at forestille mig en lignende kampagne hvor børn der havde været udsat for overgreb, lavede en hashtag-/delekampagne for at sætte fokus på det, og en stor flok veltalende kvinder brovtende maste sig ind på den kampagne med et “hov hov hov, det sker altså for os kvinder HELE tiden, så hold op med at klynke”. Det ville ikke være skidekønt, vel?

Der er så vildt meget mere at sige om det, men jeg stopper her. For nu.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 0 comments… add one }

Leave a Comment