Jeg har lige læst et indlæg på Lykke Rix’ blog hvor hun skriver at hun skal have briller, og slutter af med at skrive “Så her er jeg nu. En lille smule in denail. Og savner andres erfaringer med briller. Er det virkelig en ændring af identitet eller tager jeg på vej?” Jeg begyndte at skrive et svar til Rikke i kommentarfeltet, men det blev så langt at jeg besluttede at gøre det til et blogindlæg her i stedet for. Så Rikke, her er et helt indlæg til dig. 
Jeg vil jo altid helst bidrage med noget positivt, men lige hvad angår briller, kan jeg ikke. Jeg hader briller! Jeg betragter egentlig ikke mig selv som særlig forfængelig, men lige hvad angår briller, er jeg. Jeg synes jeg ser dum og kedelig ud med dem (selv min kæreste udtalte “du ser altså bedre ud uden”, så det er ikke bare noget jeg bilder mig ind). Og lige i øjeblikket kan jeg ikke finde et eneste stel som klæder mig – de ER bare ikke i NOGEN brillebutikker. Og jeg har endda haft en stylist-veninde med ude som heller ikke kunne finde noget til mig. Så nu lever jeg (igen) helt uden. Men hvorfor så ikke bare få kontaktlinser, spørger du måske? Tja, alt det her med briller er faktisk en længere historie som muligvis er kedelig, men jeg synes faktisk pointen/udfaldet er en smule interessant. 
Nu skal du høre:
Jeg fik briller engang i starten af 90′erne. Det generede mig vist ikke dengang. Men på et tidspunkt blev det smart med kontaktlinser, så det fik jeg i stedet (endagslinser), og havde dem i mange år. Indtil pludselig en dag jeg begyndte at se sløret på det ene øje. Det var efter mit livs krise – en skilsmisse – og der skete mange sære ting med mig i den periode, så jeg tænkte egentlig ikke nærmere over det andet end at det selvfølgelig blev mere og mere generende. Så til sidst tog jeg mig sammen og gik til optikeren for at få en synsprøve. “Jamen, det kan jeg da godt forstå,” sagde hun, “for du er jo ikke længere nærsynet på det øje”. Dvs. jeg gik altså og puttede en kontaktlinse i hver dag som jeg ikke længere havde brug for. Doh.
Men bygningsfejl havde jeg altså stadig, så nu prøvede jeg alle – og jeg mener ALLE – slags kontaktlinser, og ingen passede. Jeg så dårligt med dem alle. Efter flere måneders prøveri løb optikeren tør for forslag og sagde “jeg kan desværre ikke tilbyde dig andet end briller”. Jeg var IKKE glad. Flippede ærlig talt helt ud over det (altså bare derhjemme – ikke over for optikeren ). Underligt nok, nu hvor briller jo ikke havde generet mig før, men jeg kunne bare ikke holde tanken ud. Syntes det var besværligt. Irriterende i regnvejr. Irriterende om vinteren fordi de dugger når man kommer ind udefra. Der var sgu meget i vejen. Men jeg fik dem altså alligevel. Fandt et sødt stel med hjælp fra ovennævnte stylist-veninde. Og så gik jeg med dem i noget tid. Jeg husker ikke hvor længe. Måske et år eller to.
OG SÅ … begyndte jeg at få hovedpine når jeg sad ved min computer (hvilket også dengang var stort set altid). Hvergang fik jeg en ubændig trang til at tage brillerne af, men det var jo heller ikke fedt, for så så jeg ikke klart. Mig af sted til optiker igen. Prøvede om jeg skulle have skærmbriller. Jooo, det kunne da måske godt hjælpe lidt, meeeen det var altså ikke ret meget, og styrken passede da ellers fint stadigvæk. Suk. Ingen hjælp at hente der. Og så begyndte jeg at tænke … Hvis mit syn så’n bare havde ændret sig af sig selv på et tidspunkt, kunne jeg så ikke også selv gøre noget? Jeg faldt over en bog der hedder “Bedre syn ved bevidsthedsændring”, fik den i julegave, læste den, sagde “fuck briller”, smed dem og brugte dem ikke i … hmm … 5 år, tror jeg.
Og nej, bogens metode virkede ikke. Altså det gør den sikkert hvis man følger de øvelser der er i den og sådan, men så disciplineret var jeg altså ikke. Men ideen kunne jeg lide (jeg tror nemlig på den slags krop/sind-ting), og det sjove var at jeg ikke fik hovedpine af ikke at bruge briller, men fik det af at bruge dem, så valget var jo ikke så svært. Jeg skal understrege at jeg ikke ser klart uden briller. Jeg kan ikke genkende folk på gaden eller læse skilte før de er tæt på. Tekst i bøger og på skærmen er mere slørede. Undertekster på tv er slørede. Men jeg vil altså ikke bruge briller – basta. Og mit syn er ikke forværret siden som alle ellers prædiker at det vil blive.
Den opmærksomme læser vil så nok undre sig over at jeg først i indlægget skrev at jeg har kigget efter brillestel for nylig, og det kræver selvfølgelig en lille forklaring. For omkring 1½ år siden blev jeg selvstændig og begyndte at arbejde hjemmefra. Under et større oversættelsesarbejde begyndte jeg igen at få hovedpine foran skærmen. Denne gang savnede jeg at tage mine briller på! Så jeg måtte meget modvilligt finde dem frem igen, og det hjalp på hovedpinen. Snart begyndte jeg at synes at jeg skulle have dem på altid for at se ordentligt, så det havde jeg. Men det gamle stel var i den grad outdated, så derfor har jeg kigget efter nye. Fik en synsprøve for nylig, og min styrke er den samme som den var sidst – og kontaktlinser er stadig ikke en mulighed (med mindre jeg vil give 300 kr. om måneden, og det er min økonomi ikke til i øjeblikket). Men efter forgæves at have ledt efter et fedt stel, så tænkte jeg igen “nej, kraft***, jeg vil ikke gå med briller!!”, så jeg smed dem IGEN og klarer mig nu som før uden, med sløret syn, men ligner til gengæld mig selv – og hovedpinen er i øvrigt væk. Så jeg behøver dem altså ikke.
Så til dig, Rikke, hvis du har læst med så langt: Du skriver i en kommentar at du ikke har brug for styrke nok til at kunne få kontaktlinser. I så fald vil jeg vove den påstand at du slet ikke behøver briller! Jo, selvfølgelig til at læse med så du ikke får hovedpine, men “heltidsbrille” my ass! Hvis du ikke er generet af dårligt syn ellers, så sker der altså ikke spor ved at du kun har læsebriller. Det var bare det jeg ville sige med min lange smøre.
No related posts.
