Jeg tror ikke på fortrydelser. Når jeg bliver spurgt om der er noget jeg fortryder, er svaret konsekvent nej. Man gør jo hvad man gør, ud fra de overbevisninger man har på det tidspunkt man gør det, og havde man vidst bedre, havde man gjort det bedre. Så det nytter ikke noget at fortryde hverken hvad man gjorde eller hvad man ikke gjorde.
I går blev jeg alligevel ramt af et blogindlæg jeg sådan lidt tidsfordriv-agtigt sad og læste på min smartphone i bussen. Det var det her indlæg af Lars Pind: I wish that I had let myself be happier – Top five regrets of the dying
Indlægget henviser til et andet indlæg af en der i mange år arbejdede med døende mennesker og har lavet en liste over de 5 ting folk fortryder mest når det ligger på deres dødsleje. Jeg har set den liste omtalt så mange gange efterhånden at jeg troede jeg var blevet immun. Men så stillede Lars til sidst i sit indlæg spørgsmålet: Hvad vil du mest fortryde når du ligger på dit dødsleje?
Min første reaktion var at jeg ikke vil fortryde noget, for som jeg startede med at skrive, tror jeg simpelthen ikke på fortrydelser. Men så prøvede jeg alligevel at forestille mig situationen: at jeg lige pludselig i løbet af dagen – lige nu! – ikke om 40 år – bliver syg og ligger for døden. Hvad ville jeg så tænke tilbage på som jeg kunne have gjort anderledes bare inden for den seneste uge? Og en masse “småting” dukkede alligevel op:
- At jeg spildte halve eller hele dage på at hænge i sofaen og glo fjernsyn eller surfe formålsløst på Facebook fordi jeg bildte mig ind at jeg ikke lige orkede andet pga. træthed eller tristhed.
- At jeg græd over “spildt mælk”.
- Alle de gange jeg lukkede mit hjerte for ikke at blive såret.
- De gange jeg har holdt mig tilbage af frygt for at virke dum, blive til grin eller blive set ned på.
- At have bekymret mig om penge før der var grund til det (og det var der aldrig)
De 5 punkter alene er jo ikke store ting, og der er næppe nogen læsere af dette indlæg der ikke kan nikke genkendende til dem, men de ramte mig alligevel hårdt, for det er alt sammen noget der er med til at holde mig nede, sætte mit lys under en skæppe og afholde mig fra at nå mine mål. Og måske det faktisk nytter noget at fortryde de ting – hvis det kan forhindre at jeg gør dem igen!
I hvert fald har de tanker sat gang i en bølge af inspiration som jeg rider på lige nu, og den er værd at kunne minde mig selv om hvis jeg skulle falde i et af hullerne igen. Derfor dette indlæg fra mig. Lidt til dig, men mest til mig.
Hej Anja, et super godt indlæg! Jeg fortryder sjældent de valg, jeg har foretaget mig, selv om det med tiden viser sig at være de forkerte. Det lyder måske lidt underligt. Jeg ville ha’ det værre ved blot at ha’ svømmet med strømmen og lade ”andre” træffe valgene for mig. Hvad jeg derimod fortryder: Jeg troede engang, som mange unge heldigvis tror, at livet ville vare ”evigt”, og at jeg havde masser af tid. Men jeg fik aldrig sagt til mine forældre, hvor højt jeg elskede dem, og i dag er det for sent. Jeg ville ha’ givet alt for at kunne spole tiden tilbage. ”Jeg elsker dig”… – der går sjældent en dag, hvor jeg ikke får sagt det til mine børn og min mand – ikke den store erklæring – blot en lille hvisken, når vi siger god nat!
”Græde over spildt mælk” – den må man altså lære af. Og hidse sig op over ”idioter”, som ikke er det værd. Jeg forsøger at lære af de ting, som jeg kunne ha’ gjort på en måde, der ville ha’ været mere fordelagtig for mig selv. Eksempelvis en diskussion hvor man lader sig rive med af sine følelser, hvilket sjældent er til ens egen fordel. Forbliv rolig og tænk før du taler, også selvom du er såret over det, der bli’r sagt om dig. Lær af den diskussion, hvor du fortryder det, du kom til at sige. Næste gang forsøger du at ”sætte dig tilbage” og tælle til ti.
“lev hver dag, som var det din sidste”…det lyder godt når man siger det – og det giver også mening, når man tænker over det – men det er ikke altid muligt.
På samme måde tror jeg, at vi alle vil fortryde nogle ting på dødslejet – personen fra ungdommen vi var forelskede i men aldrig fik talt med, svæveflyvningen som vi var for bange for at kaste os ud i, drømmecaféen vi aldrig fik startet af frygt for økonomisk ruin, partneren vi røvrendte for egen berigelses skyld…eller partneren vi var utro og mistede (for nu lige at blive ved bloggens hjerte)