≡ Menu

Jeg vil have fri kærlighed!

Jeg kan næsten ikke holde det ud. Når kærligheden er ufri. Altså når to mennesker elsker hinanden, men af en eller anden grund ser sig nødsaget til at lægge bånd på den kærlighed. Gemme den væk. I hemmelige affærer eller helt afbrudte forbindelser. Jeg synes simpelthen det er det mest uretfærdige i hele verden. Som når en mand jeg talte med i dag, ikke kan se den kvinde han er dybt forelsket i, og som er dybt forelsket i ham, fordi hun har noget uafsluttet med en anden, og de har børn. Som når en kvinde må afholde sig fra at se den tidligere elsker hendes krop hungrer efter, fordi han flyttede sammen med en anden hun var hemmelig for. Som når jeg selv har måttet lægge bånd på min kærlighed  gennem årene af alle mulige grunde – der som regel handlede om at en tredje ville blive ked af det hvis …

Og man kan indvende alt muligt. “Man kan jo ikke bare”, “man må jo også tage hensyn til”, “nogle gange så”, “sådan er det bare”, “og hvad med børnene”.

Som regel er det os selv der sætter begrænsningerne. Det er sjældent andre der beder os om det. Det er os der vurderer at det “nok er bedst sådan”. Og så bider vi den smerte i os vi ikke vil påføre andre.

Jeg synes aldrig det er bedst sådan. Jeg vil have fri kærlighed. Kærlighed og lyst mellem to (eller flere) der vil hinanden, skal kunne blomstre og udfolde sig frit. Altid. Jeg kan ikke holde andet ud. Jeg kan åbenbart blive nødt til det i denne her sære verden, men det er ikke med min gode vilje. Og mit hjerte vil aldrig forstå det.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 0 comments… add one }

Leave a Comment