≡ Menu

Mit hjerte forstår ikke begrebet eks-kæreste

Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 18/11-12

Jeg har ikke haft mange kærester i mit snart 41-årige liv. Men dem jeg har haft, har jeg elsket af hele mit hjerte, og havde jeg fået lov, ville jeg have givet udtryk for den kærlighed selv efter at kæresteforholdet var forbi. Men for det meste har jeg desværre måttet forklare mit hjerte sådan helt rationelt at eks’et i eks-kæreste betyder at man ikke længere giver udtryk for sin kærlighed i fysisk forstand. Man lader helst som om den ikke er der længere. Andet end som et fint lille minde om noget der var engang. Så når man ser de der eks-kærester, så må man højest give dem et knus. Måske et kindkys. Men ikke mere end det. For alt i verden ikke noget med lige at flytte munden 4 centimeter ind mod midten!

Jeg har aldrig rigtig kunnet give mit hjerte en ordentlig forklaring på det, for jeg forstår det ærlig talt ikke selv. Men når eks-kæresterne har sagt at det var bedst sådan, så måtte det jo være det. Eller i hvert fald bedst for dem. Så mit hjerte og jeg har taget os sammen og ladet være med at tænke mere over det. Det er jo også bare noget pjat. Kærlighed kan jo godt være der uden at komme fysisk til udtryk, ikk’? Platonisk kærlighed – det er også så’n lidt romantisk at dvæle ved. Så pyt med at man er ved at eksplodere af uforløsthed. Den kanaliseres ud som tårer, og så lærer man at leve med det. Hver gang. Og håber at næste gang bliver anderledes.

Heldigvis blev sidste gang anderledes. Ved juletid sidste år blev jeg single. Min kæreste havde brug for ikke længere at være netop det. Underligt nok var noget af det jeg var allermest ked af, tanken om endnu en mand i mit liv jeg skulle lade som om jeg ikke elskede længere, når jeg så ham. Vi var enige om at bevare venskabet, så jeg så for mig med skræk hvordan jeg igen og igen skulle have lyst til at kysse og kramme ham uden at få lov. Ikke fordi han ikke længere havde lyst, men fordi ”det gør eks-kærester ikke”. Han forsikrede mig om at sådan behøvede det ikke blive for netop os to, og jeg slappede af igen ved udsigten til et frit og varmt venskab med en dejlig mand.

Men til at begynde med gik det præcis som jeg frygtede. Der var nogle måneder hvor vi slet ikke sås, fordi vi havde brug for at finde på plads i den nye situation, men så genoptog vi stille og roligt venskabet ved at tage til et par koncerter sammen. Og som frygtet sad jeg der ved siden af ham med den største lyst til at lægge mit hoved ind til hans skulder, men kunne mærke at det skulle jeg nok ikke. Alting var meget skrøbeligt imellem os, og jeg turde ikke fortælle at jeg syntes det var svært, og at jeg faktisk følte mig svigtet fordi han havde forsikret mig om at det ikke skulle gå sådan med os. Mine forventninger var jo mit ansvar, og han havde måske brug for noget andet nu end han troede dengang.

Men da jeg endelig efter et par måneder fik sagt det, viste det sig at han havde lyst til de samme ting. Han var bare tilbageholdende fordi jeg måske ville tage det som et løfte om at vi ville finde sammen som kærester igen. Og det kunne jeg så forsikre ham om at jeg ikke gjorde. Jeg var skam helt enig i at det skulle vi ikke. Det gjorde bare ikke min kærlighed og lyst til ham mindre. Så vi gav slip på alt det tilbageholdte og har i dag det varme venskab jeg håbede på, hvor vi er frie til at være sammen på lige den måde der føles naturligt for os når vi ses.

Og i virkeligheden er det det jeg ønsker mig af alle mine relationer – nye som gamle. Friheden til at give udtryk for mine ønsker og behov, og bliver de ikke mødt, så lad det for guds skyld aldrig være af den grund at ”det kan man ikke”. Vi bestemmer selv hvad man kan. Det er hverken noget venner, familie eller samfundet som helhed kan bestemme for os. Det er heller ikke noget nye kærester kan bestemme, men det lader vi dem ofte gøre. I hvert fald er det jo sådan i monogame forhold. Heldigvis har den nye mand i mit liv intet imod at jeg kan finde på at sove i ske med en anden mand. Ligesom han selv er fri til at leve i kærlighed med sin kone og hvem han ellers måtte ønske at være tæt på. Dét er noget mit hjerte kan forstå.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 2 comments… add one }
  • Helle 18. januar 2013, 18:27

    Virkelig et spændende indlæg! Og sådan tror jeg også mange har det – fordi man ikke er sammen mere, betyder jo ikke at alle ens følelser forsvinder.

  • Klistermærker 24. september 2013, 01:42

    Rigtig god læsning 🙂

Leave a Comment