≡ Menu

Når fortiden heler

Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 13/1-13

Jeg har længe haft de fleste af mine gamle folkeskoleklassekammerater som venner på Facebook og har gennem de sidste par år mødt enkelte af dem til et glædeligt gensyn. Men 2012 blev året hvor vi mødtes i lidt større flok. Desværre ikke alle, men 6-7 stykker er det blevet til på en gang, og den lille flok er blevet enige om at holde fast i at mødes et par gange om året og se om ikke vi kan få resten med. For det har ærligt talt været skidehyggeligt at ses. Og mere end det, for mit eget vedkommende, i hvert fald.

Enkelte af dem vi ikke har set endnu, virker ikke interesserede i at møde alle igen. Jeg ved ikke om de bare ikke har kunnet de dage vi har aftalt, eller det nærmere er modvilje mod at møde spøgelser fra fortiden. For lad os se det i øjnene: Det var sgu nok ikke lige sjovt for alle at gå i skole. Nogle mobbede, og andre blev mobbet. Eller drillet. Jeg var selv en af dem der blev drillet i skolen. Jeg har egentlig aldrig følt mig isoleret, for jeg har altid haft veninder og også nogle af dem der blev betragtet som ”populære” piger i klassen. Så jeg har nok befundet mig lidt i et mellemstadie. Været et let offer for drillerier, men alligevel ikke følt at jeg blev holdt udenfor.

Drillerierne gik oftest på at jeg var tyk – hvilket jeg så troede at jeg var. Jeg husker endnu det chok jeg fik da jeg i 9. klasse så en stump smalfilm fra 4. klasse og opdagede at jeg havde været en streg i luften ligesom alle de andre. Men jeg var lidt rund i kinderne, eller hvad ved jeg, og så blev jeg altså kaldt tyk. Og så var jeg sådan en der altid var lidt usikker og bange for nye ting og græd når jeg var det, f.eks. i gymnastiktimerne hvor der var meget jeg ikke turde. Og jeg var det meste af skoletiden en af de sidste der blev valgt til holdsport. Ikke ligefrem noget der bidrager til glæden ved fællesskabet. Men jeg har nu aldrig betragtet mig selv som decideret mobbeoffer, og jeg kunne godt lide mine klassekammerater. Ak ja, ham der drillede mig allermest, var jeg faktisk forelsket i de første mange år – lige fra børnehaveklassen.

Hvordan de andre børn havde det, anede jeg ikke noget om. Og det har overrasket mig i dag at finde ud af hvor lidt jeg faktisk vidste. Hvor lidt vi alle vidste om hinanden. For nu hvor vi mødes som voksne mennesker, kommer det frem. En vild drengs mor var alkoholiker. En stille dreng havde en psykisk syg far. I ét hjem blev der solgt hash. I et andet hjem var faren en tyran. Meget få havde en idyllisk kernefamilie. Og er der så noget at sige til at der er ubalance i klasseværelset?

Selv om jeg ikke har følt at der var noget fra min skoletid jeg ligefrem havde brug for at få gjort op med, så har det været en utrolig helende oplevelse at høre de andres historier. Som om nogle af de brikker der egentlig har ligget fint nok i min barndoms puslespil, lige har fået det sidste tryk ned på plads så billedet nu giver lidt mere mening. Et ”undskyld jeg drillede dig” har jeg også fået med. Endda fra en jeg ikke huskede som en der drillede netop mig ret meget. Men alligevel. Og det er ikke spor svært at tilgive barndommens drillerier når man opdager hvad der lå bag. En lille dreng der ikke havde en tryg og hyggelig familie at komme hjem til. Som aldrig havde madpakke med fordi der ikke var overskud derhjemme til at sørge for den.

Lidt vemodigt er det også at tænke på at nogle har haft det sådan uden at der blev gjort noget. Vi blander os jo ikke i hinandens familieforhold. Hvad kan man gøre? Og hvem skulle egentlig gøre noget når alle havde deres eget lort at slås med?

Lærerigt er det at møde sin fortid. Og jeg ønsker sådan at vi får de sidste kammerater med. Også dem der faktisk ikke har lyst til at møde os alle igen. For jeg tror der ligger en skat gemt til dem her også. Og flere skatte til os andre der ikke har hørt netop deres historier endnu. Man kan spørge hvad i alverden man skal med mennesker man ikke har set i 25 år. “Virkelig møde dem – og sig selv”, vil være mit svar.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 0 comments… add one }

Leave a Comment