Det er bare det jeg mener når jeg siger…

 

Stedord udsagnsord stedord.

Hvor er de banale, de tre små ord: Jeg elsker dig

De udtrykker ingenting i sig selv.

Og alligevel er det dem der kommer ud når jeg prøver at udtrykke mine følelser for dig.

Måske er det bare fordi det tager så lang tid at sige:

"Jeg kunne godt leve uden dig.

Men uden dig ville jeg ikke føle mig lige så levende.

Jeg ville ikke være trist uden dig.

Men uden dig ville der være mindre at glæde sig over.

Jeg ville ikke gå i stykker uden dig.

Men uden dig ville jeg føle mig mindre hel.

Jeg ville ikke kede mig uden dig.

Men uden dig ville dagene være kortere og nætterne længere.

Jeg ville ikke mangle noget uden dig.

Men uden dig ville jeg længes uden at vide hvad jeg længtes efter.

Jeg ville ikke visne uden dig

Men uden dig ville mine blomster ikke være lige så smukke."

 

Det er bare det jeg mener når jeg siger: "Jeg elsker dig."