≡ Menu

Mand, du er skummel!

Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 24/6-12

Prøv at forestille dig denne romantiske historie: Kvinde møder mand. Sød musik opstår. Det er som om de har kendt hinanden altid. Helt intuitivt ved han alt om hende, og hun nyder hans intense opmærksomhed. En dag sætter de sig ned over for hinanden. Der er noget han gerne vil fortælle hende. Han kigger hende dybt i øjnene. ”Jeg vil gerne være helt ærlig over for dig”, siger han. Hun lytter nysgerrigt og spændt. ”Det var mig der ringede til dig dengang for længe siden. Det var mig der ringede fra hemmeligt nummer – igen og igen. Mange gange dagligt. Selv om du aldrig tog telefonen. Så lagde jeg bare tomme beskeder på din telefonsvarer. En enkelt gang hviskede jeg ”jeg elsker dig”. Men ellers var jeg bare stille. Måske kunne du høre fjernsynet eller mine kolleger der snakkede i baggrunden. Ja, det var mig … ”

”Åh, svarer kvinden. Jeg håbede sådan at det var manden i mit liv! Jeg lyttede åndeløst til hver eneste af de tomme beskeder i håb om at han en dag – en smuk og vidunderlig dag – endelig ville sige noget så jeg kunne høre hans skønne stemme. Og da han hviskede ”jeg elsker dig”, var jeg næsten ved at besvime af lykke. At det viste sig at være dig, havde jeg end ikke turdet håbe på! Jeg elsker også dig.” Og så mødes deres læber i et kys, de har masser af hed sex og lever lykkeligt til deres dages ende.

Nej, vel? Der er noget galt. For kvinden ville nok i virkeligheden blive temmelig arrig over en mand der havde den hobby at ringe til enlige kvinder mange gange dagligt bare for at sige ingenting. Hun ville måske endda tænke at han var en klam stodder der med garanti ikke kunne score selv den mest desperate kvinde han måtte støde på. Eller måske ville hun blive rigtig bange for om hun blev forfulgt af en ubehagelig mand der kunne finde på værre ting end at ringe fra hemmeligt nummer.

Gad vide om de mænd bare ikke tænker så langt? Eller ER de virkelig nogle kryb? Jeg vælger – måske naivt – at tro det første. Anonyme opkald er gudskelov aldrig noget der har gjort mig bange, men jeg har undret mig gevaldigt over at jeg åbenbart er sådan en der tiltrækker dem. Da jeg var midt i tyverne, var der en der ringede til mig hver dag i løbet af en sommer. ”Hej, det er Carsten” lød en rar stemme første gang i den anden ende, og så blev der lagt på. Siden blev ”Carsten” mere modig og sagde noget mere. Aldrig ubehagelige ting, og da jeg altid har været et høfligt menneske, så jeg ingen grund til at smække røret på bare fordi jeg ikke lige kendte ”Carsten” – hvad mon han ville, siden han ringede hele tiden? Og måske jeg også kedede mig lidt den sommer, for jeg tog mig pænt tid til at sludre når han ringede. Og en dag tog han så mod til sig og afslørede at grunden til at han ringede, var at han godt kunne lide store bryster – og at jeg altså ikke havde nogen gardiner i mit soveværelse … Og så sludrede vi lidt mere indtil jeg en dag syntes jeg havde brugt nok tid på den ikke længere så generte ”Carsten”, og bad ham om ikke at ringe mere. Det respekterede han, og jeg har sådan set haft respekt for ham lige siden.

Men jeg har også haft det sådan at nu har jeg vist brugt den tid på anonyme opkald som jeg havde afsat i mit liv. At jeg så for nogle år siden sprang ud som både nøgenfløjtenist og polyamorøs på én gang, var måske ikke noget smart træk lige hvad den beslutning angik. For nøgenhed og fri kærlighed er åbenbart enormt interessant for den type mænd som foretager sådan nogle opkald. Men de er ikke så snakkesalige som ”Carsten” – selv om jeg en enkelt gang er blevet stillet det meget intelligente og ophidsende spørgsmål ”er du en frækkert?” – til hvilket jeg tørt måtte svare ”nej” og sige at jeg desværre skulle på arbejde nu, så ”hej, hej”. Det var vist der jeg besluttede mig for ikke længere at besvare opkald fra ”ukendt nummer”. Hurra for smartphones med apps der kan sortere den slags fra.

Næh, ham jeg har fornøjelse af for tiden (faktisk har jeg en mistanke om at der er hele to), ringer i perioder flere gange dagligt – på trods af at han evig og altid møder min telefonsvarer. Så lægger han da bare en besked. Altså uden at sige noget. Bortset fra den ene gang hvor han lige hviskede et hurtigt ”jeg elsker dig” inden han lagde på. Wow, tænkte jeg, hvad er det mon han håber at opnå? Én ting føler jeg mig ret sikker på: Ingen mand opnår noget som helst positivt ved at ringe anonymt, stille, hviskende eller stønnende til en kvinde. Tværtimod. Det er svært ikke at opfatte ham som temmelig skummel og uden det man vel kan kalde ”reelle hensigter”. For pokker da, mand, hvis du vil en kvinde noget, er det bare ikke måden at gå frem på. Med mindre du gerne vil opfattes på niveau med blotteren der springer frem af busken og åbner sin lange cottoncoat viftende med dillertjavsen. Men det tror jeg alligevel ikke.

Jeg tror i øvrigt jeg en dag mødte ”Carsten” i bussen dengang, for kort tid efter at vi havde sluttet vores samtaler, var der en nydelig mand der blev helt unaturligt perpleks da jeg trådte ind, og ikke anede hvor han skulle kigge hen – og det var altså ikke en mand jeg nogensinde havde mødt før. Så jeg tænkte at det sgu nok var ”Carsten”, men jeg ville alligevel ikke spørge der midt i bussen om det var ham der var min lurer. Jeg syntes at det måtte være hårdt nok for ham at jeg havde fået gardiner op i soveværelset.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 3 comments… add one }
  • Lasse 25. juni 2012, 12:26

    Det er nogle triste, forkrøblede mænd.

  • Peter Andersen 5. juli 2012, 21:58

    Som med så mange andre forskelle i seksualiteten hos mænd og kvinder, spørger jeg mig selv om, hvorfor der ikke er nogle kvinder, der laver weird telefon-stalk?
    Og ærligt talt så tror jeg at de fleste mænd, der gør den slags rent faktisk er kryb!

  • Karenp 15. august 2012, 15:25

    Hold da op hvor en fortælling…

Leave a Comment