Anja Lysholm

Jeg havde faktisk helt glemt at jeg sidste år havde skrevet de her indlæg om at savne et sted at slå rødder og om at savne fast grund under fødderne, men det er dejligt at læse dem nu og kunne skrive at der er fast grund på vej.

Eller ja, det ved man jo aldrig: For tre år siden flyttede jeg til Korsør, og jeg var umiddelbart skideglad for det. Men der var alt muligt galt med den flytning. Der var skæv kommunikation med flyttefirmaet, jeg var stort set alene om det hele, flyttede langt væk fra familie og venner, havde en ubærlig støj i min lejlighed lige fra første nat (et problem der først blev løst 2½ år efter), og det var ikke særlig nemt at få et netværk her som det var i København. Og med det i baghovedet er det måske ikke så underligt at min store glæde ved Korsør stille og roligt blev forvandlet til en følelse af ensomhed og rodløshed.

Men nu flytter jeg igen, og jeg tror på at denne gang er anderledes. Der er en helt anden energi bag. Følelsen af at bevæge mig mod noget nyt – ikke væk fra noget gammelt. Jeg flytter ned til gode venner (da vi begyndte at tale om det, var de kun gode bekendte, men nu spirer et varmt og nært venskab i formodningen om at vi skal bo tæt i mange år), jeg får glædesbobler i maven ved tanken, jeg flytter på landet, hvilket jeg har savnet siden jeg boede på Orø for mange år siden, og … jeg kan næsten ikke stoppe igen. Der er så meget glæde ved det her skridt at jeg ikke kan forestille mig at det ikke bliver godt. Der er masser af medvind hvor der sidst var modvind.

Men Førslev??

Folk der kender mig eller har været på kursus hos mig for nylig, ved at jeg ledte efter et sted at bo omkring Roskilde. Der har jeg før boet, og jeg kunne se mange fordele ved at vende tilbage. Så hvorfor i alverden flytter jeg nu pludselig til Førslev?

Fordi livet – som sædvanlig når jeg planlægger noget – pludselig kom med et bedre tilbud. Og jo, jeg kommer så stadig til at bo lidt langt fra mine kære i Nordsjælland, men dog er det lidt tættere på OG tættere på andre dejlige mennesker jeg er bekendt med i området. Og jeg havde mange andre ønsker på listen som bliver opfyldt her.

Jeg skal leje et fint lille hus hos et polyamorøst par. De er dejlige mennesker som jeg deler mange livsværdier med, og jeg glæder mig til et frit og rart naboskab med højt til himlen. Mine workshops vil også få et professionelt løft nu hvor jeg kan holde dem i den fantastiske Førslev Gl. Mølle som ligger lige over gårdspladsen. Det er på tide de kommer ud af min stue og ind i smukkere rammer – ikke mindst med skøn natur at grounde i undervejs.

Så det er forklaringen på at jeg nu rykker et andet sted hen end jeg havde planlagt: Fællesskab, samhørighed, natur lige uden for døren, smukke rammer at arbejde i – generelt udsigt til mere saft og kraft. Og det har jeg virkelig savnet.

Jeg så det her i et opslag på Facebook forleden, og jeg kom til at tænke på en dejlig fest jeg var til i lørdags. Da jeg vågnede mandag morgen, tænkte jeg over weekendens indtryk, og jeg blev ærgerlig over hvor meget problemerne var kommet til at fylde i mine fortællinger.

Det var en fest for polyamorøse, og vi spørger naturligt hinanden når vi mødes i polysammenhæng, “hvordan er dit kærlighedsliv for tiden” (eller noget i den retning), og jeg hørte mig selv fortælle den samme gamle historie jeg har fortalt de sidste 6 år. Faktisk var jeg ved at fortælle den igen nu hvor jeg skriver dette indlæg, for at du skulle vide hvad det er for en historie jeg taler om. Men det behøver jeg ikke. Jeg kan nøjes med at fortælle at det var historien om den svære del af mit parforhold. Og at jeg fortalte den hver eneste gang nogen spurgte mig “hvordan er dit kærlighedsliv?”

Og det ærgrer mig nu at dét så – som det eneste fokus – blev fortællingen om mit forhold den aften. For jeg gider faktisk ikke længere hænge fast i den historie. Den er sand, ja, men det er overhovedet ikke den eneste sandhed.

Jeg kunne lige så godt fortælle om vidunderlig elskov, stor kærlighed, personlig udvikling, sanselighed, morskab, musik og alt det andet og fantastiske der kendetegner mit forhold. Ikke fordi problemerne ikke også må være kendt, men det er drænende når det bliver det eneste der får fokus. Og det er slet ingen bebrejdelse af mine samtalepartnere – det er min egen fortælling jeg er træt af, og det er mit ansvar at løfte fortællingen et andet sted hen.

Det handler om fokus, og for mig handler det også om bevidsthed – et begreb der optager mig meget på alle planer. Det dræner mig at tale for meget fra “lav bevidsthed” – jeg synes det er mere gavnligt at løfte historierne op i lyset frem for at holde dem i live i mørket. Det er fristende at søbe rundt i dramaerne, men det er ikke særlig opløftende. Og her mener jeg opløftende i bevidsthedsmæssig forstand – ikke i betydningen “at komme i bedre humør”, men faktisk at blive løftet i hele vores energi.

Det handler ikke om at de svære ting ikke må være der, men om at se på hvornår de svære ting vi taler om, er gamle historier, og hvornår det er aktuelle følelser der retteligt skal have deres plads. For mig er den svære del af historien om mit parforhold helt klart en gammel historie, og den historie holder jeg i live ved at blive ved at gentage den. Jeg skaber den igen og igen. Og det behøver jeg ikke. Hvis noget af det fyldte meget i mig her og nu, og jeg var knuget af sorg eller oprørt af vrede over en aktuel situation, var det noget andet. Det ville skulle have sin plads i samtalen og ikke bare fejes væk med et “nu skal vi også se på det positive”. Men de gamle historier som ved deres gentagelse bliver ved med at holde os fast i dem, er der ingen fornuftig grund til at give for god plads.

Også som lyttere har vi en tendens til helst at ville høre om det svære. Jeg gætter på at hvis dette indlæg var en samtale, så ville du lige nu spørge langt mere ind til den svære historie jeg har undladt at fortælle, end til den vidunderlige elskov jeg nævnte, men min fortælling om elskoven ville med garanti løfte os et bedre sted hen, mens det andet ville trække os ned.

Har du også historier du bliver ved med at gentage – om dig selv eller andre – selvom du/de faktisk er vokset ud af dem? Jeg håber selv at være bedre til at tage mig i det fremover, for jeg mærker at det andet gør mig træt. Både som fortæller og som lytter.

I lørdags var jeg til La Loba-dans på Frederiksberg. Det siger dig muligvis ingenting, for det er ikke så udbredt herhjemme endnu, men det bliver det. Misa som holder det, er vidunderlig, og hendes arrangementer er transformerende. Det handler (alt for kort og forsimplet sagt) om at give slip og lade kroppen danse som den vil til særligt udvalgt musik, og undervejs sker der vilde ting i ens indre.

Efter første del af dansen var det der boblede op hos mig, glæde. Den ægte indre livsglæde. Efter en pause skulle vi danse videre, og vi lagde ud med at danse den frie, legende energi. Jeg følte mig glad og sjov og let som en fjer. Dansede og dansede. Og begyndte så at snurre rundt. Jeg snurrede og snurrede – nærmest som en sufi, og jeg kunne mærke det skørt jeg ikke havde på, flagre omkring mig mens jeg snurrede.

Så fik jeg et indre billede af at være en fri, glad og ubekymret pige midt på en blomstereng i fri snurredans med skørtet flyvende ud fra taljen. Som barn ønskede jeg mig sådan en nederdel, kan jeg huske. Jeg gik ikke op i hvilken farve den havde, eller noget som helst andet. Det eneste kriterium var at den sådan kunne brede sig ud i hele sin vidde omkring min krop når jeg snurrede rundt. Og her dansede jeg nu som en 46-årig lille pige på en eng med det skørt.

Og så kom tårerne. Jo mere jeg snurrede, desto mere pressede de sig på. Jeg forsøgte at stoppe. Jeg var jo også bange for at blive svimmel. Der er grænser for hvor meget man kan snurre uden at vælte. Men snurre ville min krop. Og hver gang jeg snurrede, pressede tårerne sig mere og mere frem.

Andre i rummet råbte, trampede, skreg, grinede, og til sidst kunne mine tårer ikke holdes tilbage, og de blev til en høj hulken. En hulken så høj at jeg aldrig ville have givet slip på den derhjemme af frygt for at naboerne ville komme løbende. En hulken så høj at jeg aldrig ville have givet slip på den i armene på min kæreste af frygt for at han ville blive forskrækket. En hulken så høj at der kun var plads til den i et rum fuld af kvinder der vidste at min proces var helt okay fordi de var optaget af deres egen.

Min krop krampede sig forover i gråd og gav slip på høje lyde, snot og tårer. I mit indre lød en stemme der sagde at det var “årtusinders smerte der kom til udtryk”. Årtusinders. Ikke bare dette livs. Måske ikke engang bare mit livs. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at noget i mig havde stor modstand mod den frie, ubekymrede glæde der ellers før har været min naturlige følgesvend. Følelsen i mig var, at hvis jeg tillader mig selv at være for ubekymret og glad, så kommer der nogen og river tæppet væk under mig så jeg bliver ked af det igen. Følelsen af at det ikke kan betale sig at give glæden al den plads, for sorgen kommer alligevel og river den væk.

Jeg rev mig ud af sorgens favntag og dansede forkrampet videre med gråden. Den satte mig igen i stå med høj hulken, og pludselig mærkede jeg en arm omkring livet. Min sjælesøster tog omkring mig bagfra og vuggede med mig mens jeg hulkede. Hun dansede omkring mig, og jeg dansede med, og min gråd blandede sig pludselig med høj latter så jeg ikke længere mærkede om jeg egentlig grinede eller græd. Men det gjorde ikke noget. Min krop var fri til at udtrykke det der kom, og omkring mig dansede en engel med det blideste smil og et “jeg har dig” i blikket. Vi fortsatte hver vores dans, og min gråd klingede af.

Inden dansen sluttede, nåede jeg også at danse min indre kraft frem. Jeg mærkede den stærke, stolte kvinde jeg også er. Hende der er fuld af saft og kraft, stærk intuition, klare grænser, sund vrede, vild glæde, sang, dans – LIV.

Jeg længes mere og mere efter hende. Og hun længes efter at jeg finder hende og smelter ind i hende. Hun hiver i mig, og det gør ondt at gøre modstand.

Livsvalg

Jeg står over for et livsvalg. En mulighed. Hvad det præcis er, kan jeg af flere grunde ikke skrive her, så det er ikke for at være krukket eller mystisk jeg ikke er direkte. Men fra uventet kant fik jeg for nylig tilbudt en spændende mulighed. En mulighed jeg faktisk har drømt om, og som jeg nu overvejer at tage imod. Men min drøm havde en lidt anden form, og derfor (?) griber min hjerne nu efter sin desværre alt for tro følgesvend: min praktiskhed.

Forestil dig det her scenarie: Efter 2 måneders regnløs hedebølge trækker det endelig op. Skyerne trækker sig sammen, der lyder en buldren i det fjerne, og himlen lyser op i lynglimt. Om lidt åbner alting sig, og regnen vælter ned.

Saftige Anja vil gerne løbe nøgen ud i regnen og danse. Eller nej, hun gider faktisk ikke smide tøjet, for det er jo lige meget om hun bliver gennemblødt. Hun skal bare ud under den vilde, åbne himmel. Men før hun får set sig om, har Praktiske Anja bremset hende. Det regner jo. Det er koldt. På med regntøjet. Op med paraplyen. Og så helst stå inde under halvtaget og tænke lidt over om det nu går an at danse rundt. Hun kunne jo blive forkølet. Smide tøjet alligevel? Mjo, det er jo ikke fordi hun er genert, meeen … er regnen egentlig ikke allerede ved at stilne af igen? Det er garanteret holdt op inden hun kommer derud, og så kunne det jo ikke betale sig. Nej, hun går ind igen og hygger med en god bog. Der kommer masser af regnvejr. Hun kan altid gøre det en anden gang.

Et ægte eksempel: Der er snart fest i et netværk jeg er tilknyttet. “Hvorfor skal du ikke med?”, blev jeg spurgt forleden. Og det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg ved at Saftige Anja ville hygge sig helt vildt. Der kommer vist stort set kun mennesker hun ville elske at feste med, grine med, spise og drikke med, snakke natten lang med, være sig selv med. Men Praktiske Anja tog beslutningen længe før Saftige Anja nåede at tænke over det. Hun sagde at det blev for besværligt med overnatning, at det var for langt væk – ja, generelt ville det bare blive bøvlet. Og så meget trækker fester altså heller ikke. Så hun undersøgte ikke engang om bøvlet kunne blive mindre. Om der var nogen at køre med, sove hos osv. Nej, der er jo også arbejde der skal gøres, og en hel weekend er lang tid. Hvad nu hvis jeg hellere vil noget andet til den tid?

Og på den måde går jeg glip af meget af den saft og kraft jeg faktisk længes efter.

Jeg er tit blevet kaldt modig, og det er jeg måske også på mange områder. Jeg lever på mange måder uden sikkerhedsnet. Men jeg kunne godt tænke mig at slippe det mentale sikkerhedsnet også. Ikke at blive hovedløs, men dog at give hovedet mere fri og mærke mere efter i kroppen. Spørge mit skød hvad dét synes. Spørge som Clarissa Pinkola Estes foreslår i den fantastiske bog (som skulle være obligatorisk læsning for enhver) Kvinder der løber med ulve: (frit efter hukommelsen) “Hvad er det jeg ved dybt inde i mine æggestokke er sandt?” Spørge mine fødder hvor de helst vil gå hen. Spørge mit hjerte hvor det vil trives bedst. På mange områder er jeg virkelig god til det, men der er stadig et stort hæmmet område i mig der allerhelst vil gemme sig i sikkerhed fra at blive for berørt af ægte liv.

Jeg vil gerne tage flere saftige valg og færre praktiske. Mærke mere vildskab og mindre dovenskab. Min sjælesøster danser altid omkring mig mens hun kigger kærligt på mig og opfordrer mig til at tørre de bange tårer bort og danse med. Og livet giver mig saftige æbler jeg kan tage en stor bid af – hvis jeg vil. Men valget er mit alene: Praktisk eller saftig?

Forleden forsøgte jeg at formidle noget i en samtale med en der ikke er tilfreds med verden og med sit liv i den. Jeg fik ikke sagt alt det jeg gerne ville, men her på bloggen har jeg heldigvis al tid og plads i verden, så her kommer det til dem der kan bruge det:

Livet vil gerne gøre dig glad

Jeg tror på at vores tanker og følelser er vores kommunikation med livet. Vi fortæller livet hvad vi vil og ikke vil, og livet svarer ved at forme sig efter den kommunikation. Oplever vi modstand, er det livets måde at fortælle os at vi er på vej i den gale retning, på. At det vi er i gang med, ikke er i overensstemmelse med vores inderste kerne og det vi siger at vi gerne vil.

Dermed ikke sagt at vi skal give op ved den mindste modstand og tage det som “et tegn”, men hvis modstanden har karakter af “det her bliver ved at være en kamp – et sejt træk op ad bakke, og jeg er ved at dø af udmattelse og synes alt ser sort ud”, så er det måske nok tid til at give slip. Modstand der giver dig positiv kampgejst eller gør rejsen mod målet udfordrende på en udviklende og sjov måde, er sandsynligvis ikke et advarselssignal.

Hvor kommunikerer du fra?

Jeg tror på at vi har to kommunikationskanaler – vores hoved og vores hjerte. Og det føles for mig som om vores hoved kommunikerer begrænsninger, og vores hjerte kommunikerer muligheder.

I virkeligheden er en balance nok det bedste. Ikke bare mellem hoved og hjerte, men også alle de andre centre i vores krop. Nogle kommunikerer fra maven, f.eks. Men lige nu, for overskueligheden i dette indlæg, holder jeg mig her til hoved og hjerte.

I vores oprindelige essens kommunikerer vi fra hjertet. Her giver man klart og tydeligt udtryk for sine behov og ønsker. Men hvis man gang på gang oplever at det man kommunikerer fra hjertet, ikke bliver hørt, kan der ske det at man stille og roligt bevæger sig op i hovedet og bliver der. I hovedet har man (en oplevelse af) kontrol. Det er ikke sikkert at alt det man kommunikerer fra hovedet, bliver hørt og bliver til virkelighed, men det gør ikke lige så ondt som når det samme sker med det man kommunikerer med hjertet. Derfor føles det umiddelbart nemmere og “mere konstruktivt” at blive der.

Efterhånden som livet responderer på det hovedet kommunikerer med alle dets forbehold og begrænsninger, vil man opdage at det aldrig rigtig gør en glad. Man vil være som tallerkenkunstneren der har enormt travlt med at holde sine (og måske især andres) tallerkener kørende, men man vil opdage at selv om de kører, er man ikke rigtig glad. Man er faktisk bare travlt beskæftiget med at holde dem kørende og skidebange for at tabe nogle på gulvet.

Og det sker jævnligt. Man taber nogle på gulvet – det kan man ikke undgå.

En gang imellem ramler hele lortet, for man kan ikke holde alle de tallerkener kørende i længere tid. Så kan man enten bebrejde sig selv at man ikke gjorde det godt nok, eller man kan bebrejde alle de andre der ikke lige gav en hånd med. De burde jo også have en interesse i at holde showet kørende! Men det har de ikke. Det er inde i ens eget hoved de tallerkener er vigtige. Andre kigger bekymrede på showet og venter egentlig bare på at det ramler, for de fleste kan godt se at det ikke holder i længden.

Når alting så er ramlet, sker der en af to ting. Man konsulterer sit hoved og bygger sit show op igen. Det er umiddelbart det nemmeste. Men det kan også være man begynder at lytte til det hjerte man har lukket ned for, for nu er der en stund hvor det kan trænge igennem. Nogle gange bliver man faktisk tvunget til det fordi nogen kommer og tager ens pinde og tallerkener og beder en om at  feje op efter sig og finde et andet sted til sit show – eller begynde at gøre noget andet end at optræde.

Livet lytter – men ikke kun til det du siger

Tilbage til kommunikationen med selve livet.

Jeg tror som sagt at livet reflekterer det vi vælger at kommunikere til det. Er vores grundtanke (-følelse/-energi) “livet er hårdt, verden er underlig, andre er dumme”, så er det dét livet spejler. Vi får et hårdt liv. Verden omkring os bliver mere og mere underlig. Andre virker dummere og dummere.

Er vores grundtanke (-følelse/-energi) “livet er dejligt, verden er smuk, andre gør deres bedste”, så er det dét livet spejler. Vi har et dejligt liv, vi oplever en smuk verden, og vi møder andre mennesker der gør deres bedste.

Man kan sige at det er to forskellige livssyn – det optimistiske og det pessimistiske. Og det kan opleves som svært at ændre livssyn. Som optimist har jeg virkelig svært ved at give pessimisten ret, og pessimisten har svært ved at se at jeg som optimist kan have ret. Men vi får begge ret, netop fordi livet spejler det vi kommunikerer til det. Livet er svært for pessimisten og let for optimisten. Begge parter er lige meget – eller lige lidt – realister.

Her er en påstand: Det er bedre at være optimist end pessimist.

Lad os sige at ens ønske er at have et let liv. At være glad. At opleve mere flow. Så vil jeg påstå at det er mere hensigtsmæssigt at leve fra hjertet end fra hovedet; at være mere optimistisk end pessimistisk.

Og her er en anden påstand – en der måske er sværere at tro på:

Det er let at være glad!

Det eneste der afholder en fra at være glad, er ens modstand mod glæden. Det er ens hoved – ens ego – ens “lille selv” – der holder glæden og letheden på afstand. Fordi man har en overbevisning om at det er farligt at være glad. Man har måske danset glad omkring engang, og så har man fået en lussing og er blevet bedt om at sætte sig ned og tage livet mere alvorligt. Enten i bogstavelig forstand eller i overført betydning. Og i sin alvor tænker man nu ting som:

• Hvis jeg bare er glad, så lader jeg stå til og gør ikke noget godt for dem der er i nød.
• Hvis jeg bare er glad, er jeg egoistisk.
• Jeg må/kan ikke være glad hvis andre er kede af det.

Men det er let at være glad. Har du nogensinde været virkelig vred eller ked af det, og så var der en der sagde noget sjovt så du kom til at grine og for en stund glemte din sorg eller vrede? Så let er det faktisk. Man kan dyrke de stunder hvor sorgen og vreden slipper. Man kan opsøge de stunder. Man kan selv skabe de stunder.

Men det kræver at man tager valget og bevæger sig ned i hjertet og kommunikerer med livet derfra. Og for at tage valget skal man jo ville det. (Hvem vil ikke gerne være glad, kunne man spørge, men det vil man netop ikke hvis man tror at glad = ligeglad.)

At vælge glæden handler om fokus. Og det handler om at indse at sorgen og vreden ikke er vigtigere end glæden. Tværtimod – hvis man altså vil have et let liv og opleve verden som smuk. Desværre får vi ofte at vide at vi endelig ikke må undertrykke sorg og vrede (det synes jeg bestemt heller ikke vi skal), men der er alt for sjældent nogen der fortæller os at vi ikke må undertrykke vores glæde. Og det bliver en belejlig undskyldning for at dyrke modstanden og holde glæden på afstand.

Det kan også umiddelbart føles mest trygt at blive i sit hoved.

Hvorfor føles det så farligt at være i hjertet?

Hjertet er sårbart. At leve fra hjertet er at risikere at blive såret. Eller rettere: Det bilder hovedet os ind. I virkeligheden er vi meget mere sårbare når vi lever fra hovedet, for hovedet kan ikke klare sig i længere tid uden hjertet (også rent fysisk: Vi dør ikke rigtigt før hjertet dør. Hjernen kan kroppen klare sig uden – hjertet er bogstavelig talt livsnødvendigt.). Verden vælter på et tidspunkt når vi ikke har hjertet med.

Hovedet har i virkeligheden ikke nogen svar. Ikke på de vigtige spørgsmål, i hvert fald. I hovedet sidder alle de ting vi har lært. I hovedet sidder alle de lussinger vi har fået. Hovedet husker alle de gange nogen har stukket en kniv ind i vores hjerte, og så forsøger det at beskytte hjertet ved at bilde det ind at det er bedre at hovedet tager over herfra.

Men hjertet er ligeglad. Hjertet kan tage alle de stik det skal være. Hjertet heler lynhurtigt. Hjertet ler af smerten. For smerten sidder kun i hovedet.

Hovedet tror at hvis det har styr på alting, så er man tryg. Men hvor tryg er man egentlig hvis man bliver syg eller dør (også selv om det “kun” er indvendigt)? Hvor trygt er det at blive i et job man hader, hvis det had slår en – eller ens livsgnist – ihjel? Hvor stor tryghed skaber man for sine omgivelser hvis man selv visner langsomt?

Hvordan kender man forskel på hoved- og hjerte-kommunikation?

Hovedet siger “ja, men …” eller “nej, for …” – hjertet siger bare “ja!” eller “nej!”.

Hovedet forsøger hele tiden at svare på “hvordan”. Hjertet stiller ikke spørgsmål – det kommer med svar. Hvis hovedet ville bygge bro, kunne det høre de svar, men har man lukket ned af frygt for sårbarheden, kan man ikke høre noget.

Og så står man pludselig der hvor man ikke længere tør eller vil give udtryk for sine behov. Når man bliver spurgt hvad man har lyst til eller behov for, svarer man fra hovedet. Man er blevet opgivende. Man har mistet sit livsmod. Man har fået erfaring for at ens ønsker ikke kan opfyldes, så man holder op med at give udtryk for dem.

Alt hvad man gør, gør man i et forsøg på at finde det bedst mulige alternativ til hjertets ønsker. Og det gør ondt når man undertrykker de ønsker. Det gør ondt når man undertrykker sit hjerte. Når man kun tillader det en lillebitte ventil her og der. Man bliver tallerkenkunstneren der holder alle de andres tallerkener i luften (og i øvrigt fratager dem muligheden for selv at lære at balancere dem), og man bliver bare mere og mere træt.

Hvad sker der ved at man ikke giver udtryk for sine hjertebehov?

Jeg har skrevet det før i en anden forbindelse: Alt det vi gør for ikke at miste hinanden, er lige præcis det vi mister hinanden på. Og jeg kunne tilføje: mister os selv.

Hvis vi ikke er tydelige om vores ønsker og behov, så får vi dem ikke opfyldt. Så enkelt er det. Livet kan ikke opfylde vores ønsker hvis vi ikke er modtagelige. Vi tror det er fordi livet ikke hører os (eller som pessimisten ville sige: at livet er uretfærdigt), men det er os der ikke lytter.

Og vores omgivelser kan ikke høre os fordi vi ikke er tydelige. De tror vi ikke har behov, de tror deres behov er vores behov, eller de tror det er okay for os at vores behov ikke bliver opfyldt.

Du viser andre at de kan være trygge ved dig, ved at være ægte dig. Ved at følge sit hjerte, giver man andre trygheden til at gøre det samme.

Livet er som en dans, og det er livet der fører. Kæmper vi imod livet og prøver at styre frem for at lade os føre, bliver vi jokket gevaldigt over tæerne. Og det holder ikke op før vi giver slip – i tillid til at livet vil os det bedste.

2017 har været et skidegodt år. Jeg havde ét nytårsforsæt, og det var “vær glad!” Og det har jeg i høj grad været.

2013, -14, -15 og -16 var år jeg kunne se tilbage på og huske at jeg havde grædt meget (selv om det også var år hvor der skete vildt gode ting). Når jeg ser tilbage på 2017, kan jeg ikke huske at have grædt. Jeg ved jeg har gjort det indimellem, men jeg husker det ikke når jeg ser tilbage på året der er gået, og det er virkelig fedt!

Midt på året havde jeg en følelse af at være i venteposition – af rodløshed. Den følelse er gået over, omend jeg stadig ikke har slået rødder, men jeg har det nu som om jeg er ved at slå rødder i mig selv, og at de rødder vil gribe fat i noget fysisk håndgribeligt i 2018.

Det føles for mig altid som om hvert nyt år har sit eget tema, og sidst på året sker der altid det for mig at temaet manifesterer sig for mig som et eller flere fokusord. I 2017 var det som sagt bare “vær glad!” Mine ord for 2018 er:

• Bevidsthed
• Tydelighed

Jeg ved ikke om der melder sig flere i løbet af de næste par dage. Glæde er helt sikkert også stadig et fokus, men det føles så rodfæstet i mig nu at jeg ikke behøver “sætte det på tavlen”.

Bevidsthed handler om at have bevidsthed med i alt hvad jeg gør. Ikke bare gøre noget halvhjertet eller formålsløst, men virkelig sætte en klar intention for alle handlinger. Det føles bydende nødvendigt at tage mig selv dybt alvorligt nu. Ikke på den kedelige “jeg må ikke have det sjovt”-måde, men på “ikke mere pis”-måden.

Tydelighed handler lidt om det samme, men også om at jeg endnu ikke har formået at fortælle folk hvad i alverden det er jeg laver. Når folk spørger mig, så væver jeg og kan ikke rigtig få det formuleret. Jeg vil spare dig for mine teorier om hvorfor, men det er tydeligt (!) for mig nu at det er ret vigtigt at jeg bliver tydelig omkring det – også over for mig selv. Ikke mere vaklen og væven. Når selv folk der har kendt mig i årevis, ikke forstår hvad jeg laver, så er der noget galt med min formidling. Det dur ikke mere når jeg faktisk gerne vil leve af det jeg laver.

Det jeg laver, handler i høj grad om bevidsthed. Ikke bare den form for bevidsthed jeg har beskrevet ovenfor, men også bevidsthed som (meget stort og for videnskaben endnu udefinerbart) begreb.

Derfor er jeg også begyndt at skrive på et nyt domæne: Bevidsthed rocks! (Vidste du at man kan købe .rocks-domæner (og .ninja, .vodka, .yoga og mange andre)? Det syntes jeg var så sjovt at jeg måtte eje et, og det her var så passende for det jeg har fokus på det næste år (som minimum), at det hurtigt gik fra at være for sjov til at blive alvor.)

Foreløbig ligger der ikke så meget, men hvis du vil være med til at gøre status over det gamle år og sætte en intention for det nye, så hop over og nap min “pakke” bestående af Min spirituelle handlingsplan – en 15 siders arbejds-pdf – og Dagens fokus – en guidet meditation til at holde dit fokus på daglig basis.

Jeg håber 2018 bliver lige præcis som – nej, endnu bedre end – du og jeg ønsker det!

Godt nytår.

Jeg er stødt på flere mænd der er bange for at blande sig i metoo-debatten. “Man tør jo ikke skrive noget, for man bliver bare slagtet.”

Bliver du slagtet i metoo-debatten, så er det måske med god grund. Jeg gætter på at det du gerne vil byde ind med i debatten, er et “men”?

Men der er ikke er noget “men” i overgreb. Metoo handler ikke (kun) om små klap bagi eller mænd der spørger om noget man ikke har lyst til. Og mange forsøger desværre at dreje debatten over på de små – og overordnet set få – tilfælde hvor det handler om misforståelser, flydende grænser m.m. At der overhovedet bliver brugt ord som snerpet, kropsforskrækket o.lign. i debatten, hører ingen steder hjemme i metoo. Eller rettere: Det er en del af problemet. At vi kvinder altid har fået den stukket i snuden selv ved helt tydeligt grænseoverskridende adfærd: Vi har altid fået at vide at det var vores grænser der var noget galt med – ikke den der overskred dem.

Metoo handler om et gigantisk omfang af krænkelser – det er specifikt omfanget det handler om, og det er helt hen i vejret at snakken skal drejes over på hvor synd det er for mænd at de nu ikke ved hvad de må og ikke må. For det ved mænd godt. Den helt almindelige mand ved godt at det kan tilgives som uskyldig sjov at han i fuldskab kigger sultent ned i en god venindes kavalergang til en julefrokost og spørger om han må røre, men at det samme scenarie bestemt ikke er i orden hvis det foregår på hans chefkontor under en kvindelig ansats lønforhandling.

Selvfølgelig er det et problem hvis det tipper over i en reel heksejagt på mænd – på samme måde som mænd i perioder har været (stadig er?) bange for at være naturligt kærlige over for børn pga. stor fokus på pædofili. Der skal vi ikke hen. Men så må dem der vil debattere de tilfælde, tage dem op i selvstændige artikler/tråde som ikke handler om at “hele metoo-kampagnen er hysterisk og forskruet”. For det er den ikke.

Den almindelige mand – typen der ikke sender uopfordrede dickpics og den slags – er slet ikke under anklage her. Og metoo’erne er ikke betonfeminister der bare vil kastrere mænd. Det er slet ikke det det handler om, men det er desværre meget det der får fokus af dem som gerne vil afspore debatten. Og kvinder er trætte af at skulle holde kæft og “slappe lidt af”. At mænd pludselig ikke ved hvilket ben de skal stå på, er et langt mindre problem end at kvinder i årevis – ja, altid – er blevet forulempet på det groveste og enten implicit eller eksplicit blevet truet til tavshed.

Når mænd bliver savet ned i debatter for at sige “men nu må vi også lige se på den anden side af sagen”, så er det fordi det svarer til at en kvinde rejser sig op i en forsamling og siger “jeg er blevet voldtaget”, og så rejser en mand sig op og siger “ej, nu ved jeg jo slet ikke om jeg tør flirte med en kvinde mere”. Tjo, hans problem er da også et problem vi skal snakke om, men skal vi ikke prioritere det sådan at vi først forhindrer at kvinder bliver voldtaget, og så taler om det andet senere?

Og især når vi ser på hvilket omfang det handler om. Jeg kender ingen kvinder der ikke har været udsat for grænseoverskridende adfærd fra mænd. Nogle kvinder har været så gode til at sige fra eller haft så vide grænser at de ikke har følt det som overgreb, men adfærden har stadig ikke været i orden. Og et af problemerne her er at debatten igen og igen drejes over på at vi kvinder enten skal være bedre til at sige fra eller lade være med at være nogle snerper. Fokus BØR være på den grænseoverskridende adfærd og omfanget af den, for det er dét metoo handler om. Enhver afsporing fra det, gør de forulempede kvinder vrede – med rette, synes jeg.

Så hvis mænd ikke tør blande sig i debatten af frygt for at blive slagtet, kan de overveje om det de gerne vil blande sig med, måske faktisk er upassende. De kunne overveje at se på hvorfor kvinderne er vrede, og anerkende deres ret til at være det først og fremmest. Ikke som et “vi kan jo godt blive enige om at overgreb ikke er i orden, MEN …”, men simpelthen som et “overgreb er fandme ikke i orden – hvad kan vi sammen gøre ved det?” Så kan vi tale om de andre ting bagefter.

Det der med #metoo …

Jeg var selv hurtig til at rette mit eget Facebook-opslag fra “if all women …” til “everyone – no matter what sex!” fordi jeg sådan set syntes det var vigtigt at få fokus på alle seksuelle krænkelser – ikke kun dem der begås mod kvinder.

Men … den debat der siden er foregået om det, giver mig alligevel lyst til at påpege at der ER forskel.

Forestil dig denne her situation (jeg vælger noget her der er sket for mig selv, men jeg ved at andre kvinder har oplevet noget der ligner): Jeg sidder i en bus hjem en sen aften. Der sætter sig en mand ved siden af mig. Han er lidt beruset, tror jeg, men virker rar nok. Han starter med at give mig komplimenter, men de går efterhånden lidt for tæt på til at jeg kan tage dem med et overbærende smil. Han sætter sig også lidt for tæt ind til mig. Han truer mig ikke, men han spørger f.eks. om jeg er gift (hvilket min hjerne, der nu er på vagt, tolker som en undersøgelse af om jeg bor alene og altså går hjem til en tom lejlighed).

Der er ikke ret mange andre med bussen – alle glor fjernt ud af deres eget vindue. Min hjerne er som sagt begyndt at vurdere situationen som en smule truende. Jeg skal snart af, og jeg tænker over hvad jeg skal gøre hvis han nu står af samme sted. Skal jeg så gå en omvej hjem til jeg er sikker på at han ikke følger efter mig? Skal jeg hellere blive siddende til han er stået af, selv om det betyder at jeg skal vente længe på en ny bus retur? Og hvad hvis han så aldrig står af, og jeg så alligevel ender alene på en mørk gade med ham – nu langt hjemmefra? Heldigvis står han af stoppet før mig, og jeg slipper med skrækken.

Og det er netop skrækken der er forskellen.

Forestil dig den samme historie, men at jeg er en mand, og at det er en kvinde der sætter sig for tæt på i bussen en sen aften og stiller nærgående spørgsmål. Jeg forestiller mig – og ret mig gerne hvis jeg tager fejl, mand – at tanken om at hun kunne finde på at følge efter mig og voldtage mig, end ikke ville strejfe mig på turen hjem.

Vi kvinder (jeg tillader mig at generalisere fordi der er så få kvinder der ikke har oplevet noget lignende) går altid med den skræk for at noget der starter ret harmløst, faktisk udvikler sig til et voldeligt overgreb. Hvis ikke vi direkte føler skræk (det gør jeg heldigvis ikke selv så tit), så er vi i hvert fald i forhøjet alarmberedskab. Mange af os også helt uden en aktuel direkte trussel fra en mand, men bare fordi vi skal gå 200 meter alene hjem fra en bus i mørke. Fordi dét helt automatisk føles som en farlig situation for os.

Og det forstår man (åbenbart – kan jeg se på debatterne) ikke som mand. For truslen om seksuelle overgreb er ikke permanent indkodet i mænds hjerner.

Jeg synes også der skal fokus på vold og seksuelle overgreb mod mænd (lyt f.eks. til denne gode P1 Dokumentar). Det er pissevigtigt. Men hvad med om de fik – nej, tog! – deres eget hashtag og satte fokus på dét? (Eller stille og roligt påpegede det ved at bruge #metoo uden at gøre det til et led i en kønskamp – der står faktisk ikke noget i kvindernes opslag om at overgrebene skal være begået af mænd).

Jeg prøver at forestille mig en lignende kampagne hvor børn der havde været udsat for overgreb, lavede en hashtag-/delekampagne for at sætte fokus på det, og en stor flok veltalende kvinder brovtende maste sig ind på den kampagne med et “hov hov hov, det sker altså for os kvinder HELE tiden, så hold op med at klynke”. Det ville ikke være skidekønt, vel?

Der er så vildt meget mere at sige om det, men jeg stopper her. For nu.

Jeg skrev nedenstående klumme til JP Viva i 2012. Jeg troede egentlig den lå her på bloggen også, men jeg kan ikke finde den, så jeg bringer den her nu.

Det gør jeg pga. noget med en u-båd. Bevares, som kriminalsag betragtet er det da spændende. Men det er også nogens virkelige liv og ikke noget jeg behøver svælge i. Der er ingen anden grund end andres sensationslyst til at den fylder så meget i pressen – og i os tilskuere.

---

Jeg følger ikke ret meget med i nyhederne. Mildt sagt. Der kan have været jordskælv og oversvømmelser i det halve af verden i 10 dage før jeg opdager det. Typisk opdager jeg det så ved at en eller anden siger: ”Det er godt nok frygteligt, det der sker i Langtbortistan i øjeblikket, hva’?” – og så står jeg der og føler mig rimelig fåret fordi jeg ikke havde hørt om det. Men bortset fra lige dét øjeblik, savner jeg overhovedet ikke at følge med. For det er virkelig ikke særlig vigtige ting de disker op med, pressen, efter min mening.

En ting er at det er rædselshistorie på rædselshistorie. Positivt nyt sælger åbenbart ikke – bortset fra de små klip af en andemor der går over vejen med sine ællinger, afslutningen på en luftballonfestival eller den nye isbjørneunge i zoo der bliver vist i slutningen af nyhedsudsendelserne for ligesom at tage brodden af alt det alvorlige, og jeg bliver sgu trist af at følge med i det som andre åbenbart synes det er så vigtigt at følge med i. Noget andet er: Hvad ER egentligt vigtigt at følge med i? Hvorfor er det vigtigt at vide alt hvad der rører sig i verden? Ja, bare i Danmark?

”En kvinde er blevet voldtaget i Odense.” Vedrører det mig? Er det vigtigt for mig at vide? Det er væsentligt for den kvinde at det er sket, det er jeg klar over, men er det vigtigt at hele Danmark tager stilling til lige den specifikke sag? Er det vigtigt at vide at 7 børn er blevet misbrugt seksuelt af en pædagog i Århus? Er det vigtigt at vide at en ung mand blev knivdræbt i København i nat? Hvad bidrager den viden med ud over evt. at gøre mig utryg ved at færdes ude om aftenen eller overlade mine børn (hvis jeg havde nogle) i andres varetægt?

Selvfølgelig skal vi på et overordnet plan vide at den slags finder sted i vores land. Det er vigtigt at vi ved hvad der rører sig, på et plan der gør at vi f.eks. kan tage stilling til landets love. Men jeg kan ikke se hvorfor jeg lige skal vide at præcis den mand er forbryder, eller at netop de børn er ofre.  Det er ikke vigtigt for mig at sætte ansigt på dem. Fint nok med folk der frivilligt står frem og fortæller deres historie om enten at være offer eller forbryder, men skal det partout smækkes op i mit ansigt hver eneste dag at ”Karen Jensen, 65 år, fra Valby” er blevet forulempet, eller at ”Ole Nielsen, 35 år, fra Frederikshavn” røvede en bank? Eller at ”lille Viggo på 5 blev væk fra sin mor, men havde bare gemt sig bag køledisken i Netto og blev fundet 2 timer efter i god behold?”

Det er ikke fordi jeg er ligeglad med de mennesker. Mødte jeg dem personligt, ville jeg sikkert være mere end interesseret i at høre deres historie. Hvad nyhedsdækning angår, er jeg bare langt mere interesseret i forbrydelsen som overordnet begreb og hvad vi kan gøre ved den.  Og det er fint nok at der engang imellem bliver sat et ansigt på hvis folk har lyst til at stille sig op og fortælle deres historie. Men sgu ikke hvem som helst og hver evig eneste dag. Jeg synes det er anstrengende og anmassende, både over for mig som seer/læser og over for de mennesker der er personligt involverede i historierne.

Der foregår så mange langt mere vigtige ting i Danmark og resten af verden end hvem der blev slået ihjel af hvem i går. Hvorfor er det så det der får lov at fylde mest? Jeg gad godt at åbne en avis eller tænde for et nyhedsprogram der nøjedes med f.eks. at fortælle mig om nye love der er blevet vedtaget, og hvilken indvirkning den har på de mennesker den vedrører – som man så kunne interviewe på en oplysende mere end en sensationslysten måde.

Natholdet på TV2 havde en aften et indslag de kaldte for ”Vigtig viden eller ligegyldig info?”. Hvor ville det være dejligt hvis dét var et spørgsmål alle landets redaktører sammensatte dagens nyheder efter. Overlad så alle de personlige historier om hvad der skete med hvem hvornår, til diverse aftenshows og godmorgen-halløj hvis det absolut skal være der. For den måde det fylder på i nyhederne, minder altså langt mere om underholdning end om egentlig oplysning, og er det det vores nyhedsmedier er til for? Eller er de faktisk til for at give os uundværlige oplysninger om samfundet der gør at vi bedst muligt kan tage stilling til landets og verdens forfatning? Jeg synes ubetinget det sidste.