Anja Lysholm

Det der med #metoo …

Jeg var selv hurtig til at rette mit eget Facebook-opslag fra “if all women …” til “everyone – no matter what sex!” fordi jeg sådan set syntes det var vigtigt at få fokus på alle seksuelle krænkelser – ikke kun dem der begås mod kvinder.

Men … den debat der siden er foregået om det, giver mig alligevel lyst til at påpege at der ER forskel.

Forestil dig denne her situation (jeg vælger noget her der er sket for mig selv, men jeg ved at andre kvinder har oplevet noget der ligner): Jeg sidder i en bus hjem en sen aften. Der sætter sig en mand ved siden af mig. Han er lidt beruset, tror jeg, men virker rar nok. Han starter med at give mig komplimenter, men de går efterhånden lidt for tæt på til at jeg kan tage dem med et overbærende smil. Han sætter sig også lidt for tæt ind til mig. Han truer mig ikke, men han spørger f.eks. om jeg er gift (hvilket min hjerne, der nu er på vagt, tolker som en undersøgelse af om jeg bor alene og altså går hjem til en tom lejlighed).

Der er ikke ret mange andre med bussen – alle glor fjernt ud af deres eget vindue. Min hjerne er som sagt begyndt at vurdere situationen som en smule truende. Jeg skal snart af, og jeg tænker over hvad jeg skal gøre hvis han nu står af samme sted. Skal jeg så gå en omvej hjem til jeg er sikker på at han ikke følger efter mig? Skal jeg hellere blive siddende til han er stået af, selv om det betyder at jeg skal vente længe på en ny bus retur? Og hvad hvis han så aldrig står af, og jeg så alligevel ender alene på en mørk gade med ham – nu langt hjemmefra? Heldigvis står han af stoppet før mig, og jeg slipper med skrækken.

Og det er netop skrækken der er forskellen.

Forestil dig den samme historie, men at jeg er en mand, og at det er en kvinde der sætter sig for tæt på i bussen en sen aften og stiller nærgående spørgsmål. Jeg forestiller mig – og ret mig gerne hvis jeg tager fejl, mand – at tanken om at hun kunne finde på at følge efter mig og voldtage mig, end ikke ville strejfe mig på turen hjem.

Vi kvinder (jeg tillader mig at generalisere fordi der er så få kvinder der ikke har oplevet noget lignende) går altid med den skræk for at noget der starter ret harmløst, faktisk udvikler sig til et voldeligt overgreb. Hvis ikke vi direkte føler skræk (det gør jeg heldigvis ikke selv så tit), så er vi i hvert fald i forhøjet alarmberedskab. Mange af os også helt uden en aktuel direkte trussel fra en mand, men bare fordi vi skal gå 200 meter alene hjem fra en bus i mørke. Fordi dét helt automatisk føles som en farlig situation for os.

Og det forstår man (åbenbart – kan jeg se på debatterne) ikke som mand. For truslen om seksuelle overgreb er ikke permanent indkodet i mænds hjerner.

Jeg synes også der skal fokus på vold og seksuelle overgreb mod mænd (lyt f.eks. til denne gode P1 Dokumentar). Det er pissevigtigt. Men hvad med om de fik – nej, tog! – deres eget hashtag og satte fokus på dét? (Eller stille og roligt påpegede det ved at bruge #metoo uden at gøre det til et led i en kønskamp – der står faktisk ikke noget i kvindernes opslag om at overgrebene skal være begået af mænd).

Jeg prøver at forestille mig en lignende kampagne hvor børn der havde været udsat for overgreb, lavede en hashtag-/delekampagne for at sætte fokus på det, og en stor flok veltalende kvinder brovtende maste sig ind på den kampagne med et “hov hov hov, det sker altså for os kvinder HELE tiden, så hold op med at klynke”. Det ville ikke være skidekønt, vel?

Der er så vildt meget mere at sige om det, men jeg stopper her. For nu.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook

Jeg skrev nedenstående klumme til JP Viva i 2012. Jeg troede egentlig den lå her på bloggen også, men jeg kan ikke finde den, så jeg bringer den her nu.

Det gør jeg pga. noget med en u-båd. Bevares, som kriminalsag betragtet er det da spændende. Men det er også nogens virkelige liv og ikke noget jeg behøver svælge i. Der er ingen anden grund end andres sensationslyst til at den fylder så meget i pressen – og i os tilskuere.

Jeg følger ikke ret meget med i nyhederne. Mildt sagt. Der kan have været jordskælv og oversvømmelser i det halve af verden i 10 dage før jeg opdager det. Typisk opdager jeg det så ved at en eller anden siger: ”Det er godt nok frygteligt, det der sker i Langtbortistan i øjeblikket, hva’?” – og så står jeg der og føler mig rimelig fåret fordi jeg ikke havde hørt om det. Men bortset fra lige dét øjeblik, savner jeg overhovedet ikke at følge med. For det er virkelig ikke særlig vigtige ting de disker op med, pressen, efter min mening.

En ting er at det er rædselshistorie på rædselshistorie. Positivt nyt sælger åbenbart ikke – bortset fra de små klip af en andemor der går over vejen med sine ællinger, afslutningen på en luftballonfestival eller den nye isbjørneunge i zoo der bliver vist i slutningen af nyhedsudsendelserne for ligesom at tage brodden af alt det alvorlige, og jeg bliver sgu trist af at følge med i det som andre åbenbart synes det er så vigtigt at følge med i. Noget andet er: Hvad ER egentligt vigtigt at følge med i? Hvorfor er det vigtigt at vide alt hvad der rører sig i verden? Ja, bare i Danmark?

”En kvinde er blevet voldtaget i Odense.” Vedrører det mig? Er det vigtigt for mig at vide? Det er væsentligt for den kvinde at det er sket, det er jeg klar over, men er det vigtigt at hele Danmark tager stilling til lige den specifikke sag? Er det vigtigt at vide at 7 børn er blevet misbrugt seksuelt af en pædagog i Århus? Er det vigtigt at vide at en ung mand blev knivdræbt i København i nat? Hvad bidrager den viden med ud over evt. at gøre mig utryg ved at færdes ude om aftenen eller overlade mine børn (hvis jeg havde nogle) i andres varetægt?

Selvfølgelig skal vi på et overordnet plan vide at den slags finder sted i vores land. Det er vigtigt at vi ved hvad der rører sig, på et plan der gør at vi f.eks. kan tage stilling til landets love. Men jeg kan ikke se hvorfor jeg lige skal vide at præcis den mand er forbryder, eller at netop de børn er ofre.  Det er ikke vigtigt for mig at sætte ansigt på dem. Fint nok med folk der frivilligt står frem og fortæller deres historie om enten at være offer eller forbryder, men skal det partout smækkes op i mit ansigt hver eneste dag at ”Karen Jensen, 65 år, fra Valby” er blevet forulempet, eller at ”Ole Nielsen, 35 år, fra Frederikshavn” røvede en bank? Eller at ”lille Viggo på 5 blev væk fra sin mor, men havde bare gemt sig bag køledisken i Netto og blev fundet 2 timer efter i god behold?”

Det er ikke fordi jeg er ligeglad med de mennesker. Mødte jeg dem personligt, ville jeg sikkert være mere end interesseret i at høre deres historie. Hvad nyhedsdækning angår, er jeg bare langt mere interesseret i forbrydelsen som overordnet begreb og hvad vi kan gøre ved den.  Og det er fint nok at der engang imellem bliver sat et ansigt på hvis folk har lyst til at stille sig op og fortælle deres historie. Men sgu ikke hvem som helst og hver evig eneste dag. Jeg synes det er anstrengende og anmassende, både over for mig som seer/læser og over for de mennesker der er personligt involverede i historierne.

Der foregår så mange langt mere vigtige ting i Danmark og resten af verden end hvem der blev slået ihjel af hvem i går. Hvorfor er det så det der får lov at fylde mest? Jeg gad godt at åbne en avis eller tænde for et nyhedsprogram der nøjedes med f.eks. at fortælle mig om nye love der er blevet vedtaget, og hvilken indvirkning den har på de mennesker den vedrører – som man så kunne interviewe på en oplysende mere end en sensationslysten måde.

Natholdet på TV2 havde en aften et indslag de kaldte for ”Vigtig viden eller ligegyldig info?”. Hvor ville det være dejligt hvis dét var et spørgsmål alle landets redaktører sammensatte dagens nyheder efter. Overlad så alle de personlige historier om hvad der skete med hvem hvornår, til diverse aftenshows og godmorgen-halløj hvis det absolut skal være der. For den måde det fylder på i nyhederne, minder altså langt mere om underholdning end om egentlig oplysning, og er det det vores nyhedsmedier er til for? Eller er de faktisk til for at give os uundværlige oplysninger om samfundet der gør at vi bedst muligt kan tage stilling til landets og verdens forfatning? Jeg synes ubetinget det sidste.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook

Jeg skrev i går om at savne fast grund under fødderne. Det tygger jeg lidt videre på.

I dag mærker jeg at det handler om at jeg virkelig har lyst til at slå rødder nu, og jeg er ikke sikker på at det er her jeg skal slå dem. “Her” ikke nødvendigvis kun forstået fysisk som “her i Korsør”, men faktisk på alle områder af mit liv.

Jeg bor et dejligt sted.

Jeg har en dejlig kæreste.

Jeg har et virke jeg synes er sjovt.

Jeg har stor frihed til at gøre hvad jeg har lyst til.

Men.

Jeg ved ikke om noget af det er dét. Alting svæver stadig frit, og der hænger et stort “men” ovenover

Min lejlighed er skøn, MEN her er en utålelig støj (fra naboerhverv).

Mit kæresteforhold er vidunderligt, MEN har ikke et tilfredsstillende omfang.

Jeg elsker mit arbejde, MEN det hænger ikke sammen økonomisk.

Jeg har stor frihed, MEN faktisk så stor at jeg har denne her følelse af at hænge i luften med rødder der længes efter næringsrig jord.

Alt i alt er jeg et virkelig godt sted. Jeg ved bare at der venter mig noget endnu bedre.

Så jeg svæver videre og nyder at jeg trods alt ikke basker febrilsk med armene i stormvejr, men kan svæve roligt på en blå himmel indtil jeg finder det rigtige sted at lande. Så griber rødderne jo nok fat lige der hvor de skal.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook

Jeg savner fast grund under fødderne. Siden jeg flyttede fra København for et par år siden, har jeg følt at jeg “bare var i en overgangsfase”. Jeg havde egentlig troet at når jeg landede her i Korsør, så ville mit liv stille og roligt begynde at få fast form igen. Og det er det måske også ved – bare noget mere stille og roligt end jeg bryder mig om.

Jeg har skrevet lidt om det før, og føler behov for også denne gang at understrege at dette ikke er et trist klageskrift. Jeg er i skrivende stund intet mindre end lykkelig. Men jeg er også forundret. (Det er vel ikke den værste tilstand man kan være i, nu jeg tænker over det.)

Det er bare som om alting er flydende lige nu. Som om alting er under skabelse og intet rigtig er skabt endnu. Nogle mennesker der kan se energi, taler om simpelthen at kunne se “tankeformer” af de ting folk er ved at trække ind i deres liv. Jeg forestiller mig at der så i mit tilfælde flyder uendelig mange tankeformer rundt om mig som ikke rigtig har manifesteret sig i fysisk form. Og det synes jeg godt de måtte gøre snart. Jeg er utålmodig. Det føles som om jeg sidder med nogle puslespilsbrikker og forsøger at lægge dem uden at ane hvordan det færdige motiv ser ud.

Men måske livet – det rigtige liv – bare ER flydende. Jeg bryder mig jo heller ikke om stagnation. Hvilket måske ligefrem forhindrer mig i at tage nogle håndfaste valg.

Det er på én gang en spændende og en frustrerende tid. Jeg vakler mellem at vente og samtidig godt vide at jeg ikke skal vente, men bare gøre det der skal gøres, og så skal det jeg venter på, nok lande. Problemet er at jeg ikke ved hvad der skal gøres, fordi jeg ikke ved hvad jeg venter på.

Jeg kan se en udvikling i de blogindlæg jeg har skrevet undervejs i min proces. I april sidste år var jeg på et nulpunkt og vidste at der kun var én vej: Op. I april i år savnede jeg en følelse sammenhæng. Den synes jeg jeg har fået mere styr på. Nu er der så denne følelse af at vente på noget jeg ikke ved hvad er.

Vente-følelsen gør at jeg tøver med at foretage mig ting som kræver forpligtelse. Jeg tør dårligt nok love folk noget en uge frem i tiden. Jeg savner at have kat, men jeg anskaffer mig ikke en, for jeg aner ikke hvordan livet ser ud om 14 dage. Måske er der ikke plads til en kat i det liv jeg venter på?

Det lyder åndssvagt – “det liv jeg venter på”. For jeg ved jo godt at livet ikke “kommer” – jeg skal selv skabe det liv jeg gerne vil have. Jeg er bare så vant til at når jeg tager aktive beslutninger og lægger planer, så trækker livet i tæppet under mig og siger “næh du, du skal en anden vej”. Så nu venter jeg. Samtidig med at jeg godt ved at før jeg aktivt bevæger mig, kan livet ikke hive i mig og vise mig vej.

Mit liv føles cirka lige så ustruktureret som mine tanker er udtrykt i dette indlæg. Og sådan får det nok bare lov at være til det falder på plads. 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook

Jeg har lyst til mere sammenhæng/samhørighed i mit liv. Jeg har haft den, men lige for tiden føles mit liv meget fragmenteret.

Jeg bor alene, arbejder alene (for det meste), har en kæreste som jeg kun er sammen med alene – min familie og venner kender ham ikke rigtig; mine venner og veninder kender heller ikke rigtig hinanden – jeg ser de fleste hver for sig (og ganske kort og sjældent efter at jeg er flyttet til Korsør – hvor jeg ikke kender så mange endnu).

Jeg har det godt. Dette er ikke en klagesang (skriver jeg fordi jeg tror ordet “alene” vil få mange til at føle en medlidenhed der ikke er nødvendig) – bare et ønske om forandring fra noget godt til noget (jeg lige nu tror er) bedre. Som en ret mad der smager godt, men den mangler liiiige et nip salt for at være helt i balance. Eller sådan noget. 

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook

Nedenstående er skrevet som debatindlæg til Politiken som desværre ikke fandt plads til det i denne omgang – derfor bringer jeg det nu her i stedet for.

Jeg har i årevis været fortaler for åbne parforhold. Jeg er selv polyamorøs og passer derfor ikke ind i en monogam ramme. Derfor er det en stor glæde at se, at emnet for tiden får en del fokus i pressen, så folk opdager, at der er flere måder at være i parforhold på – uden utroskab, men i fuld ærlighed og respekt for alle parter.

Der er imidlertid en – efter min mening uheldig – tendens, jeg ikke havde set komme: Folk i åbne parforhold opfører sig stadig som om, de kun er to.

Måske ser jeg bare den tendens, fordi det er den type par, pressen kan få i tale – de etablerede par, der opdager nye muligheder og giver hinanden frihed til at gå på opdagelse uden for ægteskabet. Men skulle det være udtryk for en faktisk tendens, har jeg her noget vigtigt på hjerte.

At give hinanden seksuel frihed har været ”almindeligt” i mange år, men også at give hinanden følelsesmæssigt fri er en forholdsvis ny tanke for mange. Og netop den følelsesmæssige frihed indebærer en anden slags ansvar end den rent seksuelle.

Går man ind på ideen om, at man kan have flere kæresterelationer på en gang, det man kalder polyamorøse forhold, så er man ikke længere kun to. Der er flere at tage hensyn til. Der er flere at inddrage i beslutninger. Der er flere, der har ønsker, krav og forventninger til hinanden og de andre. Det er ikke så ligetil.

Mange opfatter dog stadig deres ”oprindelige” parforhold som det primære parforhold. Og det kan der være et vist ræsonnement i. Har man børn, hus og fælles økonomi, så vil der – hvis ikke man beslutter at arbejde aktivt for noget andet – være en naturlig ”rangordning” i forhold til kærester, man ikke deler disse ting med til daglig. Den rangordning har jeg personligt ikke noget imod at være en del af.  Der, hvor jeg ser problemet, er, når der er en forventning om en følelsesmæssig, tidsmæssig og betydningsmæssig rangordning. Jeg har noget imod at øvrige partnere bliver frataget medbestemmelse i deres eget parforhold fordi en anden – primærpartneren – har mere at skulle have sagt.

Men en del vælger altså – måske pga. usikkerhed og manglende erfaring? –at blive i den behagelige illusion, at der stadig er et ”kun os to”, og så er der andre, når ”vi to” kan finde plads. Men ”andre” har også behov. Andre polyamorøse ønsker også kærlighed, tryghed og værdighed i deres forhold. At gå ind i et allerede etableret parforhold er utrolig sårbart. Især hvis man fornemmer, at man til enhver tid kan spyttes ud, hvis ens tilstedeværelse skaber for stor usikkerhed hos en anden.

Jeg kan sagtens forstå behovet for tryghed i et parforhold. Min pointe er blot den, at det behov har alle. Også dem, der ikke er nummer et. De har også brug for selv at kunne bestemme, hvad de gør med et andet menneske, uden at det skal gennem et tredje menneskes filter af usikkerhed eller uvilje først. Når man siger ja til at være nogens sekundærpartner, er det gerne med tryk på partner – ikke på sekundær. De sekundære er ikke andenrangsmennesker, og de bør kunne forvente at blive behandlet med respekt.

Jeg er ikke ude på at diktere, hvordan et ”rigtigt” polyamorøst forhold skal se ud. Det bestemmer man gudskelov selv. Rammerne er vide, og finder man andre partnere, der har samme ønsker og behov som en selv, så er det bare fjong. Jeg ønsker blot at mane til omtanke, når man vælger at gå ned ad den sti. Ikke kun omtanke for hinanden, men også for de andre, man nu vælger at lukke ind.

Har du lyst til at fordybe dig i emnet, så læs Bogen du SKAL læse som polyamorøs – eller det der ligner (og nej, det er ikke min egen jeg mener ;-)).

Red. d. 6/3: Naomi Hagelberg (som jeg vil anbefale dig at følge her: Etisk nonmonogami) har lavet denne relevante video hvor hun fortæller om fordele og ulemper ved de hierarkiske og de ligestillede parforhold:

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook

Jeg plejer at bruge årets sidste dag(e) på at gøre status. Men jeg gider ikke i år. Jeg gider ikke se tilbage – kun frem. Ikke fordi 2016 har været noget dårligt år overhovedet. Men bare fordi det i øjeblikket inden i mig føles som spild af energi at se tilbage. Jeg kan ikke bruge det til noget. Hvilket føles spøjst når jeg altid har gjort det.

Jeg plejer også at skrive nogle ord – en 4-5 stykker – jeg ønsker skal præge det nye år. For 2016 var det lethed, blidhed, kærlighed, åbenhed og lys. Men i år kommer der kun to ord:

Vær glad!

Det har faktisk været mit fokus det sidste kvartal, og det har været så dejligt at jeg tager det med ind i det nye år som et endnu stærkere fokus. Altså dét specifikt at arbejde med glæden. Ikke som et falsk positivt sukkerlag oven på en fortrængt vrede eller sorg, for ægte sorg og ægte vrede skal jeg nok gøre plads til når/hvis den kommer. Næh, jeg taler om den ægte, ubetingede glæde der skinner som et stærkt lys indefra og brænder falsk egodrama væk. Den glæde jeg tror på er vores sande væsen.

Jeg har skrevet det før, men jeg gentager det, for jeg synes det er vigtigt: Vi får tit at vide at vi endelig ikke må lægge låg på vores vrede eller sorg (og det synes jeg heller ikke vi skal), men alt for sjældent – eller aldrig – bliver vi mindet om at vi heller ikke bør lægge låg på glæden. Det er som om glæden er noget vi sandelig kun må gøre plads til når alle de ydre omstændigheder er på plads. Når vi ikke kan finde på mere at være vrede over eller kede af. Glæden skal helst være betinget af noget. Vi må gerne undertrykke den hvis den (åbenbart) meget vigtigere sorg eller vrede trænger sig på.

Negativ tænkning bliver ikke set som en fortrængning af det positive på samme måde som positiv tænkning bliver set som en fortrængning af det negative. Det er pessimisterne der er realister – optimisterne er bare blinde, lalleglade idioter.

Bullshit, siger jeg. Glæden er vores kerne, og det er primært den vi skal sørge for ikke at lægge låg på. Alt det andet får så rigelig plads!

Og det er det der fylder hos mig i øjeblikket. At finde ind til kernen af mit væsen – glæden – og blive der så meget jeg overhovedet kan.

Så jeg har altså tænkt mig at have en hed kærlighedsaffære med 2017. En affære der gerne skulle blive til et fast forhold af den slags hvor kærligheden bare vokser og vokser. Indtil vi om et års tid skilles som de bedste venner.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook

Der er dukket en workshop op i København som jeg simpelthen bliver nødt til at deltage i, og den har et tema der ligger mig så meget på sinde, at jeg ville ønske jeg kunne få hele verden med: Ærlighed!

Hvis du har læst min bog om utroskab, ved du at jeg går ind for 100 % ærlighed. Ingen små hvide løgne, ingen høflighedsløgne. Det er nogle gange lettere sagt end gjort, især hvis man helst vil have at alle er glade, eller at man i hvert fald ikke er en del af årsagen hvis de ikke er.

Men løgne – også de små hvide og det man “bare” fortier “for den andens skyld” (yeah, right!) – bygger mure op i nære relationer, og jo flere løgne man fortæller (eller sandheder man fortier), desto tykkere bliver murene. Til sidst er relationerne ikke så nære mere som de var engang. Og selv om vi nogle gange kan føle at sandheden er meget farlig, er løgnene endnu farligere.

I bogen Radical Honesty skriver forfatter og psykoterapeut Brad Blanton om en kvinde som var sikker på at hun selv og hendes forældre ”ville dø” hvis de fik sandheden at vide om hende, ”men,” skriver han, ”at sige sandheden dræber ikke andet end falske roller, forestillinger, fortolkninger og løgne. Det dræber kun de bedrag som vi har holdt i live med vores strategiske hemmeligholdelse af os selv.” Der er altså ikke nogen der dør af at få sandheden at vide – andet end den du ikke er inderst inde. Og den er ikke så tosset at få slået ihjel.

Og det er netop Brad Blantons Radical Honesty-workshop der er på vej til København. Det er ikke Brad selv der kommer, men en underviser han har uddannet, fra Finland. Og som stor fan af konceptet i mange år, vil jeg gøre hvad jeg kan for at sprede budskabet.

Du kan læse mere om workshoppen her: Radical Honesty-workshop i København

Jeg har engang lavet et podcastinterview med Brad Blanton, og det kan du høre her: Ærlig snak med Brad Blanton

Jeg glæder mig helt vildt til workshoppen. Selv om jeg allerede synes jeg er ret godt kørende på ærlighedsfronten, så er jeg sikker på at jeg endnu har blinde vinkler jeg kan få kastet lys på.

Det ville glæde mig at møde dig der sidst på måneden.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook