≡ Menu

En udfordring for min egen rummelighed

Vil du udfordres på rummeligheden?” spørger jeg på min forside. Og det vil jeg normalt gerne selv. Men det sker også at jeg bliver meget lidt rummelig – ja, faktisk stædig og irriteret og fuldkommen lukket. Og det er når det gælder min telefon. Jeg indrømmer gerne at jeg har en mindre … hmm … telefonfobi? Jeg har ikke spor imod at sludre lææææænge med folk jeg kender, og jeg har heller ikke noget imod at tage telefonen når fremmede ringer (f.eks. søde journalister og den slags som jeg jo er så heldig jævnligt at blive ringet op af) – altså så længe jeg kan se hvilket nr. de ringer fra, og hvad de hedder. Ringer folk fra hemmeligt nr., så tager jeg den ikke. Ringer folk fra et nr. jeg kan se, men jeg ikke kan slå nummeret op nogen steder, tager jeg den ikke. Jeg har sågar indtalt på min telefonsvarer at det er sådan jeg prioriterer om jeg tager telefonen eller ej, og så forventer jeg at folk indtaler en besked eller sender en sms hvis de gerne vil ringes op – for det gør folk jo hvis de vil mig noget seriøst, formoder jeg?

Ikke desto mindre bliver jeg i perioder ringet op igen og igen af “ukendt nr.”, og så er det jeg bliver stædig (eller ER det min intuition der er god?). Fandme om jeg gider tage telefonen når det ikke er vigtigt nok for den i den anden ende til at lægge en besked (og jeg har simpelthen installeret en applikation på min telefon der automatisk sorterer hemmelige opkald fra). Jeg kan kun formode at det så enten er en stønner, en ihærdig sælger, et analyseinstitut eller Jehovas Vidner der er begyndt at bruge telefonen fremfor at banke på døren.

Og så kan du godt grine af det med stønneren, men sådan nogle (der, indrømmet, talte mere end de stønnede) har jeg faktisk været ude for et par gange i mit liv, og det er sgu nok derfor jeg er blevet lidt paranoid. Ikke fordi jeg ikke kan rumme et stønneropkald (mind mig om at jeg en dag skal skrive et indlæg om en jeg i for nogle år siden dagligt tog mig tid til at sludre med – og måske udfordre din rummelighed igen ;-)), men nærmere fordi min tid simpelthen ikke er til det længere. Jeg er nødt til at skære småsnak der ikke bibringer mit liv noget, fra. Og selv om jeg ikke ligefrem er danmarksberømt (endnu), så øger sære interesser som utroskab og nøgenmusik risikoen for at nogen synes jeg er interessant på den front …

Jeg skal tilføje at jeg jo glad og gerne taler med folk der har brug for at tale om utroskab og den slags, så er du en af dem der har ringet til mig om det, skal du slet ikke føle dig truffet her – du er stadig velkommen. Så længe du altså vil vise ansigt i form af navn og nummer. Det er i øvrigt også grunden til at jeg ikke bare ringer tilbage til folk jeg kan se har ringet, med mindre de har indtalt på svareren at de gerne vil ringes op, for tænk hvis jeg fik en uvidende ægtefælle i røret – det ville jo være en katastrofe.

Hvad tænker du om min u-rummelighed hvad angår telefonopkald? Er jeg totalt paranoid? Findes der faktisk helt normale mennesker med reelle hensigter der kunne finde på at ringe, høre mig sige på svareren  “jeg tager ikke min telefon hvis du har hemmeligt nr., så læg en besked eller send en sms” og alligevel prøve igen og igen og igen og igen (og så liiiige et par gange mere) i stedet for bare at lægge navn og nummer?

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 13 comments… add one }
  • Jesper Jarlskov 28. september 2010, 14:46

    Hej Anja

    Et lille hint, selvom det falder lidt ved siden af hvad du egentlig efterspørger i indlægget. Hvis du stadig har din Android-telefon kan du hente programmet “NummerUglen” der automatisk slår danske numre op på nettet hvis nummeret ikke findes i din telefonbog. Det virker selvfølgelig ikke ved hemmeligt nummer, men giver dig en idé om hvem der sidder bag et nummer du evt. ikke kender, inden du tager telefonen 🙂

    Jesper Jarlskov

  • Anja Lysholm 28. september 2010, 14:55

    Yes, Nummeruglen er allerede min ven! Det samme er tCallBlocking (til “ukendt nr.”) 😉

  • Leoparddrengen 28. september 2010, 15:27

    Jeg hader helt genrelt telefoner – og hvis det endeligt skal være foretrækker jeg sms’er.

    Og numre jeg ikke kender til, som ringer – eller hemmelige/uden callerid – kan godt glemme alt om at komme igennem til mig, medmindre jeg har en idé andet steds fra, om hvem der ringer.

    Men jeg kan sagtens forestille mig en gruppe af – nok fortrinsvis ældre – borgere, som ikke vil kunne komme igennem til dig.

    Som for det første har hørt om det der med se-nummer, og har slået fra at deres nummer vises – for den slags overvågning vil de sandelig ikke være med til! (Eller de er måske bange for at blive screenet hvis folk ved hvem de er. Uden at kende ordet screenet, selvfølgelig.)

    Og for det andet har berøringsangst i forhold til telefonsvarere og lignende. Og sms kan du godt glemme.

    Jo – kan godt forestille mig der findes nogen.

    Om det så kunne være tilfældet for dit vedkommende skal jeg ikke kunne sige. Gætter nok mere på en sælger af avisabonnementer eller et analysebureau.

    Eller en snakkesalig stønner…?

  • Thomas Justesen 28. september 2010, 15:46

    Jeg har det lige omvendt, da jeg syntes, at det er vigtigt at besvare de kunder/henvendelser med “ukendt nr.”, da jeg ikke senere kan ringe tilbage til dem.

    Tror mange søde og rar mennesker (inkl. mig selv :)) vil overhøre din besked på telefonsvareren, og bare ringe et par gange mere.

  • Jens Rasmussen 29. september 2010, 08:38

    Jeg er stort set på linje med dig. Folk må lægge en besked, hvis de har et ærinde, især hvis man siger det udtrykkeligt på svareren. Det er analyseinstitutter, abonnementssælgere og den slags, næsten altid. Problemet kan være at styre sin nysgerrighed, men jeg bliver næsten altid skuffet, når jeg svarer på Ukendt / Blokeret. Dog har jeg (haft) nogle kunder, hvor nummeret ikke blev vist, og så må man jo tage den, hvis man er frisk på at tale med dem. Men de lærer jo også at lægge besked.

  • Martin Lund 29. september 2010, 11:56

    Jeg har længe haft den samme holdning som Thomas Justesen, men efter at have erfaret at hemmeligt nummer uden lagt besked ALTID er sælgere, konsulenter fra en velgørende organisation m.m. og således at have oplevet skuffelsen derved, har jeg tilegnet mig samme praksis som dig, Anja: Jeg gider ikke tage telefonen når nummeret er hemmeligt, for jeg gider ikke at udsætte mig selv for næsten stensikre skuffelser. Hvis det er potentielt gode forretningsforbindelser eller gode kursister, så lægger de en besked, en sms, eller sender en mail. Det kan der umuligt herske nogen tvivl om. Nogle af de mystiske opkald kan også være fra venner der efterfølgende har kontaktet én på anden vis uden at redegøre for opkaldet, og det vil så være et potentielt godt opkald i Justesens statistik, men samtidig ikke være noget problem. Jeg tror dybest set det her handler om modet til at trække en grænse og stå ved at det man gør er rimeligt – også selv om man ville gå langt for ikke at misse en aftale; for hvad er en aftale med en person som er for dum eller arrogant til at gøre sig kontaktbar?

  • Thomas Hansen 29. september 2010, 15:10

    Jeg tager den aldrig hvis folk ringer med hemmeligt nummer. Det er altid sælgere. Men så igen, jeg bruger ikke min telefon til arbejdsrelaterede formål uden forudgående aftale.

  • Jesper 30. september 2010, 11:46

    Det er bare lidt besværligt, hvis man f.eks. arbejder et sted, hvor der bliver ringet ud gennem et af de omstillingsanlæg, der ender med at ringe op med skjult nummer. Så bliver hjemmearbejdsdagene lidt mere besværlige, når kollegaer altid skal igennem telefonsvareren først eller sende en mail om at de gerne vil ringes op.
    Jeg tager alle opkald, men er til gengæld kort og kontant overfor sælgere og andre ligegyldigheder.

  • Martin Lund 30. september 2010, 13:19

    Kære Jesper. Det er jo så jeres fejl. I kunne jo ringe gennem et omstillingsanlæg som endte med at lægge et hovednummer på hvilket man kunne identificere virksomheden. Hva´? Men jeg medgiver da at det er et surt job hvis ikke din virksomhed vil det. Med hensyn til at tage telefonen og svare kort og kontant: Det er en udmærket idé, men hvis man laver kreativt arbejde, indadvendt arbejde – fx skriver meget eller lignende – er det ikke en mental omstilling man vil forpeste sit sind med, ergo tager man ikke telefonen. Vi er jo alle gearet forskelligt, både af natur og ikke mindst af den kontekst vi er i, og nogle af os har bare erkendt at vi ikke er gearet til at tage et opkald fra hemmeligt nummer når det højst sandsynligt er irrelevant.

  • Tanja Andersen 1. oktober 2010, 14:00

    Jeg er med dig Anja. Jeg tager simpelthen ikke telefonen når der er hemmeligt nummer. Desværre kan man der skyde skylden på analyseinstitutter, da det 9 ud af 10 gange er sådanne der ringer – og de giver ikke op. På et tidspunkt bestemte jeg mig for at tage telefonen når de ringede og fortælle dem lige ud at jeg ikke gad snakke med dem og at de godt kunne tage mig af deres liste over folk at ringe til. En enkelt gang mens jeg var i Kina og jorde dem opmærksomme på at jeg sagtens kunne sende dem min efterfølgende telefonregning hvis de blev ved. Det har så også gjort at jeg ikke er udsat for disse opkald særligt ofte længere. Så du er ikke lukket. Vil da også lige takke dig for tippet om nummeruglen – kendte jeg ikke til.

  • MOA 24. oktober 2010, 10:02

    Hej tager telefonen ligemeget om der står Blokeret eller der er vist nummer, har aldrig 7-9-13 oplevet nogle ubehagelige opkald 😀

Leave a Comment

Next post:

Previous post: