≡ Menu

Aktiv livshjælp må gå forud for dødshjælp

Jeg var engang ubetinget for aktiv dødshjælp. Det er jeg ikke længere. Det ændrede sig for mig da jeg for en del år siden mødte en engelsk kvinde ved navn Gill. Hun sad i kørestol, var spastisk lammet og havde multipel sklerose. Det var meget svært at forstå hvad hun sagde, og der var ikke ret meget hun kunne klare selv, så hun var afhængig af hjælp det meste af tiden. Hun var et livsglad menneske med et aktivt liv. Hun skrev og spillede teater, og så var hun særdeles aktiv i kampen mod aktiv dødshjælp.

Gill fortalte at hun selv ville have søgt om aktiv dødshjælp – og sandsynligvis ville have fået den – dengang hun fik sin diagnose nummer to, hvis det havde været lovligt. Men da det ikke var en mulighed, fik hun i stedet heldigvis intensiv hjælp til at se at et lykkeligt, rigt og aktivt liv stadig var en mulighed. Præcis som fysisk raske selvmordstruede mennesker får hjælp. Og her var netop problemet ifølge Gill: Når vi ser nogen med en stærkt invaliderende sygdom, så “kan vi godt forstå” at de gerne vil dø. For vi kan ikke forestille os at det kan være et værdigt liv for nogen sådan at sidde i kørestol, ikke at kunne tale og at være dybt afhængig af andre menneskers hjælp. Så hellere dø, tænker de fleste af os.

Så hendes frygt var altså at syge og handicappede som med den rigtige hjælp ville kunne komme til at leve et godt og lykkeligt liv, i stedet uden videre ville få hjælp til at dø.

Efter mit møde med Gill har jeg ikke kunnet argumentere for aktiv dødshjælp. Jeg kan heller ikke ubetinget argumentere imod det, for jeg ser sådan set ikke døden som noget forfærdeligt. Livet fortsætter jo alligevel, er min overbevisning. Og selv hvis det ikke gør, tja, så vil den døde jo være ligeglad når han er død (eller rettere: slet ikke være noget sted til at bekymre sig mere om det).

Så hvad kunne der egentlig ske ved at vi indførte aktiv dødshjælp? Tja, det kunne altså ske det at vi ikke ville behandle alle lige, men at folk som alligevel ikke bliver set som en resurse for samfundet, men måske mere som en (særligt økonomisk) byrde, deres dødsønsker ville vi hilse velkommen. Og det er ærlig talt en væmmelig tanke. Jeg vil gerne føle mig sikker på at jeg får al den hjælp jeg ønsker, til at opretholde et godt liv, uanset hvad der måtte ske mig, og hvor meget folk evt. “sandelig godt ville kunne forstå at jeg gerne vil dø”.

Gill døde for nogle år siden, men du kan læse nogle af hendes skriverier her: Will To Live – og det kan jeg kun anbefale dig at gøre.

(Lige nu viser de på DR2 et indslag med en kvinde med ALS der tog til Schweiz for at få aktiv dødshjælp. Her er en mand med ALS som vel også ville være kandidat. Tankevækkende?)

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 3 comments… add one }
  • Berit 15. marts 2014, 21:36

    “Så hvad kunne der egentlig ske ved at vi indførte aktiv dødshjælp? Tja, det kunne altså ske det at vi ikke ville behandle alle lige, men at folk som alligevel ikke bliver set som en resurse for samfundet, men måske mere som en (særligt økonomisk) byrde”

    Sådan er det allerede – det behøver vi ikke aktiv dødshjælp for at indføre. Syge og arbejdsløse bliver stadig mere stigmatiserede i samfundet.

    Selv om jeg ønsker al mulig hjælp til dem, der på trods af sygdom og/eller handicap ønsker at leve, så udelukker det ikke, at man også kan hjælpe dem, der ikke har det sådan. For mig at se handler det om at have respekt for hinanden og hinandens ønsker.

    I øvrigt får selvmordstruede ikke nødvendigvis hjælp – ikke her i landet, i hvert fald. Og skulle man være en af de heldige, som får kvalificeret hjælp, så er der stadig ingen garanti for, at det har nogen effekt.

  • Lene 17. september 2016, 11:16

    Det må være en ret at bestemme over sit eget liv-især hvis man er så syg at livet ikke har nogen mening mere-vi gør det for alle dyr, der lider,:). så den ret må vi da ha.

Leave a Comment

Next post:

Previous post: