Anderledes? Du er skam helt normal

Min klumme fra Jyllands Posten VIVA d. 3/6-12

Tryk ‘synes godt om’ hvis du er sådan en der altid har følt dig anderledes. Sådan skrev jeg på min Facebook-væg for nylig, og der var 37 der trykkede. Det bekræftede for mig en mistanke jeg havde om at det der med at føle sig anderledes faktisk er ret almindeligt. En mistanke jeg baserede på at jeg har hørt rigtig mange sige sådan: ”Jeg har altid følt mig anderledes.”

Det har jeg såmænd også selv følt mig størstedelen af mit liv. Indtil jeg begyndte at omgås kreative mennesker og opdagede at jeg følte mig hjemme der. I dag er jeg sådan lidt stolt af ikke at være som ”alle de andre”. Jeg er glad for at skille mig ud. I hvert fald på rigtig mange områder hvor jeg kan mærke at det at jeg skiller mig ud, enten morer andre (på den gode måde) eller får dem til at tænke over hvordan de selv kunne gøre noget anderledes, og dermed virker inspirerende.

Men hvem er de, ”de andre”, dem jeg bilder mig ind at jeg er anderledes end? Dem vi som børn var kede af ikke at ligne. Er det i virkeligheden blevet så almindeligt at være anderledes, at det er de almindelige der er blevet de anderledes, og de anderledes der er blevet de almindelige?

Det der ”de andre” er sådan lidt udefinerbart, og det er vel ikke rigtig til at komme uden om at der er nogle der er anderledes end mig, og som jeg derfor er anderledes end. En verden uden ”de andre” ville faktisk være lidt kedelig. En verden hvor vi alle sammen var ens, ville ikke være til at holde ud. Så hvorfor har vi brug for ikke at føle os anderledes? Det kan jo ikke undgås!

Jeg tænker at grunden må være at vi tror ”de andre” ikke kan acceptere os som vi er. Vi tror at ”de andre” må synes der er noget galt med os når vi ikke er som dem. I virkeligheden er det nok nærmere selvaccepten der halter. ”Det man siger, er man selv” er ikke bare et irriterende barnligt drilleordsprog. Det passer faktisk også på os voksne. Vi kalder det bare ”projektioner” på voksensprog. Så når vi tror de andre ikke kan acceptere os som vi er, er det i virkeligheden os selv der ikke kan. Og måske vi heller ikke kan acceptere dem som de er.

Det gik smerteligt op for mig ret for nylig da jeg stødte på et område hvor jeg absolut ikke er glad for at skille mig ud. Et område hvor jeg er bange for at ”de andre” skal sætte mig i bås med ”dem der”, ”sådan nogle”, ”de typer” og synes at jeg er latterlig. Fordi der er nogle af dem der er som jeg er, som jeg faktisk synes er lidt latterlige. (Undskyld, ligesindede, i virkeligheden er jeg bare misundelig!) Jeg projicerer, gør jeg.

Det idiotiske er at samme tema dukkede op i mit liv for 10 år siden, og jeg troede at jeg faktisk var ovre det nu og havde det heeeeeelt fint med at være som jeg var. I dag er jeg jo sådan en der går ud og fortæller andre hvor vigtigt det er at stå ved sig selv, at turde miste en anden for at vinde sig selv tilbage, at være sig selv tro – så selvfølgelig havde jeg da ikke flere issues i den retning!? Åh jo. Men det siges jo også at det vi underviser i, er det vi selv har allermest brug for at høre.

Så nu må jeg vel æde min egen medicin. Jeg er faktisk nødt til det, for jeg kan mærke hvordan det at jeg ikke tror ”de andre” kan acceptere mig som jeg er, gør at jeg tager afstand fra dem – bare sådan for en sikkerheds skyld. ”De vil jo ikke forstå mig”, så inden de vender mig ryggen, kan jeg lige så godt vende ryggen til dem. Og her taler vi altså ikke om fremmede mennesker som jeg i princippet kan være ligeglad med hvad synes, men om nogle af dem jeg elsker allermest.

Sidst det tema var oppe i mit liv, konstaterede jeg at det at jeg nu turde stå ved den side af mig selv, gjorde at jeg opdagede at jeg ikke var så anderledes endda. Der var folk i min omgangskreds der var ligesom jeg, men de havde bare aldrig nævnt det for netop mig, fordi de troede at jeg var en af ”de andre” der ikke ville forstå dem! Og først nu hvor jeg kom ud af busken, lærte jeg den side af dem at kende – og opdagede at jeg slet ikke var så alene om min anderledeshed som jeg troede. Og så lovede jeg mig selv at jeg aldrig mere ville skjule mig, for det var da virkelig dumt. Jeg kan fortælle at det ikke føles mindre dumt anden gang man opdager det. Men det er sikkert helt normalt.