≡ Menu

Livet taler og lytter – vær bevidst i din kommunikation!

Forleden forsøgte jeg at formidle noget i en samtale med en der ikke er tilfreds med verden og med sit liv i den. Jeg fik ikke sagt alt det jeg gerne ville, men her på bloggen har jeg heldigvis al tid og plads i verden, så her kommer det til dem der kan bruge det:

Livet vil gerne gøre dig glad

Jeg tror på at vores tanker og følelser er vores kommunikation med livet. Vi fortæller livet hvad vi vil og ikke vil, og livet svarer ved at forme sig efter den kommunikation. Oplever vi modstand, er det livets måde at fortælle os at vi er på vej i den gale retning, på. At det vi er i gang med, ikke er i overensstemmelse med vores inderste kerne og det vi siger at vi gerne vil.

Dermed ikke sagt at vi skal give op ved den mindste modstand og tage det som “et tegn”, men hvis modstanden har karakter af “det her bliver ved at være en kamp – et sejt træk op ad bakke, og jeg er ved at dø af udmattelse og synes alt ser sort ud”, så er det måske nok tid til at give slip. Modstand der giver dig positiv kampgejst eller gør rejsen mod målet udfordrende på en udviklende og sjov måde, er sandsynligvis ikke et advarselssignal.

Hvor kommunikerer du fra?

Jeg tror på at vi har to kommunikationskanaler – vores hoved og vores hjerte. Og det føles for mig som om vores hoved kommunikerer begrænsninger, og vores hjerte kommunikerer muligheder.

I virkeligheden er en balance nok det bedste. Ikke bare mellem hoved og hjerte, men også alle de andre centre i vores krop. Nogle kommunikerer fra maven, f.eks. Men lige nu, for overskueligheden i dette indlæg, holder jeg mig her til hoved og hjerte.

I vores oprindelige essens kommunikerer vi fra hjertet. Her giver man klart og tydeligt udtryk for sine behov og ønsker. Men hvis man gang på gang oplever at det man kommunikerer fra hjertet, ikke bliver hørt, kan der ske det at man stille og roligt bevæger sig op i hovedet og bliver der. I hovedet har man (en oplevelse af) kontrol. Det er ikke sikkert at alt det man kommunikerer fra hovedet, bliver hørt og bliver til virkelighed, men det gør ikke lige så ondt som når det samme sker med det man kommunikerer med hjertet. Derfor føles det umiddelbart nemmere og “mere konstruktivt” at blive der.

Efterhånden som livet responderer på det hovedet kommunikerer med alle dets forbehold og begrænsninger, vil man opdage at det aldrig rigtig gør en glad. Man vil være som tallerkenkunstneren der har enormt travlt med at holde sine (og måske især andres) tallerkener kørende, men man vil opdage at selv om de kører, er man ikke rigtig glad. Man er faktisk bare travlt beskæftiget med at holde dem kørende og skidebange for at tabe nogle på gulvet.

Og det sker jævnligt. Man taber nogle på gulvet – det kan man ikke undgå.

En gang imellem ramler hele lortet, for man kan ikke holde alle de tallerkener kørende i længere tid. Så kan man enten bebrejde sig selv at man ikke gjorde det godt nok, eller man kan bebrejde alle de andre der ikke lige gav en hånd med. De burde jo også have en interesse i at holde showet kørende! Men det har de ikke. Det er inde i ens eget hoved de tallerkener er vigtige. Andre kigger bekymrede på showet og venter egentlig bare på at det ramler, for de fleste kan godt se at det ikke holder i længden.

Når alting så er ramlet, sker der en af to ting. Man konsulterer sit hoved og bygger sit show op igen. Det er umiddelbart det nemmeste. Men det kan også være man begynder at lytte til det hjerte man har lukket ned for, for nu er der en stund hvor det kan trænge igennem. Nogle gange bliver man faktisk tvunget til det fordi nogen kommer og tager ens pinde og tallerkener og beder en om at  feje op efter sig og finde et andet sted til sit show – eller begynde at gøre noget andet end at optræde.

Livet lytter – men ikke kun til det du siger

Tilbage til kommunikationen med selve livet.

Jeg tror som sagt at livet reflekterer det vi vælger at kommunikere til det. Er vores grundtanke (-følelse/-energi) “livet er hårdt, verden er underlig, andre er dumme”, så er det dét livet spejler. Vi får et hårdt liv. Verden omkring os bliver mere og mere underlig. Andre virker dummere og dummere.

Er vores grundtanke (-følelse/-energi) “livet er dejligt, verden er smuk, andre gør deres bedste”, så er det dét livet spejler. Vi har et dejligt liv, vi oplever en smuk verden, og vi møder andre mennesker der gør deres bedste.

Man kan sige at det er to forskellige livssyn – det optimistiske og det pessimistiske. Og det kan opleves som svært at ændre livssyn. Som optimist har jeg virkelig svært ved at give pessimisten ret, og pessimisten har svært ved at se at jeg som optimist kan have ret. Men vi får begge ret, netop fordi livet spejler det vi kommunikerer til det. Livet er svært for pessimisten og let for optimisten. Begge parter er lige meget – eller lige lidt – realister.

Her er en påstand: Det er bedre at være optimist end pessimist.

Lad os sige at ens ønske er at have et let liv. At være glad. At opleve mere flow. Så vil jeg påstå at det er mere hensigtsmæssigt at leve fra hjertet end fra hovedet; at være mere optimistisk end pessimistisk.

Og her er en anden påstand – en der måske er sværere at tro på:

Det er let at være glad!

Det eneste der afholder en fra at være glad, er ens modstand mod glæden. Det er ens hoved – ens ego – ens “lille selv” – der holder glæden og letheden på afstand. Fordi man har en overbevisning om at det er farligt at være glad. Man har måske danset glad omkring engang, og så har man fået en lussing og er blevet bedt om at sætte sig ned og tage livet mere alvorligt. Enten i bogstavelig forstand eller i overført betydning. Og i sin alvor tænker man nu ting som:

  • Hvis jeg bare er glad, så lader jeg stå til og gør ikke noget godt for dem der er i nød.
  • Hvis jeg bare er glad, er jeg egoistisk.
  • Jeg må/kan ikke være glad hvis andre er kede af det.

Men det er let at være glad. Har du nogensinde været virkelig vred eller ked af det, og så var der en der sagde noget sjovt så du kom til at grine og for en stund glemte din sorg eller vrede? Så let er det faktisk. Man kan dyrke de stunder hvor sorgen og vreden slipper. Man kan opsøge de stunder. Man kan selv skabe de stunder.

Men det kræver at man tager valget og bevæger sig ned i hjertet og kommunikerer med livet derfra. Og for at tage valget skal man jo ville det. (Hvem vil ikke gerne være glad, kunne man spørge, men det vil man netop ikke hvis man tror at glad = ligeglad.)

At vælge glæden handler om fokus. Og det handler om at indse at sorgen og vreden ikke er vigtigere end glæden. Tværtimod – hvis man altså vil have et let liv og opleve verden som smuk. Desværre får vi ofte at vide at vi endelig ikke må undertrykke sorg og vrede (det synes jeg bestemt heller ikke vi skal), men der er alt for sjældent nogen der fortæller os at vi ikke må undertrykke vores glæde. Og det bliver en belejlig undskyldning for at dyrke modstanden og holde glæden på afstand.

Det kan også umiddelbart føles mest trygt at blive i sit hoved.

Hvorfor føles det så farligt at være i hjertet?

Hjertet er sårbart. At leve fra hjertet er at risikere at blive såret. Eller rettere: Det bilder hovedet os ind. I virkeligheden er vi meget mere sårbare når vi lever fra hovedet, for hovedet kan ikke klare sig i længere tid uden hjertet (også rent fysisk: Vi dør ikke rigtigt før hjertet dør. Hjernen kan kroppen klare sig uden – hjertet er bogstavelig talt livsnødvendigt.). Verden vælter på et tidspunkt når vi ikke har hjertet med.

Hovedet har i virkeligheden ikke nogen svar. Ikke på de vigtige spørgsmål, i hvert fald. I hovedet sidder alle de ting vi har lært. I hovedet sidder alle de lussinger vi har fået. Hovedet husker alle de gange nogen har stukket en kniv ind i vores hjerte, og så forsøger det at beskytte hjertet ved at bilde det ind at det er bedre at hovedet tager over herfra.

Men hjertet er ligeglad. Hjertet kan tage alle de stik det skal være. Hjertet heler lynhurtigt. Hjertet ler af smerten. For smerten sidder kun i hovedet.

Hovedet tror at hvis det har styr på alting, så er man tryg. Men hvor tryg er man egentlig hvis man bliver syg eller dør (også selv om det “kun” er indvendigt)? Hvor trygt er det at blive i et job man hader, hvis det had slår en – eller ens livsgnist – ihjel? Hvor stor tryghed skaber man for sine omgivelser hvis man selv visner langsomt?

Hvordan kender man forskel på hoved- og hjerte-kommunikation?

Hovedet siger “ja, men …” eller “nej, for …” – hjertet siger bare “ja!” eller “nej!”.

Hovedet forsøger hele tiden at svare på “hvordan”. Hjertet stiller ikke spørgsmål – det kommer med svar. Hvis hovedet ville bygge bro, kunne det høre de svar, men har man lukket ned af frygt for sårbarheden, kan man ikke høre noget.

Og så står man pludselig der hvor man ikke længere tør eller vil give udtryk for sine behov. Når man bliver spurgt hvad man har lyst til eller behov for, svarer man fra hovedet. Man er blevet opgivende. Man har mistet sit livsmod. Man har fået erfaring for at ens ønsker ikke kan opfyldes, så man holder op med at give udtryk for dem.

Alt hvad man gør, gør man i et forsøg på at finde det bedst mulige alternativ til hjertets ønsker. Og det gør ondt når man undertrykker de ønsker. Det gør ondt når man undertrykker sit hjerte. Når man kun tillader det en lillebitte ventil her og der. Man bliver tallerkenkunstneren der holder alle de andres tallerkener i luften (og i øvrigt fratager dem muligheden for selv at lære at balancere dem), og man bliver bare mere og mere træt.

Hvad sker der ved at man ikke giver udtryk for sine hjertebehov?

Jeg har skrevet det før i en anden forbindelse: Alt det vi gør for ikke at miste hinanden, er lige præcis det vi mister hinanden på. Og jeg kunne tilføje: mister os selv.

Hvis vi ikke er tydelige om vores ønsker og behov, så får vi dem ikke opfyldt. Så enkelt er det. Livet kan ikke opfylde vores ønsker hvis vi ikke er modtagelige. Vi tror det er fordi livet ikke hører os (eller som pessimisten ville sige: at livet er uretfærdigt), men det er os der ikke lytter.

Og vores omgivelser kan ikke høre os fordi vi ikke er tydelige. De tror vi ikke har behov, de tror deres behov er vores behov, eller de tror det er okay for os at vores behov ikke bliver opfyldt.

Du viser andre at de kan være trygge ved dig, ved at være ægte dig. Ved at følge sit hjerte, giver man andre trygheden til at gøre det samme.

Livet er som en dans, og det er livet der fører. Kæmper vi imod livet og prøver at styre frem for at lade os føre, bliver vi jokket gevaldigt over tæerne. Og det holder ikke op før vi giver slip – i tillid til at livet vil os det bedste.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+
Google+
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook
{ 1 comment… add one }
  • Kasper Karlsen 7. april 2018, 01:25

    Hej Anja Lysholm . Mange tak for at du har givet lov til kommentere på dinne holdninger/tanker. Ja det har sat lidt nye tanker i mig per automatik. Det jeg kom til at tænke på, da du nævnte tallerknerne er/var budskabet måske , at ingen er perfekte/ alle kan fejle også folk ingen pli har og mobber. Med hensyn til det med hjertet du også nævnte, så fik mig til tænke på følgende. Jeg synes at vi er et utroligt skaberværk fyldt kemi/fysik/tanker/filosofiske tanker der gør os hver især klogere på livet. Jeg har den tro, at der garanteret mere mellem himmel ord end man går regner med. Jeg tror også på udødelig sjæl som vi ikke kan se ikke lup heller. Det er godt jeg ikke på forhånd ved hvornår jeg stiller træskoene , for så har jeg ikke fødselsdagene at glæde mig til samtandre glæder ved livet. Jeg tror også på, at der vil være noget velkendt uden det, så vil det være for kedeligt der oppe i himlen. Så opfindelser/mad og drikke kan vi nærmest ikke undvære ikke desto mindre lærdom/ægte venner/rejser oplevelser/livsoplevelser. Der naturligvis ikke alt ting jeg ved på forhånd foreksempel hvordan der ser ud i himlen udover der efter min egen overbevisning muligvis behageligt/dels ukendt. Nok om det . Det blev til en del tanker. Om det blev for langt det jeg skrev , ved jeg ikke. Det kan være noget af det kunne bruges. Jeg har endnu ikke læst de 2 af Bruce Moens e-bøger på dansk. Jeg ved heller ikke om der udover udkommer flere det må tiden vise. Jeg skal som sagt nok undlade at skrive flere mails til privatemail som jeg gjorde her forledens. Så det skal jeg nok bestræbe mig på at respektere fuldt ud. Jeg skal dette være mit foreløbigt sidste jeg skriver . Med mindre du kommer med mere korrespondance, hvilket der er lidt hyggeligt synes jeg. MVH Kasper Karlsen PS Du kan og har til enhver tid mulighed for at sige fra over for mine tanker/holdninger i mine mails. Jeg kan ikke deltage i foredrag o.s.v da jeg bor i Jylland. Det betyder ikke at jeg dermed stopper med at læse dinne nyhedsbreve.

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.