≡ Menu

Polyamori: Pas på “de andre” – ikke kun hinanden

Polypartner efterladt i skyggen

Nedenstående er skrevet som debatindlæg til Politiken som desværre ikke fandt plads til det i denne omgang – derfor bringer jeg det nu her i stedet for.

Jeg har i årevis været fortaler for åbne parforhold. Jeg er selv polyamorøs og passer derfor ikke ind i en monogam ramme. Derfor er det en stor glæde at se, at emnet for tiden får en del fokus i pressen, så folk opdager, at der er flere måder at være i parforhold på – uden utroskab, men i fuld ærlighed og respekt for alle parter.

Der er imidlertid en – efter min mening uheldig – tendens, jeg ikke havde set komme: Folk i åbne parforhold opfører sig stadig som om, de kun er to.

Måske ser jeg bare den tendens, fordi det er den type par, pressen kan få i tale – de etablerede par, der opdager nye muligheder og giver hinanden frihed til at gå på opdagelse uden for ægteskabet. Men skulle det være udtryk for en faktisk tendens, har jeg her noget vigtigt på hjerte.

At give hinanden seksuel frihed har været ”almindeligt” i mange år, men også at give hinanden følelsesmæssigt fri er en forholdsvis ny tanke for mange. Og netop den følelsesmæssige frihed indebærer en anden slags ansvar end den rent seksuelle.

Går man ind på ideen om, at man kan have flere kæresterelationer på en gang, det man kalder polyamorøse forhold, så er man ikke længere kun to. Der er flere at tage hensyn til. Der er flere at inddrage i beslutninger. Der er flere, der har ønsker, krav og forventninger til hinanden og de andre. Det er ikke så ligetil.

Mange opfatter dog stadig deres ”oprindelige” parforhold som det primære parforhold. Og det kan der være et vist ræsonnement i. Har man børn, hus og fælles økonomi, så vil der – hvis ikke man beslutter at arbejde aktivt for noget andet – være en naturlig ”rangordning” i forhold til kærester, man ikke deler disse ting med til daglig. Den rangordning har jeg personligt ikke noget imod at være en del af.  Der, hvor jeg ser problemet, er, når der er en forventning om en følelsesmæssig, tidsmæssig og betydningsmæssig rangordning. Jeg har noget imod at øvrige partnere bliver frataget medbestemmelse i deres eget parforhold fordi en anden – primærpartneren – har mere at skulle have sagt.

Men en del vælger altså – måske pga. usikkerhed og manglende erfaring? –at blive i den behagelige illusion, at der stadig er et ”kun os to”, og så er der andre, når ”vi to” kan finde plads. Men ”andre” har også behov. Andre polyamorøse ønsker også kærlighed, tryghed og værdighed i deres forhold. At gå ind i et allerede etableret parforhold er utrolig sårbart. Især hvis man fornemmer, at man til enhver tid kan spyttes ud, hvis ens tilstedeværelse skaber for stor usikkerhed hos en anden.

Jeg kan sagtens forstå behovet for tryghed i et parforhold. Min pointe er blot den, at det behov har alle. Også dem, der ikke er nummer et. De har også brug for selv at kunne bestemme, hvad de gør med et andet menneske, uden at det skal gennem et tredje menneskes filter af usikkerhed eller uvilje først. Når man siger ja til at være nogens sekundærpartner, er det gerne med tryk på partner – ikke på sekundær. De sekundære er ikke andenrangsmennesker, og de bør kunne forvente at blive behandlet med respekt.

Jeg er ikke ude på at diktere, hvordan et ”rigtigt” polyamorøst forhold skal se ud. Det bestemmer man gudskelov selv. Rammerne er vide, og finder man andre partnere, der har samme ønsker og behov som en selv, så er det bare fjong. Jeg ønsker blot at mane til omtanke, når man vælger at gå ned ad den sti. Ikke kun omtanke for hinanden, men også for de andre, man nu vælger at lukke ind.

 


Har du lyst til at fordybe dig i emnet, så læs Bogen du SKAL læse som polyamorøs – eller det der ligner (og nej, det er ikke min egen jeg mener ;-)).


Red. d. 6/3: Naomi Hagelberg (som jeg vil anbefale dig at følge her: Etisk nonmonogami) har lavet denne relevante video hvor hun fortæller om fordele og ulemper ved de hierarkiske og de ligestillede parforhold:

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 3 comments… add one }
  • Søren Werk 26. februar 2017, 12:25

    Dejligt indlæg Anja. <3

  • Holger 26. februar 2017, 21:38

    Hej Anja

    Et interessant indlæg. Jeg tror, at vi kun er i begyndelsen af den polyamorøse-area, og at der sikkert går nogle generationer, at finde ud af, hvordan man får det til at fungere. Jeg ser frem til en tid, hvor polyamorøsitet bliver mere almindeligt, og begynder at fylde i film, litteratur osv. Når det polyamorøse bliver det almindelige, får kulturen flere erfaringer, som vi alle bliver del af. Det tror jeg bliver en lykkelig tid 🙂

  • Oceryl 27. februar 2017, 10:32

    Super fint indlæg. Jeg er enig i at der er rigtig mange nuancer af et polyforhold men er også af den mening at et polyforhold hvor alle er lige hele vejen rundt er utopi på den lange bane. Eksempelvis: Med hvilken relation planlægger du din/jeres hoved ferie, inden du kigger kalender med den anden? …forstil dig sætningen: “Du har sommerferie alene med vores børn i år da jeg skal med X til Cuba”.
    i en triade/tre-enighed vil der oftes være en person som de to andre har deres fokus på. Nu skal H*n så til forældremøde på skolen med den primære partner og børn. Samtidig har den sekundærer haft en møg dag, er ked/trist/græder og trænger helt enormt til selskab. – Begge dele kan/bør være lige vigtige for “centrummet” men ultimativt kan man kun være fysisk ét sted og dermed en helt nødvendig prioritering.

    Jeg har levet poly-det-ene-og-andet siden mit 21. år (i dag 48) For mig virker det med helt klare aftaler, rammer, retningslinjer og samtaler. Min sekundærer relation skal altid vide hvad hun kan regne med samt på hvilke områder jeg ikke kan leverer.
    At ting udvikler sig over tid er en selvfølge men der skal aldrig herske tvivl om de overordnet rammer.

    Endnu engang tak for et godt indspark.

Leave a Comment