Jeg så det her i et opslag på Facebook forleden, og jeg kom til at tænke på en dejlig fest jeg var til i lørdags. Da jeg vågnede mandag morgen, tænkte jeg over weekendens indtryk, og jeg blev ærgerlig over hvor meget problemerne var kommet til at fylde i mine fortællinger.
Det var en fest for polyamorøse, og vi spørger naturligt hinanden når vi mødes i polysammenhæng, “hvordan er dit kærlighedsliv for tiden” (eller noget i den retning), og jeg hørte mig selv fortælle den samme gamle historie jeg har fortalt de sidste 6 år. Faktisk var jeg ved at fortælle den igen nu hvor jeg skriver dette indlæg, for at du skulle vide hvad det er for en historie jeg taler om. Men det behøver jeg ikke. Jeg kan nøjes med at fortælle at det var historien om den svære del af mit parforhold. Og at jeg fortalte den hver eneste gang nogen spurgte mig “hvordan er dit kærlighedsliv?”
Og det ærgrer mig nu at dét så – som det eneste fokus – blev fortællingen om mit forhold den aften. For jeg gider faktisk ikke længere hænge fast i den historie. Den er sand, ja, men det er overhovedet ikke den eneste sandhed.
Jeg kunne lige så godt fortælle om vidunderlig elskov, stor kærlighed, personlig udvikling, sanselighed, morskab, musik og alt det andet og fantastiske der kendetegner mit forhold. Ikke fordi problemerne ikke også må være kendt, men det er drænende når det bliver det eneste der får fokus. Og det er slet ingen bebrejdelse af mine samtalepartnere – det er min egen fortælling jeg er træt af, og det er mit ansvar at løfte fortællingen et andet sted hen.
Det handler om fokus, og for mig handler det også om bevidsthed – et begreb der optager mig meget på alle planer. Det dræner mig at tale for meget fra “lav bevidsthed” – jeg synes det er mere gavnligt at løfte historierne op i lyset frem for at holde dem i live i mørket. Det er fristende at søbe rundt i dramaerne, men det er ikke særlig opløftende. Og her mener jeg opløftende i bevidsthedsmæssig forstand – ikke i betydningen “at komme i bedre humør”, men faktisk at blive løftet i hele vores energi.
Det handler ikke om at de svære ting ikke må være der, men om at se på hvornår de svære ting vi taler om, er gamle historier, og hvornår det er aktuelle følelser der retteligt skal have deres plads. For mig er den svære del af historien om mit parforhold helt klart en gammel historie, og den historie holder jeg i live ved at blive ved at gentage den. Jeg skaber den igen og igen. Og det behøver jeg ikke. Hvis noget af det fyldte meget i mig her og nu, og jeg var knuget af sorg eller oprørt af vrede over en aktuel situation, var det noget andet. Det ville skulle have sin plads i samtalen og ikke bare fejes væk med et “nu skal vi også se på det positive”. Men de gamle historier som ved deres gentagelse bliver ved med at holde os fast i dem, er der ingen fornuftig grund til at give for god plads.
Også som lyttere har vi en tendens til helst at ville høre om det svære. Jeg gætter på at hvis dette indlæg var en samtale, så ville du lige nu spørge langt mere ind til den svære historie jeg har undladt at fortælle, end til den vidunderlige elskov jeg nævnte, men min fortælling om elskoven ville med garanti løfte os et bedre sted hen, mens det andet ville trække os ned.
Har du også historier du bliver ved med at gentage – om dig selv eller andre – selvom du/de faktisk er vokset ud af dem? Jeg håber selv at være bedre til at tage mig i det fremover, for jeg mærker at det andet gør mig træt. Både som fortæller og som lytter.
One thought on “Taler vi sammen fra høj bevidsthed eller drama?”