Elsk uanset. Velkommen til 2021

I morgen starter hverdagen igen, og 2021 er landet for alvor.

Egentlig gad jeg slet ikke reflektere over 2020 i dagene før nytårsaften som jeg plejer. Ikke fordi det var et lorteår som mange synes, for jeg er ikke enig, men fordi jeg var helt blank.

Det var på mange måder et vildt år. Jeg behøver ikke skrive hvorfor, for vi har mærket det alle sammen. For mig var det på én gang langt og kort, begivenhedsrigt og begivenhedsløst, flippet og fuldkommen banalt. Et år jeg ikke rigtig havde ord for. Bare anderledes. Og det efterlod mig også fuldkommen blank på hvad jeg ønsker for 2021.

Alligevel satte jeg mig i nytårsdagene ned og lavede min klassiske refleksion over det gamle år og tænkte over det nye. Og én særlig lære kunne jeg uddrage af 2020: At jeg må og kan elske uanset. Respektere uanset. Uanset hvad? Uanset om andre har en helt anden holdning og overbevisning end jeg har.

Jeg har altid været et rummeligt menneske, men jeg opdagede min rummeligheds begrænsninger da 2020 eksploderede i konspirationsteorier. Det var ikke fordi det var første gang jeg stødte på dem. Jeg har længe kendt og holdt af folk som var optaget af dem, og det har ikke påvirket min respekt for dem. Det kunne jo også være det var mig der tog fejl – hvad ved jeg? Men i 2020 væltede en flodbølge af konspirationsteorier ud over Facebook, og jeg kunne ikke undgå at forholde mig til dem. Især fordi nogle jeg havde særlig høj respekt for, viste sig at tro på noget jeg overhovedet ikke forstod at de kunne tro på.

Men nu er jeg jo gavetypen – typen der finder gaven i alting. Og gaven her endte med at blive en accept af andre menneskers verdensbillede uanset hvor meget det afviger fra mit. Og en forståelse for andres reaktioner på mine overbevisninger når de afviger stærkt fra deres.

Jeg har tidligere brugt meget energi på at debattere med skeptikere. Nu var det pludselig mig der var skeptikeren! Det var mig der mærkede frustrationen over at “folk jeg betragter som intelligente mennesker, kunne tro på den slags” (som en kæreste engang sagde det om mig). Jeg forstod pludselig hvordan det føles at være på indersiden af skeptikeren. Og det var sundt at mærke.

Resultatet har været en opløsning af min lyst til at diskutere. Hvis folk er uenige med mig, så må de gerne bare være det. Jeg skal ikke overbevise nogen om noget. Jeg ved selv hvor utrolig irriterende det er, når andre kloger sig på noget jeg mener at vide noget om, med det formål at få mig til at indse at jeg er helt galt på den. Sikke et tidsspilde, og sikken mangel på respekt.

Jeg har også set at folk er de samme søde, dejlige, dygtige, respektable mennesker selv om de pludselig tror på noget andet end mig. At jeg kan elske og/eller samarbejde med dem alligevel.

Andre har kategorisk “af-vennet” folk på Facebook der har fået et andet livssyn, og jeg skal da ikke afvise at jeg kunne finde på det samme i grelle tilfælde, men generelt har jeg søgt forståelsen her.

Nu lyder det måske som om jeg er blevet en anden Buddha. Det er jeg (desværre) overhovedet ikke. Jeg rammes stadig af forbløffelse og sågar en trang til at latterliggøre indimellem (jeg er ikke spor stolt af det, men jeg vil være ærlig her). Men jeg er blevet opmærksom på at dét skaber splittelse og ufred – ikke uenigheden i sig selv. Vi kan faktisk leve side om side, være venner, samarbejdspartnere, medborgere … uden at se verden på samme måde.

Måske kan du som jeg bruge Byron Katies ord (frit citeret): “Folk gør det de gør, fordi de tror det de tror. Hvis du troede det de tror, ville du gøre det de gør”. Det synes jeg er godt at huske på.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.