1997 var et skelsættende år i mit liv.
Indtil da havde jeg levet et temmelig almindeligt og forholdsvis forudsigeligt liv. Opvokset i en kernefamilie. HF. Universitetsstudie. Og samliv med en kæreste jeg regnede med at jeg skulle blive gammel sammen med. Det var jo sådan et liv skulle være. Jeg kendte ikke til andet.
Men i 1997 døde min far. Jeg var 25 år gammel og ramt af mit livs første store sorg. Men jeg var også ramt af noget andet stort:
Nysgerrighed!
For hvor var min far blevet af?
Jeg havde i forbindelse med hans død (både før, under og efter) nogle oplevelser der rykkede rundt på min verden. Inden nogen anede at han var syg, drømte jeg f.eks. at han skulle dø. Jeg vidste ikke at det var det jeg havde drømt, før jeg genoplevede min drøm i et deja-vu under hans hospitalsindlæggelse.
Så da han var død, startede min søgen efter svar: Hvad sker der når vi dør?
Min søgen førte bl.a. til en ud af kroppen-oplevelse jeg først år senere fik en forklaring på, og dét førte mig til udforskning af bevidsthed på Monroe-instituttet i Virginia og siden til min lærer i udforskning af Efterlivet, Bruce Moen.
De metoder jeg har lært af dem, underviser jeg selv i i dag, og hvis du vil med på rejsen, kan du klikke på billederne herunder og læse mere om mine kurser. Der kan du lære at udforske hhv. Efterlivet og Bevidsthed generelt – alt efter hvor din interesse ligger. Begge links fører dig over i min shop, Uforklarbar, hvor du også kan købe mine e-bøger og guidede meditationer.