Jeg er stødt på flere mænd der er bange for at blande sig i metoo-debatten. “Man tør jo ikke skrive noget, for man bliver bare slagtet.”
Bliver du slagtet i metoo-debatten, så er det måske med god grund. Jeg gætter på at det du gerne vil byde ind med i debatten, er et “men”?
Men der er ikke er noget “men” i overgreb. Metoo handler ikke (kun) om små klap bagi eller mænd der spørger om noget man ikke har lyst til. Og mange forsøger desværre at dreje debatten over på de små – og overordnet set få – tilfælde hvor det handler om misforståelser, flydende grænser m.m. At der overhovedet bliver brugt ord som snerpet, kropsforskrækket o.lign. i debatten, hører ingen steder hjemme i metoo. Eller rettere: Det er en del af problemet. At vi kvinder altid har fået den stukket i snuden selv ved helt tydeligt grænseoverskridende adfærd: Vi har altid fået at vide at det var vores grænser der var noget galt med – ikke den der overskred dem.
Metoo handler om et gigantisk omfang af krænkelser – det er specifikt omfanget det handler om, og det er helt hen i vejret at snakken skal drejes over på hvor synd det er for mænd at de nu ikke ved hvad de må og ikke må. For det ved mænd godt. Den helt almindelige mand ved godt at det kan tilgives som uskyldig sjov at han i fuldskab kigger sultent ned i en god venindes kavalergang til en julefrokost og spørger om han må røre, men at det samme scenarie bestemt ikke er i orden hvis det foregår på hans chefkontor under en kvindelig ansats lønforhandling.
Selvfølgelig er det et problem hvis det tipper over i en reel heksejagt på mænd – på samme måde som mænd i perioder har været (stadig er?) bange for at være naturligt kærlige over for børn pga. stor fokus på pædofili. Der skal vi ikke hen. Men så må dem der vil debattere de tilfælde, tage dem op i selvstændige artikler/tråde som ikke handler om at “hele metoo-kampagnen er hysterisk og forskruet”. For det er den ikke.
Den almindelige mand – typen der ikke sender uopfordrede dickpics og den slags – er slet ikke under anklage her. Og metoo’erne er ikke betonfeminister der bare vil kastrere mænd. Det er slet ikke det det handler om, men det er desværre meget det der får fokus af dem som gerne vil afspore debatten. Og kvinder er trætte af at skulle holde kæft og “slappe lidt af”. At mænd pludselig ikke ved hvilket ben de skal stå på, er et langt mindre problem end at kvinder i årevis – ja, altid – er blevet forulempet på det groveste og enten implicit eller eksplicit blevet truet til tavshed.
Når mænd bliver savet ned i debatter for at sige “men nu må vi også lige se på den anden side af sagen”, så er det fordi det svarer til at en kvinde rejser sig op i en forsamling og siger “jeg er blevet voldtaget”, og så rejser en mand sig op og siger “ej, nu ved jeg jo slet ikke om jeg tør flirte med en kvinde mere”. Tjo, hans problem er da også et problem vi skal snakke om, men skal vi ikke prioritere det sådan at vi først forhindrer at kvinder bliver voldtaget, og så taler om det andet senere?
Og især når vi ser på hvilket omfang det handler om. Jeg kender ingen kvinder der ikke har været udsat for grænseoverskridende adfærd fra mænd. Nogle kvinder har været så gode til at sige fra eller haft så vide grænser at de ikke har følt det som overgreb, men adfærden har stadig ikke været i orden. Og et af problemerne her er at debatten igen og igen drejes over på at vi kvinder enten skal være bedre til at sige fra eller lade være med at være nogle snerper. Fokus BØR være på den grænseoverskridende adfærd og omfanget af den, for det er dét metoo handler om. Enhver afsporing fra det, gør de forulempede kvinder vrede – med rette, synes jeg.
Så hvis mænd ikke tør blande sig i debatten af frygt for at blive slagtet, kan de overveje om det de gerne vil blande sig med, måske faktisk er upassende. De kunne overveje at se på hvorfor kvinderne er vrede, og anerkende deres ret til at være det først og fremmest. Ikke som et “vi kan jo godt blive enige om at overgreb ikke er i orden, MEN …”, men simpelthen som et “overgreb er fandme ikke i orden – hvad kan vi sammen gøre ved det?” Så kan vi tale om de andre ting bagefter.
