Fællesskab

Jeg har de sidste mange år været meget alene. Boet alene, arbejdet alene, rejst alene, gået alene i biografen og på cafe. Som introvert er det noget jeg er rigtig god til. Jeg har brug for at være meget alene. Men er der noget jeg har opdaget at jeg bestemt ikke har brug for, så er det at gøre og være alting selv.

Forleden talte jeg med en veninde om hvor meget i selvudviklingsbranchen i dag – især for os der arbejder med det som selvstændige – der handler om at stå frem selv. At ”jeg” skal blomstre, stå i mit lys, stå ved mig selv, gå forrest. Det ligger endda i ordet, slår det mig nu mens jeg skriver det: SELVstændig. Jeg kan stå selv.

Og det er vigtigt at vi kan og gør alt det. Men hvad der er endnu vigtigere, er fællesskabet.

Vi kan og gør og er ingenting i os selv. Og vores ”store lys” er ingenting uden at vi tænker fællesskabet med. Og jo, fællesskaber har (indimellem) brug for dygtige ledere, og helst nogle der også er gode til at lede sig selv, så vores selvudviklingsarbejde hver især er på ingen måde unødvendigt. Det kan bare hurtigt blive meget ensomt – på flere planer.

… som enlig

I december sidste år flyttede jeg ind i et fællesskab – bofællesskabet Polynesien – og der begyndte at falde adskillige åg af mine skuldre. Jeg havde forsvoret at jeg nogensinde skulle bo så tæt med andre (selv om vi har hver vores bolig), og jeg skal på mange måder stadig lige ”lære det”, men når man næsten begynder at hulke over så lille og naturlig en ting som at nogen uden tøven siger ja til at køre en til bussen en silende regnvejrsdag hvor man har meget at slæbe på, så véd man at man har været FOR vant til at skulle klare alting selv.

… som underviser

Nu begynder ønsket om fællesskab også at snige sig ind på mit arbejdsliv. Jeg er i den grad i tænkeboks, for jeg har mærket på de sidste par workshops jeg har holdt, hvor udmattet jeg bliver af at skulle det hele selv. Jeg elsker at undervise, men det er også mig der skal tage mig af tilmeldinger, stille stole op, købe ind, lave kaffe, vaske op og pakke alting ned igen, alt imens jeg naturligvis skal og vil være nærværende med mine kursister både i undervisningen og i pauserne. Det kan selvfølgelig løses med en veninde eller en mor eller en betalt assistent, men alligevel.

Dengang jeg arrangerede Bruce Moens workshops i Danmark, delte vi altid indtægterne 50/50. Det insisterede han på. ”Det er jo dig der gør alt det hårde arbejde – jeg kommer bare og taler om det jeg elsker at tale om,” sagde han. Da jeg blev inviteret til Milano i februar for at holde hans workshop der, tilbød jeg derfor det samme. Som arrangør af sådan noget har man altid en usikkerhed i hvor mange der egentlig ender med at dukke op, så hvis underviseren insisterer på et fast honorar, kan man ende med at gøre alt sit arbejde gratis.

Så en af overvejelserne er fremover at holde (de fleste af) mine workshops ude. På steder hvor andre tager sig af lokale, forplejning og oprydning. Det kan være et hotel eller et retreatsted – eller et privat hjem, for den sags skyld. Bare nogen andre tager sig af det praktiske, så jeg kan være 100 % nærværende som underviser.

… som netværker

Noget andet der har pustet til fællesskabsflammen i mig, er min indtræden i doTERRA – et firma der sælger essentielle olier og gør det via network marketing. Som du har kunnet læse tidligere på min blog, var det noget jeg havde stor modstand på indtil jeg satte mig ordentligt ind i det og fandt ud af at det ikke er metoden der fejler noget, men den måde de fleste går til den på. Det skal og kan gøres ordentligt som enhver anden forretning.

Jeg er blevet spurgt hvorfor jeg ikke bare finder et andet mærke olier, tager dem hjem og sælger dem via min webshop, pakker og sender dem til mine kunder. Netop dét ville have tiltalt mig for år tilbage, men i dag er jeg sgu blevet for træt. Så ville det jo igen være mig der stod med det hele – både opture og nedture, og hvor stor en sejr det end kan være at bygge noget op selv, er det også både ensomt (indimellem) og udmattende.

At kunne få lov bare at formidle min begejstring for og erfaring med olierne, og så er der nogle andre der tager sig af forsendelse, kundeservice, returvarer, månedlige tilbud, kampagner osv., er en kæmpegave når man har været vant til at skulle det hele selv. Faktisk har jeg efterhånden svært ved at se det fede i den “gamle” model (og mange webshopejere i dag benytter sig da også af dropshipping hvor leverandøren direkte står for leveringen). Den eneste fordel er måske at man slipper for at forklare og forsvare network marketing over for dem som bare gerne vil købe deres varer “i Matas”.

… som kæreste

Det sidste område hvor fællesskabstanken fylder i mig for tiden, er på kærlighedsområdet. Det kommer nok ikke bag på dig hvis du har fulgt mig i løbet af de sidste 10 år, men jeg er polyamorøs og går derfor i den grad ind for at dele. Ligesom ét menneske sjældent kan opfylde alle vores behov på venskabsfronten, behøver ét menneske heller ikke gøre det på kærlighedsfronten. Vi er alle forskellige, og det er forskellige ting vi elsker hos forskellige mennesker. Vi udlever sider af os selv med ét menneske som et andet menneske måske aldrig får at se, fordi der bare er en anden dynamik imellem os. Og sådan må det – i min verden – gerne være.

Det er på ingen måde nemt at leve sådan, og jeg ville ønske det var det. Den 13. oktober har min bog “Hvem er du utro? – en anderledes bog om kærlighed og utroskab” 10-årsjubilæum, og det er heldigvis blevet lettere nu at tale om det. Man skal ikke forklare lige så meget som man skulle dengang.

Men følelserne der bringer på banen at dele sin kærlighed, er ikke blevet ret meget nemmere. Det er den mest benhårde personlige udvikling jeg nogensinde har skullet gennemleve. Egoet får nogle gevaldige ture med kødhammeren. Hvis du nogle gange synes det er svært  at leve sammen med én partner, skulle du prøve to (eller at din partner har to). 😉 Sikke en fest det kan blive.

Men jeg vil det fællesskab. Og jeg vil gerne at det blev nemt. Så jeg gør det eneste jeg kan gøre:  Mærker efter hvad der er sundt og ikke sundt for mig at være i, tager ansvar for min egne følelser og arbejder så på at give andre den frihed jeg synes vi alle fortjener. Især arbejder jeg på at rumme at vi mennesker er så frie at vi kan vælge ufriheden – og den frihed må jeg også acceptere.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.