I aften starter Copenhagen Guitar Festival – en af de begivenheder jeg (sammen med Aarhus Guitar Festival i uge 42) glæder mig allermest til hvert år. Den åbenlyse grund er naturligvis at jeg er glad for klassisk guitar. Men der er faktisk også en langt dybere personlig grund til at de danske guitarfestivaler har en særlig plads i mit hjerte.
Det er i år 10 år siden jeg første gang var til Aarhus Guitar Festival. Den uge blev et vendepunkt i mit liv – og det handlede egentlig ikke så meget om musikken.
Jeg var nogle år forinden blevet kæreste med en dejlig mand som var bidt af klassik guitar. Jeg er selv vokset op med to (dog ikke klassisk) guitarspillende brødre, spiller jo selv fløjte og havde derfor lokket min kæreste til at støve sin gamle guitar af og spille duet med mig. Så jeg blev selv bidt af den spanske guitar, og der lød mange guitartoner i vores hjem altid. Vi meldte os ind i Dansk Guitar Selskab og kunne i medlemsbladet læse at der var denne her festival i Aarhus i uge 42. Min kæreste genkendte mange verdensnavne (jeg kendte ingen af dem), og vi besluttede at tage derover. Jeg kunne låne en lejlighed i centrum af byen, så det kostede os ikke mere end koncertbilletterne og transporten.
Der var det ved denne her dejlige kæreste at han havde én vane der fik mig til at krumme tæer: Han skulle altid tale med folk. Fremmede mennesker. Alle mennesker! Han var nysgerrig og snakkesalig. Jeg selv var på det tidspunkt ret reserveret og gad absolut ikke tale med de der mennesker. Hvad skulle jeg dog bruge dem til? De interesserede mig ikke. Og det var pinefuldt for mig at han altid skulle henvende sig til fremmede. Jeg fandt det faktisk en smule latterligt.
(Hvad jeg siden opdagede – og det var denne uge medvirkende til – var, at det i virkeligheden handlede om at jeg ikke troede at jeg på nogen måde kunne interessere andre mennesker. Hvad skulle dog interessere dem ved mig? Jeg var jo ikke noget særligt – og det var de vel så i grunden heller ikke.)
Så under denne her festivaluge fik jeg altså min sag for! For efter hver koncert var det sådan at dem der havde lyst, gik med arrangøren og musikerne på cafe og spiste og hyggede sig. Min kæreste og jeg havde besluttet at skrive en anmeldelse af festivalen til guitarselskabets blad. Så her var jo mulighed for at få interviews med stjernerne og tale med de øvrige festivalgæster. Han havde det som en fisk i vandet. Jeg var mest bange for at vi trængte os på.
Jeg husker tydeligt en af de første aftener hvor vi havnede ved et langbord over for to unge guitarister, og min kæreste indledte sin sædvanlige kontakt. Mine tanker ræsede derudad med hvor elendig jeg var til at tale med andre mennesker, hvor lidt de sagde mig, hvor reserveret jeg følte mig, hvor meget det undrede mig at han altid gad tale med folk osv. De her gutter var guitarstuderende i Norge, men kom fra Serbien. Min kæreste havde været kæreste med en serber tidligere, så han havde både besøgt landet og kunne nogle få ord – så de tre fik en fantastisk kontakt med det samme. Jeg var vist mest bare stille.
Som ugen skred frem, fik vi kontakt med flere og flere og blev en fast del af festival”slænget”. Mit ubehag aftog hurtigt – især fordi det viste sig at de her to unge serbere var fantastisk dejligt og muntert selskab som gjorde ugen til noget ganske særligt. Og netop dét vækkede noget i mig. For hvis ikke min kæreste havde haft sin “irriterende” vane med at falde i snak med andre mennesker, så havde jeg ikke mødt dem. Hm. Måske var det faktisk mig der var galt på den med min reserverede adfærd? Den afholdt mig i hvert fald fra at få nye venner, og dem havde jeg i den grad brug for efter at en skilsmisse nogle år før også havde skilt mig fra en del af dem jeg havde haft.
Musikken gjorde også noget ved mig. Der er noget helt særligt ved at lade sig omslutte af vidunderlig musik en hel uge. Det var ikke kun koncerterne om aftenen, men også masterclasses (de musikere der gav koncerter om aftenen, underviste i dagtimerne de unge studerende) lyttede vi til. Som musiker får man selv en masse ud af at se andre blive undervist. Og det gik op for mig i hvor høj grad jeg havde forsømt musikken (min fløjte) i mit eget liv. I hvor høj grad det var lykkedes mig at bilde mig selv ind at den ikke betød ret meget.
Musikken åbnede mit hjerte mere og mere, og det gjorde de her “fremmede mennesker” – der nu ikke længere var så fremmede – også. Og da festivalen var omme, og vi vendte hjem til København, var noget i mig forandret. Kort tid efter tog jeg tyren ved hornene og meldte jeg mig ind i et netværk for at tvinge mig selv mere ud blandt andre. (Jeg anede ikke hvor meget jeg ville blive kastet lige ud i det, men det kan du læse mere om i indlægget her: Du har mere at bidrage med end du tror!)
Så, tja, udover at det musikalske niveau er helt i top, og at jeg ELSKER klassisk guitar (i en grad så jeg nogle gange ikke forstår hvorfor det er fløjte jeg spiller), kom Aarhus Guitar Festival altså til at betyde så meget mere for mig end noget andet musikarrangement nok nogensinde kommer til.
Fordi jeg bor i København og har haft begrænset økonomisk råderum, har jeg ikke kunnet deltage ret meget derovre, så min begejstring var jo STOR da arrangøren sidste år besluttede at lave en ny Copenhagen Guitar Festival. Det bliver selvfølgelig nok aldrig “det samme” som den uge i Aarhus, og det skal det heller ikke. Nu kommer jeg for musikken og stemningen – og er åben for hvad der ellers kan ske ved sådan en begivenhed. For det kan vise sig at være intet mindre end mirakler.
Det rammer jo rigtigt en nerve i mig. den der indadvendthed. Den er svær.
Jeg ved, den er der. Jeg udfordrer den. Prøver at bevæge mig lidt ud af min comfort zone. Det kan lige gå, når man skal fremlægge noget. Selv foran en forsamling. Men så når jeg sidder med f.eks. fire andre, så bliver jeg usynlig. Tavs. Underligt.
Og når jeg skal henvende mig til en person, jeg beundrer rigtig meget, så er det rigtig svært.
Men det er jeg også blevet (lidt) bedre til.