Er vi mere end vores fysiske krop? Kan vi lære at udforske vores bevidsthed? Og hvad sker der egentlig når vi dør?
Det er nogle af de spørgsmål der har optaget mennesker i årtusinder. Og det er spørgsmål som det amerikanske Monroe Institute har arbejdet med i mere end 50 år.
Her arbejder man med guidede meditationer, særlige lydteknologier og praktiske metoder til at udforske Bevidsthed sådan at du kan gøre dig dine egne erfaringer i stedet for at tro på andres.
Jeg hedder Anja Lysholm og har været certificeret Monroe Institute Outreach Trainer siden 2013. Her vil jeg introducere dig til instituttet og dets metoder – og fortælle dig hvordan du kan komme i gang.
Hvad er Monroe Institute?
Monroe Institute er et amerikansk institut for udforskning af menneskets bevidsthed. Det blev grundlagt i 1973 af Robert A. Monroe, en succesfuld radioproducent og forretningsmand der gennem sine egne usædvanlige oplevelser blev optaget af hvad Bevidsthed egentlig er.
Instituttet ligger i Virginia i USA og tilbyder i dag kurser, retreats, onlineundervisning, meditationer og forskning i ændrede bevidsthedstilstande.
Grundtanken er enkel:
I am more than my physical body.
Jeg er mere end min fysiske krop.
Det er ikke noget du behøver at acceptere som en sandhed – det er en mulighed du inviteres til at undersøge.
Og det synes jeg er en af de smukkeste ting ved Monroe Institute: Du skal ikke tilslutte dig en religion eller godtage bestemte overbevisninger. Du får redskaber til at udforske hvad der er sandt for dig.
Hvem var Robert Monroe?
Robert Monroe (1915–1995) arbejdede oprindeligt med radio og lydproduktion. I 1958 begyndte han helt spontant at opleve at han befandt sig uden for sin fysiske krop.
Oplevelserne skræmte ham i begyndelsen. Han havde ingen spirituel eller religiøs baggrund og vidste ikke hvad der foregik. Og da oplevelserne skete ufrivilligt, og han ikke kunne forhindre det, begyndte han at undersøge fænomenet systematisk.
Han beskrev sine oplevelser i tre bøger: Journeys Out of the Body, Far Journeys (oversat til dansk med titlen “Fjerne mål”) og Ultimate Journey.
Undervejs ændrede hans forståelse sig. Det handlede efterhånden mindre om at forlade kroppen og mere om at opdage hvor omfattende bevidstheden er.
Den udvikling er stadig central i Monroe Institutes undervisning.
Læs også min artikel om Robert Monroe
Hvad er Hemi-Sync og Monroe Sound Science?
Noget af det særlige ved Monroe Institute er brugen af lyd.
Robert Monroe begyndte allerede i 1950’erne at undersøge hvordan forskellige lydmønstre påvirker menneskers bevidsthedstilstande. Det arbejde førte til udviklingen af Hemi-Sync.
Hemi-Sync bruger blandt andet såkaldte binaural beats hvor man hører lidt forskellige lydfrekvenser i højre og venstre øre gennem hovedtelefoner. Det skaber en særlig auditiv oplevelse som f.eks. kan bruges som støtte til meditation.
I dag arbejder instituttet også med Monroe Sound Science som omfatter flere forskellige lydteknologier og metoder til at påvirke opmærksomhed og hjernebølgeaktivitet.
Lyden er ikke en “tryllestav” der automatisk giver dig en bestemt oplevelse. Den er et hjælpemiddel som kan gøre det lettere at slappe af, fastholde opmærksomheden og udforske forskellige bevidsthedstilstande. Du gør stadig selv arbejdet. Som vi siger på Monroe: “You’re the magic!”
Læs mere om hvorfor jeg er så begejstret for Hemi-Sync
Hvad kan man opleve med Monroes metoder?
Mange forbinder Monroe Institute med ud af kroppen-oplevelser. Men det er kun en del af det.
Folk bruger også metoderne til at udforske:
- dyb afslapning og meditation
- intuition, kreativitet og indre vejledning
- drømme, lucid dreaming og ud af kroppen-oplevelser
- oplevelser af kontakt med afdøde og andre former for ikke-fysisk bevidsthed
- bevidsthedstilstande hvor den sædvanlige oplevelse af tid, rum og personlig identitet træder i baggrunden.
Oplevelserne er individuelle. Nogle får meget livagtige indre oplevelser, mens andre først og fremmest mærker fred, nærvær eller en ny forståelse af sig selv.
Og noget af det vigtigste jeg har lært gennem årene, er at de mest spektakulære oplevelser ikke nødvendigvis er de mest værdifulde.
Nogle gange er det man tager med tilbage til sit almindelige liv, langt vigtigere end det der skete under selve meditationen.
Hvad er Gateway Experience og Gateway Voyage?
Gateway voyage er et af de mest kendte kurser fra Monroe Institute. Det er deres flagskib, kan man sige, og grundlaget for mange af de øvrige kurser. Du kan tage det i onlineformatet Gateway Voyage Online, som er et struktureret undervisningsforløb hvor du gradvist lærer at arbejde med forskellige bevidsthedstilstande. Gateway Experience er Hemi-Syncs samling af øvelser som er en mere “selvguidet” rejse.
Instituttet bruger betegnelsen Focus Levels – fokusplaner – om de forskellige bevidsthedstilstande.
For eksempel er Fokus 10 en tilstand hvor kroppen er dybt afslappet, mens sindet fortsat er vågent og opmærksomt. I Fokus 12 udforsker man en udvidet bevidsthedstilstand.
Andre fokusplaner bruges blandt andet til at udforske oplevelsen af tidløshed og overgangen mellem det fysiske og det ikke-fysiske.
Gateway findes i flere former, blandt andet som retreats og onlineforløb. Du behøver ikke rejse til USA for at komme i gang med deres metoder, selv om jeg på det varmeste kan anbefale en tur derover. Men det kan jo komme. 🙂
Skal man tro på ud af kroppen-oplevelser?
Nej. Du behøver faktisk ikke tro på noget som helst for at arbejde med metoderne.
Mennesker fortolker deres oplevelser meget forskelligt. Nogle betragter dem som rejser i en ikke-fysisk virkelighed. Andre forstår dem ud fra drømme, psykologi og hjernens måde at skabe oplevelser på.
Der forskes i sammenhængen mellem meditation, lydstimulering og hjernens aktivitet. Men en måling af særlige hjernebølger er ikke i sig selv bevis for at bevidstheden eksisterer uafhængigt af kroppen.
Jeg elsker at der forskes, men for mig er den personlige oplevelse langt mere værdifuld.
Monroe Institute i Danmark – du kan begynde her
Jeg kom selv ind i Monroes univers efter min fars død i 1997.
Jeg havde oplevelser jeg ikke kunne forklare, og jeg havde et spørgsmål som ikke ville slippe mig: Hvor var min far blevet af?
Min søgen førte mig til Robert Monroes bøger, Bruce Moens arbejde og siden til Monroe Institute i Virginia hvor jeg deltog i Gateway Voyage i 2008.
I 2013 blev jeg certificeret som Monroe Institute Outreach Trainer fordi jeg gerne ville være med til at gøre instituttets metoder tilgængelige i Danmark.
Den nysgerrighed der satte det hele i gang, har jeg stadig – og jeg elsker at dele den med dig og andre ligesindede.
Kom med i et gratis dansk Monroe-fællesskab
Jeg leder Monroe Community Group Denmark, en officiel og gratis meditationsgruppe tilknyttet Monroe Institute.
Vi mødes online, mediterer ved hjælp af Monroes lydteknologier i deres app, Expand, og deler vores erfaringer bagefter.
Du behøver ikke tidligere at have været på Monroe Institute. Du behøver heller ikke have erfaring med meditation. Din nysgerrighed er nok.
Læs om Monroe Community Group Denmark og hvordan du bliver medlem
Vil du prøve metoderne på en workshop?
Som certificeret Outreach Trainer underviser jeg også i Monroe Institutes metoder på dansk.
På mine workshops får du en grundig introduktion til bevidsthedsudforskning og mulighed for selv at arbejde med de forskellige tilstande gennem guidede lydøvelser.
Du behøver ikke kunne meditere i forvejen. Faktisk er en stor del af formålet at lære hvordan du kommer i gang.
Måske er det her begyndelsen på din egen opdagelsesrejse
Jeg ved ikke hvad du vil opleve hvis du begynder at udforske din bevidsthed. Og jeg kommer heller ikke til at fortælle dig hvad dine oplevelser betyder.
Men jeg kan vise dig nogle metoder som har haft enorm betydning for mit eget liv, og hjælpe dig med at finde din egen vej.
Du behøver ikke have svarene (du kommer jo for at finde dem). Du behøver heller ikke vide præcis hvad du leder efter. Nysgerrighed er den eneste forudsætning.
Velkommen til Monroes fantastiske verden.
