I år er det 40 år siden jeg begyndte at spille tværfløjte. Siden jeg stoppede i Københavns Postorkestret for små 10 år siden, har den mest været pakket ned – med enkelte genopstandelser af min og Kims hedengangne Duo Natura for særligt udvalgte. Og andre små pip her og der.
Folkemusikken begyndte så småt at trække i mig for et par år siden, og jeg har nu endelig tilmeldt mig en festival til sommer og en workshop til vinter. Så sker der da lidt. 😊
Og så indimellem hører jeg noget – klassisk, jazz – ja, hvad som helst der kilder mit øre, som får mig til at gå på jagt efter en node. I aften er det denne her:
Det er ikke en fløjte i denne udgave, men det kunne det jo være, og noden fandt jeg.
Om jeg lærer at spille den, betyder egentlig ikke så meget. Jeg er faktisk bare glad for at noget trækker i min spillelyst. Og måske jeg her i sommerferien faktisk får spillet lidt.
Jeg har (desværre) aldrig været typen der bare ikke kunne lade være – tværtimod. Men det kan jeg måske nå at blive endnu? 😉
Spiller du et instrument? Er du sådan en der ikke kan lade være, eller kan det ligge på hylden i flere år? Spiller du sammen med nogen? I et orkester? Eller foretrækker du at spille for akvariefiskene derhjemme?
Jeg søger ikke nogen at spille sammen med. 🙂 Jeg er bare nysgerrig efter at høre om dit musikalske liv – hvis du har sådan et.