Jeg skrev nedenstående klumme til JP Viva i 2012. Jeg troede egentlig den lå her på bloggen også, men jeg kan ikke finde den, så jeg bringer den her nu.
Det gør jeg pga. noget med en u-båd. Bevares, som kriminalsag betragtet er det da spændende. Men det er også nogens virkelige liv og ikke noget jeg behøver svælge i. Der er ingen anden grund end andres sensationslyst til at den fylder så meget i pressen – og i os tilskuere.
Jeg følger ikke ret meget med i nyhederne. Mildt sagt. Der kan have været jordskælv og oversvømmelser i det halve af verden i 10 dage før jeg opdager det. Typisk opdager jeg det så ved at en eller anden siger: ”Det er godt nok frygteligt, det der sker i Langtbortistan i øjeblikket, hva’?” – og så står jeg der og føler mig rimelig fåret fordi jeg ikke havde hørt om det. Men bortset fra lige dét øjeblik, savner jeg overhovedet ikke at følge med. For det er virkelig ikke særlig vigtige ting de disker op med, pressen, efter min mening.
En ting er at det er rædselshistorie på rædselshistorie. Positivt nyt sælger åbenbart ikke – bortset fra de små klip af en andemor der går over vejen med sine ællinger, afslutningen på en luftballonfestival eller den nye isbjørneunge i zoo der bliver vist i slutningen af nyhedsudsendelserne for ligesom at tage brodden af alt det alvorlige, og jeg bliver sgu trist af at følge med i det som andre åbenbart synes det er så vigtigt at følge med i. Noget andet er: Hvad ER egentligt vigtigt at følge med i? Hvorfor er det vigtigt at vide alt hvad der rører sig i verden? Ja, bare i Danmark?
”En kvinde er blevet voldtaget i Odense.” Vedrører det mig? Er det vigtigt for mig at vide? Det er væsentligt for den kvinde at det er sket, det er jeg klar over, men er det vigtigt at hele Danmark tager stilling til lige den specifikke sag? Er det vigtigt at vide at 7 børn er blevet misbrugt seksuelt af en pædagog i Århus? Er det vigtigt at vide at en ung mand blev knivdræbt i København i nat? Hvad bidrager den viden med ud over evt. at gøre mig utryg ved at færdes ude om aftenen eller overlade mine børn (hvis jeg havde nogle) i andres varetægt?
Selvfølgelig skal vi på et overordnet plan vide at den slags finder sted i vores land. Det er vigtigt at vi ved hvad der rører sig, på et plan der gør at vi f.eks. kan tage stilling til landets love. Men jeg kan ikke se hvorfor jeg lige skal vide at præcis den mand er forbryder, eller at netop de børn er ofre. Det er ikke vigtigt for mig at sætte ansigt på dem. Fint nok med folk der frivilligt står frem og fortæller deres historie om enten at være offer eller forbryder, men skal det partout smækkes op i mit ansigt hver eneste dag at ”Karen Jensen, 65 år, fra Valby” er blevet forulempet, eller at ”Ole Nielsen, 35 år, fra Frederikshavn” røvede en bank? Eller at ”lille Viggo på 5 blev væk fra sin mor, men havde bare gemt sig bag køledisken i Netto og blev fundet 2 timer efter i god behold?”
Det er ikke fordi jeg er ligeglad med de mennesker. Mødte jeg dem personligt, ville jeg sikkert være mere end interesseret i at høre deres historie. Hvad nyhedsdækning angår, er jeg bare langt mere interesseret i forbrydelsen som overordnet begreb og hvad vi kan gøre ved den. Og det er fint nok at der engang imellem bliver sat et ansigt på hvis folk har lyst til at stille sig op og fortælle deres historie. Men sgu ikke hvem som helst og hver evig eneste dag. Jeg synes det er anstrengende og anmassende, både over for mig som seer/læser og over for de mennesker der er personligt involverede i historierne.
Der foregår så mange langt mere vigtige ting i Danmark og resten af verden end hvem der blev slået ihjel af hvem i går. Hvorfor er det så det der får lov at fylde mest? Jeg gad godt at åbne en avis eller tænde for et nyhedsprogram der nøjedes med f.eks. at fortælle mig om nye love der er blevet vedtaget, og hvilken indvirkning den har på de mennesker den vedrører – som man så kunne interviewe på en oplysende mere end en sensationslysten måde.
Natholdet på TV2 havde en aften et indslag de kaldte for ”Vigtig viden eller ligegyldig info?”. Hvor ville det være dejligt hvis dét var et spørgsmål alle landets redaktører sammensatte dagens nyheder efter. Overlad så alle de personlige historier om hvad der skete med hvem hvornår, til diverse aftenshows og godmorgen-halløj hvis det absolut skal være der. For den måde det fylder på i nyhederne, minder altså langt mere om underholdning end om egentlig oplysning, og er det det vores nyhedsmedier er til for? Eller er de faktisk til for at give os uundværlige oplysninger om samfundet der gør at vi bedst muligt kan tage stilling til landets og verdens forfatning? Jeg synes ubetinget det sidste.
Det er jo måden, visse medier vælger at dække sagen på, og nyhedsstof generelt, som er lidt til grin. Begrebet “breaking news” er efterhånden noget udvandet, og ikke mindst takket være kanaler som TV2 News. Og hvad angår mediernes overdimensionerede fokus på negative historier, så er det jo det, som trækker flest seere og læsere til. Det har nok meget at gøre med den menneskelige psyke. Vold og død sælger, bare se på underholdningsindustrien. Så kan vi, som endnu ikke er døde eller voldsramte, sidde og glæde os over, at det ikke er os, der bliver udsat for det samme som dem i filmen osv. Og der er jo i forvejen ikke meget spænding og drama i det moderne gennemsnitsmenneskes liv, når man ser bort fra dem, som vælger at dyrke base jumping og lignende, så man søger spændingen andre steder. Lur mig, om det ikke også gælder med hensyn til fascinationen af sager som den med ubåden – og her er der endda tale om en kriminalsag fra virkelighedens verden, som sker i vores eget lille land. Så kører det derudaf i den lille landsby, kaldet Danmark.