≡ Menu

København, du er ikke savnet

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

2019, du er så hjerteligt velkommen

Det her er et af de mest spændende nytår i mit liv.

2018 har været et dejligt år. Et år hvor jeg på mange måder har fundet ro. Efter et par år i (fysisk) støj, blev der endelig stille i min lejlighed i Korsør. Cirka samtidigt blev der også stille inden i mig på et sted hvor jeg havde haft stor uro. Jeg fik arbejdet med en ophobet vrede der havde sat sig som bitterhed, og det var en kæmpelettelse da den endelig gav slip, og det var nok årets største gave.

Støjen (den ydre) gjorde at jeg længe havde søgt efter et nyt sted at bo. Årets næste store gave kom i form af en bekendt der lidt henkastet spurgte om ikke der var noget med at jeg ledte efter et sted at bo. Det udviklede sig hurtigt til at jeg nu er flyttet ind i bofællesskabet Polynesien ved Førslev Gl. Mølle i Haslev. Det her sted indeholder alt hvad jeg har skrevet på mine ønskelister og sat på mine visionboards i forbindelse med min boligsøgning, og jeg turde ærlig talt næsten ikke tro på at det var muligt.

Blandt andet derfor er det her et spændende nytår. Jeg er flyttet til et sted med nærmest ubegrænsede muligheder, et støttende netværk – en slags selvvalgt familie – omkring mig, lys, luft og højt til himlen på alle måder. Et sted med plads til at vokse. Et sted med plads til at være endnu mere mig. Folde mig ud. Elske mere. Et sted hvor jeg kan glæde mig over at se andre jeg elsker, gøre det samme.

Selvfølgelig kan man vokse alle steder – og man gør det – men nogle steder er der særlig frugtbar jord, og det her føles meget klart som et af de steder. Der er så meget kærlighed her.

En anden ting der gør udsigten til 2019 ekstra spændende, er at jeg skal til Milano i februar og Rom til maj. Her skal jeg holde Bruce Moens Exploring the Afterlife-workshop. I Milano venter der mig 30 kursister, og det bliver første gang jeg skal undervise en hel weekend på engelsk – og så mange på en gang . Jeg “burde” være skrækslagen, men jeg har en knusende ro indeni. Jeg forstår det ikke helt selv, men jeg tager det som et tegn på at det her er det naturlige næste skridt for mig.

Jeg har været bange for at sætte den selv samme workshop op i Danmark fordi Bruce Moen selv plejer at holde den her, og jeg har ærlig talt haft god gammeldags præstationsangst, men eftersom han døde for lidt over et år siden, er der kun mig til at gøre det. Så når jeg nu har “varmet op” i Italien, så holder jeg den her på dansk også – i vores dejlige InspirationsCenter Førslev Gl. Mølle. Det glæder jeg mig til.

Jeg aner ikke hvad året ellers kommer til at byde på, men jeg har så mange ideer nu hvor jeg har et sted at føre dem ud i livet, at jeg bestemt ikke kommer til at kede mig!

Mine ord for 2019 (sådan nogle lander altid for mig sidst på det gamle år) er:

Ægthed
Mod
Stå stærkt

Og de hænger sammen.

Ægthed handler ikke om at jeg før har været uægte eller uærlig, men jeg kunne tænke mig at være mere filterløs. Både hvad angår det jeg er usikker på, og det jeg er sikker på. Det er nemt nok for mig at være autentisk om at jeg ikke er perfekt. Jeg viser mig gerne med morgenhår – også i overført betydning – men jeg står sjældnere ved det lys jeg også er. Og når jeg gør, er det gerne med en undskyldning parat. Men jeg gider ikke undskylde mere.

Jeg har tit fået at vide at jeg er modig, men hvad der kræver mod af den ene, er det naturlige for den anden og derfor ikke mod. Jeg vil gerne have mere ægte mod! Mod til at gøre de ting jeg godt ved er de rigtige. Mod til at handle på mine indsigter, og mod til at stå ved at jeg har dem.

Et mod der vil få mig til at stå stærkt i mig selv. Noget jeg har nemmere ved med støtte omkring mig, og den har jeg nu. Jeg har for alvor brug for nu at træde ind på den scene der er min. Og der vil jeg stå stærkt og lysende.

Jeg står ved en skillevej lige nu hvor jeg faktisk ikke føler at jeg har andet valg, og derfor føles det som mere end bare et fromt nytårsønske. Vi får se. Ofte overrasker livet mig gevaldigt, men jeg har en fornemmelse af at de overraskelser 2019 vil byde på, bliver af de gode.

Jeg håber det samme for dig. ❤ Tak fordi du læste med, og hav et vidunderligt nytår.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

Jeg hører Amy Schumers selvbiografi mens jeg pakker min lejlighed ned, og jeg har lige hørt en sætning jeg virkelig kan identificere mig med:

“Sådan har det været hele mit liv: Jeg går altid ud fra at mænd bare ser mig som en af gutterne. Så når en af dem er interesseret i mig som kvinde, er jeg helt forbløffet. Med tiden er jeg kommet lidt af med den dårlige vane, men den er ikke helt væk.”

Det kunne have været skrevet af mig, og de få jeg har prøvet at formulere det til, har kigget skeptisk på mig og ikke helt forstået det. 

Jeg har efterhånden ikke tal på hvor mange mænd (okay, nu lyder det som om jeg nærmest er belejret, men det skal ses i lyset af min overraskelse gang på gang …) jeg har mødtes med til kaffe og hyggesnak (efter min opfattelse) som enten pludselig midt i samtalen eller under det obligatoriske farvelkram, har vist sig særdeles “interesserede i mig som kvinde”. Ikke på en ubehagelig, overgribende måde (så du behøver ikke have dårlig samvittighed hvis du er en af de mænd og læser dette ;-)), men bare så jeg tænkte “nå, for søren, jeg troede bare vi var intellektuelt på bølgelængde …”. Og det er da smigrende, men det føles simpelthen så underligt åbenbart at være så fuldkommen blank i forhold til interessesignaler. Af samme grund har jeg i øvrigt altid sat pris på hvis nogen har fortalt mig helt præcis hvad de var interesserede i – også når jeg ikke var interesseret i det samme – for så er det nemt at sige til og fra. Subtile signaler fanger jeg simpelthen ikke. Jo, vent, når mænd begynder på en helt tilfældig måde at flette størrelsen på deres penis ind i samtalen (og det gør en del faktisk – gad vide om de selv tænker over det?? 😄) , så begynder jeg at fatte mistanke, men bortset fra det …

Nå, men jeg er glad for at høre at Amy er på samme hold. Og denne note kan så være en advarsel/oplysning til mænd der inviterer sig på kaffe eller får en invitation af mig: Jeg tror temmelig sikkert at du udelukkende er interesseret i min hjerne, så hvis du håber eller tror at jeg er interesseret i andet end din, og vil undgå akavethed senere, så sig det eller spørg mig direkte. 

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

Farvel Korsør, goddag Førslev

Jeg havde faktisk helt glemt at jeg sidste år havde skrevet de her indlæg om at savne et sted at slå rødder og om at savne fast grund under fødderne, men det er dejligt at læse dem nu og kunne skrive at der er fast grund på vej.

Eller ja, det ved man jo aldrig: For tre år siden flyttede jeg til Korsør, og jeg var umiddelbart skideglad for det. Men der var alt muligt galt med den flytning. Der var skæv kommunikation med flyttefirmaet, jeg var stort set alene om det hele, flyttede langt væk fra familie og venner, havde en ubærlig støj i min lejlighed lige fra første nat (et problem der først blev løst 2½ år efter), og det var ikke særlig nemt at få et netværk her som det var i København. Og med det i baghovedet er det måske ikke så underligt at min store glæde ved Korsør stille og roligt blev forvandlet til en følelse af ensomhed og rodløshed.

Men nu flytter jeg igen, og jeg tror på at denne gang er anderledes. Der er en helt anden energi bag. Følelsen af at bevæge mig mod noget nyt – ikke væk fra noget gammelt. Jeg flytter ned til gode venner (da vi begyndte at tale om det, var de kun gode bekendte, men nu spirer et varmt og nært venskab i formodningen om at vi skal bo tæt i mange år), jeg får glædesbobler i maven ved tanken, jeg flytter på landet, hvilket jeg har savnet siden jeg boede på Orø for mange år siden, og … jeg kan næsten ikke stoppe igen. Der er så meget glæde ved det her skridt at jeg ikke kan forestille mig at det ikke bliver godt. Der er masser af medvind hvor der sidst var modvind.

Men Førslev??

Folk der kender mig eller har været på kursus hos mig for nylig, ved at jeg ledte efter et sted at bo omkring Roskilde. Der har jeg før boet, og jeg kunne se mange fordele ved at vende tilbage. Så hvorfor i alverden flytter jeg nu pludselig til Førslev?

Fordi livet – som sædvanlig når jeg planlægger noget – pludselig kom med et bedre tilbud. Og jo, jeg kommer så stadig til at bo lidt langt fra mine kære i Nordsjælland, men dog er det lidt tættere på OG tættere på andre dejlige mennesker jeg er bekendt med i området. Og jeg havde mange andre ønsker på listen som bliver opfyldt her.

Jeg skal leje et fint lille hus hos et polyamorøst par. De er dejlige mennesker som jeg deler mange livsværdier med, og jeg glæder mig til et frit og rart naboskab med højt til himlen. Mine workshops vil også få et professionelt løft nu hvor jeg kan holde dem i den fantastiske Førslev Gl. Mølle som ligger lige over gårdspladsen. Det er på tide de kommer ud af min stue og ind i smukkere rammer – ikke mindst med skøn natur at grounde i undervejs.

Så det er forklaringen på at jeg nu rykker et andet sted hen end jeg havde planlagt: Fællesskab, samhørighed, natur lige uden for døren, smukke rammer at arbejde i – generelt udsigt til mere saft og kraft. Og det har jeg virkelig savnet.

Min nye baghave

Min nye baghave

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter

Twitter

Share on Facebook

Facebook

Taler vi sammen fra høj bevidsthed eller drama?

“At tale om vores problemer er vores største afhængighed. Bryd vanen: Tal om dine glæder.”

Jeg så det her i et opslag på Facebook forleden, og jeg kom til at tænke på en dejlig fest jeg var til i lørdags. Da jeg vågnede mandag morgen, tænkte jeg over weekendens indtryk, og jeg blev ærgerlig over hvor meget problemerne var kommet til at fylde i mine fortællinger.

Det var en fest for polyamorøse, og vi spørger naturligt hinanden når vi mødes i polysammenhæng, “hvordan er dit kærlighedsliv for tiden” (eller noget i den retning), og jeg hørte mig selv fortælle den samme gamle historie jeg har fortalt de sidste 6 år. Faktisk var jeg ved at fortælle den igen nu hvor jeg skriver dette indlæg, for at du skulle vide hvad det er for en historie jeg taler om. Men det behøver jeg ikke. Jeg kan nøjes med at fortælle at det var historien om den svære del af mit parforhold. Og at jeg fortalte den hver eneste gang nogen spurgte mig “hvordan er dit kærlighedsliv?”

Og det ærgrer mig nu at dét så – som det eneste fokus – blev fortællingen om mit forhold den aften. For jeg gider faktisk ikke længere hænge fast i den historie. Den er sand, ja, men det er overhovedet ikke den eneste sandhed.

Jeg kunne lige så godt fortælle om vidunderlig elskov, stor kærlighed, personlig udvikling, sanselighed, morskab, musik og alt det andet og fantastiske der kendetegner mit forhold. Ikke fordi problemerne ikke også må være kendt, men det er drænende når det bliver det eneste der får fokus. Og det er slet ingen bebrejdelse af mine samtalepartnere – det er min egen fortælling jeg er træt af, og det er mit ansvar at løfte fortællingen et andet sted hen.

Det handler om fokus, og for mig handler det også om bevidsthed – et begreb der optager mig meget på alle planer. Det dræner mig at tale for meget fra “lav bevidsthed” – jeg synes det er mere gavnligt at løfte historierne op i lyset frem for at holde dem i live i mørket. Det er fristende at søbe rundt i dramaerne, men det er ikke særlig opløftende. Og her mener jeg opløftende i bevidsthedsmæssig forstand – ikke i betydningen “at komme i bedre humør”, men faktisk at blive løftet i hele vores energi.

Det handler ikke om at de svære ting ikke må være der, men om at se på hvornår de svære ting vi taler om, er gamle historier, og hvornår det er aktuelle følelser der retteligt skal have deres plads. For mig er den svære del af historien om mit parforhold helt klart en gammel historie, og den historie holder jeg i live ved at blive ved at gentage den. Jeg skaber den igen og igen. Og det behøver jeg ikke. Hvis noget af det fyldte meget i mig her og nu, og jeg var knuget af sorg eller oprørt af vrede over en aktuel situation, var det noget andet. Det ville skulle have sin plads i samtalen og ikke bare fejes væk med et “nu skal vi også se på det positive”. Men de gamle historier som ved deres gentagelse bliver ved med at holde os fast i dem, er der ingen fornuftig grund til at give for god plads.

Også som lyttere har vi en tendens til helst at ville høre om det svære. Jeg gætter på at hvis dette indlæg var en samtale, så ville du lige nu spørge langt mere ind til den svære historie jeg har undladt at fortælle, end til den vidunderlige elskov jeg nævnte, men min fortælling om elskoven ville med garanti løfte os et bedre sted hen, mens det andet ville trække os ned.

Har du også historier du bliver ved med at gentage – om dig selv eller andre – selvom du/de faktisk er vokset ud af dem? Jeg håber selv at være bedre til at tage mig i det fremover, for jeg mærker at det andet gør mig træt. Både som fortæller og som lytter.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter

Twitter

Share on Facebook

Facebook

Praktisk eller saftig?

Pige tager en bid af et saftigt æble

I lørdags var jeg til La Loba-dans på Frederiksberg. Det siger dig muligvis ingenting, for det er ikke så udbredt herhjemme endnu, men det bliver det. Misa som holder det, er vidunderlig, og hendes arrangementer er transformerende. Det handler (alt for kort og forsimplet sagt) om at give slip og lade kroppen danse som den vil til særligt udvalgt musik, og undervejs sker der vilde ting i ens indre.

Efter første del af dansen var det der boblede op hos mig, glæde. Den ægte indre livsglæde. Efter en pause skulle vi danse videre, og vi lagde ud med at danse den frie, legende energi. Jeg følte mig glad og sjov og let som en fjer. Dansede og dansede. Og begyndte så at snurre rundt. Jeg snurrede og snurrede – nærmest som en sufi, og jeg kunne mærke det skørt jeg ikke havde på, flagre omkring mig mens jeg snurrede.

Så fik jeg et indre billede af at være en fri, glad og ubekymret pige midt på en blomstereng i fri snurredans med skørtet flyvende ud fra taljen. Som barn ønskede jeg mig sådan en nederdel, kan jeg huske. Jeg gik ikke op i hvilken farve den havde, eller noget som helst andet. Det eneste kriterium var at den sådan kunne brede sig ud i hele sin vidde omkring min krop når jeg snurrede rundt. Og her dansede jeg nu som en 46-årig lille pige på en eng med det skørt.

Og så kom tårerne. Jo mere jeg snurrede, desto mere pressede de sig på. Jeg forsøgte at stoppe. Jeg var jo også bange for at blive svimmel. Der er grænser for hvor meget man kan snurre uden at vælte. Men snurre ville min krop. Og hver gang jeg snurrede, pressede tårerne sig mere og mere frem.

Andre i rummet råbte, trampede, skreg, grinede, og til sidst kunne mine tårer ikke holdes tilbage, og de blev til en høj hulken. En hulken så høj at jeg aldrig ville have givet slip på den derhjemme af frygt for at naboerne ville komme løbende. En hulken så høj at jeg aldrig ville have givet slip på den i armene på min kæreste af frygt for at han ville blive forskrækket. En hulken så høj at der kun var plads til den i et rum fuld af kvinder der vidste at min proces var helt okay fordi de var optaget af deres egen.

Min krop krampede sig forover i gråd og gav slip på høje lyde, snot og tårer. I mit indre lød en stemme der sagde at det var “årtusinders smerte der kom til udtryk”. Årtusinders. Ikke bare dette livs. Måske ikke engang bare mit livs. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at noget i mig havde stor modstand mod den frie, ubekymrede glæde der ellers før har været min naturlige følgesvend. Følelsen i mig var, at hvis jeg tillader mig selv at være for ubekymret og glad, så kommer der nogen og river tæppet væk under mig så jeg bliver ked af det igen. Følelsen af at det ikke kan betale sig at give glæden al den plads, for sorgen kommer alligevel og river den væk.

Jeg rev mig ud af sorgens favntag og dansede forkrampet videre med gråden. Den satte mig igen i stå med høj hulken, og pludselig mærkede jeg en arm omkring livet. Min sjælesøster tog omkring mig bagfra og vuggede med mig mens jeg hulkede. Hun dansede omkring mig, og jeg dansede med, og min gråd blandede sig pludselig med høj latter så jeg ikke længere mærkede om jeg egentlig grinede eller græd. Men det gjorde ikke noget. Min krop var fri til at udtrykke det der kom, og omkring mig dansede en engel med det blideste smil og et “jeg har dig” i blikket. Vi fortsatte hver vores dans, og min gråd klingede af.

Inden dansen sluttede, nåede jeg også at danse min indre kraft frem. Jeg mærkede den stærke, stolte kvinde jeg også er. Hende der er fuld af saft og kraft, stærk intuition, klare grænser, sund vrede, vild glæde, sang, dans – LIV.

Jeg længes mere og mere efter hende. Og hun længes efter at jeg finder hende og smelter ind i hende. Hun hiver i mig, og det gør ondt at gøre modstand.

Livsvalg

Jeg står over for et livsvalg. En mulighed. Hvad det præcis er, kan jeg af flere grunde ikke skrive her, så det er ikke for at være krukket eller mystisk jeg ikke er direkte. Men fra uventet kant fik jeg for nylig tilbudt en spændende mulighed. En mulighed jeg faktisk har drømt om, og som jeg nu overvejer at tage imod. Men min drøm havde en lidt anden form, og derfor (?) griber min hjerne nu efter sin desværre alt for tro følgesvend: min praktiskhed.

Forestil dig det her scenarie: Efter 2 måneders regnløs hedebølge trækker det endelig op. Skyerne trækker sig sammen, der lyder en buldren i det fjerne, og himlen lyser op i lynglimt. Om lidt åbner alting sig, og regnen vælter ned.

Saftige Anja vil gerne løbe nøgen ud i regnen og danse. Eller nej, hun gider faktisk ikke smide tøjet, for det er jo lige meget om hun bliver gennemblødt. Hun skal bare ud under den vilde, åbne himmel. Men før hun får set sig om, har Praktiske Anja bremset hende. Det regner jo. Det er koldt. På med regntøjet. Op med paraplyen. Og så helst stå inde under halvtaget og tænke lidt over om det nu går an at danse rundt. Hun kunne jo blive forkølet. Smide tøjet alligevel? Mjo, det er jo ikke fordi hun er genert, meeen … er regnen egentlig ikke allerede ved at stilne af igen? Det er garanteret holdt op inden hun kommer derud, og så kunne det jo ikke betale sig. Nej, hun går ind igen og hygger med en god bog. Der kommer masser af regnvejr. Hun kan altid gøre det en anden gang.

Et ægte eksempel: Der er snart fest i et netværk jeg er tilknyttet. “Hvorfor skal du ikke med?”, blev jeg spurgt forleden. Og det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg ved at Saftige Anja ville hygge sig helt vildt. Der kommer vist stort set kun mennesker hun ville elske at feste med, grine med, spise og drikke med, snakke natten lang med, være sig selv med. Men Praktiske Anja tog beslutningen længe før Saftige Anja nåede at tænke over det. Hun sagde at det blev for besværligt med overnatning, at det var for langt væk – ja, generelt ville det bare blive bøvlet. Og så meget trækker fester altså heller ikke. Så hun undersøgte ikke engang om bøvlet kunne blive mindre. Om der var nogen at køre med, sove hos osv. Nej, der er jo også arbejde der skal gøres, og en hel weekend er lang tid. Hvad nu hvis jeg hellere vil noget andet til den tid?

Og på den måde går jeg glip af meget af den saft og kraft jeg faktisk længes efter.

Jeg er tit blevet kaldt modig, og det er jeg måske også på mange områder. Jeg lever på mange måder uden sikkerhedsnet. Men jeg kunne godt tænke mig at slippe det mentale sikkerhedsnet også. Ikke at blive hovedløs, men dog at give hovedet mere fri og mærke mere efter i kroppen. Spørge mit skød hvad dét synes. Spørge som Clarissa Pinkola Estes foreslår i den fantastiske bog (som skulle være obligatorisk læsning for enhver) Kvinder der løber med ulve: (frit efter hukommelsen) “Hvad er det jeg ved dybt inde i mine æggestokke er sandt?” Spørge mine fødder hvor de helst vil gå hen. Spørge mit hjerte hvor det vil trives bedst. På mange områder er jeg virkelig god til det, men der er stadig et stort hæmmet område i mig der allerhelst vil gemme sig i sikkerhed fra at blive for berørt af ægte liv.

Jeg vil gerne tage flere saftige valg og færre praktiske. Mærke mere vildskab og mindre dovenskab. Min sjælesøster danser altid omkring mig mens hun kigger kærligt på mig og opfordrer mig til at tørre de bange tårer bort og danse med. Og livet giver mig saftige æbler jeg kan tage en stor bid af – hvis jeg vil. Men valget er mit alene: Praktisk eller saftig?

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter

Twitter

Share on Facebook

Facebook

Indre og ydre ro

Halvdelen af året er snart gået.

I mit liv er der ro lige nu. Både på det indre og det ydre plan. Jeg har i 2½ år levet i en  lejlighed med konstant irriterende støj fra en nabovirksomhed (hvis du har været på et af mine kurser, har du hørt det i frokostpausen), og i mandags blev her endelig stille. Jeg har næsten ikke ord for hvor befriende det er at bo i stilhed – især når det faktisk var netop stilheden der fik mig til at vælge at bo i Korsør i sin tid.

Sjovt nok (er der en sammenhæng?) kom den ydre stilhed netop som en indre støj i mig havde lagt sig efter at jeg har brugt forsommeren på at gå i dybden med at arbejde med vrede. Måske overrasker det dig at vrede er noget jeg har haft behov for at arbejde med – det overrasker i hvert fald folk der kender mig godt. Men netop os rolige, rummelige typer kan have en tendens til at rumme så meget at bægret til sidst flyder over. Jeg kan kun anbefale at se på om du er en af dem der har sat din sunde, berettigede vrede i skammekrogen – hvis der altså er noget der støjer i dit liv. (Jeg fandt løsningen her – og nej, jeg får ikke noget ud af at reklamere for det; det er kun en serviceoplysning til dig der følte dig truffet.)

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter

Twitter

Share on Facebook

Facebook

Forleden forsøgte jeg at formidle noget i en samtale med en der ikke er tilfreds med verden og med sit liv i den. Jeg fik ikke sagt alt det jeg gerne ville, men her på bloggen har jeg heldigvis al tid og plads i verden, så her kommer det til dem der kan bruge det:

Livet vil gerne gøre dig glad

Jeg tror på at vores tanker og følelser er vores kommunikation med livet. Vi fortæller livet hvad vi vil og ikke vil, og livet svarer ved at forme sig efter den kommunikation. Oplever vi modstand, er det livets måde at fortælle os at vi er på vej i den gale retning, på. At det vi er i gang med, ikke er i overensstemmelse med vores inderste kerne og det vi siger at vi gerne vil.

Dermed ikke sagt at vi skal give op ved den mindste modstand og tage det som “et tegn”, men hvis modstanden har karakter af “det her bliver ved at være en kamp – et sejt træk op ad bakke, og jeg er ved at dø af udmattelse og synes alt ser sort ud”, så er det måske nok tid til at give slip. Modstand der giver dig positiv kampgejst eller gør rejsen mod målet udfordrende på en udviklende og sjov måde, er sandsynligvis ikke et advarselssignal.

Hvor kommunikerer du fra?

Jeg tror på at vi har to kommunikationskanaler – vores hoved og vores hjerte. Og det føles for mig som om vores hoved kommunikerer begrænsninger, og vores hjerte kommunikerer muligheder.

I virkeligheden er en balance nok det bedste. Ikke bare mellem hoved og hjerte, men også alle de andre centre i vores krop. Nogle kommunikerer fra maven, f.eks. Men lige nu, for overskueligheden i dette indlæg, holder jeg mig her til hoved og hjerte.

I vores oprindelige essens kommunikerer vi fra hjertet. Her giver man klart og tydeligt udtryk for sine behov og ønsker. Men hvis man gang på gang oplever at det man kommunikerer fra hjertet, ikke bliver hørt, kan der ske det at man stille og roligt bevæger sig op i hovedet og bliver der. I hovedet har man (en oplevelse af) kontrol. Det er ikke sikkert at alt det man kommunikerer fra hovedet, bliver hørt og bliver til virkelighed, men det gør ikke lige så ondt som når det samme sker med det man kommunikerer med hjertet. Derfor føles det umiddelbart nemmere og “mere konstruktivt” at blive der.

Efterhånden som livet responderer på det hovedet kommunikerer med alle dets forbehold og begrænsninger, vil man opdage at det aldrig rigtig gør en glad. Man vil være som tallerkenkunstneren der har enormt travlt med at holde sine (og måske især andres) tallerkener kørende, men man vil opdage at selv om de kører, er man ikke rigtig glad. Man er faktisk bare travlt beskæftiget med at holde dem kørende og skidebange for at tabe nogle på gulvet.

Og det sker jævnligt. Man taber nogle på gulvet – det kan man ikke undgå.

En gang imellem ramler hele lortet, for man kan ikke holde alle de tallerkener kørende i længere tid. Så kan man enten bebrejde sig selv at man ikke gjorde det godt nok, eller man kan bebrejde alle de andre der ikke lige gav en hånd med. De burde jo også have en interesse i at holde showet kørende! Men det har de ikke. Det er inde i ens eget hoved de tallerkener er vigtige. Andre kigger bekymrede på showet og venter egentlig bare på at det ramler, for de fleste kan godt se at det ikke holder i længden.

Når alting så er ramlet, sker der en af to ting. Man konsulterer sit hoved og bygger sit show op igen. Det er umiddelbart det nemmeste. Men det kan også være man begynder at lytte til det hjerte man har lukket ned for, for nu er der en stund hvor det kan trænge igennem. Nogle gange bliver man faktisk tvunget til det fordi nogen kommer og tager ens pinde og tallerkener og beder en om at  feje op efter sig og finde et andet sted til sit show – eller begynde at gøre noget andet end at optræde.

Livet lytter – men ikke kun til det du siger

Tilbage til kommunikationen med selve livet.

Jeg tror som sagt at livet reflekterer det vi vælger at kommunikere til det. Er vores grundtanke (-følelse/-energi) “livet er hårdt, verden er underlig, andre er dumme”, så er det dét livet spejler. Vi får et hårdt liv. Verden omkring os bliver mere og mere underlig. Andre virker dummere og dummere.

Er vores grundtanke (-følelse/-energi) “livet er dejligt, verden er smuk, andre gør deres bedste”, så er det dét livet spejler. Vi har et dejligt liv, vi oplever en smuk verden, og vi møder andre mennesker der gør deres bedste.

Man kan sige at det er to forskellige livssyn – det optimistiske og det pessimistiske. Og det kan opleves som svært at ændre livssyn. Som optimist har jeg virkelig svært ved at give pessimisten ret, og pessimisten har svært ved at se at jeg som optimist kan have ret. Men vi får begge ret, netop fordi livet spejler det vi kommunikerer til det. Livet er svært for pessimisten og let for optimisten. Begge parter er lige meget – eller lige lidt – realister.

Her er en påstand: Det er bedre at være optimist end pessimist.

Lad os sige at ens ønske er at have et let liv. At være glad. At opleve mere flow. Så vil jeg påstå at det er mere hensigtsmæssigt at leve fra hjertet end fra hovedet; at være mere optimistisk end pessimistisk.

Og her er en anden påstand – en der måske er sværere at tro på:

Det er let at være glad!

Det eneste der afholder en fra at være glad, er ens modstand mod glæden. Det er ens hoved – ens ego – ens “lille selv” – der holder glæden og letheden på afstand. Fordi man har en overbevisning om at det er farligt at være glad. Man har måske danset glad omkring engang, og så har man fået en lussing og er blevet bedt om at sætte sig ned og tage livet mere alvorligt. Enten i bogstavelig forstand eller i overført betydning. Og i sin alvor tænker man nu ting som:

  • Hvis jeg bare er glad, så lader jeg stå til og gør ikke noget godt for dem der er i nød.
  • Hvis jeg bare er glad, er jeg egoistisk.
  • Jeg må/kan ikke være glad hvis andre er kede af det.

Men det er let at være glad. Har du nogensinde været virkelig vred eller ked af det, og så var der en der sagde noget sjovt så du kom til at grine og for en stund glemte din sorg eller vrede? Så let er det faktisk. Man kan dyrke de stunder hvor sorgen og vreden slipper. Man kan opsøge de stunder. Man kan selv skabe de stunder.

Men det kræver at man tager valget og bevæger sig ned i hjertet og kommunikerer med livet derfra. Og for at tage valget skal man jo ville det. (Hvem vil ikke gerne være glad, kunne man spørge, men det vil man netop ikke hvis man tror at glad = ligeglad.)

At vælge glæden handler om fokus. Og det handler om at indse at sorgen og vreden ikke er vigtigere end glæden. Tværtimod – hvis man altså vil have et let liv og opleve verden som smuk. Desværre får vi ofte at vide at vi endelig ikke må undertrykke sorg og vrede (det synes jeg bestemt heller ikke vi skal), men der er alt for sjældent nogen der fortæller os at vi ikke må undertrykke vores glæde. Og det bliver en belejlig undskyldning for at dyrke modstanden og holde glæden på afstand.

Det kan også umiddelbart føles mest trygt at blive i sit hoved.

Hvorfor føles det så farligt at være i hjertet?

Hjertet er sårbart. At leve fra hjertet er at risikere at blive såret. Eller rettere: Det bilder hovedet os ind. I virkeligheden er vi meget mere sårbare når vi lever fra hovedet, for hovedet kan ikke klare sig i længere tid uden hjertet (også rent fysisk: Vi dør ikke rigtigt før hjertet dør. Hjernen kan kroppen klare sig uden – hjertet er bogstavelig talt livsnødvendigt.). Verden vælter på et tidspunkt når vi ikke har hjertet med.

Hovedet har i virkeligheden ikke nogen svar. Ikke på de vigtige spørgsmål, i hvert fald. I hovedet sidder alle de ting vi har lært. I hovedet sidder alle de lussinger vi har fået. Hovedet husker alle de gange nogen har stukket en kniv ind i vores hjerte, og så forsøger det at beskytte hjertet ved at bilde det ind at det er bedre at hovedet tager over herfra.

Men hjertet er ligeglad. Hjertet kan tage alle de stik det skal være. Hjertet heler lynhurtigt. Hjertet ler af smerten. For smerten sidder kun i hovedet.

Hovedet tror at hvis det har styr på alting, så er man tryg. Men hvor tryg er man egentlig hvis man bliver syg eller dør (også selv om det “kun” er indvendigt)? Hvor trygt er det at blive i et job man hader, hvis det had slår en – eller ens livsgnist – ihjel? Hvor stor tryghed skaber man for sine omgivelser hvis man selv visner langsomt?

Hvordan kender man forskel på hoved- og hjerte-kommunikation?

Hovedet siger “ja, men …” eller “nej, for …” – hjertet siger bare “ja!” eller “nej!”.

Hovedet forsøger hele tiden at svare på “hvordan”. Hjertet stiller ikke spørgsmål – det kommer med svar. Hvis hovedet ville bygge bro, kunne det høre de svar, men har man lukket ned af frygt for sårbarheden, kan man ikke høre noget.

Og så står man pludselig der hvor man ikke længere tør eller vil give udtryk for sine behov. Når man bliver spurgt hvad man har lyst til eller behov for, svarer man fra hovedet. Man er blevet opgivende. Man har mistet sit livsmod. Man har fået erfaring for at ens ønsker ikke kan opfyldes, så man holder op med at give udtryk for dem.

Alt hvad man gør, gør man i et forsøg på at finde det bedst mulige alternativ til hjertets ønsker. Og det gør ondt når man undertrykker de ønsker. Det gør ondt når man undertrykker sit hjerte. Når man kun tillader det en lillebitte ventil her og der. Man bliver tallerkenkunstneren der holder alle de andres tallerkener i luften (og i øvrigt fratager dem muligheden for selv at lære at balancere dem), og man bliver bare mere og mere træt.

Hvad sker der ved at man ikke giver udtryk for sine hjertebehov?

Jeg har skrevet det før i en anden forbindelse: Alt det vi gør for ikke at miste hinanden, er lige præcis det vi mister hinanden på. Og jeg kunne tilføje: mister os selv.

Hvis vi ikke er tydelige om vores ønsker og behov, så får vi dem ikke opfyldt. Så enkelt er det. Livet kan ikke opfylde vores ønsker hvis vi ikke er modtagelige. Vi tror det er fordi livet ikke hører os (eller som pessimisten ville sige: at livet er uretfærdigt), men det er os der ikke lytter.

Og vores omgivelser kan ikke høre os fordi vi ikke er tydelige. De tror vi ikke har behov, de tror deres behov er vores behov, eller de tror det er okay for os at vores behov ikke bliver opfyldt.

Du viser andre at de kan være trygge ved dig, ved at være ægte dig. Ved at følge sit hjerte, giver man andre trygheden til at gøre det samme.

Livet er som en dans, og det er livet der fører. Kæmper vi imod livet og prøver at styre frem for at lade os føre, bliver vi jokket gevaldigt over tæerne. Og det holder ikke op før vi giver slip – i tillid til at livet vil os det bedste.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter

Twitter

Share on Facebook

Facebook

2018: Bevidsthed rocks!

2017 har været et skidegodt år. Jeg havde ét nytårsforsæt, og det var “vær glad!” Og det har jeg i høj grad været.

2013, -14, -15 og -16 var år jeg kunne se tilbage på og huske at jeg havde grædt meget (selv om det også var år hvor der skete vildt gode ting). Når jeg ser tilbage på 2017, kan jeg ikke huske at have grædt. Jeg ved jeg har gjort det indimellem, men jeg husker det ikke når jeg ser tilbage på året der er gået, og det er virkelig fedt!

Midt på året havde jeg en følelse af at være i venteposition – af rodløshed. Den følelse er gået over, omend jeg stadig ikke har slået rødder, men jeg har det nu som om jeg er ved at slå rødder i mig selv, og at de rødder vil gribe fat i noget fysisk håndgribeligt i 2018.

Det føles for mig altid som om hvert nyt år har sit eget tema, og sidst på året sker der altid det for mig at temaet manifesterer sig for mig som et eller flere fokusord. I 2017 var det som sagt bare “vær glad!” Mine ord for 2018 er:

  • Bevidsthed
  • Tydelighed

Jeg ved ikke om der melder sig flere i løbet af de næste par dage. Glæde er helt sikkert også stadig et fokus, men det føles så rodfæstet i mig nu at jeg ikke behøver “sætte det på tavlen”.

Bevidsthed handler om at have bevidsthed med i alt hvad jeg gør. Ikke bare gøre noget halvhjertet eller formålsløst, men virkelig sætte en klar intention for alle handlinger. Det føles bydende nødvendigt at tage mig selv dybt alvorligt nu. Ikke på den kedelige “jeg må ikke have det sjovt”-måde, men på “ikke mere pis”-måden.

Tydelighed handler lidt om det samme, men også om at jeg endnu ikke har formået at fortælle folk hvad i alverden det er jeg laver. Når folk spørger mig, så væver jeg og kan ikke rigtig få det formuleret. Jeg vil spare dig for mine teorier om hvorfor, men det er tydeligt (!) for mig nu at det er ret vigtigt at jeg bliver tydelig omkring det – også over for mig selv. Ikke mere vaklen og væven. Når selv folk der har kendt mig i årevis, ikke forstår hvad jeg laver, så er der noget galt med min formidling. Det dur ikke mere når jeg faktisk gerne vil leve af det jeg laver.

Det jeg laver, handler i høj grad om bevidsthed. Ikke bare den form for bevidsthed jeg har beskrevet ovenfor, men også bevidsthed som (meget stort og for videnskaben endnu udefinerbart) begreb.

Derfor er jeg også begyndt at skrive på et nyt domæne: Bevidsthed rocks! (Vidste du at man kan købe .rocks-domæner (og .ninja, .vodka, .yoga og mange andre)? Det syntes jeg var så sjovt at jeg måtte eje et, og det her var så passende for det jeg har fokus på det næste år (som minimum), at det hurtigt gik fra at være for sjov til at blive alvor.)

Foreløbig ligger der ikke så meget, men hvis du vil være med til at gøre status over det gamle år og sætte en intention for det nye, så hop over og nap min “pakke” bestående af Min spirituelle handlingsplan – en 15 siders arbejds-pdf – og Dagens fokus – en guidet meditation til at holde dit fokus på daglig basis.

Jeg håber 2018 bliver lige præcis som – nej, endnu bedre end – du og jeg ønsker det!

Godt nytår.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter

Twitter

Share on Facebook

Facebook

Jeg er stødt på flere mænd der er bange for at blande sig i metoo-debatten. “Man tør jo ikke skrive noget, for man bliver bare slagtet.”

Bliver du slagtet i metoo-debatten, så er det måske med god grund. Jeg gætter på at det du gerne vil byde ind med i debatten, er et “men”?

Men der er ikke er noget “men” i overgreb. Metoo handler ikke (kun) om små klap bagi eller mænd der spørger om noget man ikke har lyst til. Og mange forsøger desværre at dreje debatten over på de små – og overordnet set få – tilfælde hvor det handler om misforståelser, flydende grænser m.m. At der overhovedet bliver brugt ord som snerpet, kropsforskrækket o.lign. i debatten, hører ingen steder hjemme i metoo. Eller rettere: Det er en del af problemet. At vi kvinder altid har fået den stukket i snuden selv ved helt tydeligt grænseoverskridende adfærd: Vi har altid fået at vide at det var vores grænser der var noget galt med – ikke den der overskred dem.

Metoo handler om et gigantisk omfang af krænkelser – det er specifikt omfanget det handler om, og det er helt hen i vejret at snakken skal drejes over på hvor synd det er for mænd at de nu ikke ved hvad de må og ikke må. For det ved mænd godt. Den helt almindelige mand ved godt at det kan tilgives som uskyldig sjov at han i fuldskab kigger sultent ned i en god venindes kavalergang til en julefrokost og spørger om han må røre, men at det samme scenarie bestemt ikke er i orden hvis det foregår på hans chefkontor under en kvindelig ansats lønforhandling.

Selvfølgelig er det et problem hvis det tipper over i en reel heksejagt på mænd – på samme måde som mænd i perioder har været (stadig er?) bange for at være naturligt kærlige over for børn pga. stor fokus på pædofili. Der skal vi ikke hen. Men så må dem der vil debattere de tilfælde, tage dem op i selvstændige artikler/tråde som ikke handler om at “hele metoo-kampagnen er hysterisk og forskruet”. For det er den ikke.

Den almindelige mand – typen der ikke sender uopfordrede dickpics og den slags – er slet ikke under anklage her. Og metoo’erne er ikke betonfeminister der bare vil kastrere mænd. Det er slet ikke det det handler om, men det er desværre meget det der får fokus af dem som gerne vil afspore debatten. Og kvinder er trætte af at skulle holde kæft og “slappe lidt af”. At mænd pludselig ikke ved hvilket ben de skal stå på, er et langt mindre problem end at kvinder i årevis – ja, altid – er blevet forulempet på det groveste og enten implicit eller eksplicit blevet truet til tavshed.

Når mænd bliver savet ned i debatter for at sige “men nu må vi også lige se på den anden side af sagen”, så er det fordi det svarer til at en kvinde rejser sig op i en forsamling og siger “jeg er blevet voldtaget”, og så rejser en mand sig op og siger “ej, nu ved jeg jo slet ikke om jeg tør flirte med en kvinde mere”. Tjo, hans problem er da også et problem vi skal snakke om, men skal vi ikke prioritere det sådan at vi først forhindrer at kvinder bliver voldtaget, og så taler om det andet senere?

Og især når vi ser på hvilket omfang det handler om. Jeg kender ingen kvinder der ikke har været udsat for grænseoverskridende adfærd fra mænd. Nogle kvinder har været så gode til at sige fra eller haft så vide grænser at de ikke har følt det som overgreb, men adfærden har stadig ikke været i orden. Og et af problemerne her er at debatten igen og igen drejes over på at vi kvinder enten skal være bedre til at sige fra eller lade være med at være nogle snerper. Fokus BØR være på den grænseoverskridende adfærd og omfanget af den, for det er dét metoo handler om. Enhver afsporing fra det, gør de forulempede kvinder vrede – med rette, synes jeg.

Så hvis mænd ikke tør blande sig i debatten af frygt for at blive slagtet, kan de overveje om det de gerne vil blande sig med, måske faktisk er upassende. De kunne overveje at se på hvorfor kvinderne er vrede, og anerkende deres ret til at være det først og fremmest. Ikke som et “vi kan jo godt blive enige om at overgreb ikke er i orden, MEN …”, men simpelthen som et “overgreb er fandme ikke i orden – hvad kan vi sammen gøre ved det?” Så kan vi tale om de andre ting bagefter.

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter

Twitter

Share on Facebook

Facebook