≡ Menu

Har du en følelse af sammenhæng og samhørighed?

Jeg har lyst til mere sammenhæng/samhørighed i mit liv. Jeg har haft den, men lige for tiden føles mit liv meget fragmenteret.

Jeg bor alene, arbejder alene (for det meste), har en kæreste som jeg kun er sammen med alene – min familie og venner kender ham ikke rigtig; mine venner og veninder kender heller ikke rigtig hinanden – jeg ser de fleste hver for sig (og ganske kort og sjældent efter at jeg er flyttet til Korsør – hvor jeg ikke kender så mange endnu).

Jeg har det godt. Dette er ikke en klagesang (skriver jeg fordi jeg tror ordet “alene” vil få mange til at føle en medlidenhed der ikke er nødvendig) – bare et ønske om forandring fra noget godt til noget (jeg lige nu tror er) bedre. Som en ret mad der smager godt, men den mangler liiiige et nip salt for at være helt i balance. Eller sådan noget. 

Aleneheden og tilbagetrukketheden er noget jeg som introvert har meget brug for og nyder. Men det betyder ikke at der ikke også gerne må være en følelse af fællesskab, samarbejde, “familie”, vennekreds, sparring, udveksling osv., og den følelse kniber det med for tiden.

Jeg er nysgerrig efter om du kan relatere til det, og hvordan du forholder dig til det hvis dit eget liv er på samme måde. Om du evt. aktivt har prøvet (med held?) at skabe mere sammenhæng og hvordan.

Kommenter gerne nedenfor. 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Polyamori: Pas på “de andre” – ikke kun hinanden

Polypartner efterladt i skyggen

Nedenstående er skrevet som debatindlæg til Politiken som desværre ikke fandt plads til det i denne omgang – derfor bringer jeg det nu her i stedet for.

Jeg har i årevis været fortaler for åbne parforhold. Jeg er selv polyamorøs og passer derfor ikke ind i en monogam ramme. Derfor er det en stor glæde at se, at emnet for tiden får en del fokus i pressen, så folk opdager, at der er flere måder at være i parforhold på – uden utroskab, men i fuld ærlighed og respekt for alle parter.

Der er imidlertid en – efter min mening uheldig – tendens, jeg ikke havde set komme: Folk i åbne parforhold opfører sig stadig som om, de kun er to.

Måske ser jeg bare den tendens, fordi det er den type par, pressen kan få i tale – de etablerede par, der opdager nye muligheder og giver hinanden frihed til at gå på opdagelse uden for ægteskabet. Men skulle det være udtryk for en faktisk tendens, har jeg her noget vigtigt på hjerte.

At give hinanden seksuel frihed har været ”almindeligt” i mange år, men også at give hinanden følelsesmæssigt fri er en forholdsvis ny tanke for mange. Og netop den følelsesmæssige frihed indebærer en anden slags ansvar end den rent seksuelle.

Går man ind på ideen om, at man kan have flere kæresterelationer på en gang, det man kalder polyamorøse forhold, så er man ikke længere kun to. Der er flere at tage hensyn til. Der er flere at inddrage i beslutninger. Der er flere, der har ønsker, krav og forventninger til hinanden og de andre. Det er ikke så ligetil.

Mange opfatter dog stadig deres ”oprindelige” parforhold som det primære parforhold. Og det kan der være et vist ræsonnement i. Har man børn, hus og fælles økonomi, så vil der – hvis ikke man beslutter at arbejde aktivt for noget andet – være en naturlig ”rangordning” i forhold til kærester, man ikke deler disse ting med til daglig. Den rangordning har jeg personligt ikke noget imod at være en del af.  Der, hvor jeg ser problemet, er, når der er en forventning om en følelsesmæssig, tidsmæssig og betydningsmæssig rangordning. Jeg har noget imod at øvrige partnere bliver frataget medbestemmelse i deres eget parforhold fordi en anden – primærpartneren – har mere at skulle have sagt.

Men en del vælger altså – måske pga. usikkerhed og manglende erfaring? –at blive i den behagelige illusion, at der stadig er et ”kun os to”, og så er der andre, når ”vi to” kan finde plads. Men ”andre” har også behov. Andre polyamorøse ønsker også kærlighed, tryghed og værdighed i deres forhold. At gå ind i et allerede etableret parforhold er utrolig sårbart. Især hvis man fornemmer, at man til enhver tid kan spyttes ud, hvis ens tilstedeværelse skaber for stor usikkerhed hos en anden.

Jeg kan sagtens forstå behovet for tryghed i et parforhold. Min pointe er blot den, at det behov har alle. Også dem, der ikke er nummer et. De har også brug for selv at kunne bestemme, hvad de gør med et andet menneske, uden at det skal gennem et tredje menneskes filter af usikkerhed eller uvilje først. Når man siger ja til at være nogens sekundærpartner, er det gerne med tryk på partner – ikke på sekundær. De sekundære er ikke andenrangsmennesker, og de bør kunne forvente at blive behandlet med respekt.

Jeg er ikke ude på at diktere, hvordan et ”rigtigt” polyamorøst forhold skal se ud. Det bestemmer man gudskelov selv. Rammerne er vide, og finder man andre partnere, der har samme ønsker og behov som en selv, så er det bare fjong. Jeg ønsker blot at mane til omtanke, når man vælger at gå ned ad den sti. Ikke kun omtanke for hinanden, men også for de andre, man nu vælger at lukke ind.

 


Har du lyst til at fordybe dig i emnet, så læs Bogen du SKAL læse som polyamorøs – eller det der ligner (og nej, det er ikke min egen jeg mener ;-)).


Red. d. 6/3: Naomi Hagelberg (som jeg vil anbefale dig at følge her: Etisk nonmonogami) har lavet denne relevante video hvor hun fortæller om fordele og ulemper ved de hierarkiske og de ligestillede parforhold:

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Halløjsa 2017! Er du med på en hed kærlighedsaffære?

Jeg plejer at bruge årets sidste dag(e) på at gøre status. Men jeg gider ikke i år. Jeg gider ikke se tilbage – kun frem. Ikke fordi 2016 har været noget dårligt år overhovedet. Men bare fordi det i øjeblikket inden i mig føles som spild af energi at se tilbage. Jeg kan ikke bruge det til noget. Hvilket føles spøjst når jeg altid har gjort det.

Jeg plejer også at skrive nogle ord – en 4-5 stykker – jeg ønsker skal præge det nye år. For 2016 var det lethed, blidhed, kærlighed, åbenhed og lys. Men i år kommer der kun to ord:

Vær glad!

Det har faktisk været mit fokus det sidste kvartal, og det har været så dejligt at jeg tager det med ind i det nye år som et endnu stærkere fokus. Altså dét specifikt at arbejde med glæden. Ikke som et falsk positivt sukkerlag oven på en fortrængt vrede eller sorg, for ægte sorg og ægte vrede skal jeg nok gøre plads til når/hvis den kommer. Næh, jeg taler om den ægte, ubetingede glæde der skinner som et stærkt lys indefra og brænder falsk egodrama væk. Den glæde jeg tror på er vores sande væsen.

Jeg har skrevet det før, men jeg gentager det, for jeg synes det er vigtigt: Vi får tit at vide at vi endelig ikke må lægge låg på vores vrede eller sorg (og det synes jeg heller ikke vi skal), men alt for sjældent – eller aldrig – bliver vi mindet om at vi heller ikke bør lægge låg på glæden. Det er som om glæden er noget vi sandelig kun må gøre plads til når alle de ydre omstændigheder er på plads. Når vi ikke kan finde på mere at være vrede over eller kede af. Glæden skal helst være betinget af noget. Vi må gerne undertrykke den hvis den (åbenbart) meget vigtigere sorg eller vrede trænger sig på.

Negativ tænkning bliver ikke set som en fortrængning af det positive på samme måde som positiv tænkning bliver set som en fortrængning af det negative. Det er pessimisterne der er realister – optimisterne er bare blinde, lalleglade idioter.

Bullshit, siger jeg. Glæden er vores kerne, og det er primært den vi skal sørge for ikke at lægge låg på. Alt det andet får så rigelig plads!

Og det er det der fylder hos mig i øjeblikket. At finde ind til kernen af mit væsen – glæden – og blive der så meget jeg overhovedet kan.

Så jeg har altså tænkt mig at have en hed kærlighedsaffære med 2017. En affære der gerne skulle blive til et fast forhold af den slags hvor kærligheden bare vokser og vokser. Indtil vi om et års tid skilles som de bedste venner.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvem lyver du for?

Der er dukket en workshop op i København som jeg simpelthen bliver nødt til at deltage i, og den har et tema der ligger mig så meget på sinde, at jeg ville ønske jeg kunne få hele verden med: Ærlighed!

Hvis du har læst min bog om utroskab, ved du at jeg går ind for 100 % ærlighed. Ingen små hvide løgne, ingen høflighedsløgne. Det er nogle gange lettere sagt end gjort, især hvis man helst vil have at alle er glade, eller at man i hvert fald ikke er en del af årsagen hvis de ikke er.

Men løgne – også de små hvide og det man “bare” fortier “for den andens skyld” (yeah, right!) – bygger mure op i nære relationer, og jo flere løgne man fortæller (eller sandheder man fortier), desto tykkere bliver murene. Til sidst er relationerne ikke så nære mere som de var engang. Og selv om vi nogle gange kan føle at sandheden er meget farlig, er løgnene endnu farligere.

I bogen Radical Honesty skriver forfatter og psykoterapeut Brad Blanton om en kvinde som var sikker på at hun selv og hendes forældre ”ville dø” hvis de fik sandheden at vide om hende, ”men,” skriver han, ”at sige sandheden dræber ikke andet end falske roller, forestillinger, fortolkninger og løgne. Det dræber kun de bedrag som vi har holdt i live med vores strategiske hemmeligholdelse af os selv.” Der er altså ikke nogen der dør af at få sandheden at vide – andet end den du ikke er inderst inde. Og den er ikke så tosset at få slået ihjel.

Og det er netop Brad Blantons Radical Honesty-workshop der er på vej til København. Det er ikke Brad selv der kommer, men en underviser han har uddannet, fra Finland. Og som stor fan af konceptet i mange år, vil jeg gøre hvad jeg kan for at sprede budskabet.

Du kan læse mere om workshoppen her: Radical Honesty-workshop i København

Jeg har engang lavet et podcastinterview med Brad Blanton, og det kan du høre her: Ærlig snak med Brad Blanton

Jeg glæder mig helt vildt til workshoppen. Selv om jeg allerede synes jeg er ret godt kørende på ærlighedsfronten, så er jeg sikker på at jeg endnu har blinde vinkler jeg kan få kastet lys på.

Det ville glæde mig at møde dig der sidst på måneden.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Bogen ingen tør købe, men alle bør læse

Bøger om utroskab“I dag er det 7 år siden jeg fik leveret et par kasser af denne her hjemme i stuen.

Jeg har stadig en tusind-stykker tilbage på lager. Det var lidt vel optimistisk at få trykt så mange som jeg gjorde, af bogen “alle” er vildt nysgerrige efter at læse, men “ingen” tør tage med hjem …

Havde jeg ikke fået så utrolig mange taknemmelige beskeder fra folk hvis liv den har ændret, ville jeg nok have opfattet den som en fiasko. Men jeg skrev dengang at kunne den få bare én til at smide skyld og skam ad helvede til, var det det hele værd, og så må jeg sige at den har været en gigantisk success.

Jeg er stadig stolt af den og mener hvert et ord jeg skrev dengang.”

Sådan har jeg lige skrevet på Facebook, og jeg fik lyst til at skrive det her også, for måske er du en af dem der ikke tør. Eller også er du en af dem der ikke tror min bog “Hvem er du utro?” er relevant for dig.

Men tro én der ellers gerne sætter sit lys under en skæppe, når hun fuldkommen ublu skriver til dig at det er den!

Undrer du dig?

Du følger mig måske fordi du interesserer dig for spiritualitet og selvudvikling, og så tænker du “hvad har utroskab med dét at gøre??” Du har måske ligefrem lyst til bare at surfe videre med det samme. Men vent lidt.

Mange (også os der ikke er kristne) finder Paulus’ ord om af kærlighed i biblen meget smukke og rammende. Vi har måske endda frydet os over dem, nikket og fældet en tåre over dem da vi blev gift (jeg gjorde):

”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.”

Men de fleste er parate til at smide de smukke ord på porten så snart utroskab sniger sig ind i deres parforhold (og det gør den for de fleste i én eller anden grad på et tidspunkt i deres liv). Så skrotter de al tålmodighed, er ikke spor milde, bliver misundelige, søger deres eget (det er jo altid den anden der er egoisten!), hidser sig op, bærer nag, finder (en sær form for) glæde i uretten og glæder sig overhovedet ikke ved sandheden! Og kærligheden hører op på stedet.

Min bog er en opfordring til at vælge kærligheden – og ikke mindst ærligheden – hver gang. Ikke kun når det er belejligt og ikke gør nas, men også når det tvinger os til at se på de allerstørste skygger i os selv.

Jeg håber du er én af dem der tør. Ikke fordi jeg har 1000 bøger der støver til på et lager – fuck dem – men fordi det her er det største og mest insisterende budskab jeg nogensinde har haft inden i mig. Kunne jeg råbe det ud fra hvert eneste hustag i landet, ville jeg gøre det. Nu skriver jeg det til dig i stedet og håber du hører det.

Du kan læse og høre en hel del gratis her: http://utroskab.org

Men du kan også støtte mit arbejde med ganske få kroner og købe bogen som e-bog eller lydbog (jeg har selv indtalt den) her: Hvem er du utro? som e-bog eller lydbog

Lige nu (indtil 23. oktober 2016) kan du bruge rabatkoden ‘poly’ og få den for kun 35,25 kr.

Den trykte bog må du i boghandleren efter, eller du kan f.eks. bestille den hos Saxo

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Ren glæde!

Jeg er simpelthen så glad for tiden. Og er det ikke sjovt – så spørger folk (jeg selv inklusive) tit: Hvorfor er du så glad? Som om glæden altid have en specifik årsag. Men jeg oplever i øjeblikket den allerbedste af alle glæder, nemlig den der ikke har nogen årsag. Den betingelsesløse glæde der bare bobler frem indefra.

Men jo, jeg har da gjort noget aktivt for at finde den frem. Jeg har nemlig den sidste tid valgt helt bevidst at fokusere på alt det jeg kan glæde mig over, fremfor alt det der kunne gøre mig trist, urolig eller vred hvis jeg havde valgt at gå den vej.

Og det er ikke fordi jeg mener at man bare skal lægge et lag af sukker hen over de ting, men har du nogensinde tænkt over hvor tit man bliver advaret mod at undertrykke sine negative følelser, og hvor uhyre sjældent – om nogensinde – man bliver advaret mod at undertrykke de positive? Det er som om vi mener at de negative er de mest naturlige, mens de positive skal have en årsag. Tænk hvis det er omvendt?

Jeg har et par glade anbefalinger til dig her:

Et skud glæde ind i dine øregange

Noget af det der virker stærkt opløftende på mig, er musik. Og når musikken har en baggrund af Hemi-Sync til at forstærke virkningen, er det endnu bedre. Jeg har skrevet en anbefaling her af 3 Hemi-Sync-musiktitler der vil løfte din dag. Hvis du har svært ved at finde glæden, er det et godt sted at starte.

En glad dag

Den 30. oktober holder jeg en Hemi-Sync-dag med fokus på manifestation. Og et meget vigtigt element i effektiv manifestation er glæde! Jeg kan ikke garantere dig at du efter denne workshop bare manifesterer alt det du ønsker dig i dit liv (gid jeg kunne), MEN jeg tør godt garantere dig for at du går glad og opløftet hjem. Læs mere om manifestationsdagen her. Prisen er kun 495 kr., og du får et par guidede meditationer der i sig selv virker opløftende, med hjem.

Vil du dybere?

Jeg har kun 2 weekendworkshops tilbage i år. Samlet set er der 5 pladser tilbage. Skal en af dem være din? Læs mere her. Her er også masser af glæde at hente, men har du svært ved at finde glæden, kan jeg glæde (!) dig med at der bliver lejlighed til undervejs at give slip på nogle af de svære ting i livet, så glæden får bedre plads fremover.

Husk at tager du en ven(inde) med, så er den ene plads til halv pris. Halv pris gælder i øvrigt også for dig der har været på workshoppen før.

Nyhed fra 2017

En kort nyhed til sidst: Fra næste år begynder jeg at tilbyde en officiel Hemi-Sync-workshop mere. Den hedder Personal Development – altså personlig udvikling – og jeg glæder mig til at kunne fortælle dig mere om den snart. Den giver værktøjer og øvelser der hjælper dig med at skabe et mere tilfredsstillende og glædesfyldt liv på en meget praktisk måde. Fokus er på at øge din evne til at skabe det du ønsker, og på at “omprogrammere” din underbevidsthed så du kan reagere mere hensigtsmæssigt på de ting du møder i din hverdag. Workshoppen kræver at man har taget min eksisterende Excursion Workshop først. Og det er altså den jeg kun har 5 pladser tilbage på i år.

Utroskab er en glædesdræber!

Er der noget der kan dræbe glæden i et parforhold, er det uærlighed. Kender du til utroskab, enten hos dig selv eller andre, vil du sandsynligvis have glæde af at læse min bog Hvem er du utro? som udkom i 2009. Lige nu kan du købe den som lydbog eller e-bog (pdf) for kun 35,25 kr. med rabatkoden ‘poly‘ her: Hvem er du utro? – en anderledes bog om kærlighed og utroskab

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Aktiv dødshjælp: Hvorfor gå glip af slutningen?

Jeg har før skrevet om hvordan jeg engang var ubetinget for aktiv dødshjælp (eller assisteret selvmord), og hvorfor jeg nu ikke længere er det. Det indlæg kan du læse her: Aktiv livshjælp må gå forud for aktiv dødshjælp.

Debatten er oppe igen nu, og i går så jeg en skrive at “hvis døden ikke var sådan et tabu, ville vi have fået indført aktiv dødshjælp for længe siden”.

Jeg er uenig. Jeg tror at så mange gerne vil have indført aktiv dødshjælp fordi døden er et tabu. Og fordi smerten er et tabu.

Døden er en uundgåelig del af livet vi helst ikke forholder os til. Vi vil ikke “ende som en grøntsag”, men ingen af os der er i stand til at udtrykke den modvilje, ved hvordan livet som grøntsag er. Vi kigger på “grøntsagerne” udefra og konstaterer at det umuligt kan være en god måde at dø på. Men vi ved det ikke.

Måske er det en fantastisk fredfyldt oplevelse. Måske er det os der er ved fuld bevidsthed, der ikke kan holde ud at se en vi elsker, ende sådan.

Det er ingen hemmelighed at jeg er af den overbevisning at vores bevidsthed er meget mere end fysisk. Og derfor er det ikke svært for mig at forestille mig at den fysiske del af os godt kan være i smerte, mens resten af os – den del som forlader kroppen når vi dør, og fortsætter et andet sted – har det glimrende. Det betyder selvfølgelig ikke at vi bare skal lade den fysiske del af os lide, men min pointe er at vi ikke altid ved om den lider.

Og hvis den gør … for det er jo ikke alle der er bange for at ende som grøntsager, men en del – hvis ikke os alle – er bange for at ligge uendeligt hen i stor smerte og bare vente på at dø … hvem siger så at døden er den bedste udfrielse? Er det at vi ved at det “alligevel kun går den vej”, ensbetydende med at vi så lige så godt kan gøre en ende på det med det samme? Hvem ved hvad vi som døende så går glip af?

Når mennesker er i psykisk smerte, så går vi ikke ud fra at døden er det eneste der kan udfri dem af deres lidelser. Vi bestræber os derimod på at hjælpe dem om på den anden side af smerten. Hvorfor skal det være anderledes med fysisk smerte? Og hvis vi ikke kan smertelindre folk godt nok nu, så skulle dét måske være bestræbelsen snarere end at se på hvordan vi så kan aflive folk i stedet for. Hvis vi var sikre på at vi altid ville blive smertelindret tilstrækkeligt, var vi måske ikke så bange for at lade døden tage den tid den tager.

Der findes en forening for aktiv dødshjælp. Den hedder “En værdig død”. Men hvad særlig værdigt er der ved at tage en pille, og så er det forbi? Er det værdigt at ligge under for sin egen frygt for at døden bliver forfærdelig? Hvem ved om død ved aflivning i virkeligheden er uendelig meget mere lidelsesfuld? Vil det føles som en værdig afsked med livet at forlade det fordi man ikke kan holde det ud længere?

Måske er et selvmord – uanset tidspunkt og årsag – som at se en god film der pludselig bliver rigtig grum, og så skynde sig at slukke for den for at slippe for at se mere, for så at glip af en fantastisk slutning? Banal sammenligning måske, men min pointe er: Hvem ved? Hvem ved hvordan det er er dø? Hvem ved om den smerte der er der i dag, er væk i morgen? Jeg har personligt ikke lyst til at gå glip af noget ved at få trukket stikket for tidligt.

Jeg er ikke ubetinget imod aktiv dødshjælp/assisteret selvmord, men jeg kunne ønske mig at vi blev klogere på døden før vi indførste sådan en drastisk ting. Og jeg ville ønske jeg kunne føle mig tryg ved at både “systemet” og menneskene i det (os alle sammen), var kærlige og oplyste nok til at træffe det rigtige valg. At jeg kunne stole på at ingen nogensinde ville føle sig presset til at bede om dødspillen for ikke at ligge nogen til last. At jeg kunne stole på min egen dømmekraft når nogen jeg elsker, lider, og ikke føle trang til at udfri mig af min smerte ved at hjælpe med at udfri dem af deres.

I sidste ende er det måske alt sammen bedøvende ligegyldigt, jævnfør min overbevisning om at ingen virkelig dør – kun fysisk – men jeg synes debatten er utrolig interessant og vigtig. Især efter at jeg selv skiftede holdning fordi jeg mødte Gill som engang ville have valgt den udvej – og ville have fået lov hvis det havde været muligt – men som nu prisede sig lykkelig for at hun havde været nødt til at finde en anden løsning. Hende kan du læse om i førnævnte gamle indlæg her: Aktiv livshjælp må gå forud for aktiv dødshjælp.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg har lige hørt i radioen at der er nogle nye emojis på vej som skal vise at også kvinder kan være politibetjente osv.

Men … hvem er det egentlig der giver tegninger – tegninger! – køn? Er det tegneren, eller er det i virkeligheden seeren?

Er det tegneren eller seeren der forbinder langt hår og røde læber med kvinder og kort eller ingen hår med mænd?

Gør vi virkelig op med kønsstereotyper ved at sørge for at emojis har “køn” som vi så sørger for ser ud på en bestemt måde? Eller understreger vi dem bare på den måde?

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hold nu op, mand!

Skummel mand der gemmer sig

Jeg har før skrevet om det at få skumle opkald fordi (gætter jeg på) jeg skriver om emner som åbne forhold og nøgenhed. De opkald er heldigvis holdt op. Eller også opdager jeg dem ikke længere, fordi jeg kun besvarer opkald fra folk jeg kender eller kan se hvem er. Hurra for smartphone-apps.

Hvad der derimod er begyndt at irritere mig grænseløst, er Facebook-beskeder fra ukendte mænd. Jeg hører heldigvis ikke til dem der får tilsendt pikbilleder i tide og utide, men lige så irriteret jeg kunne forestille mig at blive over dem, bliver jeg over helt “uskyldige” beskeder som et “hej” eller “hej søde” i indbakken.

Jeg skal ikke kunne sige om nogle kvinder møder sådan et hej fra en de ikke kender, med åben nysgerrighed og glæde over interessen fra en fremmed, men jeg kender så vidt jeg ved, ikke nogen af dem. Jeg gør det i hvert fald ikke selv. Tværtimod bliver jeg øjeblikkeligt skeptisk og på vagt. De forvirrer og irriterer mig.

En populær efterfølger til “hej” og “hej søde” er “hvad laver du?”. Jeg ved ikke hvorfor jeg skulle have lyst til at fortælle det til en fremmed (som vel i øvrigt kan regne ud at jeg enten sidder ved min pc eller glor ned i min telefon på det tidspunkt hvor jeg modtager beskeden). Laver jeg noget jeg har lyst til at fortælle fremmede mennesker, skal jeg nok lave et offentligt Facebook-opslag eller et blogindlæg om det. Gør jeg ikke det, kan du roligt regne med at jeg ikke synes det rager dig hvad jeg laver.

Jeg gider i det hele taget ikke smalltalke på skrift med folk jeg ikke kender. Gjorde jeg det, ville jeg logge på en offentlig chat et sted.

Er det nøgenheden der trækker?

Nogle af de “helt uskyldige” beskeder jeg har fået, har jeg vist fået fordi jeg har skrevet om eller henvist til artikler om nøgenbadning. Det giver åbenbart anledning til at tro at jeg gerne fortæller helt fremmede mænd hvor jeg nøgenbader, i et ønske om at mødes med dem der.

Det ER naturligvis muligt at der ER tale om uskyldige beskeder fra generte mænd der synes jeg virker tryg at udforske naturismen med. Er du en af dem, så lad mig fortælle dig nu at det virker uendelig skummelt på en kvinde at få en besked fra en fremmed mand der som det første ytrer ønske om at mødes med hende nøgen. Og det uanset om hun er naturist eller ej.

Henvend dig til Danske Naturister hvis du ønsker at udforske naturismen trygt sammen med ligesindede. De er nogle virkelig søde mennesker, og du bliver helt sikkert taget varmt imod. Lad være med at skrive direkte til kvinder du ikke kender. Det er ubehageligt for dem, og selv om du skulle være den ene undtagelse blandt de skumle, så sætter det dig altså i kategori med dem uanset om det er retfærdigt eller ej.

Hvis du gerne vil i kontakt med en fremmed på Facebook

Skriftlig kommunikation giver andre muligheder end mundtlig. Du behøver ikke skrive “hej” og afvente et “hej” retur som hvis vi stod i en bar og kunne aflæse hinandens kropssprog. Faktisk er dét virkelig irriterende.

Finder du vedkommende interessant og vil gerne mødes, så skriv et pænt brev. Ligesom dengang man skrev breve i hånden. Præsenter dig. Fortæl hvorfor du er interesseret, og hvad du er interesseret i. Har du forventninger til et møde, så skriv dem. Vær bare ærlig. Er det sex, så lad være med at pakke det ind som noget andet. Er det noget andet, så skriv det. Så kan modtageren sige klart ja eller nej til det du har i tankerne. Det er virkelig rart. Og ærligt. Og viser integritet som er super attraktivt. Skriv for fanden hvad du vil, så modtageren ikke skal gætte og spilde sin tid.

Og er du en mand der skriver til en kvinde, så vid at du er oppe imod skumle kønsfæller med skjulte hensigter, og at vi kvinder (i hvert fald denne her) er virkelig trætte af pis.

Gør dig lidt umage, skriv grundigt, og skriv med det samme hvad din hensigt er. Eller bliv væk fra min indbakke.


P.S. Er du en af de dér mænd, gider du så ikke lige tjekke mandekursus.dk Du har brug for det, og det har kvinderne i dit liv også.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Jeg har taget min (maskuline) kraft tilbage

Anima/Animus

For nylig delte jeg hvordan jeg følte at jeg befandt mig på et nulpunkt. En måneds tid senere fik (eller tog!) jeg min kraft tilbage, og jeg har lyst til at dele den proces med dig. Jeg fik nemlig rigtig mange “jeg har det på præcis samme måde”-tilbagemeldinger, så måske andre kan bruge det jeg har indset om mig selv, til noget.

Der skete to ting.

Skyggearbejde

Den ene var at jeg tilmeldte mig Pernille Melsteds Maj Makeover over temaet “Tag dit lys hjem” (som også er titlen på hendes nye bog der udkommer i dag). Jeg havde faktisk ikke råd, men det føltes bare som noget jeg skulle, og det er det jeg træffer beslutninger ud fra i mit liv, så den følelse lyttede jeg til.

Forløbet handlede om at se på hvilke lyse skygger (kaldes de inden for skyggearbejde – man kunne også sige positive egenskaber) man savnede at få kontakt til igen. Altså egenskaber man har “sat i skyggen” af en eller anden grund. Det kan være man har lagt låg på “fjollet” fordi man engang fik at vide at det var noget man ikke måtte være, men at man skulle være meget alvorlig for at blive elsket og accepteret. (Læs mere om skyggearbejde på Pernilles side – det er virkelig interessant.)

Her fik jeg især kigget på én egenskab jeg havde pakket langt væk: Jeg er vigtig! Vi taler ikke om “vigtig” som skældsord i betydningen “tror hun er finere end andre”, men om at min plads og mine behov er lige så vigtige som andres.

Jeg vidste godt jeg havde et problem med ikke at føle mig vigtig. En viis veninde havde også sagt det til mig for længe siden (og bliver i øvrigt ved at sige til mig at jeg bør danse flamenco for at få fat i min kraft og min vigtighed, så hvis du kender til et flamencohold i Korsør-området, så siger du lige til, ikk’?)

Nå, men en ting er hvad man godt ved, noget andet er at gøre noget ved det – eller vide hvad man overhovedet kan gøre. Og jeg er blevet ved at pakke det væk. Sjovt nok er det så også blevet ved at blive spejlet i mine omgivelser. Og nu blev jeg altså mindet om det igen igen under det her forløb.

Animus

Det andet der skete, var det der for alvor rykkede – eller bare gav det afgørende skub der fik balancen tilbage. Og det var direkte affødt af at jeg skrev det forrige indlæg om at være på nulpunktet.

En af mine nyhedsbrevlæsere inviterede mig på weekend.

Normalt siger jeg ikke ja til invitationer fra (stort set) fremmede mennesker, men her var bare et stort rungende JA inden i mig. Det var en der tidligere havde bedt om et råd fra mig og var taknemmelig for min hjælp som han gerne ville gengælde.

Jeg kunne mærke inden jeg tog af sted, at det her ville blive afgørende, men jeg anede ikke hvordan.

Jeg ankom en fredag og tog hjem igen søndag aften, og vi snakkede uafbrudt fra jeg kom til jeg tog hjem. Om ALT muligt. Ikke smalltalk om vind og vejr, men dybe snakke om barndom, kærlighed, parforhold, mænd, kvinder, børn, passion, arbejde og spiritualitet.

Vendepunktet i mig kom da jeg fortalte om en drøm jeg havde haft.

I drømmen havde jeg hed elskov med en (nu eks)kæreste, og midt i vores hede elskov, trak han sig pludselig væk. “Jeg skal lige ligge lidt her for mig selv, men du er velkommen til at fortsætte”, sagde han. Frustreret fortsatte jeg lidt, men så lagde jeg mig ind til ham og ventede ulykkeligt.

Jeg fortalte at min egen tolkning af drømmen var at det var sådan jeg havde oplevet nogle af mine parforhold. At mødes med en og ville alting sammen i stor passion, og pludselig trak kæresten sig (mentalt, følelsesmæssigt eller fysisk) og lod mig alene med alle vores tidligere fælles ønsker og drømme. Og så kunne jeg enten fortsætte alene eller vente på at han “vendte tilbage”.

Min ven foreslog at drømmen i stedet kunne betyde at jeg havde spaltet min maskuline side fra. Det Jung kaldte “Animus“. Den vinkel havde jeg ikke set (og jeg kendte heller ikke begrebet). Det kunne også forklare hvorfor jeg i flere år igen og igen har drømt (om natten – ikke i vågen tilstand) at jeg blev genforenet med den (eks)kæreste. Det handlede slet ikke om ham – han var symbol for noget andet.

Næste morgen vågnede jeg af en ny drøm: Jeg stod som en stærk, smuk og feminin kvinde og blev holdt om livet af en stærk, grounded, maskulin mand. Med følelsen af “jeg har dig” og af at kunne folde mig ud og være stærk som kvinde pga. den maskuline kraft der holdt mig. Ikke som noget adskilt fra mig, men som en del af mig.

Jeg vågnede med den indsigt at jeg i årevis (altid?) har projiceret min maskuline side (der bl.a. indeholder handlekraft hvor den feminine side er modtagende) over i mænd. Når mine mænd så har trukket sig på den ene eller den anden måde, har jeg ikke anet hvad jeg skulle stille op. Jeg har kun haft det bløde, modtagende og afventende tilbage.

Op fra nulpunktet

Den morgen græd jeg da jeg fik øje på mig selv i spejlet. Lykketårer over hvor smuk jeg pludselig kunne se at jeg var i min helhed. Der var en følelse af at jeg er værd at passe på – fysisk og psykisk. “Jeg er vigtig” var på plads indeni.

Da jeg kom hjem, konstaterede jeg at min handlekraft og min passion var tilbage. Jeg kastede mig over opgaver der havde ligget længe, med præcis den lethed og selvfølgelighed jeg havde savnet dér på nulpunktet.

Jeg fik pludselig klaget over noget der havde generet mig længe, rykket for penge nogen havde skyldt mig længe, rykket for en tjeneste jeg var blevet lovet for længe siden. Alt sammen noget jeg ikke havde gjort tidligere for “jeg ville jo ikke være til besvær”. Der er nu en følelse inden i mig nu af “jeg gider simpelthen ikke mere bullshit”, og jeg elsker den!

Jeg føler mig mere hel nu end jeg har gjort i årevis. Og det uden en mand (eller flere) i mit liv.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook