≡ Menu

Vigtig viden eller ligegyldig info?

Jeg skrev nedenstående klumme til JP Viva i 2012. Jeg troede egentlig den lå her på bloggen også, men jeg kan ikke finde den, så jeg bringer den her nu.

Det gør jeg pga. noget med en u-båd. Bevares, som kriminalsag betragtet er det da spændende. Men det er også nogens virkelige liv og ikke noget jeg behøver svælge i. Der er ingen anden grund end andres sensationslyst til at den fylder så meget i pressen – og i os tilskuere.


Jeg følger ikke ret meget med i nyhederne. Mildt sagt. Der kan have været jordskælv og oversvømmelser i det halve af verden i 10 dage før jeg opdager det. Typisk opdager jeg det så ved at en eller anden siger: ”Det er godt nok frygteligt, det der sker i Langtbortistan i øjeblikket, hva’?” – og så står jeg der og føler mig rimelig fåret fordi jeg ikke havde hørt om det. Men bortset fra lige dét øjeblik, savner jeg overhovedet ikke at følge med. For det er virkelig ikke særlig vigtige ting de disker op med, pressen, efter min mening.

En ting er at det er rædselshistorie på rædselshistorie. Positivt nyt sælger åbenbart ikke – bortset fra de små klip af en andemor der går over vejen med sine ællinger, afslutningen på en luftballonfestival eller den nye isbjørneunge i zoo der bliver vist i slutningen af nyhedsudsendelserne for ligesom at tage brodden af alt det alvorlige, og jeg bliver sgu trist af at følge med i det som andre åbenbart synes det er så vigtigt at følge med i. Noget andet er: Hvad ER egentligt vigtigt at følge med i? Hvorfor er det vigtigt at vide alt hvad der rører sig i verden? Ja, bare i Danmark?

”En kvinde er blevet voldtaget i Odense.” Vedrører det mig? Er det vigtigt for mig at vide? Det er væsentligt for den kvinde at det er sket, det er jeg klar over, men er det vigtigt at hele Danmark tager stilling til lige den specifikke sag? Er det vigtigt at vide at 7 børn er blevet misbrugt seksuelt af en pædagog i Århus? Er det vigtigt at vide at en ung mand blev knivdræbt i København i nat? Hvad bidrager den viden med ud over evt. at gøre mig utryg ved at færdes ude om aftenen eller overlade mine børn (hvis jeg havde nogle) i andres varetægt?

Selvfølgelig skal vi på et overordnet plan vide at den slags finder sted i vores land. Det er vigtigt at vi ved hvad der rører sig, på et plan der gør at vi f.eks. kan tage stilling til landets love. Men jeg kan ikke se hvorfor jeg lige skal vide at præcis den mand er forbryder, eller at netop de børn er ofre.  Det er ikke vigtigt for mig at sætte ansigt på dem. Fint nok med folk der frivilligt står frem og fortæller deres historie om enten at være offer eller forbryder, men skal det partout smækkes op i mit ansigt hver eneste dag at ”Karen Jensen, 65 år, fra Valby” er blevet forulempet, eller at ”Ole Nielsen, 35 år, fra Frederikshavn” røvede en bank? Eller at ”lille Viggo på 5 blev væk fra sin mor, men havde bare gemt sig bag køledisken i Netto og blev fundet 2 timer efter i god behold?”

Det er ikke fordi jeg er ligeglad med de mennesker. Mødte jeg dem personligt, ville jeg sikkert være mere end interesseret i at høre deres historie. Hvad nyhedsdækning angår, er jeg bare langt mere interesseret i forbrydelsen som overordnet begreb og hvad vi kan gøre ved den.  Og det er fint nok at der engang imellem bliver sat et ansigt på hvis folk har lyst til at stille sig op og fortælle deres historie. Men sgu ikke hvem som helst og hver evig eneste dag. Jeg synes det er anstrengende og anmassende, både over for mig som seer/læser og over for de mennesker der er personligt involverede i historierne.

Der foregår så mange langt mere vigtige ting i Danmark og resten af verden end hvem der blev slået ihjel af hvem i går. Hvorfor er det så det der får lov at fylde mest? Jeg gad godt at åbne en avis eller tænde for et nyhedsprogram der nøjedes med f.eks. at fortælle mig om nye love der er blevet vedtaget, og hvilken indvirkning den har på de mennesker den vedrører – som man så kunne interviewe på en oplysende mere end en sensationslysten måde.

Natholdet på TV2 havde en aften et indslag de kaldte for ”Vigtig viden eller ligegyldig info?”. Hvor ville det være dejligt hvis dét var et spørgsmål alle landets redaktører sammensatte dagens nyheder efter. Overlad så alle de personlige historier om hvad der skete med hvem hvornår, til diverse aftenshows og godmorgen-halløj hvis det absolut skal være der. For den måde det fylder på i nyhederne, minder altså langt mere om underholdning end om egentlig oplysning, og er det det vores nyhedsmedier er til for? Eller er de faktisk til for at give os uundværlige oplysninger om samfundet der gør at vi bedst muligt kan tage stilling til landets og verdens forfatning? Jeg synes ubetinget det sidste.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvor skal jeg slå rødder?

Jeg skrev i går om at savne fast grund under fødderne. Det tygger jeg lidt videre på.

I dag mærker jeg at det handler om at jeg virkelig har lyst til at slå rødder nu, og jeg er ikke sikker på at det er her jeg skal slå dem. “Her” ikke nødvendigvis kun forstået fysisk som “her i Korsør”, men faktisk på alle områder af mit liv.

Jeg bor et dejligt sted.

Jeg har en dejlig kæreste.

Jeg har et virke jeg synes er sjovt.

Jeg har stor frihed til at gøre hvad jeg har lyst til.

Men.

Jeg ved ikke om noget af det er dét. Alting svæver stadig frit, og der hænger et stort “men” ovenover

Min lejlighed er skøn, MEN her er en utålelig støj (fra naboerhverv).

Mit kæresteforhold er vidunderligt, MEN har ikke et tilfredsstillende omfang.

Jeg elsker mit arbejde, MEN det hænger ikke sammen økonomisk.

Jeg har stor frihed, MEN faktisk så stor at jeg har denne her følelse af at hænge i luften med rødder der længes efter næringsrig jord.

Alt i alt er jeg et virkelig godt sted. Jeg ved bare at der venter mig noget endnu bedre.

Så jeg svæver videre og nyder at jeg trods alt ikke basker febrilsk med armene i stormvejr, men kan svæve roligt på en blå himmel indtil jeg finder det rigtige sted at lande. Så griber rødderne jo nok fat lige der hvor de skal.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Fast grund, tak

Jeg savner fast grund under fødderne. Siden jeg flyttede fra København for et par år siden, har jeg følt at jeg “bare var i en overgangsfase”. Jeg havde egentlig troet at når jeg landede her i Korsør, så ville mit liv stille og roligt begynde at få fast form igen. Og det er det måske også ved – bare noget mere stille og roligt end jeg bryder mig om.

Jeg har skrevet lidt om det før, og føler behov for også denne gang at understrege at dette ikke er et trist klageskrift. Jeg er i skrivende stund intet mindre end lykkelig. Men jeg er også forundret. (Det er vel ikke den værste tilstand man kan være i, nu jeg tænker over det.)

Det er bare som om alting er flydende lige nu. Som om alting er under skabelse og intet rigtig er skabt endnu. Nogle mennesker der kan se energi, taler om simpelthen at kunne se “tankeformer” af de ting folk er ved at trække ind i deres liv. Jeg forestiller mig at der så i mit tilfælde flyder uendelig mange tankeformer rundt om mig som ikke rigtig har manifesteret sig i fysisk form. Og det synes jeg godt de måtte gøre snart. Jeg er utålmodig. Det føles som om jeg sidder med nogle puslespilsbrikker og forsøger at lægge dem uden at ane hvordan det færdige motiv ser ud.

Men måske livet – det rigtige liv – bare ER flydende. Jeg bryder mig jo heller ikke om stagnation. Hvilket måske ligefrem forhindrer mig i at tage nogle håndfaste valg.

Det er på én gang en spændende og en frustrerende tid. Jeg vakler mellem at vente og samtidig godt vide at jeg ikke skal vente, men bare gøre det der skal gøres, og så skal det jeg venter på, nok lande. Problemet er at jeg ikke ved hvad der skal gøres, fordi jeg ikke ved hvad jeg venter på.

Jeg kan se en udvikling i de blogindlæg jeg har skrevet undervejs i min proces. I april sidste år var jeg på et nulpunkt og vidste at der kun var én vej: Op. I april i år savnede jeg en følelse sammenhæng. Den synes jeg jeg har fået mere styr på. Nu er der så denne følelse af at vente på noget jeg ikke ved hvad er.

Vente-følelsen gør at jeg tøver med at foretage mig ting som kræver forpligtelse. Jeg tør dårligt nok love folk noget en uge frem i tiden. Jeg savner at have kat, men jeg anskaffer mig ikke en, for jeg aner ikke hvordan livet ser ud om 14 dage. Måske er der ikke plads til en kat i det liv jeg venter på?

Det lyder åndssvagt – “det liv jeg venter på”. For jeg ved jo godt at livet ikke “kommer” – jeg skal selv skabe det liv jeg gerne vil have. Jeg er bare så vant til at når jeg tager aktive beslutninger og lægger planer, så trækker livet i tæppet under mig og siger “næh du, du skal en anden vej”. Så nu venter jeg. Samtidig med at jeg godt ved at før jeg aktivt bevæger mig, kan livet ikke hive i mig og vise mig vej.

Mit liv føles cirka lige så ustruktureret som mine tanker er udtrykt i dette indlæg. Og sådan får det nok bare lov at være til det falder på plads. 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Har du en følelse af sammenhæng og samhørighed?

Jeg har lyst til mere sammenhæng/samhørighed i mit liv. Jeg har haft den, men lige for tiden føles mit liv meget fragmenteret.

Jeg bor alene, arbejder alene (for det meste), har en kæreste som jeg kun er sammen med alene – min familie og venner kender ham ikke rigtig; mine venner og veninder kender heller ikke rigtig hinanden – jeg ser de fleste hver for sig (og ganske kort og sjældent efter at jeg er flyttet til Korsør – hvor jeg ikke kender så mange endnu).

Jeg har det godt. Dette er ikke en klagesang (skriver jeg fordi jeg tror ordet “alene” vil få mange til at føle en medlidenhed der ikke er nødvendig) – bare et ønske om forandring fra noget godt til noget (jeg lige nu tror er) bedre. Som en ret mad der smager godt, men den mangler liiiige et nip salt for at være helt i balance. Eller sådan noget. 

Aleneheden og tilbagetrukketheden er noget jeg som introvert har meget brug for og nyder. Men det betyder ikke at der ikke også gerne må være en følelse af fællesskab, samarbejde, “familie”, vennekreds, sparring, udveksling osv., og den følelse kniber det med for tiden.

Jeg er nysgerrig efter om du kan relatere til det, og hvordan du forholder dig til det hvis dit eget liv er på samme måde. Om du evt. aktivt har prøvet (med held?) at skabe mere sammenhæng og hvordan.

Kommenter gerne nedenfor. 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Polyamori: Pas på “de andre” – ikke kun hinanden

Polypartner efterladt i skyggen

Nedenstående er skrevet som debatindlæg til Politiken som desværre ikke fandt plads til det i denne omgang – derfor bringer jeg det nu her i stedet for.

Jeg har i årevis været fortaler for åbne parforhold. Jeg er selv polyamorøs og passer derfor ikke ind i en monogam ramme. Derfor er det en stor glæde at se, at emnet for tiden får en del fokus i pressen, så folk opdager, at der er flere måder at være i parforhold på – uden utroskab, men i fuld ærlighed og respekt for alle parter.

Der er imidlertid en – efter min mening uheldig – tendens, jeg ikke havde set komme: Folk i åbne parforhold opfører sig stadig som om, de kun er to.

Måske ser jeg bare den tendens, fordi det er den type par, pressen kan få i tale – de etablerede par, der opdager nye muligheder og giver hinanden frihed til at gå på opdagelse uden for ægteskabet. Men skulle det være udtryk for en faktisk tendens, har jeg her noget vigtigt på hjerte.

At give hinanden seksuel frihed har været ”almindeligt” i mange år, men også at give hinanden følelsesmæssigt fri er en forholdsvis ny tanke for mange. Og netop den følelsesmæssige frihed indebærer en anden slags ansvar end den rent seksuelle.

Går man ind på ideen om, at man kan have flere kæresterelationer på en gang, det man kalder polyamorøse forhold, så er man ikke længere kun to. Der er flere at tage hensyn til. Der er flere at inddrage i beslutninger. Der er flere, der har ønsker, krav og forventninger til hinanden og de andre. Det er ikke så ligetil.

Mange opfatter dog stadig deres ”oprindelige” parforhold som det primære parforhold. Og det kan der være et vist ræsonnement i. Har man børn, hus og fælles økonomi, så vil der – hvis ikke man beslutter at arbejde aktivt for noget andet – være en naturlig ”rangordning” i forhold til kærester, man ikke deler disse ting med til daglig. Den rangordning har jeg personligt ikke noget imod at være en del af.  Der, hvor jeg ser problemet, er, når der er en forventning om en følelsesmæssig, tidsmæssig og betydningsmæssig rangordning. Jeg har noget imod at øvrige partnere bliver frataget medbestemmelse i deres eget parforhold fordi en anden – primærpartneren – har mere at skulle have sagt.

Men en del vælger altså – måske pga. usikkerhed og manglende erfaring? –at blive i den behagelige illusion, at der stadig er et ”kun os to”, og så er der andre, når ”vi to” kan finde plads. Men ”andre” har også behov. Andre polyamorøse ønsker også kærlighed, tryghed og værdighed i deres forhold. At gå ind i et allerede etableret parforhold er utrolig sårbart. Især hvis man fornemmer, at man til enhver tid kan spyttes ud, hvis ens tilstedeværelse skaber for stor usikkerhed hos en anden.

Jeg kan sagtens forstå behovet for tryghed i et parforhold. Min pointe er blot den, at det behov har alle. Også dem, der ikke er nummer et. De har også brug for selv at kunne bestemme, hvad de gør med et andet menneske, uden at det skal gennem et tredje menneskes filter af usikkerhed eller uvilje først. Når man siger ja til at være nogens sekundærpartner, er det gerne med tryk på partner – ikke på sekundær. De sekundære er ikke andenrangsmennesker, og de bør kunne forvente at blive behandlet med respekt.

Jeg er ikke ude på at diktere, hvordan et ”rigtigt” polyamorøst forhold skal se ud. Det bestemmer man gudskelov selv. Rammerne er vide, og finder man andre partnere, der har samme ønsker og behov som en selv, så er det bare fjong. Jeg ønsker blot at mane til omtanke, når man vælger at gå ned ad den sti. Ikke kun omtanke for hinanden, men også for de andre, man nu vælger at lukke ind.

 


Har du lyst til at fordybe dig i emnet, så læs Bogen du SKAL læse som polyamorøs – eller det der ligner (og nej, det er ikke min egen jeg mener ;-)).


Red. d. 6/3: Naomi Hagelberg (som jeg vil anbefale dig at følge her: Etisk nonmonogami) har lavet denne relevante video hvor hun fortæller om fordele og ulemper ved de hierarkiske og de ligestillede parforhold:

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Halløjsa 2017! Er du med på en hed kærlighedsaffære?

Jeg plejer at bruge årets sidste dag(e) på at gøre status. Men jeg gider ikke i år. Jeg gider ikke se tilbage – kun frem. Ikke fordi 2016 har været noget dårligt år overhovedet. Men bare fordi det i øjeblikket inden i mig føles som spild af energi at se tilbage. Jeg kan ikke bruge det til noget. Hvilket føles spøjst når jeg altid har gjort det.

Jeg plejer også at skrive nogle ord – en 4-5 stykker – jeg ønsker skal præge det nye år. For 2016 var det lethed, blidhed, kærlighed, åbenhed og lys. Men i år kommer der kun to ord:

Vær glad!

Det har faktisk været mit fokus det sidste kvartal, og det har været så dejligt at jeg tager det med ind i det nye år som et endnu stærkere fokus. Altså dét specifikt at arbejde med glæden. Ikke som et falsk positivt sukkerlag oven på en fortrængt vrede eller sorg, for ægte sorg og ægte vrede skal jeg nok gøre plads til når/hvis den kommer. Næh, jeg taler om den ægte, ubetingede glæde der skinner som et stærkt lys indefra og brænder falsk egodrama væk. Den glæde jeg tror på er vores sande væsen.

Jeg har skrevet det før, men jeg gentager det, for jeg synes det er vigtigt: Vi får tit at vide at vi endelig ikke må lægge låg på vores vrede eller sorg (og det synes jeg heller ikke vi skal), men alt for sjældent – eller aldrig – bliver vi mindet om at vi heller ikke bør lægge låg på glæden. Det er som om glæden er noget vi sandelig kun må gøre plads til når alle de ydre omstændigheder er på plads. Når vi ikke kan finde på mere at være vrede over eller kede af. Glæden skal helst være betinget af noget. Vi må gerne undertrykke den hvis den (åbenbart) meget vigtigere sorg eller vrede trænger sig på.

Negativ tænkning bliver ikke set som en fortrængning af det positive på samme måde som positiv tænkning bliver set som en fortrængning af det negative. Det er pessimisterne der er realister – optimisterne er bare blinde, lalleglade idioter.

Bullshit, siger jeg. Glæden er vores kerne, og det er primært den vi skal sørge for ikke at lægge låg på. Alt det andet får så rigelig plads!

Og det er det der fylder hos mig i øjeblikket. At finde ind til kernen af mit væsen – glæden – og blive der så meget jeg overhovedet kan.

Så jeg har altså tænkt mig at have en hed kærlighedsaffære med 2017. En affære der gerne skulle blive til et fast forhold af den slags hvor kærligheden bare vokser og vokser. Indtil vi om et års tid skilles som de bedste venner.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Hvem lyver du for?

Der er dukket en workshop op i København som jeg simpelthen bliver nødt til at deltage i, og den har et tema der ligger mig så meget på sinde, at jeg ville ønske jeg kunne få hele verden med: Ærlighed!

Hvis du har læst min bog om utroskab, ved du at jeg går ind for 100 % ærlighed. Ingen små hvide løgne, ingen høflighedsløgne. Det er nogle gange lettere sagt end gjort, især hvis man helst vil have at alle er glade, eller at man i hvert fald ikke er en del af årsagen hvis de ikke er.

Men løgne – også de små hvide og det man “bare” fortier “for den andens skyld” (yeah, right!) – bygger mure op i nære relationer, og jo flere løgne man fortæller (eller sandheder man fortier), desto tykkere bliver murene. Til sidst er relationerne ikke så nære mere som de var engang. Og selv om vi nogle gange kan føle at sandheden er meget farlig, er løgnene endnu farligere.

I bogen Radical Honesty skriver forfatter og psykoterapeut Brad Blanton om en kvinde som var sikker på at hun selv og hendes forældre ”ville dø” hvis de fik sandheden at vide om hende, ”men,” skriver han, ”at sige sandheden dræber ikke andet end falske roller, forestillinger, fortolkninger og løgne. Det dræber kun de bedrag som vi har holdt i live med vores strategiske hemmeligholdelse af os selv.” Der er altså ikke nogen der dør af at få sandheden at vide – andet end den du ikke er inderst inde. Og den er ikke så tosset at få slået ihjel.

Og det er netop Brad Blantons Radical Honesty-workshop der er på vej til København. Det er ikke Brad selv der kommer, men en underviser han har uddannet, fra Finland. Og som stor fan af konceptet i mange år, vil jeg gøre hvad jeg kan for at sprede budskabet.

Du kan læse mere om workshoppen her: Radical Honesty-workshop i København

Jeg har engang lavet et podcastinterview med Brad Blanton, og det kan du høre her: Ærlig snak med Brad Blanton

Jeg glæder mig helt vildt til workshoppen. Selv om jeg allerede synes jeg er ret godt kørende på ærlighedsfronten, så er jeg sikker på at jeg endnu har blinde vinkler jeg kan få kastet lys på.

Det ville glæde mig at møde dig der sidst på måneden.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Bogen ingen tør købe, men alle bør læse

Bøger om utroskab“I dag er det 7 år siden jeg fik leveret et par kasser af denne her hjemme i stuen.

Jeg har stadig en tusind-stykker tilbage på lager. Det var lidt vel optimistisk at få trykt så mange som jeg gjorde, af bogen “alle” er vildt nysgerrige efter at læse, men “ingen” tør tage med hjem …

Havde jeg ikke fået så utrolig mange taknemmelige beskeder fra folk hvis liv den har ændret, ville jeg nok have opfattet den som en fiasko. Men jeg skrev dengang at kunne den få bare én til at smide skyld og skam ad helvede til, var det det hele værd, og så må jeg sige at den har været en gigantisk success.

Jeg er stadig stolt af den og mener hvert et ord jeg skrev dengang.”

Sådan har jeg lige skrevet på Facebook, og jeg fik lyst til at skrive det her også, for måske er du en af dem der ikke tør. Eller også er du en af dem der ikke tror min bog “Hvem er du utro?” er relevant for dig.

Men tro én der ellers gerne sætter sit lys under en skæppe, når hun fuldkommen ublu skriver til dig at det er den!

Undrer du dig?

Du følger mig måske fordi du interesserer dig for spiritualitet og selvudvikling, og så tænker du “hvad har utroskab med dét at gøre??” Du har måske ligefrem lyst til bare at surfe videre med det samme. Men vent lidt.

Mange (også os der ikke er kristne) finder Paulus’ ord om af kærlighed i biblen meget smukke og rammende. Vi har måske endda frydet os over dem, nikket og fældet en tåre over dem da vi blev gift (jeg gjorde):

”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.”

Men de fleste er parate til at smide de smukke ord på porten så snart utroskab sniger sig ind i deres parforhold (og det gør den for de fleste i én eller anden grad på et tidspunkt i deres liv). Så skrotter de al tålmodighed, er ikke spor milde, bliver misundelige, søger deres eget (det er jo altid den anden der er egoisten!), hidser sig op, bærer nag, finder (en sær form for) glæde i uretten og glæder sig overhovedet ikke ved sandheden! Og kærligheden hører op på stedet.

Min bog er en opfordring til at vælge kærligheden – og ikke mindst ærligheden – hver gang. Ikke kun når det er belejligt og ikke gør nas, men også når det tvinger os til at se på de allerstørste skygger i os selv.

Jeg håber du er én af dem der tør. Ikke fordi jeg har 1000 bøger der støver til på et lager – fuck dem – men fordi det her er det største og mest insisterende budskab jeg nogensinde har haft inden i mig. Kunne jeg råbe det ud fra hvert eneste hustag i landet, ville jeg gøre det. Nu skriver jeg det til dig i stedet og håber du hører det.

Du kan læse og høre en hel del gratis her: http://utroskab.org

Men du kan også støtte mit arbejde med ganske få kroner og købe bogen som e-bog eller lydbog (jeg har selv indtalt den) her: Hvem er du utro? som e-bog eller lydbog

Lige nu (indtil 23. oktober 2016) kan du bruge rabatkoden ‘poly’ og få den for kun 35,25 kr.

Den trykte bog må du i boghandleren efter, eller du kan f.eks. bestille den hos Saxo

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Ren glæde!

Jeg er simpelthen så glad for tiden. Og er det ikke sjovt – så spørger folk (jeg selv inklusive) tit: Hvorfor er du så glad? Som om glæden altid have en specifik årsag. Men jeg oplever i øjeblikket den allerbedste af alle glæder, nemlig den der ikke har nogen årsag. Den betingelsesløse glæde der bare bobler frem indefra.

Men jo, jeg har da gjort noget aktivt for at finde den frem. Jeg har nemlig den sidste tid valgt helt bevidst at fokusere på alt det jeg kan glæde mig over, fremfor alt det der kunne gøre mig trist, urolig eller vred hvis jeg havde valgt at gå den vej.

Og det er ikke fordi jeg mener at man bare skal lægge et lag af sukker hen over de ting, men har du nogensinde tænkt over hvor tit man bliver advaret mod at undertrykke sine negative følelser, og hvor uhyre sjældent – om nogensinde – man bliver advaret mod at undertrykke de positive? Det er som om vi mener at de negative er de mest naturlige, mens de positive skal have en årsag. Tænk hvis det er omvendt?

Jeg har et par glade anbefalinger til dig her:

Et skud glæde ind i dine øregange

Noget af det der virker stærkt opløftende på mig, er musik. Og når musikken har en baggrund af Hemi-Sync til at forstærke virkningen, er det endnu bedre. Jeg har skrevet en anbefaling her af 3 Hemi-Sync-musiktitler der vil løfte din dag. Hvis du har svært ved at finde glæden, er det et godt sted at starte.

En glad dag

Den 30. oktober holder jeg en Hemi-Sync-dag med fokus på manifestation. Og et meget vigtigt element i effektiv manifestation er glæde! Jeg kan ikke garantere dig at du efter denne workshop bare manifesterer alt det du ønsker dig i dit liv (gid jeg kunne), MEN jeg tør godt garantere dig for at du går glad og opløftet hjem. Læs mere om manifestationsdagen her. Prisen er kun 495 kr., og du får et par guidede meditationer der i sig selv virker opløftende, med hjem.

Vil du dybere?

Jeg har kun 2 weekendworkshops tilbage i år. Samlet set er der 5 pladser tilbage. Skal en af dem være din? Læs mere her. Her er også masser af glæde at hente, men har du svært ved at finde glæden, kan jeg glæde (!) dig med at der bliver lejlighed til undervejs at give slip på nogle af de svære ting i livet, så glæden får bedre plads fremover.

Husk at tager du en ven(inde) med, så er den ene plads til halv pris. Halv pris gælder i øvrigt også for dig der har været på workshoppen før.

Nyhed fra 2017

En kort nyhed til sidst: Fra næste år begynder jeg at tilbyde en officiel Hemi-Sync-workshop mere. Den hedder Personal Development – altså personlig udvikling – og jeg glæder mig til at kunne fortælle dig mere om den snart. Den giver værktøjer og øvelser der hjælper dig med at skabe et mere tilfredsstillende og glædesfyldt liv på en meget praktisk måde. Fokus er på at øge din evne til at skabe det du ønsker, og på at “omprogrammere” din underbevidsthed så du kan reagere mere hensigtsmæssigt på de ting du møder i din hverdag. Workshoppen kræver at man har taget min eksisterende Excursion Workshop først. Og det er altså den jeg kun har 5 pladser tilbage på i år.

Utroskab er en glædesdræber!

Er der noget der kan dræbe glæden i et parforhold, er det uærlighed. Kender du til utroskab, enten hos dig selv eller andre, vil du sandsynligvis have glæde af at læse min bog Hvem er du utro? som udkom i 2009. Lige nu kan du købe den som lydbog eller e-bog (pdf) for kun 35,25 kr. med rabatkoden ‘poly‘ her: Hvem er du utro? – en anderledes bog om kærlighed og utroskab

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook

Aktiv dødshjælp: Hvorfor gå glip af slutningen?

Jeg har før skrevet om hvordan jeg engang var ubetinget for aktiv dødshjælp (eller assisteret selvmord), og hvorfor jeg nu ikke længere er det. Det indlæg kan du læse her: Aktiv livshjælp må gå forud for aktiv dødshjælp.

Debatten er oppe igen nu, og i går så jeg en skrive at “hvis døden ikke var sådan et tabu, ville vi have fået indført aktiv dødshjælp for længe siden”.

Jeg er uenig. Jeg tror at så mange gerne vil have indført aktiv dødshjælp fordi døden er et tabu. Og fordi smerten er et tabu.

Døden er en uundgåelig del af livet vi helst ikke forholder os til. Vi vil ikke “ende som en grøntsag”, men ingen af os der er i stand til at udtrykke den modvilje, ved hvordan livet som grøntsag er. Vi kigger på “grøntsagerne” udefra og konstaterer at det umuligt kan være en god måde at dø på. Men vi ved det ikke.

Måske er det en fantastisk fredfyldt oplevelse. Måske er det os der er ved fuld bevidsthed, der ikke kan holde ud at se en vi elsker, ende sådan.

Det er ingen hemmelighed at jeg er af den overbevisning at vores bevidsthed er meget mere end fysisk. Og derfor er det ikke svært for mig at forestille mig at den fysiske del af os godt kan være i smerte, mens resten af os – den del som forlader kroppen når vi dør, og fortsætter et andet sted – har det glimrende. Det betyder selvfølgelig ikke at vi bare skal lade den fysiske del af os lide, men min pointe er at vi ikke altid ved om den lider.

Og hvis den gør … for det er jo ikke alle der er bange for at ende som grøntsager, men en del – hvis ikke os alle – er bange for at ligge uendeligt hen i stor smerte og bare vente på at dø … hvem siger så at døden er den bedste udfrielse? Er det at vi ved at det “alligevel kun går den vej”, ensbetydende med at vi så lige så godt kan gøre en ende på det med det samme? Hvem ved hvad vi som døende så går glip af?

Når mennesker er i psykisk smerte, så går vi ikke ud fra at døden er det eneste der kan udfri dem af deres lidelser. Vi bestræber os derimod på at hjælpe dem om på den anden side af smerten. Hvorfor skal det være anderledes med fysisk smerte? Og hvis vi ikke kan smertelindre folk godt nok nu, så skulle dét måske være bestræbelsen snarere end at se på hvordan vi så kan aflive folk i stedet for. Hvis vi var sikre på at vi altid ville blive smertelindret tilstrækkeligt, var vi måske ikke så bange for at lade døden tage den tid den tager.

Der findes en forening for aktiv dødshjælp. Den hedder “En værdig død”. Men hvad særlig værdigt er der ved at tage en pille, og så er det forbi? Er det værdigt at ligge under for sin egen frygt for at døden bliver forfærdelig? Hvem ved om død ved aflivning i virkeligheden er uendelig meget mere lidelsesfuld? Vil det føles som en værdig afsked med livet at forlade det fordi man ikke kan holde det ud længere?

Måske er et selvmord – uanset tidspunkt og årsag – som at se en god film der pludselig bliver rigtig grum, og så skynde sig at slukke for den for at slippe for at se mere, for så at glip af en fantastisk slutning? Banal sammenligning måske, men min pointe er: Hvem ved? Hvem ved hvordan det er er dø? Hvem ved om den smerte der er der i dag, er væk i morgen? Jeg har personligt ikke lyst til at gå glip af noget ved at få trukket stikket for tidligt.

Jeg er ikke ubetinget imod aktiv dødshjælp/assisteret selvmord, men jeg kunne ønske mig at vi blev klogere på døden før vi indførste sådan en drastisk ting. Og jeg ville ønske jeg kunne føle mig tryg ved at både “systemet” og menneskene i det (os alle sammen), var kærlige og oplyste nok til at træffe det rigtige valg. At jeg kunne stole på at ingen nogensinde ville føle sig presset til at bede om dødspillen for ikke at ligge nogen til last. At jeg kunne stole på min egen dømmekraft når nogen jeg elsker, lider, og ikke føle trang til at udfri mig af min smerte ved at hjælpe med at udfri dem af deres.

I sidste ende er det måske alt sammen bedøvende ligegyldigt, jævnfør min overbevisning om at ingen virkelig dør – kun fysisk – men jeg synes debatten er utrolig interessant og vigtig. Især efter at jeg selv skiftede holdning fordi jeg mødte Gill som engang ville have valgt den udvej – og ville have fået lov hvis det havde været muligt – men som nu prisede sig lykkelig for at hun havde været nødt til at finde en anden løsning. Hende kan du læse om i førnævnte gamle indlæg her: Aktiv livshjælp må gå forud for aktiv dødshjælp.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook