Fuck kærligheden!

“Jamen, jeg elsker ham jo.” Jeg har selv været der. Elsket en mand inderligt og derfor haft i et dybt usundt forhold til ham. Fordi det jo også havde sine fantastiske sider. Altså halvdelen af tiden. Den anden halvdel var kaos og ulykkelighed.

“Men jeg elsker ham jo. Kærligheden overvinder alt. Det er da ikke kærlighed at gå fra ham??” Jo, det er. Det er kærlighed til DIG. Fuck kærligheden til ham hvis det ikke fungerer imellem jer. Fuck kærligheden mellem jer hvis den ikke bringer lykke med sig. Fuck kærligheden. Kærlighed er ikke nok. Det er det bare ikke. Ægte kærlighed er også at sige stop når et forhold ikke er godt længere.

Der findes mænd (undskyld, kære mand, jeg ved godt der også findes kvinder af den slags, men jeg har aldrig mødt dem, så jeg må nøjes med at tale om det jeg ved noget om) som har en skyggeside der gør deres kærlighedsforhold meget besværlige. De deler personlighedstræk med psykopater, men jeg er ikke overbevist om at det er det de er. Måske kender du en af dem. Han er typisk den mest romantiske mand du nogensinde har mødt. Gør ting du aldrig troede en mand ville gøre for dig. Måske har han en poetisk åre der kommer til udtryk i glødende kærlighedsbreve. Måske maler han smukke billeder til dig. Måske arrangerer han romantiske skovture og giver dig helt særlige gaver som kun du og han forstår. I har i det hele taget noget særligt sammen som kun I forstår – og det er SÅ romantisk.

Men oven i alt det fantastiske er han også vanvittigt melankolsk. Han har haft en hård barndom, så du forstår selvfølgelig godt at han har det svært indimellem. Han har svært ved at være lykkelig. Måske har han aldrig rigtig været det. Det er ligesom altid lidt tungt, det hele. Og sådan skal det også være for dig, for ellers kan han ikke holde dig ud. Måske beskylder han dig for at være overfladisk hvis du bare er lalleglad en dag. Og måske har han held til at få overbevist dig om at der er noget galt med dig. Men det er der ikke.  Det eneste der er “galt med dig”, er at du tillægger kærligheden så stor betydning at du ikke går din vej.

Sidder du i sådan et forhold nu, så stop det. Det bliver aldrig godt. Jo, i perioder, men “perioder” er ikke nok. Hvis ikke et forhold er mindst 90 % lykke, så er det ikke din kærlighed værd. Fuck kærligheden. Se at komme ud. Det betyder ikke at du ikke elsker ham længere. Det betyder bare at du træffer et sundt valg for dig selv, og det fortjener du.

P.S. Hvis du stadig er i tvivl, kan du evt. læse bogen “Når kærligheden kammer over” af Heidi Korsgaard – til skræk og advarsel. 😉

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook

3 thoughts on “Fuck kærligheden!

  1. Fuck hvor har du bare ret….
    Har været i et sådanne forhold… ALDRIG mere….
    Er nu i et forhold hvor det er meget meget tæt på at være 100 % lykke.
    Et sundt valg 🙂

  2. Kan kun give dig ret, der er virkelig nogle ting, som man skal tænke over. Jeg vil klart overveje bogen, da jeg dog ikke er skræmt helt væk endnu 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.