≡ Menu

Jeg giver op

Jeg kan lige så godt skrive  det som det er: Det følgende er skrevet i nat med tårerne silende ned ad kinderne. En dyb erkendelse er landet, og selv om det er svært at indse at jeg i mange år har løjet for både mig selv og andre, er det vigtigt for mig at få skrevet det her. Skrivning er også en slags terapi for mig, og jeg er kun glad hvis andre kan bruge mine erkendelser til noget. Så her får du det …

I sidste uge måtte jeg – for gud ved hvilken gang i mit liv – give slip på en mand jeg var (og desværre stadig er) dybt forelsket i. Og endnu engang skete det ikke fordi vi ikke elskede hinanden længere. Siden omkring 2006 har jeg elsket og måttet give slip på 6 mænd. Det er sådan cirka en hvert 1½ år i gennemsnit. Det er hårdt for et elskende hjerte. Og omend et par af de brud ikke har haft noget med min seksualitet/amorøsitet at gøre, så kan jeg ikke ignorere at den er skyld i temmelig megen ulykke – og desværre ikke kun min egen.

Det er derfor med blødende hjerte jeg giver op. Jeg bliver nødt til at indse at monogami er det eneste der fungerer. Eller i hvert fald har en reel chance for at fungere. Og jeg er ikke kun nødt til at indse det for min egen skyld, men også for andres.

Siden jeg i 2009 udgav min bog “Hvem er du utro?“, har jeg fået mange, mange henvendelser fra folk der følte sig set og mødt i det jeg skrev. Og det er jeg på sin vis glad for. Hvad jeg dog ikke er så glad for (i bagklogskabens ulideligt klare lys), er alle dem der har “ladet sig inspirere”, som de plejer at formulere det, og selv er sprunget ud i åbne parforhold. For guderne skal vide at det ikke er let. Og jeg bliver ærlig talt temmelig ulykkelig ved tanken om at min bog nok har været årsag til en hel del skilsmisser. Det vil jeg gerne sige undskyld for. Jeg kan kun håbe at jeg med dette blogindlæg kan inspirere nogen til at gå den anden vej. Tilbage igen. For det er hvad jeg selv er nødt til at gøre nu. Jeg kan ikke mere.

“Men Anja, du har sagt at det er uundgåeligt at du vil forelske dig i andre resten af dit liv – hvordan vil du så forholde dig til det fremover?” 

Tja. Skulle det ske, og skulle jeg blive så forelsket i en anden at jeg har svært ved at styre det, må jeg jo være utro. “Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af” har fungeret så glimrende tidligere i mit liv, og det kan det vel gøre igen. Jeg ved godt at nogle mener at kan man ikke holde sig til én, så må man være single. Men jeg har ikke lyst til at være single resten af mit liv. Måske kan jeg være heldig at finde en som er indstillet på “hvad man ikke ved”-tankegangen. I hvert fald er chancen for det nok væsentlig større end det jeg hidtil har håbet på: At jeg skulle finde mig en livspartner som er villig til at dele mig med andre i fuld åbenhed – og som også til evig tid kun vil involvere sig med andre der har samme villighed. I de 8 år jeg har forsøgt, har det i hvert fald ikke været muligt, og nu er jeg træt af at lede.

Jeg ved ikke om man kan sige at jeg hopper ind i skabet igen, for monogami er jo normen og ikke noget skab, men jeg erkender i hvert fald nu at mit udspring har været spild af både min egen og andres tid og energi. I løbet af dagen vil jeg efter et pænt farvel melde mig ud af de polyrelaterede grupper jeg er medlem af på Facebook, lukke siden utroskab.org og overføre domænet polyamori.dk til mine gode venner i polygruppen som jeg håber stadig at kunne holde en venskabelig forbindelse til.

[P.S. Ovenstående er en aprilsnar!]

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 1 comment… add one }

Leave a Comment