Jeg, mig og så mig selv

Da jeg for ikke så længe siden skrev et indlæg om at være en quirkyalone, glemte jeg helt at beskrive en særlig følelse der til tider overmander mig, og som egentlig er grunden til at jeg kan identificere mig med den betegnelse. Der var åbenbart så længe siden jeg havde haft den, at jeg havde fortrængt den. Men nu er den her! (…skrev hun og lød som en tv-reklame: “Nu er den her: Absolute Loneliness!” )

Følelsen er at jeg bare SKAL være HELT ALENE, og det skal være NU!! Og et par timer er ikke nok. En enkelt aften er ikke nok. Det skal være i flere dage. Og hvis jeg overhører den, bliver jeg ganske enkelt sindssyg. Eller… det har jeg jo ikke prøvet endnu, men sådan føles det. Jeg bliver VANVITTIG hvis jeg ikke kan få lejlighed til at være alene når jeg har det sådan. Ærlig talt er det nok en af grundene – hvis ikke hovedårsagen – til at jeg ikke vil have børn. Jeg kan simpelthen ikke udholde tanken om at der er nogen jeg ikke kan slippe for når jeg har brug for det, uanset hvor meget jeg måtte elske dem.

Et par tidligere kærester, venner og veninder er blevet meget forskrækkede første gang de oplevede det. Det kan virke underligt at man kan være sammen rigtig tit, og pludselig har jeg bare brug for at være alene, og jeg ved ikke hvornår vi ses igen, for jeg kan SLET ikke mærke hvor længe det varer (men erfaringen viser at det tager nogle dage, måske et par uger hvis jeg har overhørt det rigtig længe). “Er det fordi du ikke har lyst til at ses længere?” “Er der noget du er ked af?” “Er du ved at få en depression?” Nej, nej og nej! Jeg skal bare have lov at isolere mig lidt så jeg kan fungere normalt igen.

Jeg husker en enkelt episode hvor jeg valgte at overhøre trangen fordi jeg var så glad for en dejlig ven at jeg sagde ja til at han kunne komme på besøg (og tænkte at jeg jo bare kunne nyde min ensomhed når han engang var gået igen). Det endte med at han gik igen meget hurtigt og meget vred og ked af det fordi jeg simpelthen ikke var mentalt til stede. Inde i mig selv var jeg åbenbart så isoleret at han slet ikke kunne trænge igennem med sit nærvær. Siden da har jeg mærket rigtig godt efter og siger ikke kun fra for min egen skyld, men også for andres. Det er ikke fair at simulere nærvær – og åbenbart heller ikke muligt.

Så den kommende weekend ser jeg rigtig meget frem til. Jeg har en date med mig selv. Den varer hele weekenden, og ingen får lov at forstyrre den. Hvis du synes det kunne være hyggeligt med en kop kaffe, så bliver det ikke hos mig. Hvis din mormor dør, og du har brug for at snakke, så må du ringe til en anden, for jeg KAN ikke være til stede. Om en uges tid kan jeg være verdens bedste veninde igen. Men ikke nu. Det er den ultimative egoisme, men den er ganske enkelt nødvendig for min overlevelse.

No related posts.

Tagged as: alene, ensomhed, nærvær, quirkyalone