Jeg er lige kommet hjem fra et FEDT arrangement. Det hed Ignite Denmark og er noget helt nyt i Danmark – i aften var første gang det blev afholdt her. Det første Ignite nogensinde blev afholdt i Seattle i 2006, og siden har konceptet bredt sig til resten af verden. Og hvor er det superfedt at det nu er kommet til Danmark, for det var da noget af det mest underholdende jeg længe har været med til.
Der var 13 forskellige talere – jeg selv var en af dem – som hver havde 5 minutter til at fyre den af til 20 slides der automatisk skiftede hvert 15. sekund. Og emnerne var vidt forskellige. En talte om at blive synlig i medierne, en anden koblede kristendom, spinning og musik sammen (jo, sørme så), og en tredie talte om sjov læring i skolen. Ikke to indlæg var tilnærmelsesvis ens, og det gjorde det altså rigtig underholdende at være tilskuer. Hvis et emne ikke lige fængede, så gjorde det næste sikkert.
Nå, og hvordan gik dit eget indslag så, spørger du? (Det bestemmer jeg i hvert fald lige at du spørger om, for det er det jeg gerne vil fortælle noget med.)
Det gik faktisk … ikke lige som jeg havde håbet. Jeg tænkte inden aftenen begyndte, at jeg da nok ikke var den eneste som ville have behov for at støtte mig til min nedskrevne tale på papir. Jeg mener, at få en 5-minutters-tale til at passe nøjagtigt med de 20 slides, det kræver da alligevel lidt træning, og jeg selv havde kun haft en lille uge med alt for få timer i til at forberede mig. Og den klassiske trøst når man er nervøs for noget, er jo “du er jo ikke den eneste …”. Men jo, det var jeg! Alle de andre talere talte frit fra leveren som om de aldrig havde lavet andet end at stå på den scene med den mikrofon og time deres slides til perfektion (okay, næsten, men sådan føles det når man er så fjollet at måle sig med andre).
Nå, men pyt så – jeg havde da øvet min tale så grundigt at jeg regnede med at det nok gik alligevel uden at kigge for meget på papiret. Jeg havde det kun med fordi jeg ved at min hjerne har det med at gå i stå når jeg bliver nervøs, og når man kun har 5 minutter, så er der ikke tid til at gå i stå. Og det gjorde jeg heller ikke, men for pokker hvor mine slides løb fra mig!
Jeg troede jeg skulle passe på ikke at tale for hurtigt, men i stedet susede mine ellers nogenlunde veltilrettelagte slides af sted, og min tale fulgte ikke med dem – hvilket ikke gjorde min nervøsitet mindre. Så som den eneste (igen!) måtte jeg overskride tiden med ca. 1 minut – noget der heldigvis var forståelse for (måske fordi jeg stod der og så stakkels ud med mine blafrende papirer?).
Nå, men nu fortæller jeg dig ikke det her for at du skal have ondt af mig, for ved du hvad? Jeg har det faktisk fint med det! Selvfølgelig havde det da været superfedt at kunne stå på den scene og føle sig som verdensmester i klar tale, men i stedet kan jeg føle mig som verdensmester i noget helt andet: At turde!
Man har undersøgt hvad folk har størst skræk for, og angsten for at tale offentligt ligger på en flot førsteplads. Folk er simpelthen mindre bange for at dø end at holde tale. Og derfor har jeg god grund til at være godt gammeldags pissestolt af mig selv! Jeg tør nemlig. Jeg gør det bestemt ikke uden sommerfugle i maven, og nogle gange går det ikke som jeg havde fantaseret om, men det afholder mig ikke fra at gøre det igen og igen. For jeg VIL være god til det, og det bliver man kun ved at gøre det.
For 10 år siden havde jeg sat mig hjem og grædt (unødigt, selvfølgelig, for det er aldrig helt så slemt som man selv tror). I aften har jeg sat mig hjem i sofaen og skrevet et blogindlæg til dig derude for at bruge oplevelsen konstruktivt. Hey, hvis min tale nu var gået præcis som jeg havde ønsket, hvem skulle så have haft de uheldige erfaringer at dele ud af til de næste talere der måske siger “jeg er nervøs – har du et godt råd?”. Nu ved jeg hvad jeg selv kunne have gjort anderledes, og lur mig om ikke der er nogle der kan lære en masse af det.
Godt gået!
Det lyder som et sjovt koncept, og jeg hører selv til dem, der er meget nervøs, når der er mange tilhører, så jeg kan sagtens følge dig. 🙂