Kan du være med smerten, min eller din egen?

Den sætning (i overskriften) har kørt i mit hoved i dag og blev mere insisterende da jeg havde talt i telefon med en veninde der havde det ligesom jeg – at det med at være ked af det ikke ikke er noget “særligt” der skal nurses og dæmpes, men simpelthen noget der bare skal have lov at være der.

Sætningen kommer fra en tekst jeg altid har elsket, af Oriah Mountain Dreamer, der hedder Indbydelsen. Den lyder i sin helhed sådan her:

Det interesserer mig ikke hvordan du tjener til livets ophold: Jeg ønsker at vide hvad du brænder for og om du vover at drømme om, at få opfyldt dit hjertets længsel.

Det interesserer mig ikke hvor gammel du er: Jeg ønsker at vide, om du tør gøre dig til nar for kærligheden, for dine drømme, for livets eventyr.

Det interesserer mig ikke hvilke planeter der er i kvadrat til din måne: Jeg ønsker at vide om du har berørt det inderste i din sorg, om livets svigefuldhed har åbnet dig eller fået dig til, at tørre ind og lukke af, i frygt for mere smerte.

Jeg ønsker at vide, om du kan være med smerten, min eller din egen, uden at gøre noget for at skjule den eller få den til at forsvinde eller reparere på den.

Jeg ønsker at vide, om du kan være med glæden, min eller din egen, om du kan danse vildt og lade ekstasen fylde dig helt ud i fingre og tæer, uden at formane os om, at passe på, være realistiske og ikke glemme begrænsningerne i det, at være menneske.

Det interesserer mig ikke om den historie du fortæller mig er sand: Jeg ønsker at vide, om du kan skuffe en anden, for at være tro mod dig selv; Om du kan holde ud at blive anklaget for svigt, uden at forråde din egen sjæl; Om du kan være troløs og derfor tilregnelig.

Jeg ønsker at vide om du kan se skønheden hver dag, også når den ikke er sød og køn og om dens nærvær er kilden til dit eget liv.

Jeg ønsker at vide, om du kan leve med fiasko, min eller din egen, og alligevel stå ved søens bred og råbe dit ”JA” til fuldmånens sølvskive.

Det interesserer mig ikke at vide, hvor du bor eller hvor mange penge du har; Jeg ønsker at vide, om du kan stå op efter en nats sorg og fortvivlelse, træt og forslået, helt ind i marven og gøre det nødvendige for at sørge for børnene.

Det interesser mig ikke, hvem du kender eller hvorfor du blev indbudt her; Jeg ønsker at vide om du kan stå med mig, midt i ilden, uden at vige. Det interesserer mig ikke hvor, eller hvad eller med hvem du har studereret; Jeg ønsker at vide, hvad i dit indre der holder dig oppe, når alt andet falder bort.

Jeg ønsker at vide, om du kan være alene med dig selv og om du i sandhed bryder dig om dit eget selskab i de tomme øjeblikke.

Grunden til at netop den sætning satte sig fast i mit hoved i dag, er at jeg den senere tid har været andet end glad, og det har jeg haft lyst til at dele på Facebook – ligesom jeg altid deler min glæde. Men jeg har ladet være (med en enkelt undtagelse i sidste uge hvor jeg specifikt frabad mig medlidenhed), for jeg orker ikke altid når der ikke er plads til det.

I dag gav jeg det plads forklædt som en aprilsnar. Jeg tillod mig at skrive hvor ondt jeg havde indeni, men såede tvivl om alvoren ved at lade det få en konsekvens som ikke var sand. På den måde fik jeg afløb for noget jeg havde lyst til at fortælle, men som jeg ikke rigtig gad få meget alvorlige reaktioner på. Og det kan måske undre. Både at jeg ville bekymre mine venner og familie på den måde, og at jeg ville tiltrække mig opmærksomhed på en negativ (set i lige-nu-perspektiv) begivenhed i mit liv. Men for mig er der altså ikke den store forskel på at dele noget positivt og noget negativt.

Om det skyldes mange års meditation og selvudvikling, ved jeg ikke – jeg tror det, for det har ikke altid været sådan – men sorg og kedafdethed er ikke (længere) noget der overmander mig i en grad hvor jeg ikke føler at jeg kan bære det. Jeg kan knække hulkende sammen i krampegråd uden at identificere mig særlig meget med smerten. Jeg observerer den mere end jeg “er” den. Det er mere noget der reagerer i mig, end det er “mig” der reagerer.

Det er lidt svært at forklare uden at jeg sikkert for en der ikke har det sådan, vil lyde som om jeg på en usund måde ikke er i kontakt med mine følelser. Men det føles ikke usundt – tværtimod. Det føles sundere at alle følelser er okay, end at nogle er væmmelige og andre er rigtige. Selvfølgelig vil jeg helst være glad og lykkelig i alle celler, men der sker nu engang ting i livet som ikke er ønskværdige, og så må andre følelser også gerne få plads.

Og her er det jeg savner at vi bliver bedre til at give hinanden plads. At man ikke partout skal trøstes og repareres. At man faktisk gerne må give udtryk for at man er trist, uden at få mere opmærksomhed end når man er glad. Jeg ved godt at nogle hader at få at vide at “der er en gave i alting”, at “alt er som det skal være”, at “alting sker af en grund” og den slags. Jeg er ikke en af dem. Du må faktisk hjertens gerne minde mig om det når jeg af og til glemmer det.

Eller spørg: Har du brug for at blive bekræftet i at alt er noget lort lige nu, eller vil du mindes om at alt er som det skal være? Formuleringen kan man jo variere efter hvem man taler eller skriver til.

“Jeg ønsker at vide, om du kan være med smerten, min eller din egen, uden at gøre noget for at skjule den eller få den til at forsvinde eller reparere på den.” – kan du?