Kort fortalt går min egen tro på “livet efter døden” ud på at vi er mere end vores fysiske krop. Nogle udtrykker det sådan at “vi er ikke en krop der har en sjæl, men en sjæl der har en krop”. Der er en større, usynlig del af os – den der udgør vores sind og følelser – som “bor” i den fysiske krop. Og når den fysiske krop dør, så lever den essens af os videre. Ikke et bedre sted og ikke nødvendigvis et “andet” sted (for hvad er et “sted” overhovedet hvis det ikke er fysisk?), men simpelthen i en anden form. Og hvis vi vælger det (eller måske nærmere føler os tiltrukket af det), kan vi blive født som menneske igen i en ny krop.
Troen er ikke et valg
Folk der tror på at vi kun har dette ene liv, og at når det slutter, er der ingenting, har altid nogle bud på hvorfor vi er nogle der tror noget andet. “Det må være angst” er et af buddene. “Det er lettere at tro på at livet fortsætter” er et andet.
Jeg synes det er lige omvendt. Hvis dette liv er det eneste, og vi bare er væk når vi dør, så har vores handlinger ingen konsekvenser – set i et større perspektiv. Det ville være nemt. Man ville for evigt slippe af med sine plageånder og skulle heller ikke mere konfronteres med dem man selv havde gjort ondt.
Men hvis jeg mener at det faktisk ville være det letteste hvis der ikke var et liv efter døden, hvorfor så ikke vælge at tro på det? Fordi det ikke giver mening. Og med det mener jeg ikke at jeg ikke kan holde tanken ud om at livet er “meningsløst”. Jeg mener at det simpelthen ikke er logisk for mig. Alt liv i universet er cyklisk. Det er ikke noget der bare forsvinder – det vil altid blive omsat til noget andet og genopstå i en eller anden form. Vi kan ikke slippe af med noget. Og således tror jeg heller ikke vi kan “slippe af med” livet. Når jeg sammenholder de ting jeg har hørt og læst om andres oplevelser, med de ting jeg ved og har oplevet selv, kan det ganske enkelt ikke passe at vi udelukkende eksisterer på det fysiske plan. (Hvis du vil vide mere om hvad det er for nogle erfaringer min overbevisning er baseret på, må du kigge dig omkring på siden her :-))
Det er også en skeptiker-skrøne at folk der tror på et liv efter døden, gør det fordi de er bange for at det hele bare ender – de kan simpelthen ikke bære at livet bare er forbi. Sådan er der selvfølgelig nogle der har det, men så har de valgt den overbevisning ud fra frygt og ikke fordi det virkelig er det der giver mest mening for dem rent logisk. Og det ærgrer mig lidt (på deres vegne) at nogle vælger en tro frem for at tro på den konklusion de selv kan drage ud fra deres egne erfaringer.
På trods af at livet efter døden er min store interesse, er jeg faktisk fuldstændig ligeglad om vi lever videre eller ej. Hvis jeg dør og så ikke længere eksisterer, jamen, så ER der bare ikke mere. Jeg kan ikke se at det er noget at være bange for. Derimod kan jeg let få øje på at det kan virke skræmmende på nogle at vi lever for evigt. Men jeg vil da ikke påstå at det er derfor de ikke tror på det. Det har jeg intet belæg for – ligesom de ikke har det den anden vej. Os der tænker alvorligt over den slags – hvad enten vi når til den ene eller den anden konklusion – danner vores overbevisninger ud fra hvad der logisk giver mening for os. Og jeg har faktisk langt større respekt for en skeptiker der seriøst har overvejet tanken, men afvist den af sine egne logiske grunde, end en som er enig med mig i at der er et liv efter døden, men kun er det af angst for tanken om det modsatte.
At have den overbevisning at livet er evigt, betyder noget for hvordan man ser sin omverden og sine medmennesker. Det kan du læse mere om i næste blogindlæg: Hvad betyder det at tro på et liv efter døden?
Her kan du høre podcastudgaven af ovenstående: Hvorfor tro på et liv efter døden? Podcastepisode #01
