I disse dage hvor man ikke kan åbne noget medie uden at se eller høre ordet “Wikileaks”, er jeg kommet til at tænke på en af mine “guruer” (ikke rigtigt, men det er et kortere ord for folk-jeg-virkelig-synes-gør-noget-fedt-vi-alle-kunne-lære-noget-af) – en amerikaner ved navn Brad Blanton. Du har muligvis set/hørt mig nævne ham før, men hvis du ikke har, kan jeg kort fortælle at han er forfatter til en serie bøger der handler om “Radical honesty” – radikal (gennemgribende, yderliggående) ærlighed. (Får jeg en dag tid og råd, står de på min liste over bøger jeg gerne ville oversætte og udgive på Forlaget Uforklarbar.) Han er psykoterapeut og mener at løgn er roden til alle vores problemer (meget kort fortalt), så hans terapi går ud på at få folk til at være hudløst ærlige om alt for derved at få løst op for deres indre knuder. Og så var der engang han stillede op til kongressen, og det var egentlig det jeg ville med dette lille indlæg – vise dig en Youtube-video og sige: Hvor ville meget være bedre hvis der var flere politikere (eller mennesker i det hele taget) som ham. 🙂
Rar bonusinfo: Brad har lige sagt ja til at blive interviewet til mit podcast Ærlig snak! 😀
Ja, hvis alle var som ham. Nu er alle så ikke bare som ham, og det er her alle problemerne opstår.
Klassisk spilteori demonstrerer jo netop problemet med, at alle parter skal tale sandt for at opnå et fælles bedste.
I den optimale verden ville Wikileaks ikke eksistere, men vi er jo alle kun mennesker og derfor ikke perfekte, og så er Wikileaks altså noget rod.
Ja det er faktisk blevet lidt en parodi at se politik. Selvfølgelig ved man hvad de står for, men der er aldrig en politiker i den anden lejr der har sagt noget fornuftigt. Efter statsministerens tale bakkes det op af hele samme fløj og skydes ned af modsatte. Utroligt at man kan se sig selv i øjnene istedet for blot at få det bedste ud af tingene. Der må helt sikkert være en personlig kamp om magt og kortsigtede løsninger der står foran de langsigtede mål for Danmark.
Det er svært få mennesker som virkelig ønsker at høre sandheden, sådan ærligt og hudløst… Men idealistisk set, ville det være fint, godt og udviklende.
På den anden side, hvad tjener hudløs ærlighed fællesskabet ? Hvis det sårer, gør ondt og er splittende ? Er det så ikke blot egoistisk ? For selv at fremstå som noget særligt eller at værende bedre end andre ?
I don’t know,- dette var blot nogle strøtanker 🙂
PS. Jeg tror ikke man behøver at sige alt som er sandt, men at det man siger skal være sandt <3
Jeg har i grunden altid været en meget ærlig person, det var i hvert fald min egen opfattelse indtil for nyligt. Forholdet gik ikke godt og det lykkedes mig endelig at få min mand med til noget parterapi. Så kan det nok være at det gik op for mig for uærlig jeg egenlig har gået og været, både over for min mand og mig selv.
Hvis alle bare var hudløs ærlig, så ville meget være vundet.
Er ærlighed og politik ikke selvmodsigende? Eller hvad mener Janni Jansen om den? Eller hedder du i virkeligheden Renate? 😉