Jeg har før skrevet om hvordan jeg engang var ubetinget for aktiv dødshjælp (eller assisteret selvmord), og hvorfor jeg nu ikke længere er det. Det indlæg kan du læse her: Aktiv livshjælp må gå forud for aktiv dødshjælp.
Debatten er oppe igen nu, og i går så jeg en skrive at “hvis døden ikke var sådan et tabu, ville vi have fået indført aktiv dødshjælp for længe siden”.
Jeg er uenig. Jeg tror at så mange gerne vil have indført aktiv dødshjælp fordi døden er et tabu. Og fordi smerten er et tabu.
Døden er en uundgåelig del af livet vi helst ikke forholder os til. Vi vil ikke “ende som en grøntsag”, men ingen af os der er i stand til at udtrykke den modvilje, ved hvordan livet som grøntsag er. Vi kigger på “grøntsagerne” udefra og konstaterer at det umuligt kan være en god måde at dø på. Men vi ved det ikke.
Måske er det en fantastisk fredfyldt oplevelse. Måske er det os der er ved fuld bevidsthed, der ikke kan holde ud at se en vi elsker, ende sådan.
Det er ingen hemmelighed at jeg er af den overbevisning at vores bevidsthed er meget mere end fysisk. Og derfor er det ikke svært for mig at forestille mig at den fysiske del af os godt kan være i smerte, mens resten af os – den del som forlader kroppen når vi dør, og fortsætter et andet sted – har det glimrende. Det betyder selvfølgelig ikke at vi bare skal lade den fysiske del af os lide, men min pointe er at vi ikke altid ved om den lider.
Og hvis den gør … for det er jo ikke alle der er bange for at ende som grøntsager, men en del – hvis ikke os alle – er bange for at ligge uendeligt hen i stor smerte og bare vente på at dø … hvem siger så at døden er den bedste udfrielse? Er det at vi ved at det “alligevel kun går den vej”, ensbetydende med at vi så lige så godt kan gøre en ende på det med det samme? Hvem ved hvad vi som døende så går glip af?
Når mennesker er i psykisk smerte, så går vi ikke ud fra at døden er det eneste der kan udfri dem af deres lidelser. Vi bestræber os derimod på at hjælpe dem om på den anden side af smerten. Hvorfor skal det være anderledes med fysisk smerte? Og hvis vi ikke kan smertelindre folk godt nok nu, så skulle dét måske være bestræbelsen snarere end at se på hvordan vi så kan aflive folk i stedet for. Hvis vi var sikre på at vi altid ville blive smertelindret tilstrækkeligt, var vi måske ikke så bange for at lade døden tage den tid den tager.
Der findes en forening for aktiv dødshjælp. Den hedder “En værdig død”. Men hvad særlig værdigt er der ved at tage en pille, og så er det forbi? Er det værdigt at ligge under for sin egen frygt for at døden bliver forfærdelig? Hvem ved om død ved aflivning i virkeligheden er uendelig meget mere lidelsesfuld? Vil det føles som en værdig afsked med livet at forlade det fordi man ikke kan holde det ud længere?
Måske er et selvmord – uanset tidspunkt og årsag – som at se en god film der pludselig bliver rigtig grum, og så skynde sig at slukke for den for at slippe for at se mere, for så at glip af en fantastisk slutning? Banal sammenligning måske, men min pointe er: Hvem ved? Hvem ved hvordan det er er dø? Hvem ved om den smerte der er der i dag, er væk i morgen? Jeg har personligt ikke lyst til at gå glip af noget ved at få trukket stikket for tidligt.
Jeg er ikke ubetinget imod aktiv dødshjælp/assisteret selvmord, men jeg kunne ønske mig at vi blev klogere på døden før vi indførste sådan en drastisk ting. Og jeg ville ønske jeg kunne føle mig tryg ved at både “systemet” og menneskene i det (os alle sammen), var kærlige og oplyste nok til at træffe det rigtige valg. At jeg kunne stole på at ingen nogensinde ville føle sig presset til at bede om dødspillen for ikke at ligge nogen til last. At jeg kunne stole på min egen dømmekraft når nogen jeg elsker, lider, og ikke føle trang til at udfri mig af min smerte ved at hjælpe med at udfri dem af deres.
I sidste ende er det måske alt sammen bedøvende ligegyldigt, jævnfør min overbevisning om at ingen virkelig dør – kun fysisk – men jeg synes debatten er utrolig interessant og vigtig. Især efter at jeg selv skiftede holdning fordi jeg mødte Gill som engang ville have valgt den udvej – og ville have fået lov hvis det havde været muligt – men som nu prisede sig lykkelig for at hun havde været nødt til at finde en anden løsning. Hende kan du læse om i førnævnte gamle indlæg her: Aktiv livshjælp må gå forud for aktiv dødshjælp.
