Da jeg var lille, ville jeg være operasanger eller damefrisør. Det skrev jeg i hvert fald i en vennebog dengang. Jeg kan ikke huske at jeg havde lyst til at være frisør, men jeg drømmer stadig om at kunne synge opera. Det bliver dog ved drømmen. Tror jeg.
I den virkelige verden fik jeg et helt almindeligt job. Jeg gik ud af 9. klasse og tog et år på EFG Handel og Kontor. Så ville jeg have mig en kontorelevplads. I virkeligheden ville jeg gerne være korrespondent, men hverken jeg selv eller andre tog sig den ulejlighed at finde ud af hvad der skulle til for at blive det, så en kontorlæreplads var åbenbart sagen. Det var dog ikke så let at få en elevplads, så efter et par løse jobs som pakkemedarbejder på en plastikfabrik og 4 dage som grædende piccoline (fordi det bare SLET ikke var det jeg troede det var) endte jeg som butikselev i Fona. “Du er jo så glad for musik,” sagde min mor, og så blev det Fona. I Søborg, Herlev og Hørsholm. Det var da også meget sjovt til tider, men jeg vidste ret hurtigt at det ikke var det jeg ville med mit liv. Jeg holdt dog ud et par år efter endt uddannelse, og så var jeg så heldig at blive fyret pga. nedskæringer. ‘Heldig’ fordi jeg gik og spekulerede som en gal over hvad jeg dog skulle lave i stedet for at have et job som jeg ikke brød mig om, og nu blev jeg altså kastet ud i at tage en beslutning. Beslutningen blev at jeg skulle læse Audiologopædi på Universitetet. Det krævede en adgangsgivende eksamen, og sådan en havde jeg jo ikke, så jeg måtte starte med at tage mig en HF. Jeg var ikke så frisk på at gå i klasse med alle dem der lige var gået ud af folkeskolen, så jeg stykkede en toårig uddannelse sammen af enkeltfag på VUC i Stenløse, Frederikssund og Ballerup. Det var to virkelig sjove år. I 1994 kunne jeg søge ind på Københavns Universitet Amager, og efter først at have fået en standbyplads, kom jeg alligevel ind et par uger efter de andre da nogle var spruget fra. Jeg studerede glad i næsten 3 år og følte virkelig at jeg havde fundet mit kald. Så havde jeg i 1997 en underlig oplevelse som vendte op og ned på alting, og pludselig mistede jeg lysten til at studere. Det var meget underligt at miste sine ambitioner med ét slag, men det var altså hvad der skete. Jeg blev dog ved at studere i håb om at lysten vendte tilbage. Ca. et halvt år senere – midt i eksamenstiden – fik jeg at vide at min far højst havde 2 måneder tilbage at leve i pga. kræft, og så kunnejeg ikke bruge tid på noget så ligegyldigt (i det perspektiv) som en uddannelse, og jeg fik 1 års udsættelse. Jeg tog en af mine eksamener året efter for i det mindste at have papir på at jeg var læsepædagog, men vendte aldrig tilbage.
I det år der gik, spekulerede jeg meget over hvad jeg ville med mit liv. Jeg fandt aldrig noget svar. Jeg fik et studiejob (jeg var jo stadig officielt studerende) som edb-vejleder på Roskilde Bibliotek – et job jeg var meget glad for. Da jeg ikke længere var studerende, måtte jeg have mig et fuldtidsjob, og var heldig at få et i FDB hvor min daværende kæreste arbejdede. Efter halvanden måneds tid, manglede de en barselsvikar i it-afdelingen, og det blev mig. Jeg var så heldig at blive fastansat efter endt vikariat, og der blev jeg så indtil 31. marts 2005. I starten var FDB/Coop et rigtig dejligt sted at være ansat, men de sidste par år var det ikke. Nedskæringer og fyringer var efterhånden halvårlig kost samtidig med at vi fik flere og flere arbejdsopgaver. Jeg begyndte at være ked af at skulle på arbejde, og til sidst orkede jeg ikke længere negativiteten og de brudte løfter om bedre tider. Jeg søgte et job som it-supporter i Gentofte Kommune og fik det! Et skift jeg ikke fortrød et eneste sekund. Det er en arbejdsplads jeg kun kan anbefale.
Mig på arbejde i Gentofte Kommune
Nu skete der imidlertid det at der dukkede en jobmulighed op som jeg ikke kunne lade være med at tage. Martin Thorborg søgte en administrativ medarbejder til iværksætter-debatten Amino.dk som jeg havde været begejstret bruger af i et par år. Jeg var så heldig at han at samme grund fandt mig perfekt til jobbet, så der startede jeg d. 1/9-2007. Endnu en supergod arbejdsplads var jeg havnet i, MEN nu var der jo en grund til at jeg befandt mig på et debatforum om iværksætteri… I 2006 startede jeg mit eget forlag, Forlaget Uforklarbar. Her udgav jeg Bruce Moens første bog, Voyages into the Unknown (Rejser ind i det Ukendte), som jeg havde oversat sammen med min kæreste. Det er den første bog i en serie af fem, og min plan var (og er) at oversætte og udgive resten også. Samtidigt skrev jeg på en bog selv. Jobbet i Amino tog dog så meget af min energi og opmærksomhed at der pludselig ikke skete ret meget på den front. Jeg blev ved at udskyde det til “jeg får bedre tid”, og det blev mere og mere utilfredsstillende. Derfor besluttede jeg efter et års tid at det var på tide at få gjort noget ved det. Så nu er jeg selvstændig med Forlaget Uforklarbar. 🙂
Jeg har dog beholdt min tilknytning til “det almindelige arbejdsmarked” et par dage om ugen. Et halvt års tid efter at jeg var gået selvstændig, spurgte en tidligere kollega fra Coop om ikke jeg havde lyst til at aflaste ham et par dage om ugen. Det havde jeg (det var enten det eller at finde samme antal freelance-timer, så hvad pokker), så jeg startede som it-sikkerhedsadministrator på mainframe og var der i et par år – så måtte jeg videre igen. Denne gang som bogholder hos Anette Sand i Regnskabsskolen, og det er rigtig dejligt at være tæt på iværksætteriet igen. Hvad det angår, er der ikke ret meget inspiration at hente i en stor koncern som Coop.
(senest redigeret 18/11-11)
