Jeg har skrevet et par indlæg på det seneste om positiv tænkning, og om at “glæde er et valg” og den slags. Men også om at smerte er okay og ikke nødvendigvis noget vi skal reparere hos hinanden og os selv hele tiden. Og jeg var glad for at se det her indlæg fra Mette Glargaard i går: Sådan kan spiritualitet være farlig for din lykke, hvor hun skriver om vigtigheden af at mærke sine følelser og ikke bare fjerne sig fra dem i spiritualitetens navn.
Indlægget ramte mig lige netop i går hvor jeg ikke kunne noget som helst andet end at være i mine følelser. Jeg var ikke bare nede at bide i græsset – jeg var vist nærmere nede at bide i jorden under græsset. Af sorg. Jeg vågnede ved 9-tiden og kunne ikke stå op. Havde bare lyst til at sove igen. Og sådan lå jeg i nogle timer og gled ud og ind af søvnen uden særlig lyst til at gøre noget ved det. Så snart jeg så meget som kiggede min kat i øjnene eller tænkte på at ringe eller skrive til nogen – eller bare tog en dyb indånding, vældede tårerne op. Alting gjorde ondt indeni. Så jeg blev bare liggende og forsøgte at undgå at trække vejret.
Ingen af mine spirituelle værktøjer gjorde nogen gavn lige der. Der var ingen tanker i mit hoved jeg kunne undersøge med mit ellers elskede The Work. Der var bare tomt, og der var sorg. Og jeg kunne ikke andet end at være i den.
Ved to-tiden besluttede jeg at stå op. Jeg havde en løbetur på programmet, og jeg tænkte at den nok kunne ryste mig ud af min apatiske tilstand. Men jeg kom ikke så langt. Min krop krampede sig sammen i hulken bare ved tanken om at se verden i øjnene. Så jeg endte under dynen igen.
Først ved fem-tiden lykkedes det mig at komme op og få løbetøjet på, og jeg kom ud på min lille tur. En stille og meget forsigtig luntetur i respekt for min sårbarhed mens jeg forsøgte at lade solens stråler smelte isen indeni. Det lykkedes ikke. Tårerne pressede sig på igen da jeg nærmede mig hoveddøren, og hjemme sad jeg fastfrosset en time før jeg endelig kunne rive mig løs og tage et bad. Besluttede mig for at besøge min mor for ikke at være alene, men igen slog alene tanken om at række ud til nogen mig omkuld, og jeg blev siddende stille sofaen. Fik endelig lidt mad og vand.
Ved otte-tiden rakte jeg lidt ud ved at skrive på Facebook at jeg trængte til kram, og en masse dejlige mennesker rakte tilbage. Det hjalp lidt på det at være i kontakt med nogen. Jeg gik tidligt i seng – udmattet og med hovedpine af at have grædt hele dagen.
I morges vågnede jeg ved fire-tiden og var stadig trist. Oven i det kunne jeg så føle mig trist ved udsigten til endnu en trist dag. Det orkede jeg simpelthen ikke. Jeg satte lidt dejlig musik på og faldt i søvn igen. Og så mærkede jeg alting lette indeni. Var småvågen et par gange og mærkede en stille jublen indeni over at have det bedre. Vågnede ved otte-tiden og havde det fint. Ingen sorg mere. For nu, i hvert fald.
Og med det vil jeg bare sige at sorg (selvfølgelig) er okay. Har man det sådan, nytter det ikke noget også at slå sig selv i hovedet med at glæde er et valg. Og en sorg over at have mistet en man elsker, er normal og naturlig. Det er muligt jeg kunne have “gjort noget ved det”, men jeg tror faktisk jeg gjorde det bedste jeg kunne gøre. I hvert fald gjorde jeg det eneste der føltes muligt: At være i det.
Uden tvivl, sorg over at have mistet en man elsker, er normal og helt naturlig. Jeg tror, at det bedste man kan gøre når man har mistet en nær, at at takke for alle de gode tider man havde sammen – uanset om det så endte før ‘det skulle’.
Venligst,
Vic // http://www.maskara.dk