Et sært held!

For en del år siden var jeg på et tidspunkt i det sentimentale hjørne og ville finde et gammelt adventurespil som jeg gerne ville spille igen, men ikke længere havde. Så jeg gik på jagt på nettet, og da jeg ikke rigtigt kunne finde det, spurgte jeg i et spilforum om nogen vidste hvor jeg kunne købe det. Der var en der fortalte mig at der var et aktuelt spilblad der havde en konkurrence hvor man kunne vinde det spil, så jeg tænkte at inden jeg brugte penge på det, kunne jeg da lige først prøve om jeg kunne vinde det. Og jeg vandt det sgu! Ret blæret, syntes jeg.

Hvad der er endnu mere blæret, er at jeg sørme lige har gjort det igen! Jeg kom for nylig til at tænke på om min elskede gamle filmhelt Bruce Campell mon havde lavet noget nyt jeg lige måtte se. Og det havde han. Eller nyt og nyt – den var i hvert fald ny for mig. En film der hedder My name is Bruce. Og for en gammel Bruce Campbell-fan som mig, er den naturligvis et must at se. Så jeg kiggede på nogle sites for at se om den kunne købes i Danmark. Dog er jeg jo lidt selvvalgt nærig i øjeblikket, så da jeg så at film-nyt.dk havde en konkurrence hvor jeg kunne vinde den, besluttede jeg lige at deltage i konkurrencen først. Og tja… i dag røg filmen sgu ind ad min brevsprække! Hvor heldig har man lov at være? 😀

Faktisk er det ikke det eneste jeg har vundet for nylig. Jeg vandt også i BD-stores nyhedsbrevskonkurrence i sidste uge, så forleden dukkede der en pakke op med lækker shampoo, balsam og hårkur. Aaaaah!

Behøver jeg at tilføje at jeg HAR købt en lottokupon til i aften?  😉

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook

7 thoughts on “Et sært held!

  1. Kære Anja

    Et stort tillykke med det held der for øjeblikket følger dig – Skal jeg synge “Hvad du ønsker skal du få….”

    Jeg krydser fingre for dig i aften, husk at skriv når spændingen er udløst”

    De varmeste hilsner

    Birgit

  2. hold da op. jeg har prøvet det modsatte. På 4 uger var jeg med i 5 biler og en bus der gik i stå og hvor vi skulle ringe efter falck og jeg var med som passager på alle ture. Det endte med at folk ikke ville have mig med i bilen mere hehehe.

  3. Dit held med at vinde præmier fik mig til at huske på at jeg i lørdags ville skabe en virkelighed med en masse penge. Det ville jo være smart til f.eks. arrangementer i begyndelsen af maj :-))

    Jeg visualiserede så at jeg vandt i Lotto og så mig selv og Elon som glade vindere. Jeg fik næste dag hele to mails med besked om at jeg havde vundet – i både Lotto og Klasselotteriet – henholdsvis 41 kr. og 150 kr. :-))

    Min teknik trænger til at blive finjusteret!

    Jeg huskede så at min mor fortalte mig at hun som barn have vandret afsted hen ad fortovet messende: “Kære Gud, lad mig finde en tegnebog! Kære Gud, lad mig finde en tegnebog!” Og hun fandt virkelig en tegnebog foran sig på fortovet 🙂 Den var desværre tom :-((

    Hun havde glemt at bede om at finde en der indeholdt penge :-))

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.