I juni var jeg til Whitesnake-koncert, og allerede under koncerten stod jeg og tænkte “kan jeg ikke snart se dem igen??”, for det var så piiiiiiiissegodt, og jeg har været stor fan i rigtig mange år! For nylig var der så en på Facebook der spurgte “skal du til Whitesnake-koncert i KB-hallen d. 19. december?” – WHAT? Allerede?? Jeg jublede naturligvis, men jeg skulle have købt billetten med det samme, for siden er jeg blevet uhyggeligt nærig, og jeg kommer næppe til den koncert i overmorgen!
Som du ved hvis du kender mig, eller hvis du bare læser med på min blog jævnligt, er jeg for nyligt stoppet som lønmodtager. Jeg har de sidste 6 år ikke anet hvad en liter mælk eller en pakke rugbrød kostede, har næsten ikke holdt øje med hvad der stod på min konto, og har stort set købt hvad det passede mig når det passede mig. Ikke at jeg har haft noget kæmpeforbrug af noget som helst, og jeg har heller ikke haft nogen vanvittigt god løn, men jeg har bare ikke bekymret mig om min økonomi, for den havde det fint, og der var et godt overskud til tant og fjas. Men nu går der altså ingen løn ind til den første, og så har piben naturligt nok fået en anden lyd.
Jeg klager ikke. Jeg kunne såmænd godt købe den koncertbillet uden at det ville ruinere mig, eller at jeg skulle sulte bare en halv eftermiddag. Men jeg gør det ikke. Pludselig er der bare noget der hedder “vigtigt” og “ikke vigtigt”. Og det er egentlig en ganske rar fornemmelse. Jeg har prøvet økonomisk set at hænge med røven i vandskorpen i nogle år, så det har været superrart ikke at skulle tænke på økonomi i meget lang tid. Men det er skægt at mærke det skift i mig selv der gør at det der før lød i mit hoved “Jeg skal til frisøren. 350 kr. for en klipning? Pfff, pyt – jeg er glad for min frisør”, nu lyder “350 kr.?? For en klipning??? Hmm, hvad er adressen på frisørskolen…” 😉
Og så husker jeg naturligvis at glæde mig over at det er frivilligt, for var jeg nu blevet fyret eller på anden måde ufrivilligt frataget min gode økonomi, havde jeg næppe set så positivt på at skulle spare. Så havde jeg sikkert grædt over at misse den koncert som jeg nu helt roligt vælger fra i forvisning om at chancen nok kommer igen til næste år.
Kender det alt for godt. Gik fra en fuld løn til SU, og begyndte også at tænke meget over hvad der var vigtigt at købe og hvad der ikke var så vigtigt. Med hensyn til frisøren begyndte jeg at få mine veninder til at klippe min spidser og købe hårfarve hos frisør butikkerne og selv farve mit hår derhjemme. Der er mange penge at spare. Desuden begyndte jeg også at lade være med at købe ind på tom mave..