I fredags havde jeg sidste arbejdsdag som fuldtidsmedarbejder i Amino, og det betyder at i dag var min første (hver)dag i mit nye liv uden “fast arbejde”. Det er en meget, meget underlig fornemmelse!
De sidste 10 år har jeg aldrig haft fri i længere tid end de obligatoriske 3 ugers sommerferie som er gået alt for hurtigt, og nu står jeg med udsigt til at være herre over min egen tid i… ja, hvem ved hvor længe? Altid, synes jeg jo nu, men jeg lægger sjældent planer for ret lang tid ad gangen, for udviklingen i mit liv plejer at gå så stærkt at det ikke kan betale sig, så det vil jeg lade stå åbent som alt andet. 😉
De sidste par år har jeg ikke haft (eller taget mig) tid til at læse bøger og blade, og et utal af begge slags har hobet sig op på mine hylder “til jeg engang får tid”. At øve på min tværfløjte har været en sjældenhed, og kun det at jeg spiller i Københavns Postorkester, har holdt mig kørende. Familie, venner og veninder har jeg set alt for lidt til. Min hjertesag – oversættelsen af Bruce Moens bøger – har brutalt måttet vige pladsen for mit arbejde. Og det er såmænd ikke fordi jeg har haft travlere end så mange andre mennesker jeg kender, jeg har bare haft for travlt til at få det overskud der skal til for at have fokus på de ting der virkelig betød noget for mig.
…og nu er der pludselig tid! Tid til at læse, tid til at skrive, tid til at spille musik, tid til at være sammen med de mennesker jeg elsker. Og det er på en måde overvældende når det er noget man har længtes efter i årevis. Så i dag er nærmest gået med ingenting, og det har været helt okay. Weekenden gik med en masse oprydning, udsmidning, tøjvask, madlavning, støvsugning, afkalkning… ting jeg plejer at udsætte i det uendelige, men nu pludselig nød fordi jeg havde bevidstheden om “tid nok”.
Men dagens humør har været ret besynderligt. En blanding af “jeg må hellere lige tjekke min arbejdsmail – NÅÅH NEJ, det behøver jeg jo ikke nu” og “åh nej, jeg må heller ikke miste fokus på det vigtige”. Jeg tror faktisk hele ugen (hvis ikke hele måneden) bliver ret besynderlig. Det må tage noget tid at akklimatisere sig, og det er nok ganske normalt. Min mor nævnte at det lød som den fornemmelse hun havde haft dengang hun gik på efterløn, og det lyder også ret sandsynligt. Det er jo nærmest en ny identitet man skal danne sig. Nye rytmer og nye vaner. Men hvor er det dejligt når man selv har valgt det. Jeg glæder mig inderligt til at se hvor det tager mig hen. Nej rettere: hvor jeg tager det hen. 🙂
Må jeg være den første til at ønske dig tillykke! Glæder mig til at se dine projekter og dig blomstre 🙂
Tak, dejlige Esben! 😀
Ejjj hvor dejligt for dig! Bare det var mig, synes slet ikke at der er tid mere til at lave sådan nogle når har fået arbejde. Er det for tidligt at begynde at glæde sig til at blive pensionist som 32 årig? 😉 Ja man må vel bare nøjes med de små 3ugers ferie indtil den tid.
Hej Mads. Ja, kunne det ikke være fedt hvis man kunne starte med 20 års pension og så arbejde når man bliver gammel og ikke gider rende så meget rundt længere. 😉