De fleste har det skidt med at måtte aflyse en aftale, og jeg er ingen undtagelse. Hvad der derimod ikke generer mig det fjerneste, er når andre gør. Uanset hvor meget jeg har glædet mig til at se den der aflyser, så kommer jeg straks i tanker om alt det jeg så får tid til i stedet for, og bliver glad. Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om hvornår jeg sidst har tænkt “øv, hvad skal jeg så lave?” Jeg har jo bøger der skal oversættes, musik der skal øves på, blogindlæg der skal skrives og … og … og … Sidst jeg kedede mig var i august sidste år, og selv det nød jeg. Så ved du det hvis du nogensinde er nødt til at aflyse en aftale med mig – hav endelig ikke dårlig samvittighed. 🙂
Hvordan har du det med aflysninger? Bliver du skuffet eller glad?
Det afhænger meget af hvem der aflyser. Aflysninger ændrer ens plan, og hvis andre er afhængige af de resultater der skulle være opnået på det pågældende møde bruger jeg mere tid på at forklare forsinkelsen end den tid der blev sparet ved aflysningen.
Men det er en elastik. Sker det en enkelt gang er det fair nok. Men er det en evig tilbagevendende ting fordi andre ikke kan planlægge, så ender jeg med at foreslå e-mail alene fordi det så undgås at vi spilder hinandens tid.
Tid er den eneste valuta vi alle kun får 24*3600 sekunder af hvert døgn, og de skal bruges fornuftigt. 🙂
Det kommer også meget an på hvad det er der bliver aflyst. Hvis det for eksempel er noget man af en eller anden grund har skullet sætte sig meget mentalt op til at gå igennem – kan det jo godt være man føler en kort respit og glæde ved udsættelsen, men senere skal man det hele igennem igen.
Det er ikke alle møder, man nødvendigvis ser frem til med glæde…