Jeg går ikke med tøfler!

Jeg tænker tit at jeg burde have været en mand! Jeg har nu aldrig været en “drengepige” som barn, klatret i træer, haft drengevenner, spillet fodbold og den slags – slet ikke faktisk. Men i dag, som voksen, synes jeg godt nok jeg har svært ved at identificere mig med mit eget køn indimellem!


Jeg er ligeglad med boligindretning, jeg aner ikke en skid om mode (hvilket tydeligt ses på min i mange kvinders øjne totalt mangelfulde garderobe), går helst i Ecco-sko (fodtøj skal bare være behageligt!), mine planter dør ret hurtigt hvis ikke de er af den type der kan klare sig uden vand i meget lang tid, mine altankasser indeholder stort set ikke andet end ukrudt, jeg gider ikke bruge tid på at lave mad (tænk på hvor meget tid jeg kunne have brugt på alt muligt andet imens!), “mor” er det ord i verden jeg har allersværest ved at identificere mig med – jeg har aldrig ønsket mig børn, og overvejer faktisk helt seriøst et operativt indgreb for at sætte en stopper for risikoen for eventuelle fremtidige uheld på den konto. Pornografi støder mig ikke, om wc-brættet er slået op eller ned, betyder ikke det store for mig, og en ugegammel opvask generer mig ikke. Og så er jeg vild med gadgets, kunne aldrig drømme om at brokke mig over at “han” bruger for meget tid ved sin computer (bare han ikke optager min!), og har intet ønske om at bestemme om han må det ene eller det andet. Så jeg har ærlig talt tit svært ved at bidrage til den typiske “kvindesnak” der foregår når mange kvinder er samlet på ét sted.

Mit hjem er et opholdssted. Der må selvfølgelig gerne være pænt og hyggeligt, men funktionalitet er vigtigere. Her hos os står vores skriveborde med pc’er i stuen, for ellers ville vi simpelthen ikke opholde os her! Det er der vi sidder mest, så hvorfor ikke skabe de hyggelige rammer dér frem for at sidde på et kedeligt lille værelse og så have en pæn men ubrugt stue? Og så er det jeg undrer mig når jeg hører mænd sige ting som “jeg må ikke have min pc stående i stuen, for det ser jo ikke pænt ud”. ikke?? Er det ikke et fælles hjem? Og hvad fa’n gør det at ens stue ikke lige ligner noget fra Bo Bedre, når begge parter så til gengæld kan udfolde sig frit som de har behov for? Én ting er så at kvinden har en mening om den sag og udtrykker den, al respekt for det, men hvorfor så mange mænd til syneladende “lystrer” helt uden kamp, forstår jeg ikke. “Jeg måtte sælge mine fede højttalere, for konen ville ikke have dem stående i stuen” – WHAT? Så kan man høre sin gode musik på små lortehøjttalere resten af livet fordi det betyder mest for konen hvordan anlægget ser ud. Argh!

Til det kan vi så lægge at møblerne ikke må være for behagelige (ud med hans yndlingsstol), og at hans ting generelt må i kælderen fordi de ikke passer ind i stilen. Og i øvrigt skal han “spørge om lov” når han skal noget der ikke involverer hende. Selvfølgelig skal man da lige koordinere tingene når man lever sammen, men “jeg skal lige spørge derhjemme”?? Det er vist det man kalder at være under tøflen!

Så nej, min konklusion bliver at jeg alligevel bare skal være den kvinde indeni som jeg trods alt er, for der ville jeg sgu aldrig finde mig i at ligge. Men jeg nægter altså at iføre mig tøflerne selv!


Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook

3 thoughts on “Jeg går ikke med tøfler!

  1. Cool. Jeg vil nu helst sidde i mit lille kontor frem for at sidde i stuen og blive forstyrret hele tiden, ikke har vi på nogen måde har et Bo Bedre hjem, gud forbyde det! Dertil kommer, at det er ønsket at jeg kommer ind i stuen 🙂

    Sæt en ære i at ikke passe i båsen! Hvis vi alle passede ind, ville det sgu blive for kedeligt, og nej, jeg passer heller ikke helt i min box. Jeg ser ikke fodbold, lytter ikke til Gasolin, har ingen ambition om en hurtig bil osv. osv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.