Jeg bryster mig af at være enormt rummelig. Det kommer bl.a. til udtryk i en laissez faire-holdning til det meste og de fleste. Der er ikke meget der kan hidse mig op. Folk er som de er og gør som de gør. Sådan er det bare. Og ser jeg noget jeg ikke bryder mig om, så kigger jeg først og fremmest indad og prøver der at finde årsagen til at det berører mig. Der findes den som regel.
Men jeg tænker nogle gange på om man også kan være så rummelig og accepterende at folk der har brug for et skub, ikke får det. Om det altid er kærligt at være den accepterende. Hvis jeg f.eks. ser nogen der har en adfærd der siger mig at der kan være noget der trykker dem – for eksemplets skyld kunne vi sige en der konstant pulser smøger, og jeg tænker at det kunne være fordi der var noget vedkommende prøvede at lægge låg på – vil min typiske reaktion på det være: ingen. Jo, jeg ville bemærke det, og så ville jeg som sagt kigge indad: Hvor er det jeg selv har et misbrug for at lægge låg på noget? Og så ville jeg arbejde med det.
Jeg kunne selvfølgelig godt spørge en dag hvor det var ekstra slemt: Er der noget galt – jeg synes du ryger meget i dag? hvis det er tydeligt for enhver at der er noget i vejen, men hvis det er normalt for vedkommende, ville jeg sandsynligvis aldrig nævne det. Det kan også være en der er meget tyk og bliver ved at overspise, eller en der er lidt for glad for rødvin. Den slags som ville være et “misbrug” for mig hvis jeg selv begyndte på det, men som for dem måske bare har været der al den tid jeg har kendt dem, og jeg derfor ikke føler at jeg har nogen “ret til” at blande mig i.
Jeg synes jo det er folks egen sag hvordan de behandler sig selv og deres krop, og så længe noget ikke går ud over mig, er det ikke min sag. Jeg kan så naturligvis vælge til eller fra om jeg har lyst til at være sammen med dem under de omstændigheder, men ellers blander jeg mig ikke.
Måske kommer det af at jeg selv hader at blive psykoanalyseret uopfordret. For jeg synes ret ofte folk bare projicerer og i virkeligheden taler om sig selv. Og sådan en har jeg ikke lyst til at være. Men burde jeg nogle gange være det? Burde jeg af og til være den der sagde: “Tror du ikke grunden til at du arbejder så meget, i virkeligheden er at du ikke kan holde ud at være alene med dig selv?” eller “Jeg synes virkelig du spiser meget og forkert, og du bliver tykkere og tykkere – jeg er bekymret for dig”?
Jeg er naturligvis tilhænger af at man skal være den man er, og nogle er gode til at give andre det rette los bagi, andre er gode til at rumme. Jeg prøver at fortælle mig selv at det også er godt bare at være den rummelige, men jeg er ikke altid helt sikker. Hvad siger du?
Der er ingen tvivl om, at det er en god ting at være rummelig som menneske. Det giver tolerance over for andre, som du også er inde på i indlægget.
Til gengæld vil jeg så også vove den påstand, at det til tider kan være farligt. Havde du været i en lederstilling, og forbigået chancen for at motivere dine medarbejdere ved at give et velrettet los til de rigtige mennesker, havde du mistet en unik mulighed for at give dem fornyelsen. Ofte viser det sig nemlig at selv den mest lade (dovne, som det vel hedder nu om stunder) sagtens kan yde langt mere (og bedre) hvis vedkommende får chancen.
Det skal aldrig overdrives – men det gælder begge grøfter. For meget laissez-faire er lige så farlig som det rene diktatur.
Balancen findes i at kunne begge dele til rette tid… 🙂
Når det handler om følelser kan man ikke være for rummelig, men når det gælder handlinger kan man godt være FOR rummelig i mine øjne. Såfremt man accepterer hvad som helst er man i mine øjne FOR rummelig og glemmer sig selv, sine egne værdier og det man står for og mener.
Rummelighed kan så blive lig, så slipper jeg da for at forholde mig og give udtryk for hvad jeg mener , har brug for harmoni eller tør ikke sige hvad man mener af frygt for hvad andre så vil synes om en.
For mig er dét at være rummelig (som jeg gerne betragter mig selv at være) ikke ensbetydende med at være holdningsløs (som jeg helst ikke er). Jeg betragter det faktisk som en nødvendighed at have relativt klare holdninger for at kunne rumme at andre mener noget andet. Jeg er ikke ligeglad og mener slet ikke at rummelighed kan og skal tolkes som en evne til at være ligeglad!
At være rummelig betyder heller ikke grænseløs. Først når man har defineret en grænse, ved man hvad der kan rummes indenfor den. Og når man ved hvor grænsen går, kan man også bedre arbejde på at flytte den.
For mig er rummelighed en invitation til debat og dialog. At være ligeglad er at lægge låg på samtalen…
Kh Kim