Jeg har skrevet en del om kærlighed her på min blog, og især om kærlighedsforhold der nu er afsluttet, så nu fik jeg lyst til at dele en lille begyndelseshistorie med jer i stedet for.
I sommer lyttede jeg til Anthony Robbins “Get The Edge” som er langt motivationsprogram som man kan bruge til at gennemgå alle områder af sit liv og løfte det og sig selv der op hvor man gerne vil være. Jeg gennemgik begejstret alle øvelserne, men da jeg kom til det kapitel der handler om at finde sin perfekte partner, tøvede jeg lidt. Jeg gad nemlig ikke have flere mænd i mit liv lige foreløbig – jeg nød at der var ro på det område. Men nu havde jeg gennemgået alle de andre øvelser, så jeg tænkte alligevel at det da ikke kunne skade at sætte ord på hvad man ønskede sig af en kommende partner. Og så gjorde jeg det.
En af øvelserne gik ud på at beskrive sin drømmepartner – og det gjorde ikke noget hvis man syntes det var en helt utopisk beskrivelse – man skulle bare beskrive den helt perfekte partner ned til mindste detalje. Derefter skulle man så skrive præcis det modsatte – den absolutte hadepartner. Det skulle man fordi hvis ikke man også beskrev hvad man ikke ville have, så risikerede man netop at tiltrække drømmepartneren MEN med alle mulige træk man absolut ikke brød sig om, og det ville jo være temmelig surt. Derfor skulle man gøre sig begge ting bevidst. Når man så havde de to beskrivelser, skulle man i næste øvelse blive lidt mere realistisk og trække de ting ud af listerne som var “musts” på den positive liste og “absolutely must nots” på den negative.
Jeg ved ikke hvad jeg gjorde galt (eller rigtigt), men temmelig kort tid efter kom der altså ret uventet en mand ind i mit liv. Eller han var der faktisk i forvejen, men han kom lidt tættere på, om jeg så må sige. 😉 Denne her dejlige mand opfyldte sgu hele min must-liste, og det var jo fantastisk. Han var musiker, humoristisk, 100 % ærlig, havde ikke brug for mig (ja, det var altså et af mine ønsker), og kunne acceptere sider af mig som jeg frygtede at det ikke ville blive let at finde nogen der ville acceptere. Det underlige var så at han på trods af Anthonys Robbins lille liste-trick altså også opfyldte et par af de punkter der stod allerøverst på min must not-liste! Naturligvis ikke “voldelig” og den slags, men dog punkter som jeg, da jeg skrev listen, var 100 % sikker på at jeg ikke ville kunne leve med.
Hvor er det godt at en forelskelse gør en åben for at man tager fejl. Hvis man f.eks. bilder sig ind at man absolut ikke kan leve med en ryger, så kan man jo være heldig at møde en særdeles hensynsfuld en af slagsen. I hvert fald viste det sig at mine punkter ikke havde nogen som helst indflydelse på mit samvær med denne her mand, og hvor ville det have været kedeligt hvis jeg havde holdt mig væk på det grundlag. Jeg fik lige præcis hvad jeg ønskede mig, fordi jeg var åben for at mine problem-punkter alligevel ikke ville være noget problem.
Det er så skønt når ens begrænsende overbevisninger sprænges! 🙂 Da jeg sad i sommer og ikke havde lyst til at lave øvelsen fordi jeg ikke havde lyst til at få mig en ny kæreste, havde jeg ikke overvejet at der var andre måder at være sammen på. At jeg kunne være heldig at møde en der heller ikke lige havde lyst til eller behov for et traditionelt parforhold. At jeg kunne møde en der bare havde lyst til at være sammen med mig uden at det absolut behøvede at betyde han skulle være nummer 1 i mit liv, eller at jeg skulle være nummer 1 i hans.
Det er i øvrigt sjovt som andre har behov for at sætte etiketter på en, og ikke helt kan forstå når man falder uden for de normale kasser folk befinder sig i. Jeg husker at jeg selv for en del år siden kendte et par der var sammen altid og også flyttede sammen på et tidspunkt, men de var altså ikke kærester, og det fattede jeg simpelthen ikke. Ikke at jeg tror de var det, for jeg så dem aldrig kysse eller kramme, men det virkede meget underligt på mig at de så havde lyst til ligefrem at flytte sammen. I dag forstår jeg det så udmærket. Jeg forstår hvordan man kan vælge hinanden til på nogle områder og fra på nogle andre, og at det ikke er spor underligt selv om det falder uden for normen. Jeg ved stadig ikke hvad deres forhold indeholdt, men jeg har i hvert fald en del flere ideer om hvordan det kunne forholde sig, end jeg havde dengang. Og jeg elsker når jeg bliver klogere og mister mine begrænsninger.
Nå, nu tog mit indlæg en lille drejning i forhold til hvordan det startede. Egentlig sad jeg bare her i min stue og skulle have luft for min taknemmelighed for at man ikke altid får hvad man beder om, men helt sikkert hvad man har behov for. Og det er altid bedre. 🙂
