Rummelighed opstår ikke ud af det blå

Der findes sikkert mennesker som helt af sig selv og uden nogensinde at have skullet arbejde med/for det er glade og rummelige næsten uanset hvad de bliver udsat for, kan sætte sunde grænser, udtrykke deres vrede på en god måde, sætte ord på deres behov osv.

Sådan et menneske er jeg ikke. Men jeg tror nogle gange at folk tror det om mig. “Gid jeg havde din rummelighed”, hører jeg af og til. (Især i forbindelse med at jeg kan dele kæreste med andre.) Men jeg skal fortælle dig en ting: Jeg har ikke altid været så rummelig og rolig. Det er en udvikling der er sket over de sidste 10 år især. I takt med at jeg har måttet give slip på mennesker jeg elskede, og forestillinger i mit hoved om hvordan ting burde være, har været ked af det, sorgfuld, usikker, ulykkelig, skrøbelig, sårbar, følt mig forkert og manglet selvværd. Hvis jeg har haft noget godt i den forbindelse, har det – ud over en grundfølelse af optimisme og positivitet der gør at jeg aldrig er gået helt i hundene – været stædighed. Følelsen af at det simpelthen ikke kunne passe at tingene skulle være så svære. Og det har fået mig til at søge – og finde – løsninger.

Selvhjælpsbøger har i den grad lettet vejen for mig, og derfor ryster jeg igen på hovedet over endnu en artikel af Rasmus Kjær i Information: Den spirituelle selvafvikling – og en anden jeg lige faldt over nu, om filosof Anders Fogh Jensen: Selvhjælp er selvisk. Begge artikler har muligvis også nogle gode pointer – jeg orker ikke debattere dem til bunds, men det jeg hæfter mig ved, er at begge synes selvhjælpsbøger fremstår som “den nemme løsning”. Altså at indholdet i dem peger på at det er “bare lige” at få sig et lykkeligt liv. Og derfor er der (åbenbart) noget galt med selvhjælpsbøger.

Jeg har læst et hav af dem og er af en anden opfattelse. Og når jeg har læst et hav af dem, er det ikke pga. det som Rasmus Kjær siger om det:

“Alligevel har det vist sig, at den mest potentielle køber af en selvhjælpsbog er en person, som mindre end 18 måneder forinden har købt sin seneste bog om selvhjælp. Bøgernes svar på, hvordan læseren bliver mere lykkelig er, at denne gør sig uafhængig af andre menneskers råd og holdninger. Tilsyneladende lykkes dette projekt ikke, når det kommer til læsernes evne til at gøre sig uafhængig af selvhjælpseksperternes vejledning. Dyrkelsen af spirituel selvhjælpslitteratur fastholder læseren i afhængighed af andre.”

Det er  fordi selvudvikling netop ikke er nemt. Man kan ikke bare læse en bog, og vupti, så er man mere rummelig. Det sker måske at man får så mange aha-oplevelser undervejs, at det kan være tilfældet, men det hører til sjældenhederne. Der er meget at arbejde med, og der dukker hele tiden nye lag op hvor de problemer man troede man havde løst, dukker op i nye og mere subtile forklædninger. Det er terapi for gør det selv-folk, kan man måske sige. Og for nogle er det ikke nok. Der skal måske en rigtig terapeut til. Men det er et godt sted at starte. En måde at blive opmærksom på sine mønstre på.

Og bøger gør det altså ikke alene. Jeg har ikke kunnet læse mig til min rummelighed. Men jeg har fået redskaber med mig ad den vej som jeg så har kunnet bruge i praksis. Og med tid og masser af øvelse – og et hav af tålmodighed – er rummeligheden opstået. Det betyder ikke at jeg aldrig mere er bange og ked af det, og nu bare kan rumme alting, men det betyder at jeg aldrig mere giver andre skylden og ansvaret for mine følelser, men (for det meste) kan holde mig på egen banehalvdel og arbejde med det selv.

Ville jeg stadig ønske at andre ville arbejde med sig selv så jeg slap for det? Ja, for helvede. Det har jeg bare absolut ingen indflydelse på. Den eneste hvis adfærd jeg kan ændre, er mig. Og bøger har været et godt sted at starte.

Jeg smiler når du deler 🙂

Twitter

Facebook