Jeg skrev i går om at savne fast grund under fødderne. Det tygger jeg lidt videre på.
I dag mærker jeg at det handler om at jeg virkelig har lyst til at slå rødder nu, og jeg er ikke sikker på at det er her jeg skal slå dem. “Her” ikke nødvendigvis kun forstået fysisk som “her i Korsør”, men faktisk på alle områder af mit liv.
Jeg bor et dejligt sted.
Jeg har en dejlig kæreste.
Jeg har et virke jeg synes er sjovt.
Jeg har stor frihed til at gøre hvad jeg har lyst til.
Men.
Jeg ved ikke om noget af det er dét. Alting svæver stadig frit, og der hænger et stort “men” ovenover
Min lejlighed er skøn, MEN her er en utålelig støj (fra naboerhverv).
Mit kæresteforhold er vidunderligt, MEN har ikke et tilfredsstillende omfang.
Jeg elsker mit arbejde, MEN det hænger ikke sammen økonomisk.
Jeg har stor frihed, MEN faktisk så stor at jeg har denne her følelse af at hænge i luften med rødder der længes efter næringsrig jord.
Alt i alt er jeg et virkelig godt sted. Jeg ved bare at der venter mig noget endnu bedre.
Så jeg svæver videre og nyder at jeg trods alt ikke basker febrilsk med armene i stormvejr, men kan svæve roligt på en blå himmel indtil jeg finder det rigtige sted at lande. Så griber rødderne jo nok fat lige der hvor de skal.
Jeg er SÅ meget med dig! Også selvom mine “men’er” ser lidt anderledes ud, så føler jeg lidt den samme rodløshed. Jeg fik et billede af et løvetandsfrø, da jeg læste din tekst. Gid stormvejret måtte vente, indtil vi er faldet i frugtbar jord.