Smukke ven, jeg savner dig

Lørdag morgen gik du vred og ked af det ud af min dør. Siden har jeg ikke hørt fra dig. Jeg har hver dag lyst til at skrive sms’er til dig. Skrive at jeg tænker på dig og elsker dig og savner dig. Men jeg gør det ikke, for jeg ved ikke om det vil gøre ondt værre, om du vil hade mig for det, om det vil strø salt i såret. Så hvis du nu skulle være i tvivl, så skyldes det at jeg ikke skriver til dig, altså ikke at jeg er ligeglad med dig, at jeg ikke har lyst til at kæmpe for dig eller noget som helst andet end at jeg denne gang forstår dig så godt at jeg er nødt til at respektere din beslutning. Men jeg ved at hvis du savner mine ord, så læser du min blog, og derfor skriver jeg en hilsen til dig her. Så er jeg sikker på ikke at forstyrre dig på et tidspunkt hvor du ikke vil forstyrres. Og samtidigt kan jeg få fortalt dig at jeg stadig ønsker dig som en del af mit liv. Det betyder ikke at jeg fortryder hvad jeg gjorde, men jeg er ked af at vi aldrig tog Anton ved hornene og tog en meget vigtig snak om hvordan vi skulle tackle det her den dag det skete. For det vidste vi begge to godt at det ville. Jeg håber vi kan få vores venskab tilbage. Måske ikke lige nu hvis du ikke er klar, og det er du sikkert ikke, men en sød dag. Jeg har plads til dig hvis du har plads til mig. Jeg elsker dig.

(P.S. til andre: kommentarer ønskes ikke til dette indlæg)

Jeg smiler når du deler 🙂
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on Facebook
Facebook