Boganmeldelse (Virkeligheden er klog) og lidt om at have ondt i sindet

Jeg har sgu lidt ondt i sindet i øjeblikket. (Jeg havde faktisk først skrevet “ondt i sjælen”, men  nu er jeg jo sådan en der faktisk tror på at vi har (er!) en sjæl, og så kom jeg i tanker om at det ikke er der indre smerte sidder – det er i vores menneskelige sind.)

[Vil du direkte til anmeldelsen af “Virkeligheden af klog” uden at læse om mine personlige kvaler, så klik her.]

Min kæreste gennem 3 år slog op med mig juleaften. Når du læser den sætning, er der ret stor sandsynlighed for at du både tænker dårligt om ham (juleaften af alle tidspunkter!!?) og får medlidenhed med mig, så jeg føler lige trang til at fortælle dig at du gerne må pakke begge dele væk. Mht. det første havde det ligget i luften i lidt tid, og at det lige blev juleaften vi måtte tage den snak, var et tilfælde. Min elskede (nu eks)kæreste gennemgår lige nu en voldsom (positiv) udvikling i sit liv, og det går så stærkt at jeg ikke kan følge med. Både bogstavelig talt og i overført betydning. Jeg er et andet sted, og derfor kan vi ikke længere fungere som kærestepar. Men som han meget smukt udtrykte det: “Vi holder op med at være kærester, men vi forlader ikke hinanden”. Vi er stadig de bedste venner, ses, krammer, taler sammen, skriver sammen, lytter til hinanden og støtter hinanden. Og derfor behøver du ikke have medlidenhed med mig over det. Og så fordi medlidenhed ikke rigtig tjener noget formål.

Når jeg så alligevel har ondt indeni, er det selvfølgelig dels fordi det er smerteligt at skulle give slip på det at være hans kæreste, men mestendels fordi det at skulle give slip på det stykke af min identitet, tvinger mig til at kigge på hende der nu sidder tilbage – mig. Og der er altså – må jeg indrømme – nogle ting jeg har undladt at kigge på i et par år.

Cirka samtidigt med at han og jeg blev kærester, tog jeg et kvantespring i mit liv. Jeg havde det som en blomst der lige var sprunget ud, og følte mig stærk og fri. Hvis du har fulgt lidt med på mine blogs, har du nok hørt om både kærlighedsliv og iværksætteri og ved hvad jeg taler om. Samtidigt skete der det at jeg endelig syntes jeg kunne begynde at slappe af. Mine 30’ere har været voldsomt udviklende, og jeg var ærlig talt blevet lidt træt. Så de sidste par år har jeg slappet af i forvisning om at jeg nu var denne stærke og frie kvinde som kunne hvad jeg ville – pyh, ikke mere selvudvikling til mig lige nu, tak. Nu skal livet bare leves.

Hvad jeg så slet ikke lagde mærke til (eller … bildte mig ind at jeg ikke lagde mærke til), var at min gnist langsomt døde ud. Min glæde forsvandt. Gløden i mine øjne blev mindre og mindre. Det var først i sidste uge da jeg under en middag med et par nære venner lidt humoristisk sagde at hvad min sexlyst angik, så havde jeg sgu været død fra halsen og ned i længere tid end jeg brød mig om at huske på, og den ene sagde til mig: “Jamen, Anja, du har jo heller ikke været rigtig glad i lang tid. Altså, du er jo altid i fint humør og sådan almindeligt glad, men det er som om der altid ligger en tristesse bag dine øjne”, at det gik op for mig at det jo var sådan det var og havde været længe.

Og lige der gik det også op for mig hvorfor min kæreste ikke længere kunne være min kæreste. Og hvorfor det er bydende nødvendigt at jeg nu genoptager den selvudvikling jeg var så godt i gang med for et par år siden, i stedet for bare at slappe af og lade som om alting var løst. Ikke for at vinde ham tilbage, men for at vinde mig tilbage.

En af de ting jeg skal have gjort noget meget alvorligt ved, er min selvtillid. Jeg er på visse områder simpelthen så voldhamrende usikker på mig selv at det ikke er til at holde ud. Kender du typen der altid er hundrede procent sikre på at de har ret i det de siger? Sådan en er jeg ikke – tværtimod. Jeg er altid – okay ikke hundrede, men så firs procent – sikker på at jeg nok tager fejl. Det gælder selvfølgelig ikke på alle områder i livet. Lad os bare tage en debat om monogami, parforhold, utroskab og den slags, og du skal være meget heldig hvis du kan vælte mig af pinden, men spørg mig om nogle faglige facts, sig at du gerne vil hyre mig til en opgave, og bed mig om min timepris, spørg mig om jeg er dygtig til dette eller hint, hvorfor du skal vælge mig frem for ham eller hende den anden, og du vil se – hvis du kunne kigge ind i mig – en bævende, på-nippet-til-at-tude, vaklende lille pige der ikke aner hvad hun skal svare. Hvis du kunne høre mine tanker, ville  du høre ting som “jeg er jo ikke bedre end nogen andre; jeg er ikke sikker, og hvis jeg ikke er helt sikker, kan jeg ikke svare; ham der kan gøre det bedre end mig, så jeg kan ikke tage det samme i løn (faktisk kan jeg næsten ikke være bekendt at få løn); det er jo bare mig – jeg er da ikke noget særligt; en dag opdager de at jeg ikke rigtig kan noget. Og den slags.

Det. Gør. Så. Ondt! at kigge på. For det er jo ikke rigtigt. Det er den lille pige bare meget svær at overbevise om. Men nu er det faktisk sådan at hun bliver 40 år lige om lidt, så jeg synes det er på tide hun fatter det. (Nåh ja, og så er der sikkert en masse andet jeg skal have kigget på, men det er da et meget godt sted at starte, ikk’?) Og nu til den boganmeldelse du måske i virkeligheden klikkede dig ind her for at læse.

“Virkeligheden er klog” af Thomas Rosenstand

Jeg har i mange år færdedes i iværksætterkredse via Amino, og gør man det, er det svært at komme uden om Thomas Rosenstand. Han er kendt som søgemaskineekspert og en særdeles dygtig en af slagsen. Pudsigt nok udgav han så for nylig en bog om noget helt andet, nemlig selvudvikling. Jeg var skidenysgerrig, men tøvede også med at købe den, for jeg har jo læst så meget af den slags, og havde Thomas nu noget nyt at komme med? Og så var jeg jo som bekendt lidt træt af at kigge indad. Men efter at have læst et par gratis kapitler som virkede lovende, OG altså have besluttet mig for at det var på tide at kigge indad igen, overgav jeg mig i går og trykkede på købe-knappen. Og i dag har jeg så læst bogen.

Var der så noget nyt at komme efter for en der har læst meget af den slags? Nej og ja. Der var ikke noget i indholdet jeg aldrig før var stødt på, og som derfor væltede mig omkuld i form af store (selv)erkendelser, men der var til gengæld en god, frisk, direkte og praktisk tilgang til tingene som er lige det jeg har brug for lige nu. Som jeg skrev længere oppe: Medlidenhed tjener ikke rigtig noget formål. Den er fin hvis man er på et sorgstadie hvor man ligger under dynen og slet ikke kan se lyset for enden af tunnelen – så skal der være en periode hvor nogen bare holder om en og siger “bare tud – jeg er her for dig”. Men der er jeg ikke. Jeg er lige der hvor jeg kan se smerteligt klart hvad jeg skal gøre noget ved, men bare er i tvivl om hvad jeg så egentlig skal gøre ved det. Og her giver Thomas nogle konkrete værktøjer som jeg rigtig godt kan lide.

Det er f.eks. sådan noget som at få kigget sin indre bestyrelse efter i sømmene (hent det gratis kapitel for at læse mere om det) og at få lavet en konkret handlingsplan for de ting man er bekymret for (du godeste, hvorfor er det aldrig faldet mig ind?). Helt håndgribelige ting som kan hjælpe en til at få et fast greb om virkeligheden i stedet for at svømme hen i sin usikkerhed. Altså ikke store åbenbaringer, men konkrete redskaber, og det kan jeg bruge lige her hvor jeg står. Bogen fokuserer på handling mere end navlepilleri, og det har jeg brug for.

At Thomas så også krydrer bogen med gode sælger-tips, et afsnit om at tage hensyn til dyrevelfærd når man køber ind (tak, Thomas, det glæder en øko-elskende vegetar), iværksætter-råd og andet godt, gør jo ikke bogen mindre læseværdig.

Altså en anbefaling her fra. Pga. det ligefremme sprog er bogen i øvrigt hurtigt læst, og det er jo rart at vide hvis du ligesom jeg har et utal af ulæste bøger på hylden. Denne her bliver ikke en af dem.

Og nu må du have mig undskyldt. Jeg skal have lavet et par handlingsplaner.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on twitter
Twitter
Share on facebook
Facebook

14 thoughts on “Boganmeldelse (Virkeligheden er klog) og lidt om at have ondt i sindet

  1. Kære Anja
    Tusind tak for de pæne ord om min bog! Jeg ved, du er kritisk – så de vejer tungt hos mig.

    Og det andet du tumler med: Du vil komme ud på den anden side som en vinder, for sådan er du 🙂

  2. Du er fantastisk god til at udtrykke dig levende og ærlig uden fordomme. Skønt! Det kunne andre lære meget af. Jeg er sikker på du er en fremragende rådgiver. Rådgivning kan let blive “teoretisk” eller mønsterpræget. Sandsynligvis fordi rådgiveren har svært ved at sætte sig ind i klientens tanker. Ud fra dine indlæg, er mit indtryg, at du har en bred menneskelig forståelse indenfor et kompliceret svært emne.
    Det er naturligt og sundt løbende, at udvikle sig. Kunsten er at finde det naturlige niveau. 🙂

  3. Utroligt følelsesmæssigt element denne tekst ramte mig hårdt og var utrolig interessant tak for det.

  4. Jeg har faktisk haft kig på den noget tid nu. Det virker som om jeg burde give mig i kast med at læse den alligevel.

    Tak for din anmeldelse 🙂

    Hilsen Maria (advokat)

  5. Jeg er også vild med thomas`s skriblerier, og skal helt sikkert også have den sidste nye.. Bare han nu holder kæ.. med sine politiske holdninger..;)

  6. Efter at have læst denne anmeldelse begynder jeg måske at være klar til at købe bogen. Jeg kender jo Rosenstand særdeles godt fra Amino og det er sjældent han siger noget der ikke er fornuftigt 🙂

  7. Hvis jeg vælger at købe bogen håber jeg da på nogle gode linjer med stærke politiske holdninger fra Rosenstand 🙂

  8. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at jeg flere gange har overvejet at købe bogen, så det er rigtig godt med en ærlig og god anmeldelse. Thanks Anja! 🙂

  9. Rosenstand er efter min mening en af de bedste indenfor sit fag, hvis ikke den bedste til at forklare tingene på sin egen sociale og jyske måde. Jeg overvejer også stærkt at købe bogen kunne sagtens finde på det efter denne anmeldelse 🙂

  10. Har også fulgt Thomas Rosenstand nogle år. Var faktisk ikke klar over at han havde skrevet denne nye bog og så indenfor et helt andet emne end man normalt finder ham. Tak for linket til det gratis kapitel, glæder mig til at læse det.:)

  11. Lyder spændende 🙂 godt at høre nogle anmeldelser, da man godt kan være lidt kritisk til bogen, når man er vant til at læse hans seo bøger. Så er det noget er en kovending.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.