≡ Menu

Her på nulpunktet er der forhåbentlig kun én vej: op!

lille pige der keder sig

Jeg er blevet 44 i år, og det er åbenbart lige dér midtvejskrisen rammer. Jeg ved nu ikke om det lige er sådan en jeg er havnet i, men jeg har det sgu sært for tiden.

Når jeg tænker på det, lyder ordet “nulpunkt” hele tiden i mit hoved.

Jeg er flyttet. Jeg skal bygge et nyt netværk op. Jeg skal bygge mit firma op. Jeg har ingen kæreste. Min konto er tom. Min krop trænger til en reboot. Og jeg gider simpelthen ikke gøre noget ved nogen af delene. Jeg er ikke inspireret til en skid.

Jeg fungerer. Jeg arbejder. Jeg sender nyhedsbreve ud (som ikke er særlig inspirerende for tiden – undskyld). Jeg handler. Jeg spiser. Jeg sover. Jeg læser.

Jeg er ikke deprimeret. Det er ikke sådan. Jeg er bare. Og alt imens jeg gerne ville noget mere end bare at være, for det er satme kedeligt (og ligner mig ikke), så gider jeg ingenting. Og jeg har så rigeligt med værktøjer. Dem gider jeg bare heller ikke.

Det sjove der inspirerede mig til at skrive om det nu, er at jeg lige fik kigget nedover min blogside, og dér stod i et indlæg fra juli sidste år: “Og det føles som om denne her flytning handler om det. En nulstilling. På mange planer.”

Aha. Så måske er jeg simpelthen ikke færdig med at flytte. Og den flytning trak da også på alle måder tænder ud.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om det, for det føles ikke særlig fedt at råbe højt om, men nu gør jeg det alligevel fordi min erfaring er at når man er klar til at skrive eller tale højt om noget, så er det fordi man er på vej ud på den anden side af det. Så lad dette indlæg være en manifestation af dét.

Forleden vågnede jeg med denne her i hovedet – en sang jeg synes lyder forfærdeligt, og som derfor ikke er en jeg frivilligt tænker på, men jeg håber den kom ind i mit hoved fordi den havde et budskab til mig:

P.S. Medynk frabedes (det er trods alt bare et nulpunkt – jeg er ikke i minus). Fortællinger om hvad du selv har brugt til at få dig op fra et nulpunkt: Ja tak. Kærlige spark bagi: Ja tak.

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 5 comments… add one }
  • Pia Andersson 27. april 2016, 21:51

    Hej Anja

    Er af og til på nulpunktet, og også ind i mellem på minus. Når det sker, tænker jeg på “mit store mål” – uden at lyde alt for højtravende 😉 – og det plejer at hjælpe. Små skridt af gangen og være tålmodig og alt det der, som du allerede kender 😉 så kommer jeg stille og roligt op igen

    Kh Pia

  • Esben 27. april 2016, 23:27

    Det er stilhed før stormen 😮 🙂

  • Helle 7. maj 2016, 09:19

    Tak for dit indlæg. Er selv flyttet nogle gange indenfor de sidste 10 år og har hver gang ramt det dersens nulpunkt,- har bare ikke tænkt over det før jeg læser dit indlæg 🙂 Men tror egentlig at det er naturligt. Det er jo en ny begyndelse at flytte, uanset hvad anledningen er, og krop og sind skal bruge tid på at vænne sig til det nye sted, uanset om det er drømmeboligen eller et sted man flytter hen af nød. En klog kvinde sagde engang til mig at det kan tage op til ni måneder at få ‘føle sig hjemme’-følelsen og så er det vel meget naturligt at energien på en eller anden måde går lidt i nul når al stressen omkring flytningen er fuset af og man føler sig lidt på udebane der hvor man normalt lader op.

Leave a Comment