≡ Menu

Fast grund, tak

Jeg savner fast grund under fødderne. Siden jeg flyttede fra København for et par år siden, har jeg følt at jeg “bare var i en overgangsfase”. Jeg havde egentlig troet at når jeg landede her i Korsør, så ville mit liv stille og roligt begynde at få fast form igen. Og det er det måske også ved – bare noget mere stille og roligt end jeg bryder mig om.

Jeg har skrevet lidt om det før, og føler behov for også denne gang at understrege at dette ikke er et trist klageskrift. Jeg er i skrivende stund intet mindre end lykkelig. Men jeg er også forundret. (Det er vel ikke den værste tilstand man kan være i, nu jeg tænker over det.)

Det er bare som om alting er flydende lige nu. Som om alting er under skabelse og intet rigtig er skabt endnu. Nogle mennesker der kan se energi, taler om simpelthen at kunne se “tankeformer” af de ting folk er ved at trække ind i deres liv. Jeg forestiller mig at der så i mit tilfælde flyder uendelig mange tankeformer rundt om mig som ikke rigtig har manifesteret sig i fysisk form. Og det synes jeg godt de måtte gøre snart. Jeg er utålmodig. Det føles som om jeg sidder med nogle puslespilsbrikker og forsøger at lægge dem uden at ane hvordan det færdige motiv ser ud.

Men måske livet – det rigtige liv – bare ER flydende. Jeg bryder mig jo heller ikke om stagnation. Hvilket måske ligefrem forhindrer mig i at tage nogle håndfaste valg.

Det er på én gang en spændende og en frustrerende tid. Jeg vakler mellem at vente og samtidig godt vide at jeg ikke skal vente, men bare gøre det der skal gøres, og så skal det jeg venter på, nok lande. Problemet er at jeg ikke ved hvad der skal gøres, fordi jeg ikke ved hvad jeg venter på.

Jeg kan se en udvikling i de blogindlæg jeg har skrevet undervejs i min proces. I april sidste år var jeg på et nulpunkt og vidste at der kun var én vej: Op. I april i år savnede jeg en følelse sammenhæng. Den synes jeg jeg har fået mere styr på. Nu er der så denne følelse af at vente på noget jeg ikke ved hvad er.

Vente-følelsen gør at jeg tøver med at foretage mig ting som kræver forpligtelse. Jeg tør dårligt nok love folk noget en uge frem i tiden. Jeg savner at have kat, men jeg anskaffer mig ikke en, for jeg aner ikke hvordan livet ser ud om 14 dage. Måske er der ikke plads til en kat i det liv jeg venter på?

Det lyder åndssvagt – “det liv jeg venter på”. For jeg ved jo godt at livet ikke “kommer” – jeg skal selv skabe det liv jeg gerne vil have. Jeg er bare så vant til at når jeg tager aktive beslutninger og lægger planer, så trækker livet i tæppet under mig og siger “næh du, du skal en anden vej”. Så nu venter jeg. Samtidig med at jeg godt ved at før jeg aktivt bevæger mig, kan livet ikke hive i mig og vise mig vej.

Mit liv føles cirka lige så ustruktureret som mine tanker er udtrykt i dette indlæg. Og sådan får det nok bare lov at være til det falder på plads. 🙂

Jeg smiler når du deler 🙂
Share on Google+Tweet about this on TwitterShare on Facebook
{ 1 comment… add one }

Leave a Comment